Erik Gahner Larsen

Valgretsalderen bør afskaffes

I forbindelse med kommunalvalget d. 17. november vil unge der er fyldt 16 år i en lang række kommuner landet over have mulighed for at afgive deres stemme ved et såkaldt prøvevalg. Hensigten med dette er at undersøge mulighederne for at styrke demokratiet og ikke mindst den demokratiske deltagelse. Den bagvedliggende idé er, at jo flere der kan inddrages i den demokratiske proces, desto bedre. Jeg vil i det følgende argumentere for 1) hvorfor en høj stemmeprocent aldrig bør være et mål i sig selv og derfor ikke bør være et gyldigt kriterium i vurderingen af et valgs succes, 2) hvorfor det ikke giver mening at tale om et prøvevalg, 3) hvorfor valgretsalderen ikke skal sænkes til 16 år, men fjernes og til sidst komme med 4) ideer til hvad der vil kunne erstatte valgretsalderens afskaffelse.

En høj stemmeprocent bør ikke være et mål i sig selv, da en sådan ikke er en indikation på demokratisk kvalitet, men blot demokratisk kvantitet. En valgdeltagelse på 100% siger intet om kvaliteten af de demokratiske institutioner og den politik der bliver ført, men noget om omfanget af hvor forankrede de demokratiske institutioner er i de stemmeberettedes bevidsthed og emnets vigtighed tolket af nævnte. Hvis der blev foretaget et valg i Nordkorea omkring holdningen til atomprøvesprængningsspørgsmålet, ville en høj valgdeltagelse m.a.o. ikke sige noget som helst omkring kvaliteten af demokratiet (f.eks. de liberale aspekter).

Det er en naiv forestilling, at demokratiske institutioners legitimitet opstår på baggrund af en stor folkelig opbakning. Tilfældet er derimod, at demokratiske institutioners legitimitet opstår, når dem der tager del i disse kender begrænsningerne for det at de demokratiske institutioner giver adgang til – nemlig den lovgivende magt. Demokratiet styrkes derfor, når dem at der tager del i det politiske gennem demokratiet og staten, har en fundamental forståelse for privatlivets ukrænkelighed, negative frihedsrettigheder og en sund skepsis over for troen på at staten kan alt med udgangspunkt i den lovgivende magtudøvelse.

Hvorfor skal man så have et prøvevalg til november? For at undersøge det fornuftige i at sænke valgretsalderen fra 18 til 16 år. Ved at afholde et prøvevalg får man følgende empiri der kan ligge til grund for vurderingen af prøvevalget: 1) hvor mange unge i aldersgruppen 16-18 år der har stemt og 2) hvad de har stemt. Hvad angår sidstnævnte kan der næppe herske nogen tvivl om, at en formodentlig stor valgsejr til Socialistisk Folkeparti næppe bør være et gyldigt argument for en sænkelse af valgretsalderen – uanset hvad ens politiske præferencer er.

Min spådom er, at hvis valgdeltagelsesprocenten viser sig at være lav blandt de unge, vil prøvevalget blive opfattet som en skuffelse og udtryk for, at unge under 18 år ikke skal have stemmeret. Dette er ærgerligt, da der ikke er noget der taler for, at dem der har stemt ikke har en fundamental forståelse for de demokratiske institutioner og en velovervejet idé om samfundets beskaffenhed. Derfor må en valgdeltagelsesprocent aldrig ligge til grund for vurderingen af et valgs succes eller manglen på samme.

Hvis tilfældet var, at valgdeltagelsen til næste Folketingsvalg kun var på 5%, ville dette principielt set ikke være et demokratisk problem, så længe at dem der har stemt har en forståelse for tidligere nævnte sunde skepsis og liberale værdier.

Valgretsalderen på 18 år er udtryk for en arbitrær demarkation mellem hvem der kan stemme og hvem der ikke kan, og denne kan kun begrundes i traditioner. Ligeledes vil en sænkelse af valgretsalderen til 16 år heller ikke kunne begrundes rationelt. Derfor vil jeg hverken argumentere for at valgretsalderen skal forblive 18 år eller sænkes eller hæves, men fjernes. Dette fordi jeg finder det nødvendigt, i weberianske termer, at gå fra en traditionel til en legal-rationel legitimitet.

Det skal være muligt for alle borgere i et samfund at deltage i de demokratiske institutioner, såfremt man vil tilegne sig en forståelse af disse og acceptere dets forudsætninger. Der er intet der taler for, at fordi man er fyldt 18, ved man hvad et demokrati er, hvad menneskerettigheder er osv., som historisk såvel som rationelt set er med til at styrke kvaliteten i de demokratiske institutioner.

Demokratiet i dag har udviklet sig til det rene rettighedstyranni og meningshysteri. Dette fordi man ser mere og mere bort fra de kvalitative aspekter i de demokratiske institutioner, og fokuserer mere på pøbelvældets legitimation og opbakning til den politik der bliver ført, frem for udgangspunktet for at føre politik med henblik på at løse kollektive handlingsproblemer. Man vil måske lige frem kunne finde nogen i dag, der ikke vil kunne forklare forskellen på stat og samfund, og ville kunne finde på at kræve, at staten skal gå ind og tage ansvar og løse problemer der i dets natur ikke bør eller skal løses af staten.

