Danmarks Radio, teknologi og kollektive goder

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DRs berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:

”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode – takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

—————-
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

Sorg, krigens ofre og hvad nekrologerne fortæller os

1. Indledning
En af de implikationer der er forbundet med krigsførelse, er ofre der bliver dræbt i kamp. En hvilken som helst krig er definitorisk afhængig af at der er nogen der er i krig mod andre, og at der er en identifikation i forhold til hvem man kæmper for og imod. Carl Schmitt har formuleret det således, at krigen følger af fjendskabet, altså dem man kæmper imod, da der er en værensmæssig negering af en anden væren (Schmitt 1932 [1963]: 63).

Denne forskel på liv bruger Judith Butler til at formulere en kritik af krig, der drejer sig om sorgens hierarki og framingen af vold (Zehfuss 2009: 420). Med udgangspunkt i dette undersøger Maja Zehfuss, hvordan at det britiske militærpersonel, dræbt i Operation TELIC i Irak, mindes og hvordan at der skrives nekrologer til vestlige døde, der dermed skaber en bestemt ramme som muliggør volden (ibid.).

Jeg vil i nærværende besvarelse analysere Zehfuss’ (2009) tekst. Først vil jeg redegøre for hvordan Zehfuss ser på sorgen og sorgens hierarki, hvorefter jeg vil komme nærmere ind på de antagelser der bliver gjort, for at kunne se på sorg ved at kigge på nekrologer. Dette vil jeg bruge til diskutere fjende-begrebet og til sidst diskutere hvad man kan konkludere på baggrund af nogle nekrologer fra en bestemt operation på et ministeriums hjemmeside.

2. Sorgen som afhængig variabel og social konstruktion
Der sørges ikke over alle drab i en krig med samme intensitet. Sorgen skal derfor ikke ses som noget absolut, men relationelt i forhold til hvem der sørges over. Potentialet for sorg og dyrkelsen af denne med nekrologer m.v. er afhængig af den dødes forhold til vesten. Zehfuss (2009) konkluderer, at “[t]he frame of Western lives versus non-Western non-lives is revealed not only in who gets an obituary and who does not, but also in how the Western lives in the obituaries are construed.” (Zehfuss 2009: 437).

Hvordan vi ser på sorgens mangfoldighed er af betydning fordi, at nogle liv er mere værd at sørge over end andre, og dermed mere værd at kæmpe for. Den måde vi ser på ikke-vestlige liv er dermed af betydning for muligheden for krig. Hvis der blev sørget over alle døde i en krig på en måde så sorgen blev klassificeret på samme niveau for alle, ville det udvande forskellen mellem os og dem og dermed have implikationer for krigen. Der er dermed en relation mellem den potentielle sorg for et liv og den grad af beskyttelse der gives dette liv (Zehfuss 2009: 421).

Vi bør derfor se sorgen som en social konstruktion. Zehfuss undersøger nekrologer på Forsvarsministeriet (Ministry of Defence) hjemmeside (http://www.mod.uk/) og ser hvordan at disse konstituerer en bestemt ramme der muliggør krigen (ibid.).

3. Sorg og nekrologer
Zehfuss er interesseret i hvordan sorgen er konstrueret gennem nekrologerne, og hvilke implikationer denne konstruktion har, og der er derfor tale om en konstruktivistisk epistemologi (Fearon & Wendt 2002: 57). Tilgangen er poststrukturalistisk i hendes fokus på konceptuelle og politiske praksisser der inkluderer nogen og ekskludere andre og hvordan disse fælles er konstrueret (Campbell 2009: 216).

De bagvedliggende antagelser er, at vi ved at se på nekrologerne på Forsvarsministeriets hjemmeside, kan eksplicitere noget generelt om de forhold der muliggør krigen. Nekrologerne tjener dermed et instrumentelt formål udover blot at informere om krigens faldne.

Nekrologerne skaber dermed en bestemt struktur og ramme for volden, og vi kan derfor ved at kigge på dem, læse mere end bare nekrologer. Nekrologerne er dermed strategisk formulerede, gerne så personlige som mulige, med informationer som navn, alder, opvækst, personlighed, familiens beskrivelse af afdøde, billede og sidst, men ikke mindst, beskrivelsen af afdødes kærlighed for den sag han/hun kæmpede for.

Når at der formuleres de meget personlige nekrologer for de vestlige (britiske) soldater, og langt fra lige så personlige nekrologer for muslimerne m.v. der dør i krigen, er det dermed ikke uden grund, men kan fortælle os noget om forudsætningerne for at føre krig, som kan bruges til en kritik af samme.

