Der er sket mangt og meget siden den 1. april 1925 hvor Statsradiofonien for første gang sendte lyd ud i æteren. Fjernsynet, Internettet og mobilapperaturer er blandt nogle af de nævneværdige nye teknologier og teknikker der har set dagens lys. Hertil er der også kommet et hav af nye globale medieaktører, der alle er begyndt at høste og så – også i Danmark.
Hvor står Danmarks Radio i alt dette, og har vi overhovedet brug for en medieinstitution som supplement til de markedsdrevne og seertalsafhængige medier? Jeg vil i denne klumme argumentere for, at DR kan og bør finde sin plads i medielandskabet – også på længere sigt. Dette skal bare ikke ske ud fra socialistiske ideer omkring national sammenhængskraft og skarp konkurrence til markedskonkurrerende medier.
I det store perspektiv er det en uoverskuelig og direkte urealistisk opgave at DR skal holde sammen på nationen. Fremtidens mediebrugere – unge – ser mindre og mindre TV (heriblandt DR) og bruger mere tid på andre platforme, specielt på Internettet hvor internationale aktører vinder frem (YouTube, Facebook, MySpace), og disse vil i de kommende år opruste til regulær krig om seere og brugere.
Det er naivt at tro på, at DR vil kunne konkurrere med disse profitmaksimeringsvirksomheder på seertal og økonomi, og nævnte parametre må derfor undgås at blive kriterier i bedømmelsen af kvaliteten og udbyttet af licenspengene. Men hvorfor? Hvis det ikke kan stå, skal det så ikke bare falde? Svaret er entydigt nej.
Dette nej bygger på en accept af de klassiske økonomiske teorier omhandlende efterspørgsel og udbud. Hvad det enkelte individ i samfundet efterspørger, vil markedet kunne gå ind og tilbyde. Dette er efterhånden et indiskutabelt faktum og et af de grundlæggende principper i det vestlige markedskapitalistiske konsumsamfund. Samtidigt har medierne også fået den klart definerede rolle i samfundet som værende den fjerde statsmagt. I accepten af teorien omkring udbud og efterspørgsel og medierne som den fjerde statsmagt, skal DRs eksistensgrundlag også findes. Uanset hvad seere og brugere efterspørger og hvad der er reklamekroner i., skal DR kunne levere og tilbyde dybdeborende journalistik uafhængigt af økonomiske interesser. Hvis vi ser på TV-branchen, er der flere analyser der viser, at markedet inden for reality-tv og letfordøjelige udsendelser vil vokse i løbet af de kommende år. TV2 har meldt ud at de i 2008 vil være klar med et nyt realityprogram, og vi kan med sikkerhed forvente andre programer der kan få den brede masses opmærksomhed, for det er jo der alle reklamekronerne ligger gemt. Ikke i kvalitets-tv som DR2 Udland, Deadline m.v. eller i radioprogrammer som P1 Orientering.
DR i dets nuværende form ligner et projekt der overlever på baggrund af noget der ligner mangel på ræsonnering. Så længe at DR kan konkurrere på seertal med programmer fra DR Drama og X-Factor (der i princippet lige så godt kunne sendes på en kommerciel kanal) går det hele jo nok, men hvad når byggeriet i Ørestaden vil kræve yderligere politisk økonomisk injektion? Til den tid kan vi i værste fald have et DR der i et desperat forsøg på overlevelse stræber efter at overleve på markedsvilkår og dermed har overflødiggjort sig selv. Det er m.a.o. pinligt dag efter dag at skulle opleve en firkantet og unuanceret debat der prøver at sidestille DR med kommercielle konkurrenter. DR må klart defineres som et enestående projekt, der skal, så vidt som muligt, stå uafhængigt af hvad massen og pengestærke seere efterspørger.
Konsekvensen af den totale udbud/efterspørgsel på mediemarkedet er tydelig. Samfundsdebatten bliver indskrænket til en vare den politiske elite er klar til at betale for, og den dosis politik den gennemsnitlige dansker vil blive udsat for, er en personificeret, medievenlig og letfordøjelig politisk dækning. DRs rolle i medielandskabet bør ikke være at tilbyde synet af danskere med sangtalent eller mangel på samme til aftenkaffen hver fredag, men at styrke samfundsdebatten ved at tilbyde programmer og services der kan ses af alle uafhængigt af social status og økonomisk indkomst.
Det forlyder, at tiden læger alle sår, men dette er nu ikke tilfældet med DR. Tværtimod. Hvis vi bare ser passivt til og lader DR eksistere og fungere som det gør nu, ud fra markedsøkonomiske præmisser, kan DR godt gå ud og investere i en kalender og lade deres dage være talte.