Men hvad skal så erstatte valgretsalderen? Stemmeretten bør selvfølgelig ikke være en rettighed man får stukket i hånden når blækket på dåbsattesten er tør, men samtidigt heller ikke noget man bare vokser sig til. Stemmeretten bør kunne erhverves på forskellige måder. Måder der har det til fælles, at de vidner om, at dem der har stemmeret har en viden omkring demokratiet, herunder f.eks. Montesquieus tredeling af magten etc. Der er mange metoder til at styrke den demokratiske viden, men pragmatiske forslag kunne være, at man skulle have gennemført samfundsfag på C-niveau, eller tage et kursus i det liberale demokrati, altså som en slags kørekort. Du kan ikke forestille dig at få kørekortet til almindelig bil (kategori B) tilsendt på din 18-års fødselsdag uden at have taget nogle køretimer, og ligeledes skal statens motor og magt ikke styres af og overlades til aktører valgt af folk uden den mest basale viden omkring dets funktion og begrænsninger.

Demokratiet bygger på nogle normative antagelser, og med dette kan man lige så godt acceptere, at en accept af disse må, bør og skal være udgangspunktet for den videre debat i hvad der så bør være offer for en demokratisk debat.

Betyder dette så, at dem der ikke vil tilegne sig en viden omkring staten, de demokratiske institutioner og dets forudsætninger og begrænsninger, ikke skal være en del af det politiske? Nej. Politik er ikke noget der kun finder sted på Christiansborg eller i Bruxelles/Strassbourg osv. Politik og politisk debat finder sted på mange niveauer i samfundet. Når man køber et produkt i supermarkedet, når man skriver under på en underskriftsindsamling, når man donerer penge til et projekt, når man skriver et læserbrev osv. osv. osv. Jeg plæderer blot for, at når givne politiske emner skal behandles i en folkevalgt forsamling i et repræsentativt demokrati, er det vel ikke for meget forlangt, at dem der behandler emnet, er valgt på baggrund af og igennem et kvalitativt stærkt demokrati.

Konklusionen må være, at rent teknisk vil en sænkelse af valgretsalderen kunne styrke det repræsentative demokrati og kvantiteten (hvis procentdelen af unge i alderen 16-18 år der stemmer er større end procentdelen fra 18+), men næppe det liberale demokrati. Det giver derfor ingen mening at debattere noget så ligegyldigt som en sænkelse af valgretsalderen. Hvad der derimod giver mening er en debat omkring hvilke adgangsgivende ressourcer til de demokratiske institutioner der vil kunne styrke det liberale demokrati.

Sygeforsikring ”danmark” og dårlige undskyldninger

Reklamer er på godt og ondt, om man vil det eller ej, en stor del af vores hverdag og kollektive referenceramme. De fylder gadebilledet, fjernsynet, (gratis)aviser, Internettet m.v. og influerer derigennem vores bevidsthed. Derfor giver det netop også god mening at forholde sig til reklamer og forsøge at eksplicitere de bagvedliggende logikker og motiver.

Et eksempel på dette vil jeg her bringe ved at tage udgangspunkt i reklamen for sygeforsikring ”danmark” ved navn ”På apoteket”, der er en del af reklamekampagnen ”Dårlige undskyldninger”, som bl.a. kører på landsdækkende TV. Dette vil ske ved at jeg vil 1) beskrive handlingsforløbet i reklamen, 2) analysere reklamens bagvedliggende logik og herefter 3) stille den op imod virkeligheden på sygeforsikring ”danmark”s præmisser. Det er min påstand, at reklamen og den virkelighed sygeforsikring ”danmark” repræsenterer, præsenterer og forholder sig til divergente menneskesyn. Jeg vil undlade her at tage stilling til private sygeforsikringers eksistensberettigelse m.v., men udelukkende forholde mig til det reklamekampagnen udtrykker, og sætte det op imod det produkt og foretagende reklamen promoverer.

Reklamen ”På apoteket” udspiller sig, som titlen indikerer, på et apotek, hvor en ung fyr skal købe et produkt, der, for folk som ikke er medlem af ”danmark, koster 800,-. Før kunden er prisen bekendt, beretter vedkommende, at han ikke er medlem. Da farmakonomen så beder om de 800 kroner, ser kunden sig nødsaget eller motiveret til at lyve om sit medlemskab af nævnte foretagende, og opgiver derfor kærestens CPR-nummer i et forsøg på at få det ønskede produkt med et af ”danmark” betalt tilskud. Reklamen slutter med en opfordring til at blive medlem af ”danmark” ved at droppe de dårlige undskyldninger for ikke at være med! Samme opfordring lyder i en anden reklame i kampagnen for sygeforsikring ”danmark”, der blot udspiller sig ved en zoneterapeut.

Det der i reklamen, som beskrevet ovenfor, er relevant at forholde sig til, er opfordringen til at droppe de dårlige undskyldninger for at melde sig ind i ”danmark”. En dårlig undskyld kan defineres som en ikke-tilfredsstillende årsag, som man anfører for sin handlemåde, men som ikke er den egentlige årsag. Hvilke årsager der i denne sammenhæng ikke er tilfredsstillende, er for den sags skyld irrelevant. Hvad vigtigt er, er ideen om, at man kan droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind, der tillægger de dårlige undskyldninger et ressourceprioriteringsperspektiv.

Den bagvedliggende logik i reklamen er dermed, at man som individ kan foretage et rationelt valg og træffe en ressourceprioritering og købe varen (forsikringen hos sygeforsikring ”danmark”). Her tillægges individet rationelle motiver og en kalkulerende bevidsthed. Et menneskesyn der inden for samfundsvidenskaben og specielt økonomien er repræsenteret via Rationel Choice. Med disse antagelser ser man dog også bort fra individets sygdomsforløb, medicinindtag, biologiske alder og så videre.

