Sigge Winther Nielsen, ph.d.-studerende ved KU, har skrevet et fint indlæg på Politiken.dk, hvor han korrekt nævner flere af de faldgruber, der er forbundet med at udtale sig på baggrund af variationer på tværs af meningsmålinger over tid.

Problemet er, som Sigge pointerer, at de konklusioner der laves, ikke altid giver mening, da samvariation ikke er det samme som en årsagssammenhæng. Eller som han formulerer det: »At SF har fået en ny formand (A) og er gået frem i meningsmålingerne (B), betyder ikke, at A fører til B.«

Når Sigge åbenlyst har så godt styr på disse svagheder forbundet med at forholde sig til kausaleffekter i denne slags meningsmålinger, fremstår det tragikomisk, at han selv flittigt udtaler sig om lige præcis dette. Lad os blot tage udgangspunkt i eksemplet med SFs nye formand og SFs elektorale opbakning i meningsmålingerne.

Der har været foretaget et par meningsmålinger efter valget af Annette Vilhelmsen som ny formand for SF, og disse har Sigge Winther Nielsen forholdt sig til. Den ene meningsmåling viser en fremgang til SF, den anden en tilbagegang¹.

Meningsmåling 1, 23. okt: Fremgang hos SF, YouGov for metroXpress. Her konkluderes det, at SF har fået ny formand (A) og en større vælgertilslutning (B). Jævnfør Sigge kan denne effekt (A → B) være en såkaldt formandseffekt: »Vi så den samme umiddelbare effekt, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) blev valgt til nye partiformænd i 2005. Da oplevede SF og Socialdemokraterne også en hurtigt [sic] fremgang, men de tabte den lige så hurtigt igen. Man ved faktisk ikke, hvorfor vælgerne reagerer sådan, men et godt gæt er, at de tiltrækkes af det nye og spændende, men hurtigt mister interessen igen«

Meningsmåling 2, 25. okt: Tilbagegang hos SF, Megafon for Politiken og TV 2. Her konkluderes det, at SF har fået ny formand (A), og ikke har fået en større vælgertilslutning (B). Jævnfør Sigge kan denne manglende effekt tilskrives det faktum, at vælgerne er kritisk afventende: »Jeg ser målingen som et udtryk for, at vælgerne er kritisk afventende. De vil give Vilhelmsen mere tid, før de vælger, om det er et hold, de springer over på«

For at opsummere: 23. oktober fortæller Sigge, at vælgerne tiltrækkes af det nye og spændende, og 25. oktober, at vælgerne er kritisk afventende. Vel at mærke i forhold til det samme fænomen. Det må per definition være en selvmodsigelse.

Jeg er derfor heller ikke nødvendigvis enig med Sigge, når han skriver: »Derfor kan medierne godt ranke ryggen og forlange mere journalistik (af den strengt metodiske slags) i deres egne meningsmålinger. Hvis det ikke sker, vil den kvalificerede gættekonkurrence fortsætte.«. Den kvalificerede gættekonkurrence fortsætter kun så længe politiske kommentatorer og eksperter fejlagtigt kommer med konklusioner, der ikke er belæg for, hvor fluktuationer i meningsmålingerne (der sjældent er så store de kan tilskrives andet end statistisk usikkerhed), betragtes som var de eksperimentelt isolerede effekter.

Journalisterne er ikke altid eminente til hverken at formidle eller fortolke meningsmålinger, men det legitimerer på ingen måde eksperternes gættelege. Der er intet galt i de meningsmålinger der foretages, så længe eksperter og journalister kan formidle de begrænsninger, der er forbundet med den slags.

1. Jeg er ikke overbevist om, at variationen er så stor, at den kan tilskrives andet end statistisk usikkerhed og andre tilfældigheder, men det gør på ingen måde sagen bedre. [↩]

[D]er venter et kampvalg om næstformandsposten i Socialistisk Folkeparti. Et valg der eftersigende kan afgøre partiets fremtid. Kandidaterne til posten er Meta Fuglsang og Mattias Tesfaye. Denne slags kampvalg kan være hårde, konfliktfyldte og ikke mindst spændende. Selv følger jeg i disse uger kampvalget mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen om formandsposten i Socialdemokratiet – med 20 års forsinkelse.

