Erik Gahner Larsen

DR er en tvungen buffet

Hvis DR var en middag, ville det uden tvivl være en tvungen buffet. Tvungen i den forstand, at man skulle betale for den hver dag, uafhængigt af om man kunne lide det eller ej. Uanset hvor mange restauranter, cafeer, fastfoodkæder og andre spisesteder der blomstrede op som resultatet af frie menneskers skabertrang, skulle vi betale for en temmelig gammeldags buffet på en i forvejen alt for dyr restaurant.

Dem der godt kunne lide at spise på DR-restauranten og synes at det var godt at andre blev tvunget til at betale for ens kost, ville næppe være imod konceptet. Samtidigt ville mange måske frygte, at hvis man ikke betalte for den pågældende buffet, ville pøblen måske forfalde til at spise alle deres måltider på McDonalds. Sidstnævnte er næppe et realistisk scenarie, men det er ikke desto mindre en frygt der eksisterer, nemlig at hvis DR lukkede, ville vi kun se Vild med dans og ikke have noget kvalitet tilbage.

Hvis DR var en buffet ville dem der ikke spiste den, hurtigt mobilisere en modstand mod denne – uanset hvor ernærende, økologisk, sund og rig på kostfibre at den end var. Hvis den var så sund at den var værd at betale for, skulle markedet sgu nok kunne levere det! Her man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er en fair præmis, da DR ikke arbejder på markedsvilkår, men jeg må ærligt talt sige, at jeg ikke køber dette argument. Dette af den ene grund, at DR om de vil det eller ej, ikke kan afskrive sig det publikum de skal levere indhold til og som velvilligt skal betale – på et marked eller gennem politisk tilslutning. Dette har jeg skrevet mere om her.

Vores buffet som vi skal betale til om vi vil det eller ej, er for længst blevet kedelig og er udkonkurreret af kvalitativt bedre leverandører, med undtagelse af en række nicheområder, hvor at DR tilstedeværelse dræber ethvert reelt forsøg på konkurrence. Jeg er tvunget til at blive i bageriet, selvom jeg ikke kan lide lugten.

Man kunne så selvfølgelig håbe på, at vi med tiden vil se, at teknologien udvikler sig så meget, at DR bliver helt overflødigt, men dette kommer næppe til at ske, for som alle andre organisationer, skal DR nok finde et eksistensgrundlag. Dette indebærer bl.a., at DR udvider til så mange platforme som overhovedet muligt og leverer indhold til disse. Nyeste eksempel er ”gratis apps”. Selvfølgelig er noget DR leverer ikke gratis. There ain’t no such thing as a free lunch.

DR er en samling af kokke, tjenere og opvaskere der er bange for, at deres mad ikke ville blive spist, hvis folk selv fik lov til at bestemme. Derfor skal vi stopfodres med deres ligegyldige lort på daglig basis og blot nyde det, fordi at en gruppe af mennesker betaler deres licens. Dét er hvad jeg kalder et køkkenmareridt.

South Park, Muhammed og ytringsfrihed



South Park er en amerikansk TV-serie der er de fleste unge bekendt. Jeg er selv en stor fan af serien og dens humor og måde at gribe emner og temaer an på. Essensen bag serien er i bund og grund bare, at intet er helligt. Jeg elsker South Park. South Park er intet mindre end en genial serie. Lad mig i dette indlæg give et eksempel på hvorfor.

Serien har flere gange inddraget Muhammed (I ved hvem). Det sjove ved Muhammed i South Park, og hvad der gør det et blogindlæg værdigt, er, at de har brugt ham på forskellige tidspunkter i forhold til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Og dette har implikationer for brugen af ham. Overordnet har de brugt ham tre gange: 1) Før Muhammed-krisen, 2) Under Muhammed-krisen og 3) Efter Muhammed-krisen. Med “Efter Muhammed-krisen” mener jeg blot den tid efter at de værste konflikter har lagt sig.