Det der nu bliver relevant, er, at stille dette menneskesyn over for det menneskesyn sygeforsikring ”danmark” forholder sig til jf. deres forudsætninger for at man kan købe deres produkt. Det første krav for at kunne blive medlem af sygeforsikring ”danmark” er, at dit ønske om indmeldelse i “danmark” er modtaget af et af “danmark”s kontorer, inden du er fyldt 60 år. Med andre ord er det en dårlig undskyldning at være fyldt 60 år. Det andet krav er, at du er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen ofte tilbagevendende sygdom eller af nogen legemssvaghed. Det er dermed en dårlig undskyldning ikke at være fuldstændig rask. Det tredje krav er, at du ikke forventer at få eller har haft noget forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder. Endnu en dårlig undskyldning: medicinindtag. Det fjerde krav er at du ikke har været i behandling hos fysioterapeut/kiropraktor eller andre behandlere inden for de seneste 12 måneder og det femte og sidste krav er, at du har fast bopæl i Danmark. Alt sammen dårlige undskyldninger hvis man tager udgangspunkt i den bagvedliggende logik i reklamen.

Dikotomien i det menneskesyn hhv. reklamen og afsenderen hver især repræsenterer, er i flere henseender symptomatisk for den dualisme der er i samfundet mellem på den ene side hvad angår de egenskaber og det ansvar vi tillægger hverandre, og den faktiske virkelighed på den anden side. Dette er primært tilfældet i politiske ideologier, der alle forsimpler den faktiske virkelighed for at legitimere status quo eller for at ændre status quo.

Individet er i al dets kompleksitet ikke mulig at reducere til en simpel rationel aktør afskåret fra sygdomme, biologi, social kontekst (samfundet) etc. der kun eksisterer på et bevidsthedsniveau, og dette er sygeforsikring ”danmark” fuldt bevidste om, hvilket ses på deres betingelser for forsikringerne. Samtidigt er de dog også klar over, at ved at lave en reklame hvor individet er reduceret til en aktør der blot skal træffe et valg mellem at blive medlem eller holde sig til dårlige undskyldninger, udviser de gode værdier og et fællesskab hvor alle er velkomne. Menneskesynet i reklamekampagnen styrker dermed foretagendets image udadtil, og menneskesynet, jf. betingelserne for at blive medlem, styrker ”danmark”s positive distance til bundlinjen.

Er det så rent hypotetisk muligt for alle danskere at droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind i sygeforsikring ”danmark”? Reklamen siger ja, realiteterne nej. Hvis reklamen derimod skulle udspringe af realiteterne, kunne reklamen have udspillet sig som følger: En pensionist går ind på apoteket og vil købe et produkt, og da farmakonomen spørger om pensionisten er medlem af ”danmark”, må svaret lyde: ”Nej, jeg er for gammel!” – efterfulgt af en speakerstemme der afslutter reklamen med noget a la: ”Meld dig ind i ”danmark”… hvis du er rask, ung og sund.”.

Vågn op, Jehovas Vidner!

For omkring et år siden flyttede jeg til Odense, og der gik ikke mange dage før det ringede på døren og et par velklædte gutter stod i døren med fandens værk (biblen) og en strålende energi for det projekt, de tror, er løsningen på alle problemer. Jeg har et åbent sind og føler selv at jeg er venlig af person, og derfor har jeg heller ikke konsekvent nægtet dem taletid ved min dør.
De kommer cirka en gang om måneden med et par knap så bevingede ord og månedens nummer af ”Vågn op!” og ”Vagttårnet”. Når de er her og jeg konverserer med dem, vælger jeg mine ord med omhu og pakker mine argumenter ind i vendinger der ikke direkte kritiserer deres gøren og laden, da de i så fald jo nok ikke vil kigge forbi en anden gang.

Vi snakker om alt lige fra meningen med livet og manglen på samme og alt hvad det indebærer til epistemologiske og ontologiske spørgsmål. Findes Gud – og har han i så fald haft en (fuck)finger med i spillet? Jeg kan godt lide at diskutere sådanne emner, og et par minutter hver måned kan jeg godt hive ud af kalenderen. I den tid der går får de to personer i hvert fald ikke lov til at hjernevaske andre.

Da de var her her den anden dag, satte jeg mig efterfølgende ind i sofaen og læste i de blade de denne måned havde overbragt mig. Normalt plejer det absurde og direkte grinagtige at være pakket meget godt ind, men jeg mener selv, at der i denne måned er en undtagelse hvor det er flagrant hvor manipulerende og hjernevaskende projektet er. 

I ”Vågn op!” (ja, bladets titel er lidt tragikomisk) er der et ”forbered dine svar”-skema som er delvist udfyldt, hvor man kan forberede sig på de svar som vil kunne besvare de spørgsmål ens klassekammerater nok vil spørge om på et eller andet tidspunkt (skemaet er dermed primært tiltænkt de yngre læsere). 

Hvis man ser bort fra at hele skemaet er til grin og skriger langt væk af manipulation etc., var der to ting jeg fandt direkte komiske. For det første er der under moral angivet spørgsmålet ”Hvordan ser du på homoseksualitet?”, hvortil jehovas vidne bør, skal, må og vil svare – mere eller mindre eksplicit: ”Jeg hader ikke homoseksuelle, men jeg kan ikke acceptere det de gør.”, og videre til spørgsmålet ”Er det ikke meget fordomsfuldt?” lyder svaret: ”Nej, for jeg er imod alle former for umoralitet – både homoseksualitet og andre former.”. Det er sjovt som man kan argumentere sådan. At man kreerer en etik eller et moralsk system der forkaster homoseksualitet og henviser til selvsamme moral når man skal argumentere for, hvorfor det er forkasteligt. Det er jo sådan set bare en fin måde at sige ”Jamen sådan er det formuleret af forkyndere af den abstrakte idé jeg tror på, og jeg kan ikke argumentere rationelt for det!”.

