Erik Gahner Larsen

Politiske ideologier og MSN-smileys

Man kan sige mangt og meget om det politiske landskab anno 2010, men at kalde det præget af de ideologiske debatter ville være lodret fejlagtigt. Vi lever i en pragmatisk tid med så mange spindoktorer, levebrødspolitikere og snak om ligestilling, madpakkeordninger og SMS-afstemninger i X-Factor, at politik grænser sig til at være dræbende kedeligt. Dette bunder ikke engang i ideologi, når at en Venstre-minister kan stå frem og forsvare noget så vederstyggeligt som en ansvarsfratagelse fra forældrene i forhold til deres børns middagsmad.

Men hvad gør man så når man keder sig? Man finder selvfølgelig på mærkværdige lege/udfordringer at underholde sig selv med i de sene nattetimer, når øjnene er blevet for trætte af at læse og hjernen har brug for lidt mere primitive beskæftigelser som dejlige amerikanske sit-coms og MSN-konversationer.

I aften fik jeg så den sære idé under en samtale med Khvilsted på MSN, at prøve at karakterisere forskellige politiske ideologier vha. standard smileys i MSN. Begge gik vi hver især i gang med vores smileyudvælgelse, og først da vi var helt færdige, foreviste vi resultatet for hinanden.

Her er mine smileydefinitioner af de politiske ideologier jeg kort fik droppet ud på MSN:


Jeg finder legen ret udfordrende, da smileys af gode grunde ikke sender politiske signaler, og det derfor udelukkende er de associationer man får med de politiske ideologier, der kan danne rammen for ens udvælgelse.

dette link kan I finde Khvilsteds udvalgte smileys. Vi har begge valgt den samme smiley for fascisme og kapitalisme. Jeg synes at vi begge rammer liberalismen godt på hver sin måde. Dertil synes jeg, at han rammer socialismen bedre end jeg (en vissen rose, altså – et fantastisk billede!). Omvendt synes jeg så, at jeg rammer konservatismen og anarkismen bedre.

Lad dette være en opfordring til at begynde lignende lege/udfordringer. Smid gerne en mail eller en kommentar med dine resultater. Game on.

Topskatten burde være en regressiv skat

Vi har i jantelovs-Danmark et ret interessant skattesystem. Kort fortalt er det indrettet således, at hvis du får succes, skal du straffes. Det er dermed ikke nok at marginalskatteprocenten er den samme for alle indkomstgrupper[1], for når man et bestemt indkomstniveau, har man åbenbart nået en grænse for hvad vi som samfund kan acceptere at nogen putter i lommen, og der er derfor brug for at vi kollektivt tvangsinddrager mere af vedkommendes indtægt end det at det resterende fællesskab har forpligtet sig til, givet de respektive indkomst- og skatteniveauer. I fagtermer kan dette bedst beskrives som en misundelsesskat.

Der har været mange grunde til at sænke topskatten. Et af de mest udbredte argumenter er ideen om de dynamiske effekter, hvor at en nedsættelse af topskatten og dermed skatten på den sidst tjente krone, vil føre at til at folk vil arbejde/konsumere mere (dette gælder også for dem der er på grænsen til at skulle betale topskat), og det derfor vil gavne samfundsøkonomien.

I universitetets kantine havde vi i dag en vidtrækkende[2] konversation, som gav mig den fantastiske idé, at topskatten bør være noget der er værd at efterstræbe. Topskatten bør ikke være en økonomisk straf til dem der rent faktisk formår at begå sig i samfundet og berige dette. Topskatten bør være et skulderklap til dem der formår at få succes i samfundet. Dem der arbejder hårdt og målrettet for at opnå noget i tilværelsen der styrker samfundet som helhed (dermed ikke sagt at samfundsøkonomien skal bruges til at legitimere tvangsbeskatning!).

Hvad betyder dette så? Hvordan skal topskatten være i praksis for at konvergere med ovenstående tanker omkring mit koncept bag topskatten? Svaret er ret simpelt: Topskatten skal være en indkomstskat der er mindre end den samlede indkomstskat som alle andre samfundsgrupper betaler. Det handler ganske enkelt om hvilke værdier vi som samfund gerne vil praktisere. Jeg vil gerne en dag kunne fortælle mine børn, at de lever i et samfund, hvor at de bliver belønnet for at yde det ekstra, og tværtimod ikke, som tilfældet er i dag, bliver straffet for at gøre det godt.