Første gang: Før Muhammed-krisen

Første gang man så Muhammed i South Park var tilbage i 2001 i afsnittet Super Best Friends fra sæson 5. Dengang blev Muhammed skildret uden nogle problemer eller ramaskrig overhovedet. Efter at Muhammed-krisen eskalerede, bliver afsnittet sjældent vist (I Taking South Park Seriously bruger de betegnelsen “pre–9/11 episode” om afsnittet, hvilket jeg finder lidt forfejlet).

Anden gang: Under Muhammed-krisen

Anden gang at Muhammed er med i South Park er i Cartoon Wars Part II der blev sendt i 2006, hvor at afsnittet handler om, at den latterlige serie Family Guy vil vise Muhammed, til hele byen South Parks skræk og rædsel. Muhammed blev dog fjernet af Comedy Central før at afsnittet blev sendt. Et direkte eksempel på censur som følge af Muhammed-krisen.

Tredje gang: Efter Muhammed-krisen

Tredje gang at Muhammed igen er på rollelisten, er i år i afsnit 200 – og så alligevel ikke. Her forsøger holdet bag South Park åbenlyst at lege med grænserne og udfordre vores definition af, hvornår Muhammed er tegnet. Kan en tændstikmand godt være Muhammed? Er det at tegne Muhammed hvis han er tegnet i et kostume? I afsnittet skal det forestille sig at Muhammed er i et bjørnekostume, men man finder så ud af, at det ”bare” er julemanden. Før at afsnit 201 var på vej, hvor at Muhammed skulle være med, fik Trey Parker og Matt Stone trusler på baggrund af intentionen om at tegne Muhammed. Store dele af afsnittet blev censureret.

Før den 30. september 2005 (Muhammed-tegningernes og min fødselsdag) var der ikke nogle problemer med at gøre grin med Muhammed og tegne samme. Det var og er provokation for provokationens egen skyld. Der er ingen dybere mening bag, og det er selvfølgelig her, at konflikten ofte opstår når man diskuterer Muhammed-tegningerne nu til dags. Jeg støder ofte på argumenter som ”Jamen der var jo ingen grund til at tegne de tegninger!”, og rigtigt – det var der måske ikke, men hvad er pointen? Skal der være et logisk grundlag? Det kan jeg nu ikke rigtigt se fornuften i.

Holdet bag South Park er ikke ude på at foretage en systematisk hetz mod én minoritet eller majoritet, men en evig og konstant provokation og latterliggørelse af alle tænkelige ideer, symboler, magtrelationer, aktører, problematikker, tanker og perspektiver – dette være sig alt lige fra kendisser og TV-shows til ideologier og religioner. Igen – intet er helligt, og sådan har det været siden start.

Jeg kunne godt begive mig ud i at kreere en liste over de personer, religioner, temaer, lande, kendisser, minoriteter osv. som holdet bag South Park har taget under humoristisk behandling, men en sådan liste ville simpelthen gøre dette indlæg endnu længere end det allerede er på vej til at blive. Pointen er bare, at det er mange – hvis ikke næsten alle. En ting er bare sikker: Muhammed er ingen undtagelse.

Jeg elsker South Park for at provokere bare for at provokere. Det er ikke en personlig hetz, men blot nogle personer der tager noget personligt. Jeg har svært ved at se det samfundsmæssige problem. Hvor holdbar er en idé, hvis den ikke kan tåle, at man prikker til den?

Bag South Parks tilgang til humor ligger der en filosofi om, at ingen idé eller tanke er så hellig, at man ikke kan lave sjov med den. I bedste facebook-jargon kan man tydeligt sige: Synes godt om.

South Parks brug af Muhammed er et perfekt eksempel på en indskrænkelse af ytringsfriheden. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er nogen der siger, at Muhammed-tegningerne intet har med ytringsfriheden at gøre, men hvis South Park er vant til at kunne gøre grin med Muhammed, og så ikke længere kan gøre det… Ja, hvad er det så?

’Nordkraft’ af Jakob Ejersbo

Jeg kunne godt skrive fint og meget om romanen Nordkraft. Der er dog ingen grund til at sige noget for blot at lade det stå som en gentagelse af allerede gode formuleringer. Hvis du har lyst til at læse en fyldestgørende og tilnærmelsesvis perfekt anbefaling af bogen, skal du blot klikke her.

Denne lille anmeldelse bliver som de fleste andre korte anmeldelser jeg har skrevet på siden, blot et uddrag af nogle af de tanker jeg har gjort mig omkring dette kulturprodukt.

Da jeg først stiftede bekendtskab med Nordkraft-universet, var det ikke i bogen men i filmatiseringen af samme. Nordkraft blev i 2005 filmatiseret med bl.a. Thure Lindhardt, Signe Egholm Olsen og Claus Riis Østergaard på rollelisten. De to førstnævnte har du måske set i Into the Wild (da. Ind i vildmarken) hvor de er med et par minutter som danske turister.

Bogen er fantastisk, og specielt anden del med et stort fokus på Allan er noget der er svært at stoppe midt i, men når dette er sagt, skuffede bogen mig også lidt – specielt i den sidste del. Dette ikke fordi at romanen er dårlig, tværtimod, men fordi at filmen og Thure Lindhardt formår at skildre Steso så godt, at man helt savner ham mere centralt i bogen. Til trods for at bogen er spændende og så velskrevet at det er smukt, savner man at Steso kommer frem som sig selv, og ikke blot som de andre personers minder om ham.

Efter at have læst Marias tanker er det mig en gåde hvordan at Jakob Ejersbo kan sætte sig ind i en kvindes tankegang som tilfældet er. Når dette er sagt, ved jeg selvfølgelig heller intet om, hvordan en kvindes tankegang er (og heldigvis for det – tror jeg!). I Marias tanker I bogen kommer jeg dog til at tænke lidt på kvinderne i novellesamlingen Superego. I don’t know why.

Nordkraft er en rigtig god bog, og i de samme sekunder som jeg skriver dette, tænker jeg over, at jeg glæder mig til at få anskaffet mig Afrika-trilogien og komme igennem denne. Den skulle i hvert fald være anbefalelsesværdig, har jeg hørt!

Vurdering:

Hvem vandt aftenens debat

Her til aften var der politisk debat på TV2. Debatten stod mellem statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Efter debatten er det så retorikere, politikere, analytikere, vælgere etc. der tager over, og vurderer og vejer de enkelte kandidater, og alle kårer en vinder. Hvordan kan man så komme frem til, hvem der vandt debatten?

Der er mange kriterier, de fleste ikke-målbare, at vurdere debatten på, og hånden på hjertet, så har jeg ingen idé om, hvem der klarede det bedst eller hvordan vi overhovedet skal finde ud af det. Lasse Rimmer ekspliciterede i den forbindelse en meget interessant tanke på hans twitter: Og vinderen er – den partileder du bedst kunne lide før debatten.

Jeg tror der er noget om snakken, om end det selvfølgelig er lidt tragisk. En vælgervolatilitet på 0%, eller i hvert fald en idé om, at det ikke er sådanne debatter der flytter vælgerkorpset, hvis bare begge kandidater holder sig rene og ikke begår fatale brølere.

Nuvel, selvfølgelig har debatten noget at skulle have sagt, men hvem der ”vinder” debatten, vil formodentlig være afhængigt af hvem man ”holder med”. Eller sagt med andre ord vil ens politiske orientering også farve ens holdning til, hvem der klarede debatten bedst.

På hhv. Politikens hjemmeside og Jyllands-Postens hjemmeside kan man stemme på, hvem der klarede sig bedst. Hvem tror du umiddelbart der klarede sig bedst hvis man spørger på de to respektive hjemmesider?

Politiken.dk vinder Helle Thorning-Schmidt med næsten 2/3 af alle stemmerne, hvor at knap 1/4 mener at Lars Løkke Rasmussen klarede sig bedst. Hvis det står til Politikens netlæsere, er der altså ingen tvivl om, at det var Helle der klarede sig bedst. 4041 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

JP.dk vinder Lars Løkke Rasmussen med omkring halvdelen af stemmerne, hvor at Helle Thorning-Schmidt har lige godt 1/3 af stemmerne. Her er der altså en opfattelse af, at Lars klarede debatten bedst. 3078 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

Hvem vandt så aftenens debat? Spørger man en venstreorienteret, vil jeg gætte på, at sandsynligheden for at det var Helle T. der vandt, er størst, og hvis man spørger en højreorienteret, så Lars Løkke. Der kan og er helt sikkert nogle eksperter et sted derude med djævelsk meget forstand på retorik og politisk argumentation etc., men det betyder ikke, at jeg vil høre på hvem menigmand synes vandt debatten. Eller m.a.o.: Kan vi ikke venligst slippe for diverse voxpops hvor at almindelige og ligegyldige mennesker bliver gjort til eksperter og skal vurdere, hvem der klarede sig bedst? Tak.

Valgkamp? Game on … desværre

På papiret er der officielt over et år til at vi næste gang skal sætte et kryds. Officielt går valgkampen dog allerede i gang på onsdag – i hvert fald hvis det står til TV2:

”Selv om ingen ved hvornår, det næste folketingsvalg bliver – ud over at det senest bliver til november næste år – så er valgkampen så småt gået i gang.
Og på onsdag, dagen efter Folketingets åbningsdebat, bliver valgkampen så officielt skudt i gang. Det sker, når TV 2 sætter scenen for en debat mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).”

Det kan godt være, at meningsmålingerne mere eller mindre viser dødt løb mellem de to politiske blokke, som at samtlige partier i Folketinget har meldt sig ind under, og at vi ugentligt skal høre de nyeste meningsmålinger og de tilhørende analyser, vurderinger og kommentarer, for lige at se hvordan det går ens parti, men seriøst: Who fucking cares? Der kan ske så meget i det politiske liv, som vender op og ned på meningsmålingerne, og vi kan ikke bruge dem til noget som helst*! Det svarer lidt til at måle badevandstemperaturen nu, for at vurdere om det bliver en god sommer næste år.

Det kan også godt være, at politiske kommentatorer står i kø for at fortælle om, at den kommende valgkamp bliver den mest beskidte og personlige valgkamp i mands minde, men igen: Hvorfor skal det være ensbetydende med, at vi er nødt til at tage forskud på en valgkamp?

Vi hører allerede uendeligt meget valgkampssnak i forhold til hvilke partier der kan samarbejde med hvem, om SF og S kan enes med de Radikale, om Dansk Folkeparti er regeringsduelige og bla bla bla. Please! Kan vi ikke vente til valgdagen minus et par uger med at lade politikerne tale om strategier, potentielle regeringskoalitioner, meningsmålinger, personligt fnidderfnadder og styrkeforhold. Jeg magter det virkelig ikke lige nu.

Men ak. Jeg må nok bare sande, at valgkampe er mere spændende og har et seertække der er større end hvad der normalt sendes onsdag aften på TV2. Og der må jo være en interesse for det kommende valg, når der kan udgives en bog omhandlende samme. Jeg vil dog gerne afslutte dette lille mavesure indlæg med en erklæring: Ikke ét ord mere fra min side om det kommende valg, før at det er udskrevet.

* Der er selvfølgelig nogle strategiske overvejelser i meningsmålingerne ift. hvorvidt Lars Løkke kan finde på at udskrive valg.

Når jeg engang får børn…

Delvist inspireret af gårsdagens indlæg om Aladdin og frihed og en efterfølgende samtale på MSN med Khvilsted, tænkte jeg nærmere over, hvilken kultur at mine børn (hvis jeg får nogen på et tidspunkt), gerne måtte stifte bekendtskab med, hvis det stod til mig.

Da der på nuværende tidspunkt ikke findes en CEPOS Kindergarten, må det jo være et forældreansvar selv at lære sine børn at tage ansvar for deres liv og have en fundamental respekt for andre menneskers liv og deres ret til at leve deres liv som de vil. Spøg til side – og det er måske begrænset hvor meget kultur forældre nu til dags kan proppe ned i deres unger, når man ser på hektiske hverdage og børnenes færden i institutioner og Hannah Montana og Justin Biebers opdragende karakter i hhv. fjernsynet og på iPod’en.

Inderst inde er det man ønsker at ens børn skal nyde godt af under opvæksten, nok blot det at man selv synes har fungeret meget godt for en selv. Det er da helt sikkert også derfor, at jeg uden tvivl kan sige, at hvis (og jeg må igen pointere at der kun står hvis!) jeg får et barn eller børn, skal bl.a. legoklodserne være en del af børneværelset.

Når det kommer til læsning, skal Anders And & Co. tegneserierne selvfølgelig være der, og eventyr fra H.C. Andersen og Brødrene Grimm, og når alderen er til det, så bøger som Tanker fra en kannibal og Sofies verden. Ellers er der selvfølgelig så meget litteratur derude, og man må efterhånden sande, at vi lever i en tid, hvor bare det at unge mennesker læser, er en sjældenhed.

Hvad angår TV bliver det nok lidt anderledes. Jeg har svært ved at forestille mig, at mine børn skal have lov til at se bl.a. DR. Et totalforbud må være løsningen, samt et pornofilter hvor at DR.dk også er blokeret på computeren. Dermed ikke sagt, at det DR leverer, er kvalitativt værre end alt det der ellers sendes, men for dælen da – man kan umuligt være en stolt forælder.

Selvfølgelig skal der også være underholdning som har været sendt på DR, f.eks. filmatiseringerne af Astrid Lindgrens fortællinger. Derudover skal de nyde godt af japanske animefilm som Min nabo Totoro og når vi nu er ved Japan, så selvfølgelig også Pokémon-universet. Ellers har USA jo også meget godt at byde på, som f.eks. Disney-klassikere, eller generelt bare ældre film som The Adventures of Robin Hood (1938) og The Wizard of Oz (1939). Førstnævnte passer fantastisk til børn i forhold til f.eks. den nyeste Robin Hood (2010), der rummer meget mere vold, blod og kaos.

Når alt kommer til alt, er det måske begrænset hvor meget man i det hele taget kommer til at påvirke sine børn på den måde. Eller er det? Jeg burde måske drøfte mine overvejelser med nogen der rent faktisk har børn.

Har Aladdin eller Jasmin frihed?

Disney-tegnefilmen Aladdin fra 1992 er i bund og grund en ret fantastisk tegnefilm. Det er en film om magt og frihed og begæret for begge på godt og ondt. De enkelte karakterers higen efter frihed er beskrevet rammende i følgende citat:

”The overall theme of Aladdin is freedom. In one or another sense, almost everyone in the film is seeking freedom. Aladdin feels trapped by his poverty, and seeks a freedom he feels will be given with wealth. Jasmine feels trapped by her position and seeks a freedom outside of the palace. The Genie is trapped in a life of an “eternity of servitude” that he would wish to escape, to be his own genie. Jafar feels trapped by his position of continually being “second-best” and seeks freedom through a rise in power and status.”[1]

Der er flere steder i filmen hvor at der eksplicit snakkes om frihed, specielt lampeånden Genie taler med en stor passion for hans brændende ønske om at blive fri. Min yndlingssekvens er dog uden tvivl den, hvor at Aladdin og Jasmin reflekterer over deres egen mangel på frihed. Aladdin har reddet Jasmin, der er stukket af fra paladset, og hvis ikke det havde været for Aladdin, havde fået hugget en hånd af. Aladdin tager den smukke Jasmin med hjem til hans usle og primitive hjem. Aladdin kigger over på paladset og siger, at det ser ”pretty amazing” ud – eller vent, I får sgu lige hele dialogen:

Aladdin: Wow. The palace looks pretty amazing, huh?

Princess Jasmine: [disappointed] Oh, it’s wonderful.

Aladdin: I wonder what it’d be like to live there, and have servants and valets.

Princess Jasmine: Oh, sure. People who tell you where to go and how to dress.

Aladdin: That’s better than here. You’re always scraping for food and ducking the guards.

Princess Jasmine: You’re not free to make your own choices.

Aladdin: Sometimes you feel so…

Princess Jasmine: You’re just…

Aladdin, Princess Jasmine: …trapped.

Det starter som en regulær samtale, men går fra at være en dialog til hver deres monolog, hvor at de kommer frem til, at de ikke er frie – men er trapped. M.a.o. søger Aladdin den frihed at Jasmin har og vice versa.