Længere nede i tabellen er der er et felt dedikeret til ”valgfrihed”. Spørgsmålet er: ”Jeg kender en som har den samme tro som dig, og han ville godt. Hvorfor vil du så ikke?”. Svaret er: ”Vi bliver undervist i hvad Gud ønsker af os, men vi bliver ikke hjernevasket! Vi må alle træffe vores egne valg.”. Jeg griner stadig.

Efter at have læst i bladet satte jeg mig for at læse lidt mere, hvorefter jeg klikkede mig ind på Jehovas Vidners officielle hjemmeside. Efter et par klik fandt jeg en artikel med titlen ”Hvad forkert er der ved at komme sammen i hemmelighed?” (http://www.watchtower.org/d/200706a/article_01.htm).

Artiklen stiller spørgsmålet om det er okay at komme sammen med en i hemmelighed (= uden forældrenes viden eller accept af forholdet), og hvis ikke svaret ligger latent i artiklens titel, gør den det i hvert fald i: ”HVORDAN ville du reagere hvis en du følte dig tiltrukket af, kom med sådan et forslag? Det vil nok overraske dig at høre at Jessica i første omgang faktisk gik med på Jeremys plan.”.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget til artiklen, men blot citere et par linjer der siger mere end alt hvad jeg nogensinde kan skrive om mine holdninger til JV.

”Du er selvfølgelig klar over at unge ifølge Bibelen skal adlyde deres forældre. (Efeserne 6:1) Og hvis dine forældre er imod at du har en kæreste, har de helt sikkert gode grunde til det. Er de for eksempel Jehovas Vidner, vil de sandsynligvis kun give dig lov til at komme sammen med en der også er et af Jehovas Vidner — og kun hvis I begge er parate til at overveje ægteskab.”

”Føromtalte Jessica ændrede syn på det at komme sammen med en i hemmelighed da hun hørte hvordan det var gået en anden kristen i samme situation. Jessica fortæller: „Da jeg hørte at hun havde slået op med fyren, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.“ Var det let for Jessica at slå op? Nej! „Han var den eneste dreng jeg nogen sinde rigtig havde kunnet lide,“ siger hun. „Jeg græd hver eneste dag i flere uger.“
Men der var noget som var vigtigere for Jessica — at hun elskede Jehova og virkelig ønskede at gøre det rigtige, også selvom hun havde været ude på et sidespor. Med tiden aftog smerten. Hun siger: „Nu er mit forhold til Jehova bedre end nogen sinde. Jeg er så taknemmelig for at han vejleder os på den helt rigtige måde og på det helt rigtige tidspunkt!“”

Jeg væmmes ved Jehovas Vidners menneskesyn, deres ureflekterede livssyn (og vi ved jo godt at det ureflekterede liv ikke er værd at leve, jf. Sokrates!) og manglende respekt for den almindelige sunde fornuft. Føj! Ja, det var hvad jeg havde i sinde at skrive. Jeg prøvede at gøre det lidt kortfattet her til sidst da jeg kan se at det efterhånden er ved at nå en længde der vil smide en god del Internet-læsere af efter de første par linjer. 

Fortsat god dag :-) – hvis du mangler et godt og gratis grin, så brug et par minutter på watchtower.org. F.eks. kan artiklen ”Hvad galt er der ved at have sex før man er gift?” nok også underholde en del.

Mediernes tragikomiske aprilsnarre

Det er ingen hemmelighed eller aprilsnar, at finanskrisen kradser. Det er dog første april, og finanskrise eller ej, er det helt legitimt at narre hinanden med henvisning til aprilsnartraditionen. Det er ikke kun individer der har ret til og mulighed for at narre hinanden på denne dag. Også i medierne er det en hundrede år gammel tradition på denne dag, at publicere en nyhed der ikke lever op til sandhedskriteriet, og det er, når alt kommer til alt, måske meget godt.

Traditioner er ikke absolutte størrelser, der forløber uden at kunne vise noget om den kontekst den er indlejret i, tværtimod. Se blot på juleaften, der om nogen tradition viser hvordan man udviser næstekærlighed i et konsumsamfund. Eller Arbejdernes internationale kampdag, der er gået fra at være proletariatets kamp for bedre arbejdsvilkår, til at være en halv fridag med kølige Tuborg-bajere i Fælledparken for den gennemsnitlige middelklassedansker, for hvem det største problem er den potentielle risiko for at skulle betale topskat.

Med andre ord følger traditionen som idé med tiden, men praktiseres i samtiden, og dette er i højeste grad også tilfældet med aprilsnartraditionen. For at eksemplificere dette kan vi spole tiden et lille år tilbage til dagene omkring 1. april 2008, der viser noget omkring mediernes arbejdsform og succeskriterier.

Mandag d. 31. marts 2008 kunne flere medier, heriblandt Politiken, Nyhedsavisen, EkstraBladet og 180grader, med sammenlagt få timers mellemrum rapportere om, at et nyt parti ved navn Islam Demokraterne var blevet stiftet. Fælles for disse nyheder var, at strukturen lignede opbygningen af pressemeddelelsen udsendt af Islam Demokraterne. Flere timer efter begyndte der at komme nyt i sagen. Her begyndte medierne langsomt at stille spørgsmålstegn ved det nye parti, blandt andet for-di, at partiet hverken havde hjemme på Christiansborg, som der stod på deres hjemmeside m.v. Ini-tiativtagerne til islamdemokraterne.dk stod senere på dagen frem og fortalte, at det blot var et mediestunt der havde til formål at vise dæmoniseringen af islam i medierne, men at siden først skulle have været lanceret 1. april.