I forbindelse med kampvalget i SF har Pernille Frahm skrevet et blogindlæg, hvori hun prøver at svække Mattias Tesfayes chance for at blive valgt til næstformandsposten. I indlægget kritiserer Pernille et flere år gammelt indlæg skrevet af Tesfaye, hvor han opstiller 10 teser for en praktisk socialisme.

Disse teser har desværre ikke mødt den store opbakning i SF. Det er åbenbart ikke populært i politiske partier, at formulere 10 teser med udgangspunkt i ens ideologiske ståsted.

De 10 teser Tesfaye formulerer, vil jeg gerne dedikere dette indlæg til. Jeg vil ikke kritisere dem. Tværtimod. Jeg vil rose dem og gerne anbefale på det kraftigste, at de bliver læst. Jeg er selvfølgelig ikke enig med Mattias Tesfaye i socialismeprojektet, men jeg har megen respekt for hans holdninger, og finder dem lige så legitime og logisk konsistente, som mine egne holdninger.

Det er for det første befriende at læse indlæg skrevet af det jeg med rette mener, at man kan kalde for en intellektuel debattør. Det er sjældent jeg læser indlæg der så præcist formulerer et politisk projekt på baggrund af den erkendelse, at politik grundlæggende er resultatet af interessekonflikter. Det er med andre ord skønt at læse et politisk projekt, der ikke legitimerer politisk indgriben med udgangspunkt i, at man gør det for andres blå øjnes skyld. Derfor fortjener hele hans anden tese, at blive citeret ordret:

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

Jeg er enig, omend jeg mener, at en stoffri, vesteuropæisk, dansk mand, sagtens kan gøre noget godt for andre, da samvittighedsinteresser på ingen måde er illegitime interesser (deres relation til det politiske, kan så diskuteres). Man behøves ikke være hjemløs for at gøre noget godt for hjemløse. Jeg er dog helt på linje med argumentet bag, og den debat Tesfaye forsøger at rejse, så der er ikke i nærværende tilfælde tale om en regulær kritik af hans syn på den politiske kamp.

Mattias Tesfaye er helt sikkert bekendt med Karl Marx og Friedrich Engels, og højst sandsynligt også Carl Schmitt. Han er en klog gut. Han forfalder ikke til simple partipolitiske paroler eller den naive tro på, at venstrefløjen vil redde verden ved at afskaffe den onde kapitalisme eller skabe et samfund uden interessediversitet. Jeg kan kun håbe på, at flere debattører – på venstre- såvel som højrefløjen, vil læse de 10 teser og lade sig inspirere, provokere og forstå, at politik er og bliver et spørgsmål om interessekonflikter.

Det er ingen hemmelighed, at jeg politisk afviger fra SFs principprogram – og også fra Tesfayes holdninger. Det ændrer dog ikke på, at jeg er helt på linje med opfattelsen af det politiske og hvordan politik grundlæggende er en »kamp for egne interesser«.

Så med 3-4 års forsinkelse: Tak for et godt indlæg, Mattias.

[D]et undrer mig at SF-minister Pia Olsen Dyhr kan melde ud, at Socialistisk Folkeparti er et liberalt parti. Det undrer mig ligeledes, at hun kan kalde Karl Marx for den største frihedstænker. Dertil undrer det mig også, at hun mener, at det er de »ægte liberale værdier, der har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde gennem generationer«.

Lad mig dog alligevel rose Pia Olsen Dyhr for hendes pointe om, at det er en falsk varebetegnelse, når Venstre kalder sig for »Danmarks liberale parti«. Kæden falder dog af, når hun (vistnok i ramme alvor) melder ud, at de ikke kan kalde sig liberale, da de har gennemført »skattelettelser til de rigeste«. Jeg tager ikke pis på dig, kære læser. Tjek selv ovenstående link.

Socialistisk Folkeparti er ikke Liberalistisk Folkeparti. Marxisme er ikke liberalisme. Socialistiske værdier har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde. Dermed ikke sagt, at liberale værdier er de bedste, men det er sgu ikke de værdier der har været ledetråden hos hverken SF, Marx eller resten af venstrefløjen. Det er udtryk for en uhumsk leflen for de vælgere, der ikke besidder en grundlæggende historisk viden og kendskab til forskelle på politiske ideologier, når der siges, at SF er de liberale værdiers bannerfører. Socialistisk Folkeparti er ikke et ægte liberalt parti.