Gode serier

I forlængelse af mit “Gode film”-indlæg kommer her et indlæg, hvor at jeg forsøger at give mit bud på de bedste serier jeg kender til. I modsætning til indlægget med filmene, vil jeg ikke anbefale 50 serier, men skære antallet ned til 15, alene på grund af seriernes karakter, der kræver, at man sætter mange flere timer af til dem, end en film gør.

Der er på listen blevet plads til 2 miniserier (Band of Brothers og Riget). Jeg var i tvivl om disse skulle inkluderes, men kom frem til, at det virkede meget passende. Jeg kan i hvert fald ikke tænke på nogen anden sammenhæng, hvor de ville passe bedre ind.

Her er listen – enjoy:

1. Alias (2001)
Alias er en sci-fi spændingsserie som holder en fanget fra første til sidste sekund. Jeg har aldrig set en serie der rummer så meget action, kombineret med en gennemført handling og fornyelse hele serien igennem. Når dette er sagt er serien dog på et punkt som serier er flest, nemlig bedre i de tidlige sæsoner end i de senere. Desuden overraskede det mig lidt, at sæson 5 sluttede efter blot 17 afsnit, men hvad pokker – serien er underholdende og fængende! Og kan man ikke lide universet eller handlingen, er serien værd at se alene på baggrund af de utallige outfits at Jennifer Garner render rundt i. Weltklasse.

2. Band of Brothers (2001)
Den højest vurderede miniserie på IMDb. I serien følger man Easy Company i faldskærmsinfanteriregimentet 101st Airborne Division under 2. verdenskrig. Den strækker sig over 10 afsnit hvoraf der selvfølgelig er forskel på kvaliteten de forskellige afsnit imellem, men i det store hele formår den at holde en høj standard, og man keder sig på intet tidspunkt. Vi har desuden at gøre med en smuk serie der er velkonstrueret og med en fantastisk lydside. En must-see for alle med interesse i krigsfilm og/eller 2. verdenskrig.

3. Californication (2007)
Californication handler om sex, stoffer, sprut og selvfølgelig familieliv. Første sæson er uden sammenligning den bedste af de tre der på nuværende tidspunkt har været sendt. Fjerde sæson er dog på vej, og jeg glæder mig til denne! Serien tager sit udgangspunkt i Hank Moody og hans liv efter at være flyttet til Californien, og hans problemer med kvinderne, skriveblokaden, stofferne, arbejdet, samt selvfølgelig vennernes problemer og liv. En god blanding af drama og comedy.

4. Columbo (1971)
»Just one more thing!«. Columbo, spillet af Peter Falk, er altid dejlig at være i selskab med. Han er som skabt til rollen, og man ved, at det altid ender godt. Spørgsmålet er ikke som i andre krimier rettet mod hvem der er skurken, men udelukkende hvordan at Columbo får fanget skurken, der som regel er en overklasse-person, der arrogant lever i troen på, at han har begået det perfekte mord. En tro at Columbo langsomt men sikkert får krakeleret.

5. Dexter (2006)
I en tid hvor vi har svært ved at dyrke helte-idealet, er det godt, at vi har antihelte. Dexter er den perfekte antihelt. Han slår ihjel, har tonsvis af (psykiske) problemer og svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Til trods for dette arbejder han på at bekæmpe kriminalitet, og rense samfundet for de mordere som at samfundet ikke selv kan fjerne. Første og fjerde sæson er de allerbedste, hvor at sæson to og tre er seværdige, men på ingen måde når det niveau, at serien befinder sig på i førstnævnte sæsoner. Femte sæson er på vej, og jeg skal helt klart se denne. Uden at røbe for meget, efterlader sæson fire mig i hvert fald med en spænding i forhold til spørgsmålet om, hvad der nu skal ske.

6. Frasier (1993)
»I’m listening«. Psykologen Dr. Frasier Crane flytter tilbage til Seattle. I hans nye lejlighed flytter foruden ham selv, også hans far, en gammel lænestol og hunden Eddie ind, som skaber en god kontrast til Frasier, der er arrogant og tilnærmelsesvist snobbet. Han får arbejde på den lokale TV-station, hvor at folk kan ringe ind og få hjælp. I de 11. sæsoner at serien forløber sig over, følger vi Frasier og hans familie (foruden de nævnte er bl.a. hans bror Niles) og hans kollegaer på radiostationen. Denne serie er min yndlingsserie og burde sendes på TV2 eller DR1 i den bedste sendetid. Mindre kan ikke gøre det.

7. Friends (1994)
Friends er en sit-com for både piger og drenge. Jeg har set alle afsnit flere gange, og ser da også stadigvæk serien af og til på TV2, der er ret gode til at vise denne sidst på eftermiddagen, når sendefladen ikke er præget af sport. Der er mange aspekter af serien der gør den god, hvoraf jeg i en anden sammenhæng tidligere er kommet ind på nogle af disse i et andet indlæg, som kan læses her. Desuden har jeg også anbefalet serien på Kulturkanonen, som kan læses her.

8. Langt fra Las Vegas (2001)
Den eneste danske sit-com der er værd at se! Jeg var aldrig den store fan af hverken Klovn eller Mandrilaftalen, men med Langt fra Las Vegas rammer de plet. Ligeledes er første sæson af serien ikke ret fed, men efterhånden som de forskellige skuespillere får fundet deres roller og afsnittene bliver bedre sat sammen, bliver serien rigtig god. Uden sammenligning den serie hvor jeg har set hvert afsnit flest gange.