4. Fjendens funktion og forudsætningen for krig
Nekrologerne på Forsvarsministeriets hjemmeside er omfattende og meget personlige for de vestlige soldater der er døde i krigen. Fraværet af nekrologer fra den anden side, dem der kæmpes imod, er eklatant, og dette forhåbentlig ikke uden grund.

Det er først og fremmest umuligt at forestille sig en krig uden en distinktion mellem ven og fjende. Carl Schmitt så denne distinktionen som betingelsen for det politiske og dermed muligheden for krig. Sondringen mellem ven og fjende bliver dermed ”[…] at betegne den yderste intensitetsgrad af en forbindelse eller adskillelse, af en association eller dissociation” (Schmitt 1932 [1963]: 61). Det er dermed en grundlæggende egenskab ved krigen og muligheden for denne, at man kan definere en fjende, og skabe en dissociation.

Det giver ingen reel mening, at man skal gøre noget som helst for at italesætte fjenden som var det vores nabo, da dette blot ville mindske den adskillelse der ville være mellem ven og fjende, og blot svække fællesskabsfølelsen blandt ”os”. I den henseende kan man godt argumentere for, at Butler og Zehfuss har en pointe i deres kritik af krigens væsen og asymmetrien i dyrkelsen af sorg som værende af betydning for muligheden af dyrkelsen af krig.

Hvis man kigger på krigen som den yderste intensitet af en given konflikt, hvor at skellet mellem ven og fjende er ikke alene defineret, men også en forudsætning for krigen, er kritikken af krigen som fremført konsistent.

5. Hvad fortæller nekrologerne (ikke)?
Zehfuss bruger en indholdsanalytisk metode hvor at hendes kodningsenhed er nekrologer der er på Forsvarsministeriets hjemmeside. Dette sætter nogle klare begrænsninger i forhold til hvad der kan konkluderes. Først og fremmest er Forsvarsministeriet langt fra det eneste sted at krigen og den dertilhørende sorg fremstilles.

Ved kun at kigge på en vestlig hjemmeside, er det yderst diskutabelt om man kan generalisere diversiteten i anskuelsen af sorg til at være et spørgsmål om vesten kontra ikke-vesten. Dette står klart i relation til den enhed som at Zehfuss analyserer. Ved at kigge på det britiske forsvarsministeriums hjemmeside, finder man af indlysende årsager nok heller ingen nekrologer for døde danskere, amerikanere eller rumænere der er faldet i krigen. Det kan godt være, at der argumenteres for, at dyrkelsen af sorgen eller mangel på samme rejser yderst stærke spørgsmål “about war between the West and the non-West” (Zehfuss 2009: 438), men det synes at være en fornuftig indvending, at datamaterialet taler mere om forholdet mellem briter og ikke-briter. Det kommer hurtigt til at lyde som en kritik af Vesten som værende tilnærmelsesvis imperialistisk i dens krigsførelse, hvad der ikke udelukkes, men måske bare formuleres på et for snævert empirisk grundlag.

Med al respekt for de motiver man kan tillade sig at tillægge de aktører der formulerer nekrologer, og de strukturelle og strategiske formål disse har, bør man ikke overse, at de allerhøjest nok forbliver et symptom. Våbnenes skud skal lyde før de døde falder. Det er ikke nekrologerne der skaber krigen, men krigen der skaber nekrologerne. Nekrologerne siger måske slet ikke så meget om forholdet til fjenden, men mere blot om hvor meget det betyder for den enhed der er i krig, at udvise sympati over for afdødes nærmeste.

Det er desuden værd at holde sig for øje, hvor meget at nekrologerne egentlig udskiller sig fra ”normale” nekrologer. Nekrologer har det med at være personlige, fortælle om afdødes passion(er), skæve sider etc., og det burde derfor intet under være, at det samme selvfølgelig er tilfældet for nekrologer på Forsvarsministeriets hjemmeside. Fraværet af personlige nekrologer fra andre end dem Forsvarsministeriet repræsenterer, er måske ikke så stor en gåde, når man udelukkende kigger på netop Forsvarsministeriets hjemmeside.

Det store spørgsmål man står tilbage med i en analyse af Zehfuss tekst er, om der overhovedet er noget nyt. Kritiske røster vil kunne plædere for, at det er common sense, at et Forsvarsministerium vil holde sig til at skrive nekrologer for de mennesker de i praksis repræsenterer. Det er korrekt, at der ikke skrives så lige personlige nekrologer for de døde irakere, men en sådan asymmetri mellem ”os” og ”dem” synes ikke at være noget nyt, snarere ville det være mærkeligt andet, hvis vi førte krig mod nogen der havde de specifikt samme egenskaber, motiver og adfærdsmønstre som os selv. Fjenden er en begrebsbestemmelse, og en det giver reel mening at kæmpe imod, og derfor ikke nødvendigvis sørge over i samme omfang som det fællesskab man kan identificere sig med.