Konklusionen er derfor: Vi skal ikke have en flad skat. Det er for uambitiøst. En topskat der fungerer som en regressiv skat vil andet lige være det bedste signal man som samfund kan sende. Den behøves ikke være signifikant, men symbolsk er i min optik også tilstrækkeligt. Topskatten i dens nuværende form signalerer bare, at vi er en tabernation der ikke kan unde nogen en fortjeneste for succes.

—————-
[1] Ideen om at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
[2] Som et bevis på hvor vidt vi kom omkring, har min medblogger Khvilsted også brugt dagens samtale som tankemæssigt udgangspunkt for behandlingen af et lidt andet emne.

Der er akut brug for nødhjælp til fattige børn!

I langt størstedelen af de tilfælde hvor ovenstående overskrift e.l. bruges, er det med reference til personer på andre breddegrader end vores og deres behov for akut hjælp. Dele af verden der mangler rent drikkevand, tag over hovedet m.v. I de mindre udbredte tilfælde bruges overskriften med reference til de børn, der ikke har råd til at gå til fodbold, som dette blogindlæg vil omhandle.

I 18.30-udgaven af TV-Avisen på DR1 i aften var der et indslag lige netop med brug af sidstnævnte forståelse af begrebet nødhjælp. Jeg vil i det følgende fokusere på to aspekter: 1) indslaget i TV-Avisen og den politiske bias og 2) brugen af betegnelsen nødhjælp, der blot forringer den alvor som begrebet normalt dækker over.

Først, selve indslaget. Indslaget tager udgangspunkt i nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at flere børn lever i fattigdom. Vi er til post-børnefødselsdag hos Heidi Astrup, hvor at hendes og datterens situation skildres. Jeg vil mene, mere eller mindre provokerende, at familien Astrup ikke kandiderer til betegnelsen fattig, men det er jo så bare min forståelse af fattigdom. Dette har Econstudentlog blandt andet kigget nærmere på i et ganske fornuftigt indlæg.

Der er dog ingen grund til bekymring, da hjælpen er lige om hjørnet. For her introduceres Özlem Cekic og SFs nye politiske udspil, der agerer Robin Hood, julemand og den perfekte omfordeler med en guddommelig indsigt i hvordan mine penge gør bedst nytte. Indslaget kører og Özlem taler om hvor synd det er for børn der ikke har råd til at gå til fodbold eller at få en ny brugt cykel. Nuvel, det er da meget sympatisk – og selvfølgelig også dybt politisk. Det er trods alt et politisk udspil. Jeg venter selvfølgelig på, at den politiske objektivitetsbalance harmoniseres, ved at en borgerlig politiker eller anden meningsdanner, der kan stille sig kritisk over for udspillet, introduceres, hvilket dog til min store forbitrelse aldrig sker.

Det er djævelsk dårlig journalistik ikke at undersøge andre standpunkter end det ene om den forsørgende maksimalstat. Det kan ikke være rigtigt, at der er så bred politisk enighed omkring dette forslag, at det ikke er muligt at opspore et kontrapunkt. De Konservative og Liberal Alliance kunne være gode bud på steder der ville være fornuftige at spørge omkring SFs politiske udspil. Jeg tvivler i hvert fald på, at forslaget blot er fryd og gammen i alles optik. Objektiv journalistik findes ikke, men det ændrer ikke på det faktum, at det er muligt at tilstræbe sig objektivitet.

I netartiklen på dr.dk omkring det politiske udspil fra SF er der samme problematik, hvor at regeringen kun nævnes ifm. at de tidligere har meldt ud, at fattigdom skal måles på en lang række andre parametre udover det ene, altså familiens budgetrestriktion. Ingen borgerlig politiker får mulighed for at svare på kritikken der rettes af Özlem Cekic mod regeringen.

