South Park er en amerikansk TV-serie der er de fleste unge bekendt. Jeg er selv en stor fan af serien og dens humor og måde at gribe emner og temaer an på. Essensen bag serien er i bund og grund bare, at intet er helligt. Jeg elsker South Park. South Park er intet mindre end en genial serie. Lad mig i dette indlæg give et eksempel på hvorfor.

Serien har flere gange inddraget Muhammed (I ved hvem). Det sjove ved Muhammed i South Park, og hvad der gør det et blogindlæg værdigt, er, at de har brugt ham på forskellige tidspunkter i forhold til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Og dette har implikationer for brugen af ham. Overordnet har de brugt ham tre gange: 1) Før Muhammed-krisen, 2) Under Muhammed-krisen og 3) Efter Muhammed-krisen. Med “Efter Muhammed-krisen” mener jeg blot den tid efter at de værste konflikter har lagt sig.

Første gang: Før Muhammed-krisen

Første gang man så Muhammed i South Park var tilbage i 2001 i afsnittet Super Best Friends fra sæson 5. Dengang blev Muhammed skildret uden nogle problemer eller ramaskrig overhovedet. Efter at Muhammed-krisen eskalerede, bliver afsnittet sjældent vist (I Taking South Park Seriously bruger de betegnelsen “pre–9/11 episode” om afsnittet, hvilket jeg finder lidt forfejlet).

Anden gang: Under Muhammed-krisen

Anden gang at Muhammed er med i South Park er i Cartoon Wars Part II der blev sendt i 2006, hvor at afsnittet handler om, at den latterlige serie Family Guy vil vise Muhammed, til hele byen South Parks skræk og rædsel. Muhammed blev dog fjernet af Comedy Central før at afsnittet blev sendt. Et direkte eksempel på censur som følge af Muhammed-krisen.

Tredje gang: Efter Muhammed-krisen

Tredje gang at Muhammed igen er på rollelisten, er i år i afsnit 200 – og så alligevel ikke. Her forsøger holdet bag South Park åbenlyst at lege med grænserne og udfordre vores definition af, hvornår Muhammed er tegnet. Kan en tændstikmand godt være Muhammed? Er det at tegne Muhammed hvis han er tegnet i et kostume? I afsnittet skal det forestille sig at Muhammed er i et bjørnekostume, men man finder så ud af, at det ”bare” er julemanden. Før at afsnit 201 var på vej, hvor at Muhammed skulle være med, fik Trey Parker og Matt Stone trusler på baggrund af intentionen om at tegne Muhammed. Store dele af afsnittet blev censureret.

Før den 30. september 2005 (Muhammed-tegningernes og min fødselsdag) var der ikke nogle problemer med at gøre grin med Muhammed og tegne samme. Det var og er provokation for provokationens egen skyld. Der er ingen dybere mening bag, og det er selvfølgelig her, at konflikten ofte opstår når man diskuterer Muhammed-tegningerne nu til dags. Jeg støder ofte på argumenter som ”Jamen der var jo ingen grund til at tegne de tegninger!”, og rigtigt – det var der måske ikke, men hvad er pointen? Skal der være et logisk grundlag? Det kan jeg nu ikke rigtigt se fornuften i.

Holdet bag South Park er ikke ude på at foretage en systematisk hetz mod én minoritet eller majoritet, men en evig og konstant provokation og latterliggørelse af alle tænkelige ideer, symboler, magtrelationer, aktører, problematikker, tanker og perspektiver – dette være sig alt lige fra kendisser og TV-shows til ideologier og religioner. Igen – intet er helligt, og sådan har det været siden start.

Jeg kunne godt begive mig ud i at kreere en liste over de personer, religioner, temaer, lande, kendisser, minoriteter osv. som holdet bag South Park har taget under humoristisk behandling, men en sådan liste ville simpelthen gøre dette indlæg endnu længere end det allerede er på vej til at blive. Pointen er bare, at det er mange – hvis ikke næsten alle. En ting er bare sikker: Muhammed er ingen undtagelse.

Jeg elsker South Park for at provokere bare for at provokere. Det er ikke en personlig hetz, men blot nogle personer der tager noget personligt. Jeg har svært ved at se det samfundsmæssige problem. Hvor holdbar er en idé, hvis den ikke kan tåle, at man prikker til den?

Bag South Parks tilgang til humor ligger der en filosofi om, at ingen idé eller tanke er så hellig, at man ikke kan lave sjov med den. I bedste facebook-jargon kan man tydeligt sige: Synes godt om.

South Parks brug af Muhammed er et perfekt eksempel på en indskrænkelse af ytringsfriheden. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er nogen der siger, at Muhammed-tegningerne intet har med ytringsfriheden at gøre, men hvis South Park er vant til at kunne gøre grin med Muhammed, og så ikke længere kan gøre det… Ja, hvad er det så?

En ny udstilling på Brandts, der kan ses fra d. 21. august til 24. oktober 2010, har til hensigt at skabe debat om såkaldt ’animeret børneporno’. Og debat skal jeg love for, at der er kommet.

Hvad er så dette ’animeret børneporno’ for noget? Med denne betegnelse refereres der til lolicon, som er en genre inden for manga, hvor ’barnagtige kvindelige figurer er afbildet på en erotisk måde’ (kilde). I medierne har der desværre været en fejlagtig opfattelse af hvad manga og anime er, så flere folk nu tror, at dette er synonymt med lolicon og/eller børneporno.