6. Konklusion
Jeg har i denne besvarelse fokuseret på sorgen og dennes kompleksitet i forhold til de ofre man har med at gøre i krigen. Det er ingen hemmelighed, at der er en forskel mellem hvordan man ser på krigens ofre, de døde, og at dette siger noget om krigens væsen, men at sige noget generelt om hvordan der ses på sorgen mellem Vesten og ikke-Vesten, er værd at undersøge nærmere.

Jeg vil mene, at det er diskutabelt om der på baggrund af den metodiske tilgang og de udvalgte cases, foreligger tilstrækkelig empiri til at kunne formulere en teori omkring forholdet mellem sorgens hierarki for Vesten og ikke-Vesten.

Nekrologerne er ikke en væsentlig del af krigen, og har på nuværende tidspunkt nok ikke været noget der med rette kan siges at have afgjort nogle krige, om end de dog, som Zehfuss demonstrerer, kan være symptomatiske og bruges til at undersøge relevante problemstillinger.

7. Litteraturliste
Campbell, David (2009). “Poststructuralism”, i Dunne, Tim et al. (red), International Relations Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford University Press: 213-237.

James Fearon & Alexander Wendt (2002). “Rationalism v. Constructivism”, i Carlsnaes, Walter et al. (red), Handbook of International Relations. SAGE Publications Ltd: 52-72.

Schmitt, Carl (1932 [1963]). Der Begriff des Politischen. Berlin: Duncker und Humblot. (Da. udg.: (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag).

Zehfuss, Maja (2009). “Hierarchies of Grief and the Possibility of War: Remembering UK Fatalities in Iraq”. Millennium – Journal of International Studies 38(2): 419-440.

Liberal Alliances succes ved næste valg

Det plejer at være en god tommelfingerregel når man diskuterer sagligt, at man går efter bolden og ikke spilleren. Hvis man er uenig med nogen, kan man påpege, at der er en divergens mellem vedkommendes og ens egen holdning, og derefter argumentere for, hvorfor dette er tilfældet, og hvorfor ens argument(er) bør veje tungest.

Jeg skriver dette på baggrund af dette indlæg på Khvilsteds blog, der handler om, at Liberal Alliance står stærkere i en meningsmåling, og at dette er udtryk for manglende dømmekraft hos en fælles bekendt. De er uenige om hvorvidt at Liberal Alliance kommer ind ved næste folketingsvalg eller ej. Den sociale virkeligheds fremtid lader sig ikke sætte på formel, og jeg vil undlade at give mit svar med to streger under, da det ene gæt i princippet kan være lige så plausibelt som det andet[1]. Givet de placeringer Liberal Alliance har i meningsmålingerne, er det givet alle de faktorer der spiller ind, så godt som umuligt at give noget bud på spørgsmålet om, hvorvidt de kommer ind ved næste valg. Nuvel, der kan være nogle tendenser, men det er langt fra ensbetydende med, at sandsynligheden for et udfald frem for et andet er signifikant.

Hvis der var valg i dag viser én meningsmåling, at Liberal Alliance ville nå over spærregrænsen, og dermed forblive i Folketinget. Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed[2].

Vi ved ikke hvornår at der er valg. Vi ved ikke hvordan Liberal Alliance klarer sig op til et valg. Vi ved ikke hvilke emner der vil blive taget op under valgkampen. Vi ved ikke hvordan verden ser ud til den tid. Husk på hvor mange mandater at Ny Alliance stod til at få under valgkampen 2007, og hvor kort tid der skulle gå før at størstedelen af disse var væk.

Det er dejligt at diskutere og drøfte muligheden for et givet partis sandsynlighed for succes ved et valg. Det ville i hvert fald være ærgerligt hvis vi ikke kunne. En sådan deliberation bør dog ske med udgangspunkt i en fælles forståelse for den usikkerhed der er forbundet med at diskutere fremtidige hændelser. Fordi at en meningsmåling viser noget bestemt, er det ikke ensbetydende med at man kan konkludere noget drastisk på denne baggrund.

Afslutningsvist skal der blot lyde en opfordring til, at man møder meningsmålinger med en fornuftig skepsis, og er yderst påpasselig med at konkludere noget fordi at én meningsmåling viser noget. Og så skal man selvfølgelig ikke bruge én meningsmåling til at udtale sig om andres analytiske tæft.

