Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: American Psycho (2000)

”I have to return some videotapes.”

American Psycho er en vidunderlig film. Først og fremmest skal jeg måske lige sige, at jeg har anbefalet bogen, som filmen er en filmatisering af, her. Min anbefaling af bogen giver en introduktion til hvad American Psycho handler om og Patrick Batemans livsstil, altså Armani-jakkesæt og Ray-Ban-solbriller, regelmæssig frekventering på de finere lokaliteter i New York etc.

Denne livsstil skildres fantastisk i filmen af Christian Bale. Patrick Bateman er veltrænet og går meget op i sit udseende. Netop alene dette gør da også film som The Machinist (2004) og Batman Begins (2005) værd at se, hvor at Christian Bale hhv. taber en masse kilo og efterfølgende kommer back on track. Dét er hvad man med rette kan kalde for en dedikeret skuespiller.

Der er dog flere aspekter udover Christian Bales eminente præstation, der gør American Psycho til en vidunderlig film. Humoren er unik og man sidder flere gange og griner højlydt til mange af scenerne, hvor der i flæng kan nævnes bl.a. scenen hvor at der fremvises visitkort samt break-up scenen mellem Patrick og Evelyn.

Selvom langt de fleste scener fungerer fantastisk hver for sig og kan ses igen og igen, stjæler de ikke fokus fra filmens helhed. Historien om Patrick Bateman der bliver mere og mere vulgær, psykopatisk og sadomasochistisk i hans tankegang som manifesterer sig i forholdet til omverdenen i almindelighed, og i forhold til de kvinder der er en del af hans liv i særdeleshed.

De pågældende sange der inddrages og bruges i filmen klæder lydsporet godt. Lige fra New Order i natklubben og Phil Collins og sexscenerne til Huey Lewis & The News og øksemordet. Ligeledes er det visuelle udtryk raffineret i en sådan forstand, at lyd, billeder og handling går op i en højere enhed.

Til trods for at det er en kvinde (Mary Harron) der har instrueret denne film, har jeg mine fordomme omkring, at det nok primært er en film at mænd vil synes om. Lidt ligesom med Point Break (1991), der også er instrueret af en kvinde (Kathryn Bigelow).