Aladdin har, jf. Isaiah Berlins begrebsapparat, komplet negativ frihed, hvor at Jasmin nyder komplet positiv frihed og er underlagt en bestemt livsførelse. De begge er underlagt ekstremerne af to forskellige forståelser af frihed, der begge får dem til at føle sig ufrie.

Hvem har så egentlig frihed? Jasmin eller Aladdin? Det er den evindelige diskussion om positiv og negativ frihed. Når jeg engang får et barn eller børn, vil de i hvert fald få spørgsmålet når vi ser filmen: Hvem er fri – Aladdin og/eller Jasmin?

Personligt ville jeg selvfølgelig allerhelst nyde Aladdins frihed. Dette indlæg skal slutte med et meget lille udpluk fra Hayeks The Road to Serfdom: ”In every real sense a badly paid unskilled workman in this country (England, red.) has more freedom to shape his life than many an employer in Germany or a much better paid engineer or manager in Russia.”

——

[1] Citatet er taget fra denne artikel, der er fra en hjemmeside der indeholder feministisk kritik af alverdens tegnefilm. Latterligt – men anyway – jeg er helt enig med skribenten i at filmens overordnede tema er frihed.

Lars Løkkes monster under sengen

Som barn kunne man i ny og næ forfalde til den opfattelse, at der under ens seng befandt sig et splittergalt og farligt monster, der gjorde, at man var tvunget til at kigge under sengen, før at man igen kunne finde ro i sindet og sove. Som altid var monsteret dog bare fuldkomment illusorisk. Vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er bange for, at han har skabt et monster. Et monster der, hvis han gad tage sig den frihed at kigge de rigtige steder, dog er lige så illusorisk som et barns fantasimonstre.

Lars Løkke Rasmussen udtalte i dag på Copenhagen Business School, at den politiske debat præges af proces frem for substans. Ordene der lød er som skrevet:

”Der har været en tendens til, at den måde politik blev dækket på og den måde politik blev italesat på, har handlet om personer og processer. Måske er det et monster, vi selv har skabt. Når man tænker på, hvad der er ansat af medierådgivere og spindoktorer, ikke bare i regeringen men også i oppositionen og på kommunekontorerne, så har vi selv opfostret en helt ny branche. Jeg vil meget gerne have, at politik kommer til at handle om substans, fordi det har Danmark brug for.”

Her har vi m.a.o. en statsminister der som den voksne står frem og tager ansvar. ”Måske er det et monster vi selv har skabt”! Værd at bide mærke i er det dog, at oppositionen også lige bliver gjort til medskyldig i forsvarstalen. Lidt a la den uartige knægt der skal forsvare sit æblerov med ”Jamen det var ikke kun mig!”. Når at Lars Løkke taler om et ”vi” i forhold til at have skabt en negativ udvikling, er det altså ikke ”vi” som i ham og hans rådgivere, men hele den samlede stab af medierådgivere og spindoktorer i alle tænkelige organisationer. Er det ikke Piet Hein der har sagt ”Når to deler et ansvar bliver det kun 1 procent til hver.”?

Er der så kommet en nøgtern kritik af statsministeren som ligger til grund for denne ”selvkritiske” erkendelse? Umiddelbart ikke, og måske snarere tværtimod. Svaret kom på et spørgsmål fra en studerende, og ikke fra tre forskere på Syddansk Universitet. Men hov, hvorfor nævner jeg nu tre forskere fra SDU? Jo, dette fordi at tre forskere fra Center for Journalistik på Institut for Statskundskab, har lavet en undersøgelse, hvor konklusionen bliver givet i en analyse på politiken.dk:

”Samlet set er vi altså ikke vidner til en mediedækning, der klart bevæger sig hen imod mere procesjournalistik. På nogle områder ser vi en stigning fra valgkamp til valgkamp, på andre områder et fald.

Det bør endvidere påpeges, at såfremt en stigning kan findes, er der også positive aspekter ved, at medierne bruger en del af deres spalteplads og sendeflade på at forklare borgerne om det politiske spil. For ikke al politik handler jo om indhold. Mediedækningen er altså bedre end sit rygte.”

