Erik Gahner Larsen

Er vi på vej mod et kendis-demokrati?

Mens de kendte forsøger at indtage Christiansborg, har Christiansborgs politikere travlt med at svinge træbenet for åben skærm. Tendensen er klar, men hvilke konsekvenser har det for vores samfund. Er vi på vej mod et kendis-demokrati, og skal politikere vælges på baggrund af deres underholdningsfaktor?

Sådan lyder indledningen i et læserbrev bragt i Information i dag – og nu også i dette indlæg. Lad os se på hvad der bliver postuleret på de få linjer – og hvor at skribenten, Bjørn Ubbe Ebbesen, mener at tendensen er klar:

  • De kendte forsøger at indtage Christiansborg (kendis -> politiker)
  • Politikere har travlt med at svinge træbenet for åben skærm (politiker -> kendis)

Jeg har kun en meget kort kommentar til de to påstande: Jeg søger belæg for begge. Nuvel, måske vi bare skal gå lidt mere i dybden med de holdninger der ytres og den empiri der inddrages.

Det handler jo i bund og grund om personer – kendisser og politikere. I hele indlægget inddrages følgende personer: Kristian Jensen, Joachim B. Olsen, Arnold Schwarzenegger, Ronald Reagan og Klaus Bondam. To amerikanere og tre danskere. Af de tre danskere har to af dem aldrig været repræsenteret i Folketinget. Vi står altså tilbage med én politiker i Folketinget, Kristian Jensen, der har ”travlt med at svinge træbenet for åben skærm”. Med denne erfaring og uden videre belæg for sin påstand, er det måske lige i overkanten at gå til at konkludere, at politikerne over en bred kam har travlt med at svinge træbenet for åben skærm.

Hvad angår at de kendte forsøger at indtage Christiansborg, er det måske også på sin plads at slå lidt koldt vand i blodet. Det nyeste danske politiske eksempel vi har på noget der bare ligner en kendismarch mod Folketinget, var Ny Alliance, og hvordan gik det? Igen, af de få personer der nævnes som eksempler, er Joachim B. Olsen det eneste eksempel på en kendt der forsøger at indtage Christiansborg.

Jeg er ked af at være sådan en mood killer, men: Vi har at gøre med en storm i et glas vand.

Selvfølgelig er der strategiske overvejelser forbundet med at deltage i offentlige TV-programmer, og man skal være godt naiv og blåøjet for at påstå andet. Selvfølgelig kan det være en fordel at være et kendt ansigt, men det er det ikke nødvendigvis. Selvfølgelig skal vælgerne ikke bare vælge folk ud fra hvem der danser bedst eller ser godt i et stramt outfit eller kan kaste kugler længst, men ja – logisk nok på baggrund af holdninger, værdier og politik!

I den forbindelse er det sgu ikke programmer som Vild med dans eller Kristian Jensens egen tolkning af hans deltagelse der er det demokratiske problem, men mere de danske journalisters evne til at lave god og seriøs journalistik. Evnen til at tage vælgerne i hånden og angribe folketingskandidaterne med alle de journalistiske våben der findes, for at komme helt ind til benet af, hvilke holdninger at politikerne har.

Argumentationen i indlægget er for mig ganske ulogisk: ”Om Joachim B. Olsen vil være i stand til at adskille underholdning og politik på samme måde, vil være afgørende for hans politiske troværdighed i fremtiden.”

Flere undersøgelser viser, at politikernes troværdighed er alfa omega for at vælgerne gider stemme på vedkommende. Skribenten påstår, at kun såfremt Joachim B. Olsen er i stand til at adskille underholdning og politik, vil han have politisk troværdighed. Noget kunne altså tyde på, jf. den logik der bruges i indlægget, at det ikke nødvendigvis styrker en politikers karriere, at deltage i underholdningsprogrammer. Det kunne m.a.o. tyde på, at vælgerne ikke nødvendigvis er så dumme som de ifølge skribenten tilsyneladende er, og blot stemmer på folk der har en høj underholdningsværdi.

Indlægget sluttes af med: ”Vi kommer ikke uden om at Kristian Jensen succesfuldt har brugt et underholdningsprogram til at kapre stemmer, og eftersom TV2 er 100 procent statsejet, har du været med til at betale gildet.”

Her er det værd at bide mærke i, at TV2 ikke har modtaget licens eller lignende siden 2004, og med mindre at du frivilligt på markedet har besluttet dig for at afgive en SMS-stemme og betale de få kroner at dét koster, har du ikke været med til at betale gildet. Desuden vil jeg betvivle, hvor meget at Kristian Jensens optræden i Vild med dans har givet ham. Den første overskrift jeg får på Google når jeg søger på Kristian Jensen Vild med Dans er: ”Kristian Jensen floppede i Vild med dans

Jeg vil ikke udelukke, at ens kendisfaktor eller politikernes søgen på en større af samme betyder mere for politik i dag end engang for længe siden, men jeg savner nu et belæg for at påstå dette. Et belæg der er større end en politikers deltagelse over nogle uger i et TV-program og vedkommendes overvejelser omkring dette.

3 comments

  1. Kan se at min henvisning på Twitter gav stof til eftertanke og materiale til et udmærket indlæg :)

    Jeg er enig med skribenten, at kronikøren nok overdriver sin bekymring vedr. et såkaldt kendis-demokrati i Danmark en smule for at sige det mildt. Selvfølgelig kunne man bliver nervøs, hvis stadig flere folkevalgte blev valgt alene på deres kendis-effekt frem for faglige kvalifikationer, men som indlægget ligeledes beretter tyder intet herpå jf. floppet med Ny Alliance.

    Jeg kan dog se en tydeligere tendens end skribenten ift. Christiansborg-politikeres deltagelse i underholdningsprogrammer. Foruden Kristian Jensen har vi haft Jens Rohde og Kristian Thulensen Dahl i Showtime samt Pia Kjærsgaard i Fangerne på fortet for blot at nævne nogle få. Det kan selvfølgelig sagtens være at demokratiet ikke lider skade som følge af en god, journalistisk præstation, men jeg så dog alligevel hellere, at der eksisterede en vis form for personlig afstand mellem politikere og vælgere. Men det er måske blot undertegnede, som er lidt gammeldags :)

  2. Tak for kommentaren.

    For en god ordens skyld skal jeg måske lige nævne, at jeg er bevidst omkring, at politikeres deltagelse i underholdningsprogrammer ikke er begrænset til de få tilfælde der nævnes i læserbrevet. Til listen over underholdningsprogrammer der ikke har politik som omdrejningspunkt, kan i flæng desuden tilføjes “Til middag hos…”, “4-stjernes-middag”, talkshows, ”Grillet”, quiz-shows og “soft news”-programmer som Go’ aften/morgen Danmark og Aftenshowet. Og den liste er på ingen måde udtømmende. Politikere i underholdningsprogrammer kan findes på alle kanaler, fra TV2 Charlie og DK4 til TV2 Zulu og DR K. Og i radioen!

    Ændrer det min argumentation? Ikke synderligt. Ideen om at kalde det danske demokrati for et kendis-demokrati (eller sige at det har begyndende konturer til et) på baggrund af de eksempler der er nævnt, gør ikke den store forskel. Der er intet der taler for eller indikerer, at de politiske processer eller de demokratiske institutioner er påvirket synderligt af nogle politikeres deltagelse i underholdningsprogrammer.

Leave a Reply to Erik Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *