“I’m singin’ in the rain, just singin’ in the rain.”
Alex er voldsforbryder med hang til ultravold – og så er han vild med klassisk musik! I A Clockwork Orange følger vi Alex’ liv i forskellige fællesskaber. Fællesskaber der indeholder sine egne logikker og normer for, hvad der er god adfærd, og ikke mindst skaber etiske og moralske dilemmaer som opstår i forhold til de herskende logikker.
For det første bor Alex hjemme. Der er dog ingen tvivl om, at han ikke har noget nært forhold til sine forældre. Det er ej heller nogen fremtrædende rolle at hans familie spiller i filmen. I det hele taget fornemmer man et klart svigt fra familiens side. Et svigt der ikke synes mindre da man kommer længere hen i plottet.
For det andet er Alex også en del af et fællesskab med hans drugger. Hans drugger er hans kammerater som deler nogle af de samme interesser som Alex, dette være sig nævnte ultravold, voldtægter, hærværk, blodige kampe og andre forbrydelser.
Alex og hans gruppe færdes dog ikke i et vakuum – men i et samfund. Et samfund der ikke er decideret efterstræbelsesværdigt, men ikke desto mindre et samfund hvor at Alex og hans venner hygger sig gevaldigt. Internt i gruppen kommer der dog magtkampe, og det ender med, at Alex må sætte gruppen på plads, og vise, hvem der er the boss.
Dette resulterer dog i, at de andre i gruppen lader Alex i stikken, og han bliver i forbindelse med en af deres ture fanget af politiet og dømt for mord. Han kommer i fængsel hvor han er i tæt dialog med fængslets præst. En rigtig glæde opstår dog først, da det kommer til hans bevidsthed, at der er kommet en ny behandling, Ludovico-metoden, som muliggør, at han kan blive løsladt før tid.
Behandlingsmetoden er på forsøgsstadiet, men Alex, der er meget vild med tanken om at genvinde sin frihed, bliver taget ind under videnskabens vinger. En behandling indledes og Alex får kemi i kroppen akkompagneret med billeder af vold og ødelæggelse og lyden af klassisk musik. Det hele foregår lige efter planen, og efter en længere periode er Alex kureret.
Den Alex der før havde sadistiske træk, væmmes nu fysisk ved vold og får kvalme. Han kan med andre ord ikke foretage sig onde handlinger. Alt er godt! Eller er det? Fængselspræsten er yderst kritisk og stiller spørgsmålstegn ved, om man kan gøre det gode, når man ikke selv har valgt at gøre det gode, men blot gør hvad andre har kodet en til at gøre.
I bogen er Alex kun 15 år, hvor han dog i filmen helt sikkert er lige et par år ældre. Dette er dog nok også meget godt. Jeg kan kun gisne om hvor kontroversiel at ’fast forward’-sexscenen ville have været i filmen, hvis den var med de 12-årige fordrukne piger, som tilfældet er i bogen.
Jeg kan uden tøven anbefale denne film af Stanley Kubrick. Meget mere end jeg kan anbefale bogen. Bogen er som sådan fin nok, men den tager en helvedes masse tid at læse på grund af alle de slang-udtryk der benyttes. Noget der flyder lidt bedre i filmen, da jeg aldrig rigtigt kunne vænne mig til det, da jeg læste bogen.