For at opsummere kan man derfor sige det sådan at der ikke er skabt et monster. Og hvis der var skabt noget, kunne det måske have mere karakter af en vagthund end et monster. Når at Lars Løkke på denne måde proklamerer, at der er skabt et monster, er det selvfølgelig ikke for at sige at han er problemet, men derimod løsningen jf. det første citat.

I stedet for at bidrage til den opfattelse, at det hele bare handler om proces og lort og lagkage, ville det måske hjælpe at kigge de rigtige steder, for at se, om der virkelig er et monster, eller om det bare er ens opfattelse.

’Professor Caritats forunderlige opdagelser’ af Steven Lukes

I Professor Caritats forunderlige opdagelser, der er oversat fra den engelske The Curious Enlightenment of Professor Caritat, bliver professor Nicholas Caritat sendt på en opgave: Han skal finde den bedste af alle verdener.

Historien tager sit udgangspunkt i fængslingen af professor Nicholas Caritat, der med hans oplysningsfilosofiske tanker har givet håb, i den verden han befinder sig i, Militaria. Han bliver dog befriet af oprørsbevægelsen Hånden og sendt på ovennævnte mission.

Denne skønlitterære bog er skrevet af Steven Lukes, der er professor i politik og sociologi ved New York University. Fremgangsmåden for tilblivelsen af denne bog er at tage nogle filosofiske retninger og ideologier, og deducere verdener hvor disse eksisterer til fulde uden modifikationer. Disse teoretiske universer konfronteres professor Caritat så med i hans rejse, og skildrer gennem breve hvad der er godt og skidt.

Hans første stop er i Calcula i Utilitaria, der som navnene indikerer, bygger på nyttefilosofien/utilitarismen. Derefter går rejsen bl.a. til Kommunitaria og Libertaria, og hvilke retninger der ligger til grund for disse verdener, burde ikke være nogen gåde. I det hele taget er det nok også lidt det, der irriterer mig ved bogen. Symbolikken er lidt for primitiv, og om end at bogen da er meget spændende, er man næsten hele tiden en side eller to foran rent narrativt, i ens forventninger til, hvad der nu skal ske. Der mangler ganske enkelt overraskelser og twists.

Jeg tager mig nu den frihed at komme med en spoiler. Det er da heller ikke nogen overraskelse, at følgende formulering kommer på en af bogens sidste sider (den eneste overraskelse er måske, at den kommer fra en ugle, som han konverserer med):

”Tænk på alle de lande, som du har besøgt og lagt bag dig. Hver især var de helliget en stræben efter et værdigt mål: ét ville sikre orden og sikkerhed, ét ville maksimere mere velfærd og lykke, ét ville sikre stabile identiteter, så folk kunne føle sig hjemme sammen med andre af deres slags, ét hengav sig til en tåget, fantaserende vision om virkelig, individuel frihed i harmoni med alle andre, og ét helligede sig beskyttelsen af individer og deres ejendom fra indblanding. Alligevel forfulgte de alle deres foretrukne mål ved at udelukke alle de andre og ofrede i processen utallige mennesker på deres abstrakte idealers alter. Hvor mange menneskeliv er ikke blevet gjort ulykkelige og ødelagt i disse idealers navn? Hvilken menneskelig dårskab!”

Uglen er, som ugler er kendt for at være, klog. Vi ved dog også fra Twin Peaks, at ”the owls are not what they seem”! For dem der gerne vil vide hvad Caritat kommer frem til vil være det bedste, røbes det i Wikipedia-artiklen for bogen.

Bogen er intet skønlitterært mesterværk. Karaktererne virker for overfladiske og deres tilstedeværelse synes kun at være båret af fremstillingen af de forskellige verdener. Dette er også bogens fokus, men det gør, at det aldrig rigtigt formår at blive en rigtig god fortælling, og ligeledes ikke rummer den samme viden man kunne have i et faglitterært værk af den samme længde. Bogen ender derfor på dette punkt med at sætte sig imellem to stole.

Når alt kommer til alt, kan jeg dog faktisk godt anbefale denne bog. Ikke til mine medstuderende, der for længst har haft politisk teori og er godt inde i filosofi, idéhistorie m.v., men til de mennesker der gerne vil have en ikke-abstrakt introduktion til forskellige ideologier og politiske retninger.

Vurdering: