Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: The Shining (1980)

“Here’s Johnny!”

The Shining, eller Ondskabens Hotel som den hedder på dansk, er en gyserfilm fra 1980. Det er en gyser – men jeg finder den ikke uhyggelig. Er det fordi at den er fra 1980? Måske. Gør det filmen dårlig? Nej, tværtimod. For filmen har større ambitioner end at give seeren gentagne chok og en dårlig nattesøvn. Og heldigvis for det.

I det hele taget er jeg ikke så meget til gyserfilm. Jeg hader de gyserfilm der vil skræmme bare for at skræmme, hvor at der ofte ikke er nogen overordnet mening med filmen eller en narrativ struktur. Her synes jeg at The Shining er et godt eksempel på en film, der ikke blot vil skræmme med hurtige klip, men vil meget mere end det.

Lad os starte med handlingen. Far, mor og barn flytter ind på Panorama-hotellet på grund af faderens arbejde vinteren over. En vinter der gør at hotellet mere eller mindre er afskåret al civilisation. Barnet, den lille dreng Danny, ser dog noget at ingen andre ser. Ikke nok med dette bliver faderen Jack (Jack Nicholson) mere og mere psykotisk og manisk. Hans sidegesjæft som forfatter går ej heller godt, hvilket manifesterer sig i et mindre raserianfald på hans lettere naive kone.

Danny ser som nævnt diverse ting og sager – primært af den onde slags. To unge tvillingepiger der blev dræbt på hotellet vil gerne have Danny med i deres leg, og værelse 237 er på ingen måde et uskyldigt sted på hotellet for en dreng som Danny. Ondskaben ulmer på hotellet og kulminerer da Jack går grassat med hans økse. Lige efter kunstens regler.

Hvad der gør The Shining helt unik er for det første skuespillet, og for det andet det visuelle udtryk. For at tage førstnævnte først, har vi i The Shining med eminente skuespilspræstationer at gøre. Jack Nicholson spiller intet mindre end fantastisk, og han kan se vanvittig ud på en måde, som ingen andre kan. Ligeledes skal Danny Lloyds præstation nævnes, da jeg næppe tror, at jeg har set nogen så god barneskuespiller før.

Der hvor at filmen scorer allerflest point i min bog er dog på billedsiden. Æstetisk er filmen et sandt mesterværk, og det er nok den primære grund til at jeg ser filmen igen. Jeg nyder at se de flotte omgivelser, hotellets gange og labyrintens buske… for ikke at nævne alt hvad der sker i de omgivelser! Dannys tur rundt i gangene fulgt med steadicam er klassisk og en sand fornøjelse at se på.

The Shining er en klassiker, og om end at det ikke er den bedste film at Stanley Kubrick har lavet, så siger det mere om den tårnhøje standard at Stanley Kubrick havde, end at The Shining skulle være en dårlig film. For det er det på ingen tænkelig måde. Den er unik på sin egen måde.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *