Konsociationalisme og korporatisme: Som at sammenligne pærer og bananer?

1. Indledning

Inden for politologien er det udbredt at sondre mellem to forskellige demokratityper, henholdsvis det majoritære demokrati (også kaldet Westminster-modellen) og konsensusdemokrati (med proportionalitetsrepræsentation (PR)) (Lijphart, 1999: 5-6). Denne dikotomiske differentiering af forskellige demokratityper har flere implikationer. Arend Lijphart (1999) argumenterer i ”Patterns of Democracy” for, at demokratitypen i høj grad har indflydelse på, hvordan det institutionelle set-up er. De områder der i høj eller nogen grad determineres af demokratitypen er ekspliceret i blandt andet hans dimension executives-parties hvor der er 5 punkter. I nævnte dimension er interessegruppesystemet også integreret (pkt. 5), hvor at Westminster-modellen skaber et pluralistisk interessegruppesystem, og PR-modellen skaber et korporativistisk interessegruppesystem (Lijphart, 1999: 3). Jeg tager i resten af besvarelsen udgangspunkt i Schmitters definition af korporatisme (Schmitter, 1979: 13).

Kausalitetslogikken i at demokratimønsteret bestemmer interessegruppesystemets struktur, kritiserer Klaus Armingeon (2002a) ved, at redegøre for forskellige typer af konsensusdemokratiet, som ikke kan koncentreres i én dimension (Armingeon, 2002a: 88-89).

Hensigten med denne besvarelse er at analysere Lijpharts executives-parties dimension bl.a. vha. Armingeons kritik af denne med fokus på interessegruppesystemet. Efterfølgende vil jeg med udgangspunkt i litteraturen omkring neokorporatisme forholde mig til eventuelle sammenhænge i konsensuskultur og interessegruppesystem.

Der vil blive konkluderet, at executives-parties dimensionen både indeholder konsociationalisme og korporativisme, og at der er forskel på disse, man at det alligevel kan give mening at have dem samlet i én dimension under visse forhold.

Jeg vil i denne besvarelse begrænse mig til udelukkende at fokusere på executives-parties dimensionen og dermed udelade federal-unitary dimensionen som Lijphart også opererer med. Da Armingeons tredje type af konsensusdemokrati, omhandlende veto-aktører, primært er rettet mod denne dimension, vil jeg ikke inddrage denne type konsensusdemokrati.

2. Teoriafklaring – Lijpharts executive-parties dimension

Som nævnt i indledningen har demokratitypen stor indvirkning på hvordan de politiske institutioner er konstrueret og fungerer (Lijphart, 1999: 1). På fem punkter determinerer demokratitypen hvordan den udøvende magt er institutionaliseret, hvordan parti- og valgsystemet fungerer, og sidst hvordan interessegruppesystemet er bygget op. Disse fem punkter danner så tilsammen executives-parties dimensionen, hvor jeg nu kort vil redegøre for de fem punkter (Lijphart, 1999: 3).

Det første punkt omhandler koncentrationen af den udøvende magt. I majoritære demokratier vil den udøvende magt være koncentreret i et parti i et udøvende kabinet (minimal winning coalition), hvor at der i konsensusdemokratier vil være en magtspredning i en koalition bestående af flere partier.

Det andet punkt beskriver forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt. I majoritære demokratier er den udøvende magt dominerende, i modsætning til konsensusdemokratier, hvor at forholdet mellem den udøvende og lovgivende magt bygger på en magtbalance.

Det tredje punkt vedrører antallet af partier. I majoritære demokratier vil der, fordi at the winner takes it all, være færre partier end i konsensusdemokratier. Ideelt set to konkurrerende partier i Westminster-modellen, og >2 i konsensusmodellen.

Det fjerde punkt skildrer valgsystemet. I majoritære demokratier er der tale om et disproportionalt valgsystem hvor der i konsensusdemokratier er et proportionalt valgsystem, hvor at der tilstræbes at det antal stemmer et parti får er proportionalt med den procentvise mandatfordeling.

Det femte punkt beskriver interessegruppesystemet. I majoritære demokratier er der ikke nogle korporativistiske institutioner der konstruerer en asymmetrisk magtfordeling blandt forskellige interessegrupper, men blot konkurrencevilkår, hvor at der i konsensusdemokratier er koordinerede og korporativistiske interessegrupper der bestræber sig på at åbne et fælles kompromis.

Vigtigt er det dog at pointere, at intet demokrati følger ovenstående fuldt ud til punkt og prikke, men at executives-parties dimensionen blot beskriver idealtyper. Selvom at for eksempel England har et majoritært demokrati og det primært er to store partier der dominerer (the Conservative party og the Labour party), er der flere andre partier, herunder the Liberals og the Social Democratic Party (Lijphart, 1999: 13).

3. Analyse – Armingeons nuancering af executives-parties dimensionen

Jeg har nu redegjort for Lijpharts executives-parties dimension, og med udgangspunkt i dette vil jeg foretage en analyse hvor jeg inddrager Armingeons forhold til executives-parties dimensionen og benytter de begreber han bruger til at kritisere visse dele af Lijpharts dimension specielt med henblik på punkt 5 omhandlende interessegruppesystem.

Armingeon kritiserer executives-parties dimensionen for at sammenlægge konsociationalisme og korporatisme. Konsociationalisme opstår som følge af, at der i et samfund ikke er nogen sociokulturel majoritet i samfundet der kan opnå magten, og samarbejde er derfor en nødvendighed for minoriteterne. Som et eksempel på dette nævner Armingeon bl.a. Holland og Schweiz (Armingeon, 2002a: 82-83). Korporatisme skabes med henblik på at opnå økonomiske såvel som socialpolitiske mål samtidigt. Korporativistiske institutioner skabes af det offentlige i samråd med interesseorganisationer, men forudsætter at en række betingelser er gældende, herunder krav til den organisatoriske struktur og ressourcer (Armingeon, 2002a: 83-84). Armingeon mener dermed, at punkt 1-4 på executives-parties dimensionen er relateret til konsociationalisme, og punkt 5 til korporatisme.

Lijphart tager, jævnfør Armingeon, ikke højde for at konsociationalisme og korporatisme i nogle lande bare har haft den samme historisk institutionelle udvikling. Det er derfor ikke muligt at forklare om noget specifikt er forårsaget af konsociationalisme eller korporatisme. I lande som Holland og Schweiz giver det ikke de store problemer, da institutionerne har udviklet sig mere eller mindre sideløbende, men i de skandinaviske lande er det mere problematisk.

Som det fremgår af nedenstående tabel (Tabel 3.1), sondrer Armingeon hertil mellem hvem der er aktørerne i hhv. konsensusdemokratier og majoritære demokratier. Hvor at korporativistiske systemer er konstrueret af interesseorganisationer og staten, er konsociationale systemer bestående af politiske partier, parlamentariske grupper m.v. (Armingeon, 2002b: 143-144).

Table 3.1: Oversigt

Konsociationalisme og korporatisme opstår m.a.o. under nogle specifikke strukturelle og historiske omstændigheder, der gør at det ikke er det samme.

Lijphart anerkender, at der er forskel på konsociationalisme og korporatisme, men mener, at der er tilstrækkelige ligheder der gør det muligt rent empirisk at kategorisere dem under konsensusdemokrati (Lijphart, 2002: 110). Dette til trods for at f.eks. de skandinaviske lande Norge og Sverige rent korporativistisk er stærkere end man skulle forvente ud fra deres konsociationalistiske institutioner (ibid.). Der er jf. Lijphart intet strukturelt link mellem konsociationalisme og korporatisme, men de bunder begge to i en politisk kultur med konsensussøgning og et fravær af en ”the winner takes it all”-mentalitet (Lijphart, 2002: 108).

Ved at behandle konsociationalisme og korporatisme som to selvstændige institutioner har man, ved hjælp af historisk institutionalisme, mulighed for at forklare nogle konkrete policy-fænomener, og hvorfor der er uoverensstemmelser i nogle lande. Jævnfør nedenstående tabel (Tabel 3.2) kan man se interessegruppesystemet i en række lande koblet sammen med demokratimodellen (Armingeon, 2002b: 157).

Table 3.2: Oversigt, lande

For at opsummere kan man med Lijpharts executives-parties dimension, forklare generelle udviklingstendenser inden for forskellige demokratityper, men jo mere generaliserende teorier er, desto sværere får de ved at kunne forholde sig til al empiri, og der vil, som det også er tilfældet her, kunne være nogle enkelte N-studier hvor endogene forklaringer måske skal søges. Hvis man forholder sig til Armingeons kritik får man mulighed for at forklare de tilfælde (for eksempel korporativisme i majoritære demokratier), hvor executives-parties dimensionen fejler, evt. vha. historisk institutionalisme og formative momenter. Dette vil jeg nu forholde mig til i diskussionsafsnittet.

4. Diskussion

Som det fremgår af analysen i ovenstående afsnit, er der forskellige perspektiver på hvorvidt interessegruppesystem og partisystem kan sættes ind under én dimension (som Lijphart gør det), eller om interessegruppesystemet skal behandles uafhængigt af konsociationalisme (som Armingeon mener).

Der er visse strukturligheder mellem konsociationalisme og korporatisme. I begge er konsensusbestræbelser og forhandlinger essentielle i udformningen af policy, som ikke ville kunne finde sted under pluralistiske institutioner eller i majoritære demokratier (Lehmbruch, 1979: 59). Ideelt set ville det være under de samme forhold at konsociationalisme og korporatisme udvikler sig, for at Lijpharts executives-parties dimension er plausibel. Korporatismen fordrer den teoretiske præmis at der eksisterer en interdependens mellem rivaliserende sociale grupper i den kapitalistiske økonomi der har nogle uforenelige krav som kræver et institutionelt set-up for at kunne skabe løsninger (Lehmbruch, 1979: 55). Det samme kan man på sin vis argumentere for inden for konsociationalistiske institutionernes opståen, blot at det her er politiske aktørers eliter der skaber et institutionelt set-up.

Det kan dermed godt give mening at koble interessegruppe- og partisystem sammen i én dimension når specifikke forhold er til stede (f.eks. industriel udvikling, demokratisk baggrund, politisk kultur, cleavages i samfundet med uforenelige krav m.v.). Under disse strukturer vil agenterne kunne skabe et formativt moment, hvorved konsociationalistiske og korporativistiske institutioner kreeres. Dette har selvfølgelig så også sine begrænsninger, herunder for valg af cases. Som nævnt ovenover er det en forudsætning for korporativistiske institutioner, jf. Lehmbruch, at der er en veludviklet kapitalistisk økonomi m.v., og hermed indskrænkes potentielle cases, og man ender i et closed universe research design med relevante cases i relevante perioder (Keman, 2005: 69).

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse redegjort for Lijpharts executives-parties dimension (AFSNIT 2) og derefter analyseret styrker og svagheder ved denne dimension med udgangspunkt i Armingeons kritik af denne (AFSNIT 3). Derefter har jeg bedrevet en diskussion med udgangspunkt i Lehmbruchs karakteristika af de forudsætninger der skal være for hhv. korporativisme og konsociationalisme (AFSNIT 4).

Jeg kan konkludere, at der er sammenhænge mellem konsensuskultur og interessegruppesystem, og man derfor under visse forhold kan bruge Lijpharts executives-parties dimension.

En komparativ analyse af korporatisme og konsociationalisme vil vise, at en sammenligning af nævnte ikke er som at sammenligne pærer og bananer, men nok nærmere to æbler med hver deres skønhedsfejl der er vokset ud af den samme gren under nogle fælles historiske forudsætninger og forhold. Lijphart mener at æblerne kan smides i samme kurv. Armingeon er kritisk.

6. Litteraturliste

Armingeon, Klaus (2002a). ”The effects of negotiation democracy: A comparative analysis”, Euro pean Journal of Political Research 41: s. 81-105.

Armingeon, Klaus (2002b). ”Interest Intermediation: The Cases of Consociational Democracy and Corporatism”, s. 143-165 i Keman, Hans (ed.), Comparative Democratic Politics. London/Thousand Oaks/New Delhi.

Keman, Hans (2005). ”Comparative Research Methods”, s. 63-82 i Daniele Caramani (ed.), Comparative Politics. Oxford: Oxford University Press.

Lehmbruch, Gerhard (1979). ”Consociational Democracy, Class Conflict, and the new Corporatism”, s. 53-61 i Schmitter, Philippe C. & Gerhard Lehmbruch (ed.), Trends Toward Corporatist Intermediation. Beverly Hills/London: Sage.

Lijphart, Arend (1999). Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. New Haven/London: Yale University Press: s. 1-47, 243-257.

Lijphart, Arend (2002). ”Negotiation democracy versus consensus democracy: Parallel conclusions and recommendations”, European Journal of Political Research 41: s. 107-113

Schmitter, Philippe C. (1979). ”Still the Century of Coporatism?”, s. 7-48 i Schmitter, Philippe C. & Gerhard Lehmbruch (ed.), Trends Toward Corporatist Intermediation. Beverly Hills/London: Sage.