Danmarks Radio er intet mindre end en sensation. I modsætning til aktører på et marked, der skal stå til ansvar over for deres kunder, kan DR helt og holdent ignorere dette, og producere ”kvalitet”. Dette er i hvert fald et udbredt argument jeg ofte møder når jeg diskuterer DRs eksistensberettigelse, altså ideen om, at Danmarks Radio ikke opererer på markedsvilkår (som om at dette var noget positivt).
For at gå lige til sagens kerne, så tror jeg ikke på, at man kan etablere en organisation der kan fraskrive sig omverdenens krav og interesser – disse være sig politiske, økonomiske eller kulturelle. Det lyder i hvert fald fint i teorien med et DR, der frit og uafhængigt kan producere en masse kvalitet, men intet taler for, at virkeligheden er derefter. Spørgsmålet der i denne forbindelse bliver relevant er derfor: Hvem skal have magten til at bestemme hvad det er, at DR skal levere?
Private aktører overlader det til markedet – altså folk – at bestemme, hvad der skal leveres. Markedet er i denne henseende den bedste eksponent for en demokratisk tankegang om, at folket skal have magten til at bestemme hvad der skal leveres. De få kohærente argumenter jeg er stødt på for et legitimt DR, bygger ofte på en elitær tankegang om, at en smal kulturelite ved bedst, hvad folket skal konsumere. Nævnte kan fint betegnes som argumenter for et smalt public service begreb.
Dette elitære forhold til hvad Danmarks Radio skal producere af indhold, har intet solidt fundament i befolkningen. Hvis en smal elite bruger DR som platform til at producere efter forgodtbefindende, ville den folkelige modstand, der selvfølgelig ville manifestere sig politisk, blive yderst stor. Derfor er Danmarks Radio da også yderst klar over, at hvis den som organisation skal overleve, må den kunne favne bredere og nyde en generel accept i befolkningen. Dette manifesterer sig bl.a. ved, at selv programmer på DR kan have for få seere.
Danmarks Radio forsøger derfor efter bedste evne at agere som en privat aktør og give folk hvad de gerne vil have – Melodi Grand Prix, X-Factor, VM/EM/OL i alverdens sportsbegivenheder etc. Det ideelle for DR er derfor at få markedsfeedback. Det bebrejder jeg dem selvfølgelig ikke for at ville have, altså feedback fra dem der bruger DR, om hvad der skal leveres. Der er dog ingen grund til at kalde det for en kvalitativ forskel i forhold til hvordan private aktører befærder sig. Det er kun godt at DR har et lytterpanel og lignende, så at folk bliver hørt, men der er sgu ingen grund til at bruge det som en legitimitetsgivende faktor.
Det nyeste skud fra stammen fra DR for at få markedsfeedback er DR Partisan. Her er konceptet, at DR skal have input fra unge, for at kunne få en bedre accept fra netop gruppen af unge, der angiveligt ikke bruger DRs produkter i det ønskede omfang. Eller som kommunikations- og markedsføringsdirektør i DR Thomas Hertz formulerer det:
”Vi ved, at de unge ikke bruger os helt så meget, som vi gerne så. Med projektet DR Partisan får gruppen af unge mulighed for at komme til orde og fortælle os, hvad de forventer at få for deres licenskroner”
Først og fremmest bruger de unge ikke DR så meget som DR selv gerne så. Hertil kan man selvfølgelig kun spørge: Hvad er problemet? Dernæst er det åbenbart ønskværdigt, at DR fortsat tvangsinddrager penge fra unge, for derefter at bede om hjælp til at finde ud af, hvad pengene dog skal bruges på og til.
DR Partisan viser dermed blot, at DR har brug for unge partisaner. Dedikerede mennesker der i fremtiden kan skabe indhold, der skaber et legitimt grundlag til, at DR fortsat på værste tyvagtige facon, kan tage mine penge. Jeg væmmes med indædt raseri.