Erik Gahner Larsen

DSU Odense og billige øl

Socialdemokraterne er glade for at tage ansvar. Ikke alene at tage ansvar for andre, men også fra andre. Vi skal leve sundere, længere og bedre. Den bedste måde at opnå dette politisk bestemte mål på, er ved at adfærdsregulere vha. afgifter, så at det bliver dyrere at leve usundt og billigere at leve sundt.

Danskerne lever for usundt og der er brug for flere penge til at sikre alle et sundere liv. Som Socialdemokraterne i deres udspil ”Fair Forandring” selv beskriver løsningen på problemet:

”Derfor er der brug for nytænkning. Der er brug for højere afgifter på de produkter, der ødelægger danskernes helbred. Tobak, mættet fedt, slik, sodavand og chokolade. […] Så kan vi prioritere verdens bedste sygehuse og forebyggelse for alle. Det er fair forandring.”

Der skal derfor investeres i forebyggelse og mere effektiv kræftbehandling etc. Dette skal jf. Socialdemokraterne bl.a. finansieres ved højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik. Disse afgifter skulle gerne kunne give 3,9 mia. kroner mere i statskassen.

Det der så er lidt komisk er, at dette tal nok kunne være symbolsk højere, hvis alle bare valgte at betale de afgifter.

Jeg var til en julefrokost i lørdags, hvor at vi endte med at tage et smut forbi DSU Odenses lokaler, der også holdte julefrokost. Flinke mennesker og hyggeligt selskab, ingen tvivl om det. Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg begyndte at grine meget, da mine venner pointerede for mig, at der var tale om tyskimporterede øl.

Det kan godt være, at der kan sælges øl billigt og man kan lave en god privatfest med masser af drikkelse, når man tager et smut forbi Tyskland, men det ændrer ikke på, at jeg finder det direkte hyklerisk og dobbeltmoralsk, når man udadtil går ind for, at alle skal betale lidt mere til fællesskabet, hvis de lever usundt, mens at man selv vælger at holde fest med varer der er billigere bl.a. pga. de manglende danske afgifter.

Noget kunne tyde på, at der ikke kun er brug for nytænkning, men også principper.