1. Indledning
En af de implikationer der er forbundet med krigsførelse, er ofre der bliver dræbt i kamp. En hvilken som helst krig er definitorisk afhængig af at der er nogen der er i krig mod andre, og at der er en identifikation i forhold til hvem man kæmper for og imod. Carl Schmitt har formuleret det således, at krigen følger af fjendskabet, altså dem man kæmper imod, da der er en værensmæssig negering af en anden væren (Schmitt 1932 [1963]: 63).
Denne forskel på liv bruger Judith Butler til at formulere en kritik af krig, der drejer sig om sorgens hierarki og framingen af vold (Zehfuss 2009: 420). Med udgangspunkt i dette undersøger Maja Zehfuss, hvordan at det britiske militærpersonel, dræbt i Operation TELIC i Irak, mindes og hvordan at der skrives nekrologer til vestlige døde, der dermed skaber en bestemt ramme som muliggør volden (ibid.).
Jeg vil i nærværende besvarelse analysere Zehfuss’ (2009) tekst. Først vil jeg redegøre for hvordan Zehfuss ser på sorgen og sorgens hierarki, hvorefter jeg vil komme nærmere ind på de antagelser der bliver gjort, for at kunne se på sorg ved at kigge på nekrologer. Dette vil jeg bruge til diskutere fjende-begrebet og til sidst diskutere hvad man kan konkludere på baggrund af nogle nekrologer fra en bestemt operation på et ministeriums hjemmeside.
2. Sorgen som afhængig variabel og social konstruktion
Der sørges ikke over alle drab i en krig med samme intensitet. Sorgen skal derfor ikke ses som noget absolut, men relationelt i forhold til hvem der sørges over. Potentialet for sorg og dyrkelsen af denne med nekrologer m.v. er afhængig af den dødes forhold til vesten. Zehfuss (2009) konkluderer, at “[t]he frame of Western lives versus non-Western non-lives is revealed not only in who gets an obituary and who does not, but also in how the Western lives in the obituaries are construed.” (Zehfuss 2009: 437).
Hvordan vi ser på sorgens mangfoldighed er af betydning fordi, at nogle liv er mere værd at sørge over end andre, og dermed mere værd at kæmpe for. Den måde vi ser på ikke-vestlige liv er dermed af betydning for muligheden for krig. Hvis der blev sørget over alle døde i en krig på en måde så sorgen blev klassificeret på samme niveau for alle, ville det udvande forskellen mellem os og dem og dermed have implikationer for krigen. Der er dermed en relation mellem den potentielle sorg for et liv og den grad af beskyttelse der gives dette liv (Zehfuss 2009: 421).
Vi bør derfor se sorgen som en social konstruktion. Zehfuss undersøger nekrologer på Forsvarsministeriet (Ministry of Defence) hjemmeside (http://www.mod.uk/) og ser hvordan at disse konstituerer en bestemt ramme der muliggør krigen (ibid.).
3. Sorg og nekrologer
Zehfuss er interesseret i hvordan sorgen er konstrueret gennem nekrologerne, og hvilke implikationer denne konstruktion har, og der er derfor tale om en konstruktivistisk epistemologi (Fearon & Wendt 2002: 57). Tilgangen er poststrukturalistisk i hendes fokus på konceptuelle og politiske praksisser der inkluderer nogen og ekskludere andre og hvordan disse fælles er konstrueret (Campbell 2009: 216).
De bagvedliggende antagelser er, at vi ved at se på nekrologerne på Forsvarsministeriets hjemmeside, kan eksplicitere noget generelt om de forhold der muliggør krigen. Nekrologerne tjener dermed et instrumentelt formål udover blot at informere om krigens faldne.
Nekrologerne skaber dermed en bestemt struktur og ramme for volden, og vi kan derfor ved at kigge på dem, læse mere end bare nekrologer. Nekrologerne er dermed strategisk formulerede, gerne så personlige som mulige, med informationer som navn, alder, opvækst, personlighed, familiens beskrivelse af afdøde, billede og sidst, men ikke mindst, beskrivelsen af afdødes kærlighed for den sag han/hun kæmpede for.
Når at der formuleres de meget personlige nekrologer for de vestlige (britiske) soldater, og langt fra lige så personlige nekrologer for muslimerne m.v. der dør i krigen, er det dermed ikke uden grund, men kan fortælle os noget om forudsætningerne for at føre krig, som kan bruges til en kritik af samme.
4. Fjendens funktion og forudsætningen for krig
Nekrologerne på Forsvarsministeriets hjemmeside er omfattende og meget personlige for de vestlige soldater der er døde i krigen. Fraværet af nekrologer fra den anden side, dem der kæmpes imod, er eklatant, og dette forhåbentlig ikke uden grund.
Det er først og fremmest umuligt at forestille sig en krig uden en distinktion mellem ven og fjende. Carl Schmitt så denne distinktionen som betingelsen for det politiske og dermed muligheden for krig. Sondringen mellem ven og fjende bliver dermed ”[…] at betegne den yderste intensitetsgrad af en forbindelse eller adskillelse, af en association eller dissociation” (Schmitt 1932 [1963]: 61). Det er dermed en grundlæggende egenskab ved krigen og muligheden for denne, at man kan definere en fjende, og skabe en dissociation.
Det giver ingen reel mening, at man skal gøre noget som helst for at italesætte fjenden som var det vores nabo, da dette blot ville mindske den adskillelse der ville være mellem ven og fjende, og blot svække fællesskabsfølelsen blandt ”os”. I den henseende kan man godt argumentere for, at Butler og Zehfuss har en pointe i deres kritik af krigens væsen og asymmetrien i dyrkelsen af sorg som værende af betydning for muligheden af dyrkelsen af krig.
Hvis man kigger på krigen som den yderste intensitet af en given konflikt, hvor at skellet mellem ven og fjende er ikke alene defineret, men også en forudsætning for krigen, er kritikken af krigen som fremført konsistent.
5. Hvad fortæller nekrologerne (ikke)?
Zehfuss bruger en indholdsanalytisk metode hvor at hendes kodningsenhed er nekrologer der er på Forsvarsministeriets hjemmeside. Dette sætter nogle klare begrænsninger i forhold til hvad der kan konkluderes. Først og fremmest er Forsvarsministeriet langt fra det eneste sted at krigen og den dertilhørende sorg fremstilles.
Ved kun at kigge på en vestlig hjemmeside, er det yderst diskutabelt om man kan generalisere diversiteten i anskuelsen af sorg til at være et spørgsmål om vesten kontra ikke-vesten. Dette står klart i relation til den enhed som at Zehfuss analyserer. Ved at kigge på det britiske forsvarsministeriums hjemmeside, finder man af indlysende årsager nok heller ingen nekrologer for døde danskere, amerikanere eller rumænere der er faldet i krigen. Det kan godt være, at der argumenteres for, at dyrkelsen af sorgen eller mangel på samme rejser yderst stærke spørgsmål “about war between the West and the non-West” (Zehfuss 2009: 438), men det synes at være en fornuftig indvending, at datamaterialet taler mere om forholdet mellem briter og ikke-briter. Det kommer hurtigt til at lyde som en kritik af Vesten som værende tilnærmelsesvis imperialistisk i dens krigsførelse, hvad der ikke udelukkes, men måske bare formuleres på et for snævert empirisk grundlag.
Med al respekt for de motiver man kan tillade sig at tillægge de aktører der formulerer nekrologer, og de strukturelle og strategiske formål disse har, bør man ikke overse, at de allerhøjest nok forbliver et symptom. Våbnenes skud skal lyde før de døde falder. Det er ikke nekrologerne der skaber krigen, men krigen der skaber nekrologerne. Nekrologerne siger måske slet ikke så meget om forholdet til fjenden, men mere blot om hvor meget det betyder for den enhed der er i krig, at udvise sympati over for afdødes nærmeste.
Det er desuden værd at holde sig for øje, hvor meget at nekrologerne egentlig udskiller sig fra ”normale” nekrologer. Nekrologer har det med at være personlige, fortælle om afdødes passion(er), skæve sider etc., og det burde derfor intet under være, at det samme selvfølgelig er tilfældet for nekrologer på Forsvarsministeriets hjemmeside. Fraværet af personlige nekrologer fra andre end dem Forsvarsministeriet repræsenterer, er måske ikke så stor en gåde, når man udelukkende kigger på netop Forsvarsministeriets hjemmeside.
Det store spørgsmål man står tilbage med i en analyse af Zehfuss tekst er, om der overhovedet er noget nyt. Kritiske røster vil kunne plædere for, at det er common sense, at et Forsvarsministerium vil holde sig til at skrive nekrologer for de mennesker de i praksis repræsenterer. Det er korrekt, at der ikke skrives så lige personlige nekrologer for de døde irakere, men en sådan asymmetri mellem ”os” og ”dem” synes ikke at være noget nyt, snarere ville det være mærkeligt andet, hvis vi førte krig mod nogen der havde de specifikt samme egenskaber, motiver og adfærdsmønstre som os selv. Fjenden er en begrebsbestemmelse, og en det giver reel mening at kæmpe imod, og derfor ikke nødvendigvis sørge over i samme omfang som det fællesskab man kan identificere sig med.
6. Konklusion
Jeg har i denne besvarelse fokuseret på sorgen og dennes kompleksitet i forhold til de ofre man har med at gøre i krigen. Det er ingen hemmelighed, at der er en forskel mellem hvordan man ser på krigens ofre, de døde, og at dette siger noget om krigens væsen, men at sige noget generelt om hvordan der ses på sorgen mellem Vesten og ikke-Vesten, er værd at undersøge nærmere.
Jeg vil mene, at det er diskutabelt om der på baggrund af den metodiske tilgang og de udvalgte cases, foreligger tilstrækkelig empiri til at kunne formulere en teori omkring forholdet mellem sorgens hierarki for Vesten og ikke-Vesten.
Nekrologerne er ikke en væsentlig del af krigen, og har på nuværende tidspunkt nok ikke været noget der med rette kan siges at have afgjort nogle krige, om end de dog, som Zehfuss demonstrerer, kan være symptomatiske og bruges til at undersøge relevante problemstillinger.
7. Litteraturliste
Campbell, David (2009). “Poststructuralism”, i Dunne, Tim et al. (red), International Relations Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford University Press: 213-237.
James Fearon & Alexander Wendt (2002). “Rationalism v. Constructivism”, i Carlsnaes, Walter et al. (red), Handbook of International Relations. SAGE Publications Ltd: 52-72.
Schmitt, Carl (1932 [1963]). Der Begriff des Politischen. Berlin: Duncker und Humblot. (Da. udg.: (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag).
Zehfuss, Maja (2009). “Hierarchies of Grief and the Possibility of War: Remembering UK Fatalities in Iraq”. Millennium – Journal of International Studies 38(2): 419-440.