I 2017 og 2018 belyste jeg, hvorvidt der er evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre. I begge indlæg konkluderede jeg, at der ikke var nogen grund til at konkludere, at sociale medier skaber ekkokamre.
Der er tale om et populært forskningsområde, og der er siden mit seneste indlæg kommet flere studier, der belyser spørgsmålet om, hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre. Nu hvor 2019 så småt er ved at lakke mod enden, giver det god mening igen at dechifrere, hvad forskningen siger i forhold til dette spørgsmål.
Det er vigtigt at huske på, før vi kigger på konkrete studier, hvad der konstituerer et ekkokammer. Det er især relevant at definere hvilke mekanismer, der skal være på spil, før vi har at gøre med et ekkokammer. I en god oversigtsartikel identificerer Levy og Razin (2019) to mekanismer, der skaber et ekkokammer.
For det første er der en segregeringsmekanisme, hvor individer selekterer sig ind i ‘kamre’ blandt ideologisk ligesindede. For det andet er der en påvirkningsmekanisme (et ‘ekko’), hvor individer ukritisk får stærkere overbevisninger på grund af den kommunikation, der finder sted i de specifikke kamre.
Dette er vigtigt at holde for øje, og der er således flere interessante pointer i Levy og Razins artikel, der bør fremhæves her. For det første er informationsmiljøer, der faciliterer ekkokamre, ikke et nyt fænomen. For det andet kan ekkokamre etableres offline, og er dermed ikke isoleret til onlineadfærd. For det tredje er det empirisk vanskeligt at demonstrere en kausal effekt af sociale medier på ekkokamre, da det ofte er individer med allerede ekstreme holdninger, der er mere tilbøjelige til at selektere sig ind i et bestemt miljø på sociale medier.
Dermed skal det også nævnes, at spørgsmålet ikke handler om, hvorvidt nogle mennesker på sociale medier befinder sig i ekkokamre. Der er borgere, der befinder sig i ekkokamre på sociale medier (se eksempelvis Bail et al. 2019), men dette siger ikke noget om, hvorvidt folk der lever i ekkokamre på sociale medier, allerede var i ekkokamre offline.
Der er heldigvis studier, der forsøger at sammenligne adfærd online med adfærd offline. Boulianne et al. (2019) studerer, hvad der kan forklare, om borgerne stemmer på populistiske partier, og finder her ingen evidens for, at brugen af sociale medier forklarer tilbøjeligheden til at støtte populistiske kandidater og partier. Konkret i forhold til ekkokamre finder de omvendt, at diskussionsmønstre offline korrelerer med opbakningen til populistiske kandidater (i hvert fald i England og Frankrig).
Det er ligeledes ikke i nærheden af at være størstedelen af vælgerne, der befinder sig i ekkokamre på sociale medier. Eady et al. (2019) viser i USA, at der et stort overlap i hvilke nyheder, borgere med forskellige holdninger eksponeres for (det samme vises i Spanien af Cardenal et al. 2019). Det er med andre ord begrænset, hvor mange der rent faktisk lever deres liv på sociale medier i ekkokamre. Det er altså en myte, at vi alle går og lever vores digitale liv i ekkokamre på medier som Facebook og Twitter.
En af de vigtige forklaringer på dette er, at selv hvis man måtte have en præference for holdningsbekræftende indhold på sociale medier, bliver man ofte eksponeret for holdninger, der divergerer med ens egne. Eller som Barberá (2020) konkluderer i en kommende gennemgang af litteraturen: “The review of the literature on social media and “echo chambers” has shown that, rather counter-intuitively, there is convincing empirical evidence demonstrating that social networking sites increase the range of political views to which individuals are exposed.”
Et interessant studie i denne sammenhæng er Minozzi et al. (2019), der viser, at tilfældige processer har en større indflydelse på, diskussionsnetværk, end de mere formålsbestemte processer. Med andre ord er det ikke tilfældet, at vi egenhændigt konstruerer vores egen diskussionsklub på sociale medier, hvor vi ikke bliver eksponeret for andre holdninger.
Men hvis sociale medier ikke fører til ekkokamre, hvordan kan det så være, at vi ser fænomener såsom politisk polarisering? En forklaring er, at givet vi er mere tilbøjelige til at blive eksponeret for holdninger vi er uenige med på sociale medier, reagerer vi med en større emotionel intensitet, hvorfor vi ser mere polarisering (Asker og Dinas 2019).
Det er med andre ord ikke udelukkende positivt, at vi ikke lever i ekkokamre men eksponeres for divergerende holdninger. Det er eksempelvis ikke ekkokamre på sociale medier, der fører til spredningen af falske nyheder og falske overbevisninger, men tværtimod det faktum, at vi ikke lever i ekkokamre på sociale medier (se Barberá 2018 for flere detaljer).
Men hvorfor tror folk (herunder de forskere, Carlsbergfondet er forelskede i), at sociale medier fører til ekkokamre? Fordi det giver en forklaring på, hvorfor de mennesker, vi er uenige med, er så uoplyste og ikke har indsigt i de genialiteter, vi selv har erkendt. Et nyt studie har således dokumenteret, at vælgere tror at de vælgere, de er politisk uenige med, er biased i forhold til hvilke nyheder, de konsumerer, der fører til mere ekstreme holdninger (Perryman 2019).
Der er stadig mange spørgsmål, vi mangler at få besvaret, før vi kan konkludere, om og hvordan sociale medier faciliterer og/eller konsoliderer ekkokamre, men de studier jeg har været i stand til at finde, der har noget ædrueligt at sige herom, synes at konkludere, at der ikke er nogen overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre.
Referencer
Asker, D. og E. Dinas. 2019. Thinking Fast and Furious: Emotional Intensity and Opinion Polarization in Online Media. Public Opinion Quarterly 83(3):487–509.
Bail, C. A., B. Guay, E. Maloney, A. Combs, D. S. Hillygus, F. Merhout, D. Freelon, og A. Volfovsky. 2019. Assessing the Russian Internet Research Agency’s impact on the political attitudes and behaviors of American Twitter users in late 2017. Proceedings of the National Academy of Sciences.
Barberá, P. 2018. Explaining the Spread of Misinformation on Social Media: Evidence from the 2016 U.S. Presidential Election. APSA Comparative Politics Newsletter 28(2):7–11.
Barberá, P. 2020. Social Media, Echo Chambers, and Political Polarization. I Persily, N. og Tucker J. (red.), Social Media and Democracy: The State of the Field, Cambridge University Press.
Boulianne, S., K. Koc-Michalska og B. Bimber. 2019. Right-Wing Populism, Social Media and Echo Chambers in Western Democracies.
Cardenal, A. S., C. Aguilar-Paredes, C. Cristancho og S. Majó-Vázquez. 2019. Echo-chambers in online news consumption: Evidence from survey and navigation data in Spain. European Journal of Communication 34(4):360-376.
Eady, G., J. Nagler, A. Guess, J. Zilinsky og J. A. Tucker. 2019. How Many People Live in Political Bubbles on Social Media? Evidence From Linked Survey and Twitter Data. SAGE Open 9(1).
Levy, G. og R. Razin. 2019. Echo Chambers and Their Effects on Economic and Political Outcomes. Annual Review of Economics 11:303-328.
Minozzi, W., H. Song, D. M. J. Lazer, M. A. Neblo og K. Ognyanova. 2019. The Incidental Pundit: Who Talks Politics with Whom, and Why? American Journal of Political Science.
Perryman, M. R. 2019. Where the Other Side Gets News: Audience Perceptions of Selective Exposure in the 2016 Election. International Journal of Public Opinion Research.