9. Penn & Teller: Bullshit! (2003)
Der findes meget lort i verden. Lad os kalde dette for bullshit! Det er i hvert fald hvad Penn & Teller gør, når de tager alt fra cheerleading og skattesystemet til ufoer og konspirationsteorier under kærlig behandling. Tonen og stilen er grov, og der er oceaner af bare bryster og beskidte ord, men er man til den slags, går man ikke helt galt i byen, hvis man ønsker lidt provokerende TV. Kører i skrivende stund på ottende sæson, og en del af afsnittene burde stå på diverse pensumlister.

10. Riget (1994)
Først og fremmest skal det siges, at jeg her lige så godt kunne anbefale “Riget II”, der i min optik ikke afgiver meget fra “Riget”. Riget er det bedste bevis på, at Lars von Trier har humor. Man følger den daglige gang på rigshospitalet, hvor at det bogstaveligt talt spøger. Ikke nok med det har mere eller mindre alle ansatte på hospitalet deres egne problemer at se til – nogle problemer større end andre, alle med det eneste til fælles, at det er spændende og sjovt at følge. Ligeledes er de to udviklingshæmmede opvaskeres monologprægede dialoger yderst komiske og mærkværdige!

11. Six Feet Under (2001)
Der findes ikke én problematik mellem mennesker, som at Six Feet Under ikke tager op. Alverdens psykiske lidelser, dødsfald, liv, seksualitet, stoffer, alkohol, midtvejskriser etc. Vi følger familien Fischer der driver og ejer et kapel. Hvert afsnit starter karakteristisk med, at man ser et dødsfald, der i løbet af serien bliver mere og mere bizarre. I første afsnit dør faderen af familien i en bilulykke, og dette ændrer på familieforetagendets struktur og rusker op i det hele. Er man til god drama, er Six Feet Under en serie der om noget ikke må gå ens opmærksomhed forbi.

12. South Park (1997)
South Park er provokerende, komisk, grænseløst og djævelsk udfordrende. Stilen er primitiv, men unik, og det er umuligt at sammenligne South Park med noget. Det er der simpelthen intet der er værdigt nok til i denne boldgade. Det er pudsigt hvordan at jeg i mine teenageår er vokset op med denne serie, og hvor er jeg dog glad for dette! Det er med andre ord svært at forestille sig en verden uden South Park til at krydse grænserne og udfordre ideer, idealer og normer.

13. The Simpsons (1989)
The Simpsons er mere end bare en tv-serie. The Simpsons er et univers man forsvinder ind i i omkring 22 minutters tid af gangen, og underholdes af på grund af dialogerne, de kulturelle referencer, kaosset og kreativiteten. Serien er så detaljerig, og det er beundringsværdigt, at den formår at ramme så bredt et publikum, lige fra de helt unge til de ældre generationer. Ligeledes er det fascinerende, at den har rundet de 20. sæsoner. Denne serie fortjener forhåbentlig ingen yderligere beskrivelse, da jeg formoder, at alle læserne af denne blog, for længst er bekendt med hele The Simpsons-universet.

14. Twin Peaks (1990)
Et mord bliver begået i Twin Peaks. Den kaffeglade FBI-agent Dale Cooper bliver som følge af dette sendt til byen for at opklare mordet. Alting er dog ikke så idyllisk som det fremstår på den pæne overflade. Efterhånden som serien skrider frem, introduceres flere af karakterernes skyggesider samt en masse drømme og gåder, der alt sammen skal hjælpe i opklaringen af mordet på den unge dame, Laura Palmer. Twin Peaks er en noget alternativ serie uden sidestykke som kun David Lynch kan gøre det.

15. Two and a Half Men (2003)
Two and a Half Men er Charlie, Allan og Jake (den halve). Charlie, den succesfulde jingle-producent, Alan, tøffelhelten og fiaskoen og bror til Charlie, og så Jake, søn af Alan og til tider ikke helt så kvik som jævnaldrende børn ville være. I første afsnit bliver Alan smidt ud af konen og ringer på hos hans bror Charlie for at søge husly for et par dage. Syvende sæson er netop overstået, og han bor der stadig. Vi har her at gøre med den bedste amerikanske sit-com der stadigvæk er on air. Jeg venter spændt på ottende sæson, og så er det sjovt at følge Jakes udvikling serien igennem.

Ja, det var så de 15 serier, men hov – jeg giver gerne lige en ekstra her på falderebet. Lad os kalde det for en runner up:

16. How I Met Your Mother (2005)
HIMYM bliver af mange betragtet som arvtageren til Friends. Der er også flere ligheder mellem HIMYM og Friends, og serien er uden tvivl værd at se. Når dette er sagt, er der ikke blevet plads til den på listen, da serien i en del afsnit simpelthen har en alt for lav kvalitet. Nogle afsnit rammer ganske enkelt bunden, og er noget af det værste jeg har set fra en amerikansk sit-com. Når dette er sagt, er de fleste afsnit fantastiske, og jeg finder den derfor nævneværdig i dette indlæg, men kun som en serie jeg ville ønske, kunne have filtreret nogle elendige afsnit fra.