—————-
[1] For dem der alligevel mener at det er muligt at forudsige historiens gang, vil jeg anbefale Karl Poppers Historicismens Elendighed.
[2] Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann har i ”Teflon og Bullshit? – Ti myter om politik, journalistik og valgkampe” et godt afsnit omkring meningsmålinger og usikkerhed, og mediernes brug af samme.

Det skrevet står, ergo…

Jeg får af og til besøg af Jehovas Vidner. Det er som skrevet tidligere ganske flinke mennesker, men jeg står meget uforstående overfor den måde de forholder sig til spørgsmålet om hvad viden i det hele taget er for en størrelse. Det er som om at de kører på den præmis, at fordi det står skrevet i biblen, er det Guds ord og derfor definitorisk viden vi har med at gøre. Vi lever altså i det 21. århundrede, og det burde derfor ikke være for meget forlangt, at vi i fællesskab kunne gøre os følgende antagelse: Fordi at noget står i en bog, er det ikke nødvendigvis viden.

Det er dermed en fundamental tvivl og skepsis i forhold til det skrevne ord, der er nødvendig, hvis vi skal have en forståelse af hvad viden er – og ikke er. For at tale om viden må vi derfor have en idé om hvad der er viden, og lige så vigtigt, hvad der ikke er viden. Dette demarkationskriterium er blandt andet noget Karl Popper gik meget op i[1], og jeg mener ikke at det er et unfair videnskriterium at operere med, så længe man ønsker at tale om viden. Muligheden for at komme tættere på en sand viden ligger i falsifikationen. Det handler derfor om at fejle.

Vi mennesker er komplekse eksistenser i en mindst lige så kompleks verden, som vi nok aldrig rigtigt kommer til at forstå til fulde. Og heldigvis for det. Hvis der er én ting vi har lært, så er det, at mennesket kan tage fejl. Det stiller os dog ikke i en position, hvor at vi bør give op i forhold til at prøve at forstå verden og forklare hvorfor tingene er som de er og hvad der sker omkring os. Den position mennesket er i, som ikke-komplette skabninger, stiller bare nogle specielle krav til hvilken viden der er opnåelig for os som videnskabsmænd (altså skabere af viden).

Det er for nemt at være relativist og sige, at den ene påstand er lige så god som den anden, bare fordi at der ikke findes nogen overmenneskelig epistemologisk domstol der kan give os right and wrong. Lektien er sådan set bare, og den pointe jeg gerne vil bringe, at hvis man vil tale om viden i mit påhør, må man have gjort sig nogle eksplicitte eller implicitte antagelser om, hvilke videnskriterier og metoder der er brugt til at skabe den pågældende viden. Og ikke mindst – hvornår har vi ikke længere med viden at gøre? Når det ikke står i biblen?

Når at Jehovas Vidner står i min dør og moralprædiker og taler smukt og helligt om alt mellem himmel og jord og udover dette, er det de sådan set siger bare, at vores kriterium for at vide noget er, at det står i en bog vi er blevet fortalt gennem traditioner, indeholder sandheden. På baggrund af dette kan jeg så med udgangspunkt i min vurdering af deres demarkationskriterium (eller mangel på samme), forholde mig til deres viden.

Om man så havde læst 1.000.000.000 bøger, var man ikke nødvendigvis tættere på nogen form for sandhed. Bøger er derfor ikke pr. definition lig med mere viden, og dermed heller ikke nødvendigvis klogere mennesker. Det er ærgerligt, når bøger bliver et alternativ til at tænke, da bøger ikke bør blokere, men supplere den kritiske tankegang.

—————-
[1] Jeg vil i denne forbindelse anbefale Karl Poppers “The Problem of Demarcation”, der er at finde i David Millers (red.) Poppers Selection

SPIL: Grand Theft Auto: Vice City (2002)

Welcome to Vice City. Welcome to the 80s.

Hvis du er til spil med et formidabelt gameplay, en fangende historie og et inspirerende miljø, er Grand Theft Auto: Vice City et spil for dig. Spillets handling inkluderer utålelige mængder af kokain, våben, penge, kvinder og andre materielle goder i et omfang der udvikler sig stødt og hurtigt som man får tilegnet sig prestige og rigdom i Vice City, der er løst baseret på 80ernes Miami. Samtidigt indeholder det talrige referencer til Scarface (1983), der kun gør spiloplevelsen bedre.

GTA: Vice City er fyldt med vold, attitude, coolness og ikke mindst fantastisk humor, som f.eks. sniksnakken på diverse radiokanaler, eller kommentarer som ”Just think of this as socialism in action”, når man stjæler en bil. Det er gennemført og perfekt ned til mindste detalje, der gør hver en mission og køretur igennem spillet til en oplevelse.