Selve det politiske udspil omkring en nødhjælpspakke til fattige børn, bryder jeg mig ikke om på et begrebsmæssigt niveau. For absurditetens givende grunde tager vi lige definitionen af nødhjælp fra Politikens Nudansk Ordbog:

nødhjælp sb. -en
o akut hjælp til nødstedte personer ved ulykker, under krig, ved naturkatastrofer o.l., fx i form af bjærgningshjælp el. uddeling af madvarer og medicin

Det kan godt være at der er fattige børn i Danmark (det ville være mærkeligt andet), men at mene helt seriøst, at denne fattigdom kan betegnes som udtryk for noget der skriger efter nødhjælp, er udtryk for manglende evne til at sætte tingene i proportioner. Jeg vil ikke forholde mig til det politiske indhold i ”nødhjælpspakken”, men hvis en sådan pakke indeholder andet end rent drikkevand og tæpper, er det ikke nødhjælp.

Find på et bedre navn der stemmer overens med realiteterne, i stedet for at gøre det til et spørgsmål om liv eller død at have muligheden for kunne gå til fodbold eller ej. Jeg ville i hvert fald gerne høre rigtigt nødlidende børns reaktion på Özlem Cekics bizarre begrebsvoldtægt. For hun kan vel helt seriøst ikke mene, at det giver mening at sammenligne børns situation i Danmark og Afrika med samme begreb.

Citater fra Le Mythe de Sisyphe af Albert Camus

Camus, Albert (1942). Le Mythe de Sisyphe. Librairie Gallimard. (Da. udg.: Sisyfos-Myten. København: Nordisk Forlag A.S.).

“Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række” (Camus 1942: 11)

Om hvordan at tanken er forudsætningen for at nå til det absurde:
“Så længe tanken tier og står stille i sine forhåbningers ubevægelige verden, vil alt spejle og indordne sig i den enhed, som er skabt af den higen. Men så snart tanken rører på sig, revner verden og styrter sammen” (Camus 1942: 25)

Om fornuftens rejse ud i det ukendte og forsøg på at give mening til fænomener:
“På dette stadium af sin stræben står mennesket over for det irrationelle. Det føler en længsel efter lykke og klarhed. Det absurde opstår af mødet mellem menneskets kaldende råb og universets meningsløse tavshed” (Camus 1942: 33ff).

Problemet ved mange eksistentielle filosoffer:
“De eksistentielle filosoffers irrationalisme opstår, når fornuften løber sur og redder sig ved at fornægte sig selv. Absurditeten er den klarsynede fornuft, som erkender sine grænser” (Camus 1942: 53).

Om doktriner der er i stand til at forklare alt i tilværelsen:
“Beskærer man virkeligheden, hvis umenneskelighed skaber menneskets storhed, gør man samtidig mennesket fattigere. Det er derfor de doktriner, som forklarer alt i tilværelsen, virker svækkende på mig. De fratager mig mit livs byrde, som jeg dog bør bære selv” (Camus 1942: 59).

Om hvorvidt det enkelte menneske kan være frit i forhold til sine omgivelser:
“Hvor langt man end forsøger at holde sig fra alle moralske og sociale fordomme, ligger man alligevel delvis under for dem og indretter sit liv efter de bedste af dem (der gives gode og dårlige fordomme). Det absurde menneske indser derfor, at han i virkeligheden ikke har været fri” (Camus 1942: 61).

Om mennesket og evnen til at skabe:
“I dette univers er skaberakten den eneste chance for at fastholde sin bevidsthed og registrere alle dens erfaringer. At skabe er at leve to gange” (Camus 1942: 92).

Om Sisyfos:
“Sisyfos er, som man ser, den absurde helt. Han er det både i sine lidenskaber og i sin tugtelse. Det var hans foragt for guderne, hans had til døden og hans passion for livet, der bragte den frygtelige straf over hans hoved at måtte sætte hele sin kraft ind på intet at udrette. Det er den pris, som må betales for denne verdens glæder” (Camus 1942: 114).

Om bevidstheden af arbejdets absurditet:
“Når denne myte er tragisk, beror det på, at dens helt er bevidst. Hvad ville der blive af hans lidelse, hvis han for hvert skridt blev båret frem af håbet om, at opgaven kunne lykkes? Vore dages arbejdere beskæftiger sig hver dag med det samme arbejde, og deres skæbne er ikke mindre absurd. Men den er kun tragisk i de sjældne øjeblikke, hvor den bliver bevidst. Sisyfos er gudernes proletar, en afmægtig oprører, men han kender sin ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: det er den, han tænker på, medens han er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som skulle være hans straf, bliver samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt” (Camus 1942: 115).

Og lykken i forhold til det absurde:
“Lykken og absurditeten er børn af samme jord. De er uadskillelige. Men det betyder ikke, at lykken nødvendigvis opstår af den absurde erkendelse. Man kunne lige så godt sige, at absurditetsfølelsen fødes af lykken” (Camus 1942: 116).

Om at det absurde liv ikke står i vejen for at leve lykkeligt:
”Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand” (Camus 1942: 117)

Fokus væk fra Dansk Folkeparti

I dag har et nyt politisk parti set dagens lys og Folketingets mørke. Partiet hedder Fokus og stifteren er det nuværende folketingsmedlem og forhenværende Dansk Folkeparti-medlem, Christian H. Hansen.

Peter Mogensen siger helt korrekt, at det nye parti er glemt i morgen, og at der måske ligefrem er for mange partier repræsenteret i Folketinget qua den policy de respektive partier repræsenterer. Clement Kjersgaard har tidligere argumenteret for, at man i fremtiden vil se et politisk system i Danmark der fungerer som et topartisystem.

Jeg har ikke fundet én politisk kommentator eller anden person med nogen form for kyndighed der spår partiet gode chancer for at blive valgt ind i Folketinget. Jeg har derfor spurgt mig selv, om Christian H. Hansen ikke er fornuftig nok til at se det helt tilnærmelsesvist umulige i hans ønske om, at få et parti valgt ind i Folketinget ved næste folketingsvalg. Jeg vil i dette blogindlæg lege med ideen om, at Christian H. Hansens foretrukne præference IKKE er at få partiet Fokus over spærregrænsen ved næste folketingsvalg.

Hvorfor laver man så et parti, hvis man selv kender til usandsynligheden for at blive valgt ind? Jeg ser to grunde, hvoraf disse er at 1)brande ham selv på en række policy-områder og 2) distancere sig selv fra Dansk Folkeparti.

Hvad angår det første, kan man på partiets hjemmeside på forsiden se at ”Vi viser vejen” til sundhed, dyrevelfærd, miljø, økologi, retspolitik, kultur, psykiatri, social, uddannelse, familien, forsvar og ældre. Bemærk at dyrevelfærd og psykiatri er nævnt. Ikke det der fylder mest i dagens medielandskab. Christian H. Hansen vil dermed gerne brande sig selv på en række policy-områder, hvor han ser at han kan have en fremtid som ordfører eller andet i et af de større veletablerede partier.

Når vi kigger på pkt 2., altså ønsket om at distancere sig fra Dansk Folkeparti, er det igen relevant se på ovenstående policy-dropping fra Fokus’ hjemmeside, men ikke i relation til de policies der er repræsenteret, men derimod fraværet af ét policy-område: indvandring/integration. Og her må man i sandhed sige at partiet (= Christian H. Hansen) distancerer sig fra Dansk Folkeparti, hvor at han ligefrem varsler et borgerligt nybrud i dansk integrationspolitik. Vi har med andre ord her at gøre med en Christian H. Hansen, der forsøger at blive stueren.

Jeg tror dermed ikke at Christian H. Hansen forventer at hans lille parti eksisterer om 10 år. Jeg tror at han ser partiet som et værktøj til at promovere og brande sig selv, som en leder og politiker med visioner. Kunne han ikke bare rende direkte over til Venstre eller de Konservative uden denne partistiftelse? Jo, uden tvivl, men ved at tage en omvej som partileder vil han helt klart stå bedre stillet når der uddeles ordførerposter m.v. i et af de etablerede partier.

Dette er selvfølgelig blot mine små gætterier omkring Christian H. Hansens motiver. Mit gæt vil være, at han er i et af de etablerede partier, hvis ikke allerede inden næste folketingsvalg, så kort efter.

Mennesket bør ikke have frihed til at vælge…

… for Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti er liderlig efter at vælge for os.

