Paradise Hotel er alment dannende

I visse kredse er det ikke synderligt velanset at være én af de mange, der zapper over på TV3 når det er tid til Paradise Hotel. I skrivende stund søges der deltagere til den syvende sæson, og i mellemtiden kunne det måske være relevant at dvale lidt ved, om det er fordummende fjernsyn – eller om det rent faktisk er tilfældet, at det bidrager med noget godt.

Der er i den offentlige debat en udbredt opfattelse omkring programmet, at det er intetsigende og intrigepræget drama for et teenagersegment der ikke tænker på ret meget andet end pik, fest og patter. Nuvel, der er da helt sikkert også mange der udelukkende ser programmet på grund af det seksuelle indhold og/eller de overfladiske konflikter der udspiller sig, eller på grund af den eventyrinspirerede form. Når dette er sagt, står vi dog tilbage med et program, der rent faktisk lærer os en vigtig lektie, og som gør, at programmet har en alment dannende kvalitet.

Lad mig slå det fast med syvtommersøm med det samme: Det er ikke de intellektuelle guldkorn eller manglen på samme, som gør programmet værd at se. Dét er efter min opfattelse i hvert fald ikke alment dannende. Næ, det der gør Paradise Hotel alment dannende, er selve spillet. Det er de situationer vi ser nogle mennesker i, hvor de skal reflektere over deres valg, ikke mindst under hensyn til hvad de andre spillere gør. Der er med andre ord en strategisk interdependens, som også tvinger seeren til at tænke over spørgsmål som rationalitet i forhold til tillid, loyalitet og moral[1].

Paradise Hotel har dermed en masse spilteoretiske aspekter[2], som rent faktisk kan fortælle os, at det ikke kun er kyniske og egennyttemaksimerende unge mænd og kvinder, vi har med at gøre. Paradise Hotel er et eksempel på, at mennesket faktisk er i stand til at stole på andre mennesker, selv når det er i så iscenesat og strategisk virkelighed som Paradise Hotel repræsenterer. Ikke bare for at komme længst i spillet, men også når spillet reelt set er overstået.

Som et eksempel kan vi se på troskabstesten, som hver sæson afsluttes med. En test hvor at de to tilbageværende finalister skal testes i, om de rent faktisk stoler på hinanden, og er klar til at afskrive sig det rationelle valg. Hvis de to finalister stoler på hinanden længe nok, ender de i en situation, hvor at valget står mellem a) at få 500.000 kroner selv og efterlade sin partner med 0 kroner eller b) at dele de 500.000 mellem sig selv og sin partner. Dette alt imens at ens partner står med samme valgmuligheder. Ud fra et rationelt egennyttemaksimerende perspektiv, ville man selvfølgelig vælge valgmulighed a. Ikke desto mindre er tilfældet dog, at sæson 6 sluttede med at de 500.000 blev delt mellem de to finalister, Peter og Cecilie. Samme scenarie så man i forrige sæson, hvor at Frederik og Line-Sofie delte de 500.000 kroner.

Det ville være rationelt at tage alle pengene selv, men alligevel er der en tillid/moral der spiller ind og gør, at man ikke bare stikker en kniv i ryggen på sin partner. Selv når tilfældet er, at det ville være yderst profitabelt. Derfor er det alment dannende at se Paradise Hotel. Det lærer seeren, at det ikke altid er klogt at stole på andre mennesker, men at det er et minimum for at kunne begå sig i denne verden. Kan vi ikke stole på hinanden, kommer vi ikke videre.

Som seer sidder man ofte tilbage med spørgsmål som ”Hvad ville jeg gøre hvis jeg stod i den situation?”, ”Ville jeg handle moralsk eller umoralsk?” etc. Programmet rejser nogle spørgsmål, som kan sætte nogle hjerneceller i gang, som intet quiz-program kan, for slet ikke at nævne programmer som Top Gear, America’s Next Top Model, X-Factor, Vild med dans eller fodbold-VM.  Dét er en kvalitet der gør Paradise Hotel værd at se for alle – og sjovt at se for alle.

——