Jeg har gennemført spillet både på PC og PlayStation 2. Historien er fælles for begge spil, hvor at man er den kriminelle Tommy Vercetti, der vender hjem efter et årelangt fængselsophold. Personligt er jeg mest til computerudgaven, da jeg finder det nemmere at kontrollere karakter, biler og våben, med undtagelse af en lille legetøjshelikopter.

GTA-serien er en spilserie der har holdt gennem tiden og forskellige spilkonsoller. Jeg anbefaler GTA: Vice City fordi, at det er det absolut bedste spil i serien. GTA3, der kom før GTA:VC, var mere nyskabende, men det indeholder ikke den samme kærlighed for historien og miljøet, som man finder i GTA:VC. GTA:VC har dertil en række ekstra funktioner, såsom motorcykler m.v., der ikke at finde i GTA3. Efterfølgeren til GTA:VC, GTA: San Andreas, er også et godt spil, men det har alt for mange detaljer og ligegyldigheder, såsom muligheden for at styrketræne. Noget der blot er en monoton og kedelig aktivitet i spillet.

Det anbefalede spil er små 8 år gammelt, men det ændrer ikke på, at det den dag i dag stadigvæk er et spil der fortjener en grad af opmærksomhed. Denne er hermed givet af undertegnede.

Links:
GTAVice.com
Rockstar Games: Grand Theft Auto Vice City

Dette indlæg blev først publiceret på Kulturkanonen.

Staten har brug for dig

På forsiden af det nyeste nummer af studiebladet for Statskundskab på Syddansk Universitet, kaldet Staten, ser man et billede af den velkendte Uncle Sam. Forsidebilledet er akkompagneret af teksten “STATEN sætter DIG i centrum”, hvor at der er et altoverskyggende kvantitativt fokus på ordet DIG. Jeg vil i nærværende blogindlæg ytre et par linjer om mit ambivalente forhold til studiebladet og tolke den kontekst hvori at billedet af Uncle Sam indgår på forsiden af nævnte blad.

Studiebladet er som sådan set fint nok, men det er ikke noget der begejstrer mig synderligt. Det er fint for de få på studiet med journalistiske aspirationer. Jeg tør dog kun gisne om hvor mange ressourcer der bruges på bladet, i forhold til hvad der kommer ud af det. Det har en række studierelaterede artikler, men jeg står tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor?

Jeg ville være mere end tilfreds med et nyhedsbrev på internettet eller lignende, der kunne give mig den selvsamme information der bringes i fysisk form i et studieblad. Sådan noget hører præ-internet tiden til, og jeg ser ingen logik i at printe sådan noget. Internettet giver et hav af muligheder og reducerer omkostningerne forbundet med at publicere et studieblad. Dette er muligheder som at studiebladet Staten burde udnytte, men det er måske her at begrebsrelationen kommer til udtryk, da staten i dets væsen er konservativ.

Vender vi tilbage til selve forsiden, ser vi Uncle Sam og teksten omkring staten, dig og centrum. Plakaten med Uncle Sam og det dertilhørende slogan “I want you!”, er bedst kendt for at skulle rekruttere soldater til the U.S. Army. Det er m.a.o. en opfordring til at den der peges på melder sig til en større sag. Sætter Uncle Sam og den amerikanske hær dermed individet i centrum? Nej, tværtimod. Individet indlejres i en institution, hvor at dette skal underkaste sig magten og stole på autoriteten uden at tvivle, diskutere eller sætte spørgsmålstegn ved samme.

Det er derfor relevant at prøve at tolke sætningen ”STATEN sætter DIG i centrum” i denne helhed med billedet. Staters eksistens hviler nemlig på den samme logik som Staten (studiebladet) bruger på forsiden. Symbolsk opretholdes den ved at sige at den sætter borgeren i centrum. Staten peger dermed på det enkelte individ. Staten, og i særdeleshed de dele af den der kan kategoriseres som en velfærdsstat, udgiver sig også for at være til for individet, sætte dette i centrum og skabe det gode liv. ´

Man bør dog tvivle på, om det virkelig er borgeren der har brug for staten, eller staten der har brug for borgeren. Jeg vil mene, at statens eksistensgrundlag hviler på at en gruppe mennesker ser en interesse i at opretholde staten. Staten kan derfor godt udadtil pege på individet og være selverklæret eksponent for den enkelte borgers ve og vel, men når alt kommer til alt, vil den være en ineffektiv, kollektivistisk slyngel, der blot skriger langt væk af ikke alene ”I want you!” – men også ”I NEED YOU!”.