Regler og love har et adfærdsregulerende formål. Havde vi ingen regler og love hængende over hovedet på os fra i morgen af, ville denne dag højst sandsynlig forløbe radikalt anderledes end i dag. Ofte har vi klare incitamenter til at bakke op om en række love. Dette fordi at de sikrer en helt fundamental sikkerhed og tryghed. Jeg har en klar interesse i, at bilisterne skal holde sig inden for hastighedsbegrænsningerne, da det giver mig en tryghed i forhold til for eksempel en ganske almindelig cykeltur ud til universitetet.

Her til aften var der i Go’ Aften Danmark en debat omkring tatoveringer og nødvendigheden af en lov og omkring hvorvidt det bør være tilladt eller ej at blive tatoveret i ansigtet, nakken og på hænderne. Noget der på nuværende tidspunkt er ulovligt, men alligevel praktiseres. Debatten stod mellem skønhederne Anne Lindfjeld og Charlotte Nielsen på den ene side, og på den anden side negationen Marlene Harpsøe, fra Danske Folkeparti.

Anne Lindfjeld argumenterede ganske liberalt og fornuftigt for hendes egen ret til at bestemme over hvordan hun vil se ud, hvilke udtryksformer hun vil bruge, og ja – retten til at være herre over egen krops udseende og tage konsekvenserne deraf. Marlene Harpsøe, der aldrig vil blive flot med tatoveringer (eller uden for den sags skyld!), argumenterede for at tatoveringer ikke bør være tilladte på meget synlige steder, fordi at nogen der bliver tatoveret fortryder dette. Jeg finder hendes argumentation latterlig, respektløs og ret normal for en politiker.

Det synes efterhånden at være reglen nærmere end undtagelsen når politikere er i medierne, at mennesker er størrelser der for alt i verden ikke kan tage vare over sit eget liv og legeme. Vi skal reguleres. Vi skal ikke kunne vælge mellem forskellige valg, men blot trave ud ad velfærdsstaten landevej – tegnet, italesat og asfalteret af magtliderlige politikere. Nuvel, der vil altid være nogen der fortryder de valg de træffer her i livet, af den ene eller anden grund. Dette er et livsvilkår. Hvorfor skal alle være underlagt et forbud om at blive tatoveret hvor de vil, bare fordi at det viser sig, at nogen fortryder deres tatovering(er) senere i livet?

Der er også mange der fortryder at have drukket alkohol, taget stoffer, været piercet, været gift og så videre. Der er ganske enkelt ikke noget at gøre ved det. Hvis ikke folk tager sig friheden til at opsøge information om konsekvenserne af det valg de træffer, ja, så er der ikke andet for end at tage konsekvensen. Lad os for absurditetens skyld tage et ekstremt teoretisk eksempel. Fordi at en ikke nærmere defineret gruppe mennesker fortryder at have fået børn, forbydes jeg politisk at indgå i nogen form for seksuel omgang med andre med henblik på befrugtning, fordi jeg kan risikere på et senere tidspunkt at fortryde mit valg i nuet. Der er forskel på at få et barn og en tatovering, men ikke en forskel der gør Marlene Harpsøes argumentation mere logisk og loven mere legitim.

Vi bør ikke kunne vælge, for tænk nu hvis vi fortryder det. Marlene Harpsøe vil gerne vælge for os, og ved at overlade vores frihed til hende, kan hun jo vælge, og så kan vi jo ikke fortryde. Man kan så selvfølgelig kun angre, at man har levet et liv, hvor at de valg vi skal træffe, bliver truffet af andre.

BOG: American Psycho (1991)

Dette indlæg blev først publiceret på Kulturkanonen.

An undisputed masterpiece.

Er du træt af skildringer der tangerer til det rørstrømske? Er du træt af en konstant brug af metaforer? I så fald er American Psycho et litterært værk der ikke vil (eller kan!) skuffe dig. I American Psycho finder du netop ingen poetiske fremstillinger, tværtimod. For hovedpersonen Patrick Bateman er der overfladen. Dette kommer primært til udtryk i hans indstilling til livet og hans livsstil. En livsstil med dyre plejeprodukter, Armani-jakkesæt og Ray-Ban-solbriller, regelmæssig frekventering på de finere lokaliteter i New York – når den selvfølgelig ikke står på meningsløs ultravold i hans eksklusive penthouselejlighed.

Bogen er skrevet af Bret Easton Ellis, der selv ser bogen som en rigtig sjov bog. Dette ændrer dog ikke på, at vi her har at gøre med et kulturprodukt, der ikke vil falde i lige god smag hos alle. Dette fordi, at vi ikke blot følger Batemans liv præget af rutinen – det narcissistiske morgenritual, The Patty Winters Show, den daglige work-out, det ikke-udfordrende arbejde, popmusikken i walkmanen og café-, restaurant- og clubbesøg. For vi følger selvfølgelig også de sadomasochistiske fantasier der i løbet af det narrative forløb bliver mere og mere vulgære og eksperimenterende. Jeg vil ikke røbe for meget, men jeg kan blot sige så meget som, at hvis du ikke kan lide rotter, vil du nok heller ikke kunne lide Patrick Batemans brug af samme, der giver betegnelsen dyresex en helt ny betydning.

Bogen skildrer en tid og et miljø hvor de materielle værdier var den eneste målestok for succes. Bret Easton Ellis var selv en del af yuppiemiljøet da han flyttede til New York, og efter at have været dette i et stykke tid, var ideen til hovedpersonens personlighed klar:

“So after two exhausting weeks of hanging out with these people I understood that my narrator would be a serial killer. I don’t know where I made the connection, it just seemed logical that one of these guys would be driven so nuts by how status-obsessed everyone is that it would incite him into becoming a murderer.”
– Bret Easton Ellis

Måske har du allerede set filmatiseringen, og dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det kan være umådeligt svært at sammenligne en bog med en film og vice versa, og American Psycho er ingen undtagelse. Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at bogen dog er way better end filmen i dets beskrivelser af ikke alene volden, men også af Patrick Batemans liv og tanker. Når dette er sagt, skal Christian Bales skuespillerspræstation i rollen som Patrick Bateman roses på et sådan plan, at filmen er værd at se alene på baggrund af denne.

American Psycho er en bog Gud og hver mand bør læse. På en skala fra 1 til 10, hvor at 11 er kliché, har vi at gøre med en klar 10’er!

Velfærdsstaten og om at vælge det gode

Jeg har det svært med begreber som det gode og det onde. Hvad der opfattes som godt for nogen opfattes som ondt for andre. Jeg er sikker på at en minoritet i Tyskland under nazistpartiets ledelse ikke var helt tilfredse med magthaverens definition af det gode, og ligeledes var der nok en majoritet i apartheidstyret i Sydafrika, der ikke var helt tilfredse med magthavernes definition af det gode. Det er samtidigt heller ikke noget nyt at diskutere det gode og det onde. Spørgsmålet om det gode og det onde har været en del af den politiske tænkning i årtusinder. Helt tilbage til antikkens politiske filosofi finder vi overvejelserne omkring polis, med henblik på at skabe det gode liv for borgerne. Religionen er også et typisk eksempel på noget der forholder sig til det gode og det onde, og guider autoritetsrygklapperen til det gode liv på dydens smalle sti.

Overordnet set er det ikke bare en evig kamp om hvad der skal defineres som det gode og det onde. Der rejser sig også en række andre problemer. Er det f.eks. acceptabelt at gøre noget ondt, hvis dette på sigt vil føre til mere af det gode (jf. utilitarismen)? Er det OK i det godes navn at krænke ejendomsretten? Eller er der en sindelagsetik der vejer tungest, og dermed ser bort fra en hvilken som helst mulighed for bevidst at gøre noget ondt? Hvad jeg i dette blogindlæg vil bruger et par bogstaver på, er velfærdsstaten og hvordan jeg ser forholdet mellem denne og ideen om det gode.

