Delvist inspireret af gårsdagens indlæg om Aladdin og frihed og en efterfølgende samtale på MSN med Khvilsted, tænkte jeg nærmere over, hvilken kultur at mine børn (hvis jeg får nogen på et tidspunkt), gerne måtte stifte bekendtskab med, hvis det stod til mig.
Da der på nuværende tidspunkt ikke findes en CEPOS Kindergarten, må det jo være et forældreansvar selv at lære sine børn at tage ansvar for deres liv og have en fundamental respekt for andre menneskers liv og deres ret til at leve deres liv som de vil. Spøg til side – og det er måske begrænset hvor meget kultur forældre nu til dags kan proppe ned i deres unger, når man ser på hektiske hverdage og børnenes færden i institutioner og Hannah Montana og Justin Biebers opdragende karakter i hhv. fjernsynet og på iPod’en.
Inderst inde er det man ønsker at ens børn skal nyde godt af under opvæksten, nok blot det at man selv synes har fungeret meget godt for en selv. Det er da helt sikkert også derfor, at jeg uden tvivl kan sige, at hvis (og jeg må igen pointere at der kun står hvis!) jeg får et barn eller børn, skal bl.a. legoklodserne være en del af børneværelset.
Når det kommer til læsning, skal Anders And & Co. tegneserierne selvfølgelig være der, og eventyr fra H.C. Andersen og Brødrene Grimm, og når alderen er til det, så bøger som Tanker fra en kannibal og Sofies verden. Ellers er der selvfølgelig så meget litteratur derude, og man må efterhånden sande, at vi lever i en tid, hvor bare det at unge mennesker læser, er en sjældenhed.
Hvad angår TV bliver det nok lidt anderledes. Jeg har svært ved at forestille mig, at mine børn skal have lov til at se bl.a. DR. Et totalforbud må være løsningen, samt et pornofilter hvor at DR.dk også er blokeret på computeren. Dermed ikke sagt, at det DR leverer, er kvalitativt værre end alt det der ellers sendes, men for dælen da – man kan umuligt være en stolt forælder.
Selvfølgelig skal der også være underholdning som har været sendt på DR, f.eks. filmatiseringerne af Astrid Lindgrens fortællinger. Derudover skal de nyde godt af japanske animefilm som Min nabo Totoro og når vi nu er ved Japan, så selvfølgelig også Pokémon-universet. Ellers har USA jo også meget godt at byde på, som f.eks. Disney-klassikere, eller generelt bare ældre film som The Adventures of Robin Hood (1938) og The Wizard of Oz (1939). Førstnævnte passer fantastisk til børn i forhold til f.eks. den nyeste Robin Hood (2010), der rummer meget mere vold, blod og kaos.
Når alt kommer til alt, er det måske begrænset hvor meget man i det hele taget kommer til at påvirke sine børn på den måde. Eller er det? Jeg burde måske drøfte mine overvejelser med nogen der rent faktisk har børn.