I ovennævnte tilfælde blev aktualitetskriteriet dog vægtet højere end sandhedskriteriet, et kriterium som er fundamentalt for det journalistiske virke og arbejde. Ganske simpelt kritisk journalistisk arbejde, ville uden de store vanskeligheder kunne have falsificeret nyheden, men ønsket om at følge med den konstante nyhedsstrøm, gå i selvsving og at opnå en førsteplads på aktualitetspodiet, blev i den grad vægtet højere.

Den 1. april 2008 bragte Politiken og EkstraBladet aprilsnarren omhandlende, at Heidi fra X-factor røg ud af programmet som følge af en SMS-fejl i semifinalen. Politiken og EkstraBladet benyttede forskellige kilder. Frygten for ikke at kunne følge med nyhedsstrømmen gjorde at Fyens Stiftsti-dende, blev taget med smækbukserne nede (for at bruge deres egen terminologi). Få timer efter blev nyheden taget af nettet og en undskyldning blev lagt op med teksten: En fremragende historie, der nåede at få mange læsere. Desværre er den ikke helt sand. Eller rettere. Den er rystende forkert. Nærmest løgn fra ende til anden. Vi er blevet snydt, kære læser. Taget ved næsen. Trukket rundt i manegen. Kig på Deres kalender. Ja, der står 1. april.

Traditionen 1. april gav med andre ord rig mulighed for sidste år, at vise det afslappede forhold nogle journalister har til det at publicere journalistisk håndværk. Grundene til at det for nogle journalister er blevet et større succeskriterium at være først end at være korrekt, kan være mange, blandt andet at journalistikken i højere grad sker på markedsvilkår. Her tænkes der primært på, at medievirksomheder opkøbes af kapitalfonde, udenlandske investeringsselskaber og globale medieselskaber. Aktører for hvem den offentlige debat, positionen som den 4. statsmagt og de demokratiske forpligtelser tilsidesættes og prioriteres lavere end profitable foretagender og kommercielle hensigter. Et emne Troels Mylenberg behandler grundigt og med stor respekt for faget i bogen Det Store Scoop.

Vi er midt i en finanskrise, og nogle mediehuse har brugt de gode tider på underskudsinvesteringer i aviskrige, der ikke just skaber det bedste udgangspunkt for gode journalistiske produkter i en krisetid på kapitalmarkedet.

Man kan håbe at finanskrisen vil influere mediemarkedet positivt, og at aprilsnaren som tradition og idé kan være en reminder om at den kritiske journalistik udfordres 365 dage om året, men måske blot ekspliciteres én dag. Desværre kan man frygte, at medierne vil gribe til den lette løsning, herunder fyringsrunder og besparelser, der om noget ikke skaber overskud på troværdighedskontoen eller gavner den kritiske, undersøgende journalistik i dagens Danmark. Man må derfor rationelt og kritisk forholde sig kritisk til, om det på længere sigt kan være profitabelt at nedprioritere den kritiske journalistik, for medievirksomhederne såvel som for samfundet.

Når dette er sagt, så lad os for Guds skyld ikke male fanden på væggen. Størstedelen af journalisterne i Danmark har en fornuftig og faglig tilgang til det journalistiske arbejde og dets krav. Herfra skal der blot lyde en opfordring til, måske ikke altid at efterstræbe at få kagen først ud af ovnen, men bestræbe sig på at kunne præsentere en flottere kage senere. Ting tager tid og ressourcer, kritisk journalistik ingen undtagelse. God 1. april.

Den gode borger

Der er nævneværdige værdier som jeg værdsætter hos mig selv. Den af de værdier jeg dog sætter mest pris på, er min åbenhed over for andres værdier, holdninger og synspunkter. Dette ser jeg netop som værende et udgangspunkt og forudsætning for, at kunne have nogle værdier der respekterer og tolererer andre mennesker. Den franske forfatter og samfundskritiker Voltaire er blandt andet citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det

I dette ytringsfrihedsvenlige udsagn, mener jeg, at der ligger en grundlæggende respekt for andre, en åbenhed der ligestiller ens værdier og standpunkter med andres, samt åbner op for en saglig debat og en erkendelse af, at der ikke findes definitive værdier, som ikke tåler at blive objekt for en kritisk vurdering. Dette står i en diametral modsætning til et konservativt livssyn, hvor man finder værdier bevaringsværdige ene og alene fordi, at ”sådan har det jo altid været”.

Et konservativt livssyn skildres ganske formidabelt i TV-serien Matador, hvor den troende Mads Skjern er en streng far som går meget op i, at børnene klarer sig godt i skolen og er vel opdraget. Hans konservative livssyn kommer blandt andet til udtryk da hans søn gerne vil være designer, men hvor Mads Skjern nægter med begrundelsen, at det er et job for kvinder. Et tilsvarende konservativt livssyn er næsten utænkeligt i dagens Danmark anno 2008. Dermed ikke sagt, at forælderen ikke skal bruge sin autoritet til at opdrage barnet, tværtimod.

Den gode forælder, den gode borger, tager forældreansvaret til sig, og gør sit bedste for at opdrage barnet til, at kunne blive en del af samfundet og ikke mindst demokratiet. Det kan lige frem være et problem hvis forælderen ikke påtager sig ansvaret for opdragelsen af sit eget barn, og overlader dette til et af samfundets institutioner eller Cartoons Networks, blot fordi at forældrene skal kunne passe deres job så længe de overhovedet kan. Grundmoralen er, at ideen med at have nogle værdier ikke er blindt at repræsentere nogle værdier for værdiernes egen skyld, men fordi man ser en dybere mening i at have disse værdier.