I en velfærdsstat er der en klar sammenhæng mellem det gode og det økonomisk bedste. Det godes kunst er reduceret til at finde det rette beskatningsgrundlag, altså et simpelt forhold mellem skatteprocenter og skatteindtægter jf. Laffer-kurven, og på denne baggrund lave en så lige fordeling som overhovedet muligt. Det onde, og dem der praktiserer det onde, er det/dem der ser bort fra det økonomiske lighedstyranni og ønsket om ikke at give de økonomiske strukturer en så overordentlig vigtig position i forhold til samfundslivet og statens Big Brother-søgende karakter i forholdet mellem stat og klient.

Sat på spidsen bygger en velfærdsstat på en basis-overbygnings inspireret antagelse om, at det er økonomien der determinerer de etiske vilkår, kulturelle, filosofiske, samfundet som helhed osv. Bare vi kan give bistandsklienten og de andre fattige en net sum penge, bliver deres position bedre. Dette er jeg langt fra enig i. Tværtimod risikerer vi, at når velfærdsstaten reducerer samfundets opgave til at foretage en autoritativ fordeling af økonomiske ressourcer, mister vi de etiske såvel som moralske forpligtelser for hverandre, ideen om samfundet som mere end et sted hvor finansloven skrives. Det er med andre ord ikke velfærdsstatens fortjeneste, når vi er i stand til at diskutere de værdimæssige spørgsmål og træffe moralske valg der for det enkelte individ bygger på overvejelser mellem det gode og det onde.

Hvad er så det gode i en velfærdsstat? Er det at betale skat pr. definition at gøre noget godt? Nej. Det er ikke at gøre noget godt, før man står med i en valgsituation, hvor man kan fravælge et potentielt onde. Velfærdsstaten reducerer dermed de valgmuligheder det enkelte individ stilles over for, mellem at træffe det gode eller det onde, jf. de definitioner det enkelte individ nu engang opererer med. Er det at donere 100,- til Haitis ofre noget godt? Ja, eller hvis man ser dette som noget godt er det, for man står med et personligt valg, hvor man kan gøre det eller undlade. Det er her vores moralske overvejelser spiller ind.

Når en mand falder ned fra et højhus, gør han ikke det onde ved at følge tyngdekraften. Han står ikke over for et potentielt valg. Hvis han kunne vælge at flyve eller falde, ville der ligge et valg, og dermed kunne han gøre det gode eller onde. Når en mand går på arbejde, gør han ikke det gode ved at lade staten trække den lovpligtige procentsats af hans indkomst.

Problemet bliver dermed ikke at definere det gode og det onde (hvilket i disse postmoderne tider nok bliver svært), men derimod at tvinge den enkelte borger til at tage et ansvar og træffe nogle valg. Velfærdsstaten reducerer antallet af valg vi som borgere skal træffe, og fjerner dermed også en del af det individuelle ansvar, og dermed retten til eget liv.

Overordnet er det også et problem i forhold til det positive frihedsbegreb. Et statsligt organ filtrerer de ”onde” valgmuligheder fra (bemærk: det onde ud fra en pro velfærdsstatsterminologi), og sørger for en økonomisk omfordeling. Ideen om at det gode står tilbage når man fjerner det onde, er naiv. Vi står tilbage med et teknokratisk system blottet for moralske overvejelser, og individet er neutralt i forholdet til moral – om det er forpligtet til at tage et medansvar over for sine medmennesker eller ej, da det jo netop ikke har muligheden for at fravælge det onde.

Det principielle spørgsmål jeg på baggrund af ovenstående (ja, undskyld) lidt rodede tanker er: Hvor går grænsen for hvilke valg fællesskabet skal træffe i forhold til det enkelte individ, og dermed fjerne dennes ansvar og valgsituationer hvor potentialet for at træffe moralske valg ligger?

Som fængselspræsten så korrekt protesterer i A Clockwork Orange, vil jeg ligeledes afslutte dette blogindlæg: Goodness is something to be chosen. When a man cannot choose he ceases to be a man.

I hvilket omfang handler politik om associationer?

Der skal næppe herske nogen tvivl om, at mennesket ikke er et fuldkomment rationelt kalkulerende individ. Vi er, om vi vil det eller ej, ikke maskiner udelukkende med profit for øje. Vi er også, med mindre vi lider af bestemte psykiske lidelser, bundet til moral, følelser, normer og meget andet der på overfladen kan virke irrationelt, hvis pengepungen bruges som rationalitetskriterium. Dette kan også være følelser vi ikke er os selv bevidste, f.eks. psykoanalysens ubevidste.