Vores allestedsnærværende pseudoforældre i Socialdemokraterne har fremsat et forslag om et forbud mod animeret børneporno. Dette fordi, at nogle forskere er kommet frem til, at lolicon kan have den samme effekt som børneporno. Jeg er ikke ekspert på dette område, men jeg er dog bevidst omkring, at der også er forskere der er kommet frem til at det ingen effekt har, eller sågar kan have modsatte effekt. Skal vi ikke lade tvivlen komme ytringsfriheden til gode?

Jeg har to spørgsmål i denne sag: 1) Hvordan vil et forbud overhovedet kunne realiseres og opretholdes i praksis? og 2) Skal man indskrænke ytringsfriheden i denne sag? Lad os for morskabens skyld forholde os til sidstnævnte spørgsmål først.

Ytringsfriheden har ikke haft det nemt på det seneste. Specielt ikke når det gælder ting der er tegnet. Jeg forstår dog ganske enkelt ikke den ligegyldige jamren der finder sted, når nogen ytrer sig om noget, der træder en over tæerne. Jo, man kan blive forarget, og jo, man kan referere til noget der mener noget, men altså – hvad er problemet? Og uanset hvad der er problemet i denne sag, har vi så ikke et større problem i en indskrænket ytringsfrihed?

Ytringsfriheden bør ikke modificeres efter hvad der lige er politisk korrekt i samtiden. Tværtimod skal den netop beskytte dem, der har holdninger som ikke konvergerer med flertallets perspektiver. Med flertallet mener jeg i denne sammenhæng dem der har et politisk flertal til at indskrænke hvad folk må ytre sig omkring. En hvilken som helst politisk indskrænkning af ytringsfriheden, sker på baggrund af et flertal, og da vi aldrig kan få nogen garanti for, at flertallet ved bedst, bør vi ikke gøre visse ytringer ulovlige. Hvis der er noget vi har lært af historien, er det, at ved at mindske feltet for tilladte ytringer, skaber vi kun et vækstgrundlag for vanetænkning.

John Stuart Mill sammenligner i On Liberty den menneskelige moral med en muskel. Den skal trænes og bruges. Det er ikke sundt for et samfund, hvis der ikke tillades en pluralitet af forskellige holdninger – og det er direkte usundt, hvis visse ytringer bevidst holdes ude og kriminaliseres. Det er sundt for det enkelte menneske at blive konfronteret med perspektiver, meninger, ytringer, løgne, sandheder etc. der udfordrer ens egne.

Fra Popper ved vi, at en teori ikke nødvendigvis er stærk fordi den bekræftes igen og igen, men først når den udsættes for dristige forsøg med henblik på at prøve at afkræfte den. På samme måde må vi acceptere, at vores holdninger udfordres. Vi må acceptere, at vi udsættes for ting vi væmmes ved og provokeres af, og ligeledes acceptere, at et samfund hvor vi forsøger at gøre alt det vi finder moralsk forkasteligt for illegitimt, er og bliver et fattigt samfund.

Når alt dette er sagt, kommer spørgsmålet om, om det overhovedet er muligt at opretholde et forbud mod dette i praksis, og sørge for, at man ikke kan få adgang til det. Min påstand er, at da det er tilladt i mange andre lande, vil det blive meget svært, om ikke umuligt, at eliminere muligheden for at få adgang til alt det materiale der højst sandsynligt foreligger. Vil man finde det, kan man finde det. Ulovligt eller ej.

Hvordan skal vi overhovedet kunne afgøre, om det er animeret børnepornografi – om figuren der afbildes er fyldt 15, 17 eller 18 eller 21 år i det sekund der tegnes? Det er lidt det samme principielle spørgsmål Trey Parker og Matt Stone stiller i et afsnit af South Park, når de tegner Muhammed som en tændstikmand – er det OK?

Der findes ufatteligt meget på nettet der er forkasteligt og ikke ligefrem er hvad man vil kalde for moralsk velanset. Det der måske er usundt for mennesket at se og kan være skadeligt, findes der allerede meget af. Ideen om at forbyde alt det der ikke harmonerer med vores politisk korrekte opfattelse, er en krig der er dømt til at fejle. Vi kan kun håbe på, at alt det vi i vores daglige færden og igennem medierne udsættes for, som vi væmmes ved, kan være med til at styrke det enkelte menneskes moralske habitus.

Bragt i Ugeavisen Øboen 8. august 2006.

I sidste uges udgave af Øboen (1. august ’06) bragte i læserbrevet ’Die Dumme Dänen’. I skuffer mig lidt, Øboen. Ikke fordi I bringer et indenrigs-/udenrigspolitisk læserbrev, men fordi I bringer et så fremmedhadsk et af slagsen.

Når det er sagt, skal det læserbrev nok alligevel tages med et gran salt. Skal man nægte at tage en dansk statsborger hjem, fordi vedkommende har været kritisk overfor Jyllands-Posten og regeringens behandling af Muhammed-krisen? – Så er vi da tæt på noget der lyder som diktatoriske forhold, hvilket måske i virkeligheden også var det Inge Petersen sad og længtes efter, da hun skrev læserbrevet og erindrede tyske citater fra Anden Verdenskrig.

Patriotisme gavner ikke Danmarks renommé i udlandet, og at give Ahmed Akkari skylden for Muhammed-krisen, er der jo intet hold i.

Hvis demokratiet skal vedligeholdes, som Inge jo så tydeligt går ind for, kunne vi jo starte med at udvise solidaritet, og ikke had over for andre pga. holdninger og/eller religion.