Ud fra dette mener jeg at kunne konkludere, at de værdier jeg er stolt af et besidde og sætter højt, er værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed og demokratiske værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, ejendomsrettighed og så videre.

Det er altså for mig vigtigt at behandle andre som jeg selv vil behandles. Jeg tager så vidt muligt klart afstand til enhver brug af vold (det er vigtigt at gå ind og forholde sig kritisk til de værdier statens voldsmonopol bruges på at opretholde). Jeg går i det store hele ind for frihed under ansvar, og herunder ikke friheden til at køre 240 km/t, blandt andet på grund af den fare man udsætter andre for. Enhver handling man foretager sig som samfundsborger, bør ske med respekten for andre borgeres frihed og (rets)sikkerhed in mente.

Den gode borger er altså en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og netop, om muligt, engagerer sig i disse. Den gode borger er opdraget med en grundlæggende respekt for andre mennesker samt viden om hvordan man opnår indflydelse og bliver hørt i det demokratiske system. Som en god samfundsborger tager man del i den politiske debat, deltager i foreningsarbejde og i demokratiske valg. Den gode borger reducerer ikke sig selv til at være den gode forbruger hvor værdier købes på flaske, men accepterer, at forbrug ikke nødvendigvis er vejen frem til værdier og mening i tilværelsen.

Den gode borger har ikke nødvendigvis et ambitionsniveau om at være den bedste i skolen, men en lyst til at udnytte sit potentiale og opnå noget i tilværelsen, der giver mening, og skaber lykke for den enkelte. Den gode borger er altså et stærkt individ, men ikke egoist.

Fordi at man udelukkende scorer tolvtaller i skolen og ender med et højtlønnet job, er det ikke ensbetydende med, at man opnår at leve et liv man føler sig tilfreds med. Der er ingen tvivl om, at man er en god borger for staten, hvis man tager en længere videregående uddannelse og får en kandidat-uddannelse, men jeg mener nu engang, at en god borger er en borger, der kæmper for at opnå mest mulig lykke i sit liv, og det er uafhængigt af om ens passion er at tjene en million, stifte familie, blive pædagog eller lave mad. Hertil kommer så at det kun er en fordel for almenvellet, hvis man har overskuddet til at tage del i samfundet og være med til at gøre rammerne for andre borgeres selvrealisering bedre.

Den gode borger gør hvad han/hun kan for at opnå livskvalitet, ud fra de rammer tilværelsen har givet ham/hende, og arbejder for at gøre andres rammer for at opnå livskvalitet bedre. Det handler ganske enkelt om at udnytte det potentiale man besidder, eller som filosoffen John Engelbrecht har formuleret det:

”Gør din indsats. Brug din chance. Livet er et spil. Som beror på balance. Spil dine kort. Med kløgt og elegance. Så din livskvalitet vokser. Og øges i avance. Det fortælles, at en citron er en grapefrugt, der fik chancen – og tog den.”.

Den gode borger skaber altså selv mening i tilværelsen, men gør sig ej heller til smagsdommer for, hvad andre føler giver mening i livet, men arbejder aktivt for at skabe rammerne til, at ens medmennesker kan leve en tilværelse der giver mulighed for selvrealisering og selv blive en god borger.

Hvad enten man vil det eller ej, lever vi i en multikulturel og globaliseret verden, og der er da også uden tvivl forskellige værdier der vil støde på hinanden og mødes. Dette ser jeg dog kun som en positiv ting, netop at få anledning til at give egne og andres værdier modspil i et forsøg på at stræbe efter værdier der giver en mening i tilværelsen, og dermed gør en til en god borger.

Jeg må i den forbindelse også stille mig uforstående over for den overbevisning, at vi styrker egne værdier ved at håne andres. Dette kan lyde meget utopisk, men som udgangspunkt må man stræbe efter at der er plads til alle samt disses værdier. Er man for eksempel en god borger, hvis man ikke accepterer andres værdier og blot bruger egne værdier som en illusion til at stirre sig blind på? Det mener jeg ikke er tilfældet. Dette fordi at en værdi ikke blot handler om at stå inde for noget, men også om at distancere sig fra noget andet, men hvis man konsekvent nægter at tage stilling til, hvad man tager afstand fra, besidder man ikke en værdi jeg nødvendigvis finder bevaringsværdig.

Jeg er tilhænger af menneskets ret til at ytre sin holdning i det offentlige, fordi jeg ved, at alternativet historisk set har vist sig at føre til politisk ensretning og minoritetsforfølgelse.
Den gode borger for mig er altså, for at opsummere, en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og besidder en respekt for andre mennesker, samt de værdier der giver en substans og ikke hindrer andre i, at have deres værdier og stræbe efter mest mulig livskvalitet.

Det er jo ens egen skyld, ikk?

Hvor går grænsen for hvad journalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv og retten til at leve i fred?
Flere af læserne på denne blog (hvis der overhovedet er nogen) vil nok sige, at dette kommer an på hvilken relevans det har for samfundet og offentligheden. Hvis journalisten (eller plur.) med deres opmærksomed rettet på et andet menneskes privatliv er i stand til at afsløre magtmisbrug el.lign., vil de fleste nok sige, at dette er moralsk legitimt. Med andre ord er det okay at bryde spillets regler til en vis grænse (skrevne (juridiske) såvel som uskrevne), for at afsløre en der ikke følger samfundets regelsæt og normer.