Betyder dette at vi som individer i et fællesskab, ikke besidder nogen form for rationalitet og evne til at føre en kritisk debat omkring samfundets værdier og den politiske praksis med oplysningstidens ideer som forbillede? Åbenbart. 

Jeg læste ved et tilfælde en analyse under titlen ”Vælgernes følelser styrer partivalg”, der synes at hævde, at det er de associationer vi får i forbindelse med de pågældende partier, der afgør, hvor man sætter sit kryds. Det forekommer mig dog direkte idiotisk at reducere de teoretiske antagelser omkring vælgeren til at være en associationsstyret aktør. Et individ der dermed ikke kan tænke ud over sin egen eksistens i en større sammenhæng og reflektere rationelt over hvilket parti der vil være bedst at stemme på. Et eller andet sted fristes jeg til at kalde det en falliterklæring i et civilisationsperspektiv.

Nuvel, jeg har måske bare ikke den faglige ballast og fornødne viden til at have en tiltro til sådanne antagelser. Hvorom alting er fristes jeg dog så til at kritisere undersøgelsen som analysen refererer til. Først og fremmest skal der siges, at jeg udelukkende bygger min kritik på baggrund af analysen på politiken.dk, og derfor ikke kan sige om nedenstående behandles yderligere andetsteds. Dette er dog også lidt svært, for umiddelbart gør analysen brug af en forkert figur der viser “Forsidehistorier i uge 46, 2008”, som ingen relevans har for den pågældende undersøgelse. 

Som Sigge Winther Nielsen selv nævner, er undersøgelsen ikke direkte repræsentativ, så der er vist ingen yderligere grund til at gå mere i dybden med dette. Uanset hvad ens stikprøve viser, synes jeg det er lidt sløvt at prøve at argumentere for, at det fortæller noget om populationen, til trods for den manglende repræsentativitet. Så må man sgu lave en repræsentativ undersøgelse hvis man ønsker at sige noget om populationen (vælgerne). Er de 176 respondenter så fra forskellige uddannelser eller ej? Jeg vil i hvert fald vove den påstand, at der er en fundamental forskel på om man spørger folk på filosofiuddannelsen, eller dem der læser økonomi. Og om et n=176 er stort nok i forhold til den valgte population, er også diskutabelt.

Undersøgelsen synes desuden at bygge på den præmis, at ”midterpartiernes klumpspil” fører til, at følelserne afgør hvor vælgerne sætter deres kryds. Dette ændrer dog ikke på, at Danmark ikke har et topartisystem, og at der er flere partier, hvoraf et par af dem i hvert fald ikke er midterpartier. Hvorfor er der ikke grund til at antage, at hvis vælgeren ikke kan se nogen rationel grund til at stemme på et parti, vil man blot stemme på et parti der er mere vestre- eller højreorienteret, afhængigt af ens politiske observans, hvor policy differensen er rationelt til stede i forhold til midterpartierne. 

”Flere analyser har vist, at vælgerne klandrer regeringen på vigtige områder som bandekriminalitet, klima og økonomisk krise. Alligevel straffer vælgerne ikke V og K. Og dette rodede talbillede af den danske opinion gør os ikke klogere på vælgernes dom. Man må altså grave et lag dybere.”

Er dette netop ikke udtryk for, at associationer ikke forklarer alt? Hvis de associationer vælgerne har af partiet Venstre, altså som et parti uden styr på bandekriminaliteten, klimaet og den økonomiske krise, burde dette så netop ikke komme til udtryk i en associationsundersøgelse? Hvis vælgerne ikke straffer V og K, er det vel netop udtryk for den rationelle vælger, der til trods for de aktuelle emner i samfundsdebatten, stadigvæk finder det (økonomisk?) rationelt at sætte sit kryds ved et af de nævnte partier – i forhold til f.eks. et oppositionsparti. 

Selvfølgelig er vælgeren ikke udelukkende hundrede procent rationel i sit partivalg, men pas nu på ikke at grave så dybt efter forklaringer, at virkelighedens muld til sidst er ude af syne.