Erik Gahner Larsen

Paradise Hotel og fangernes dilemma

Jeg har tidligere skrevet et indlæg hvori jeg redegør for, hvorfor jeg mener, at Paradise Hotel er alment dannende. Overordnet set er min pointe, at der i Paradise Hotel er noget ret alment at lære omkring strategiske valg, rationalitet og tillid. Deltagerne i Paradise Hotel agerer inden for nogle konstruerede rammer der rummer strategiske elementer, som stiller deltagerne i nogle beslutningssituationer hvor de ikke blot skal overveje deres egne valg – men også de andre deltageres (vi har med andre ord at gøre med strategisk interdependens).

I dette indlæg vil jeg give et konkret eksempel på hvordan disse strategiske elementer kommer til udtryk og kan analyseres vha. spilteori og et af de nok mest kendte spil, fangernes dilemma. Dette vil jeg gøre i to dele, hvor jeg først vil redegøre for det originale fangernes dilemma for derefter at applicere dette på finalen i Paradise Hotel i 1. sæson og opstille en pay-off matrix der viser de aktuelle nytteværdier for de forskellige valg de to finaledeltagere kan træffe.

I det originale fangernes dilemma har vi at gøre med to mistænkte (A & B) som har begået forbrydelse X. De to mistænkte bliver i den forbindelse forhørt separat i hvert deres lokale. Der er dog ikke beviser nok mod de to mistænkte, hvorfor en tilståelse fra en af dem er nødvendig. Hvad den ene mistænkte siger, er ukendt for den anden, hvilket gør, at vi teoretisk kan sige at de træffer deres strategiske valg samtidigt.

Hvis ingen af dem tilstår, kan politiet ikke gøre andet end at straffe dem for en mindre forbrydelse Z (X>Z), som de har beviser for, at de stod bag. Hvis bare én af dem tilstår, kan politiet dog dømme dem for forbrydelse X. Hvis kun én af de mistænkte tilstår, vil han gå fri mens den anden vil blive dømt hårdt for forbrydelse X.

Den beslutningssituation de to aktører står over for og de pay-offs der er forbundet med deres valg, er vist i følgende matrix:

B: Benægter B: Tilstår
A: Benægter A: -1
B: -1
A: -10
B: 0
A: Tilstår A: 0
B: -10
A: -5
B: -5

Vi kan se, at det allerbedste for begge vil være at tilstå og håbe på, at den anden benægter. Hvis begge tilstår, står de dog dårligere, end hvis de begge valgte at benægte. Derfor ser vi fangernes dilemma og et regulært kollektivt handlingsproblem.

Retter vi nu blikket mod finalen i 1. sæson af Paradise Hotel, har vi to deltagere, Dorte og Benjamin. I finalen er der 250.000 kroner på højkant, og finalen skal afgøre hvordan disse penge skal fordeles mellem de to deltagere. Dette sker ved, at de hver især, uafhængigt af hinanden, skal træffe et valg mellem om de vil have det hele (altså alle pengene selv) eller om de vil have det halve (altså halvdelen af pengene).

Hvis begge deltagere siger at de vil have det halve, får de begge det halve hver. Hvis én siger det halve og én det hele, får vedkommende der siger det hele, det hele. Hvis begge siger det hele, får ingen noget overhovedet.

Dette kan vises i følgende pay-off matrix for Benjamin og Dortes valgmuligheder og relationen til hinandens valg:

Benjamin: Det halve Benjamin: Det hele
Dorte: Det halve D: 125.000
B: 125.000
D: 0
B: 250.000
Dorte: Det hele D: 250.000
B: 0
D: 0
B: 0

I finalen valgte Dorte det halve og Benjamin det hele. Benjamin fik derfor de 250.000 kroner (som han valgte at dele med en anden deltager), og Dorte fik 0 kroner. Dette er blot ét eksempel blandt flere i game/reality shows, der viser, at det handler om mere end personlige intrigere og meningsløst personfnidder. Det handler om de situationer der udspiller sig mellem mennesker når der skal foretages (strategiske) overvejelser omkring bl.a. tillid.