Så er der jo også sladderjournalister der lever af at skrive om kendte menesker som har offentlighedens interesse. Dette kan være sangere, skuespillere, fodboldspillere, Vild med dans-deltagere, politikere m.v. Disse journalisters opgave er ganske banal, nemlig at tilfredsstille os læseres behov for at læse/høre om kendte menneskers private liv, de gode såvel som dårlige hændelser i deres liv. Kæresteri, bommerter, bryllupper og andre bevigenheder, holdninger etcetera.Nu er det jo sådan, at sladderjournalistik som regel ikke har nogen betydning for samfundet overhovedet (med mindre der selvfølgelig er tale om en guvernørs forbrug af luksusludere).

Hvor går grænsen så for hvad sladderjournalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv? Det kunne nu være relevant at gå ind og tage fat på Habermas og den borgerlige bevidstheds respekt for privatsfæren, men den debat vil med sikkerhed blive taget andetsteds og er taget så mange gange før i andre sammenhænge. Nej, ser du, grunden til at jeg skriver dette indlæg, er dette indlæg af Paula Larrain, der også er bragt i det nye nummer af fagbladet Journalisten. Her sammenligner hun sladderjournalister med våbenhandlere (et eksistensgrundlag der udelukkende bygger på penge, kynisme og andre folks ulykke/konflikter). Når man har sagt sladder må man også sige Se&Hør og Henrik Qvortrup, og disse bliver da også nævnt i Paulas artikel. Dette har (selvfølgelig) resulteret i, at Henrik Qvortrup nu tager sladderjournalistikken til forsvar og svarer igen på Paulas kritik. Eller gør han?

Henrik Qvortrup forsvarer sig med, at han ikke kan tage kritikken seriøst (»Jeg kunne måske have respekt for synspunktet, hvis Paula Larrain havde været tilbageholdende med at optræde i vores spalter«), fordi at hun ikke havde noget imod sladderpressens deltagelse i hendes privatliv da der var tale om gode hændelser, men at den først kommer når det er det dårlige der bliver skrevet – altså bagsiden af medaljen. M.a.o. må kritikken ikke komme fra medievante personer der på noget tidligere tidspunkt i livet har set igennem fingre med sladderbladenes engagement og deltage i ens privatliv. Du må ikke kritisere brugen af en pistol uafhængigt af hvad den før har været brugt til. Du vidste jo hvad den også kunne, og den har jo på sin vis også været grunden til at du står der hvor du står i dag.

Henrik Qvortrup argumenterer videre: »Jeg tror bare ikke, at de 900.000 læsere, der bladrer igennem Se & Hør hver uge, er enige i, at vi ikke gør nogen nytte. Jeg tror faktisk, at det gør mange mennesker temmelig glade«.Det er så korrekt, Henrik. Fordi at 900.000 mennesker finder det interessant og er villige til at betale for at se en en kendis topløs i sin baghave, kan den ene kendis da ikke mene det seriøst, når vedkommende kalder det for nytte- og respektløst. 900.000 menneskers finansiering af våbene legimiterer brugen af samme, så længe at kanonerne rammer noget der får os til at ville finansiere næste uges produktion.

Jeg har svært ved at se logikken i Henrik Qvortrups udtalelser. Dette kan måske skyldes min brug af våbenhandlermetaforen. Eller kan det?

Apropos Paula Larrain, så bidrager hun med en anbefalelsesværdig artikel i det politiske magasin RÆSON #2.

Jeg prøver lige een gang til

Jeg har gjort det før. Hoppet på den der nymoderne webtokommanulbølge og bare surfet derudad og fulgt stormens veje med meningsløse indlæg om alt om intet og intet om alt, bare for at konstatere, at der ikke er nogen der gider kommentere mine “latterligt langt-ude billige” indlæg.

Nu gør jeg dog endnu et forsøg. Ikke for at stræbe efter at få så mange besøgende og måske ligefrem kommenterende, aktive og engagerede brugere. Tværtimod. Jeg vil prøve at finde motivationen til at skrive ved at se på mine egne behov for sproglig udfoldelse. Lysten og behovet for at få nogle basale tanker ned på bogstavform.

Dette indlæg, eller i hvert fald dette lille afsnit af det første blogindlæg på denne blog, skal have funktion som en mindre disclaimer. Hvis der skulle ske det ubegribelige, at der rent faktisk kom en læser, der gik op i eventuelt kommende indlæg, og at der så ikke kommer flere indlæg før om f.eks. 143 år når jeg ligger på mit dødsleje, så har du hermed ikke ret til at klage over min inaktivitet i dette bloghelvede! Jeg skriver når det passer mig og når du lover at flashe på webcam mod blogskrivningsbetaling.

“I går var jeg ude endnu engang, men sent på natten var jeg ene og alene”

Velkommen.

DR må finde sig selv

Der er sket mangt og meget siden den 1. april 1925 hvor Statsradiofonien for første gang sendte lyd ud i æteren. Fjernsynet, Internettet og mobilapperaturer er blandt nogle af de nævneværdige nye teknologier og teknikker der har set dagens lys. Hertil er der også kommet et hav af nye globale medieaktører, der alle er begyndt at høste og så – også i Danmark.

Hvor står Danmarks Radio i alt dette, og har vi overhovedet brug for en medieinstitution som supplement til de markedsdrevne og seertalsafhængige medier? Jeg vil i denne klumme argumentere for, at DR kan og bør finde sin plads i medielandskabet – også på længere sigt. Dette skal bare ikke ske ud fra socialistiske ideer omkring national sammenhængskraft og skarp konkurrence til markedskonkurrerende medier.

I det store perspektiv er det en uoverskuelig og direkte urealistisk opgave at DR skal holde sammen på nationen. Fremtidens mediebrugere – unge – ser mindre og mindre TV (heriblandt DR) og bruger mere tid på andre platforme, specielt på Internettet hvor internationale aktører vinder frem (YouTube, Facebook, MySpace), og disse vil i de kommende år opruste til regulær krig om seere og brugere.

Det er naivt at tro på, at DR vil kunne konkurrere med disse profitmaksimeringsvirksomheder på seertal og økonomi, og nævnte parametre må derfor undgås at blive kriterier i bedømmelsen af kvaliteten og udbyttet af licenspengene. Men hvorfor? Hvis det ikke kan stå, skal det så ikke bare falde? Svaret er entydigt nej.

Dette nej bygger på en accept af de klassiske økonomiske teorier omhandlende efterspørgsel og udbud. Hvad det enkelte individ i samfundet efterspørger, vil markedet kunne gå ind og tilbyde. Dette er efterhånden et indiskutabelt faktum og et af de grundlæggende principper i det vestlige markedskapitalistiske konsumsamfund. Samtidigt har medierne også fået den klart definerede rolle i samfundet som værende den fjerde statsmagt. I accepten af teorien omkring udbud og efterspørgsel og medierne som den fjerde statsmagt, skal DRs eksistensgrundlag også findes. Uanset hvad seere og brugere efterspørger og hvad der er reklamekroner i., skal DR kunne levere og tilbyde dybdeborende journalistik uafhængigt af økonomiske interesser. Hvis vi ser på TV-branchen, er der flere analyser der viser, at markedet inden for reality-tv og letfordøjelige udsendelser vil vokse i løbet af de kommende år. TV2 har meldt ud at de i 2008 vil være klar med et nyt realityprogram, og vi kan med sikkerhed forvente andre programer der kan få den brede masses opmærksomhed, for det er jo der alle reklamekronerne ligger gemt. Ikke i kvalitets-tv som DR2 Udland, Deadline m.v. eller i radioprogrammer som P1 Orientering.

DR i dets nuværende form ligner et projekt der overlever på baggrund af noget der ligner mangel på ræsonnering. Så længe at DR kan konkurrere på seertal med programmer fra DR Drama og X-Factor (der i princippet lige så godt kunne sendes på en kommerciel kanal) går det hele jo nok, men hvad når byggeriet i Ørestaden vil kræve yderligere politisk økonomisk injektion? Til den tid kan vi i værste fald have et DR der i et desperat forsøg på overlevelse stræber efter at overleve på markedsvilkår og dermed har overflødiggjort sig selv. Det er m.a.o. pinligt dag efter dag at skulle opleve en firkantet og unuanceret debat der prøver at sidestille DR med kommercielle konkurrenter. DR må klart defineres som et enestående projekt, der skal, så vidt som muligt, stå uafhængigt af hvad massen og pengestærke seere efterspørger.

Konsekvensen af den totale udbud/efterspørgsel på mediemarkedet er tydelig. Samfundsdebatten bliver indskrænket til en vare den politiske elite er klar til at betale for, og den dosis politik den gennemsnitlige dansker vil blive udsat for, er en personificeret, medievenlig og letfordøjelig politisk dækning. DRs rolle i medielandskabet bør ikke være at tilbyde synet af danskere med sangtalent eller mangel på samme til aftenkaffen hver fredag, men at styrke samfundsdebatten ved at tilbyde programmer og services der kan ses af alle uafhængigt af social status og økonomisk indkomst.
Det forlyder, at tiden læger alle sår, men dette er nu ikke tilfældet med DR. Tværtimod. Hvis vi bare ser passivt til og lader DR eksistere og fungere som det gør nu, ud fra markedsøkonomiske præmisser, kan DR godt gå ud og investere i en kalender og lade deres dage være talte.

Fine stillingsbetegnelser er sgu forvirrende!

Her den anden dags snakkede jeg med en af mine veninder, der fortalte, at hun netop var blevet uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg spurgte ind til, om hun så skulle starte på arbejde på mandag, hvortil hun så svarede, at hun nu skulle læse videre til social- og sundhedsassistent.

Jeg blev nu meget i tvivl om hvad forskellen på de to uddannelser var, og spurgte derfor om, hvor hun så ville kunne få arbejde – f.eks. på Strandvænget, som hjemmehjælper eller noget helt tredje. Det viste sig så, at social- og sundhedshjælper er det samme som det man kender som at være hjemmehjælper. Det hun så skulle i gang med nu, var noget udvidet hvor hun så også skulle stå for doseringer af ting og sager m.v.

Men hvorfor siger man ikke bare hjemmehjælper? Er det ikke fint nok længere? Er det bare finere at sige social- og sundhedshjælper? Det tror jeg. Jeg har siddet og undersøgt det lidt. Det viser sig, at der ikke er nogen stillingsbetegnelse ved navn skraldemand længere. Der er derimod noget der hedder renovationschauffør.
Da jeg arbejdede i Super Brugsen Rudkøbing, havde jeg de arbejdsopgaver der gør, at man nok ville have kaldt mig flaskedreng, men ak nej, det hedder det sgu ikke! Jeg var nemlig noget så fint som servicemedarbejder.

Hvorfor ikke bare kalde de forskellige job hvad de altid har heddet? Det giver da på ingen måde nogen mening at skulle have så ih-åh fine, nærmest akademiske, stillingsbetegnelser til alle jobs. Det ender med, at selv skraldemændene bliver for fine til at røre ved affald.