Erik Gahner Larsen

Liberalist

Jeg er liberalist. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at folk ofte forveksler dette med, at man er egoist. Jeg tror dog på, at man godt kan være liberalist uden at være egoist og vice versa.

Jeg er liberalist fordi jeg har svært ved at finde mig i, at andre vil definere meningen med mit liv. Jeg tror ikke på, at der findes én sandhed for det gode liv. Og da slet ikke på at denne i så fald ville kunne defineres af andre. Jeg er m.a.o. liberalist fordi jeg tror på, at jeg har en eller anden grad af fri vilje og personlig autonomi, der giver mig et legitimt grundlag til, at kunne fundere over meningen med mit liv. Jeg tror en af de ting der giver livet mening, er muligheden for at reflektere over samme.

Jeg er liberalist fordi jeg har en ringe tiltro til velfærdsstaten. Jeg tror ikke på en velfærdsstat kan fungere med succes uden at der må ekspliciteres nogle helt grundlæggende adfærdsstandarder, der hviler på nogle utilitaristiske ideer, hvor man som borger skal være i stand til at kunne levere mere end man får. Nogen skal i hvert fald, hvis regnestykket skal gå op. For at velfærdsstaten kan være en politisk succes, skal borgeren manipuleres, kontrolleres, reguleres, registreres, korrigeres, kommanderes, estimeres, inspiceres, overvåges, tvinges, vejes, måles, mønstres og indoktrineres.

Jeg er liberalist i den forstand, at på samme måde som jeg helst frabeder mig at andre skal belære mig om at jeg bør spise 6 stykker frugt om dagen og ikke drikke og ryge, vil jeg lade dig ryge, drikke og spise som det passer dig, så længe at du selv tager konsekvenserne deraf. Forstå mig ret – jeg er en kæmpe fan af videnskaben og går ind for, at vi på en eller anden måde bliver klogere på den verden vi befinder os i, men at gå fra at æbler og baner og pærer er sunde, til at vi bør spise dem dagligt, er udtryk for en inkonsistent logik.

Jeg er liberalist, men jeg er ikke imod fællesskaber. De allerbedste fællesskaber bygger dog på et fundament af frivillighed. Civilsamfundet, foreningsarbejde, læseklubber, markedet, sex, socialt arbejde osv. Fællesskaber der udelukkende eksisterer fordi en autoritet kan tvinge aktører til at være en del af dette fællesskab, er ikke et fællesskab der er værd at kæmpe for at opretholde. Tværtimod.

Jeg er liberalist fordi jeg finder Nozick, Smith, Hayek, Friedman, Rothbard, Mill, Rand, Locke, Orwell og et utal af andre tænkere for inspirerende.

Jeg er liberalist af samme grund som jeg ikke er religiøs. Dette fordi jeg tror på, at moralske handlinger fordrer tilstedeværelsen af moralske valg. Religiøse mennesker er i min optik de mest amoralske mennesker der findes, og jeg væmmes ved tanken om at man gør noget, fordi det står i én bog.

Jeg er liberalist fordi jeg tror på mere end retten til ikke at udtale sig. Jeg er liberalist fordi jeg påtager mig retten til at sige og tegne hvad jeg vil. Også selvom andre ikke kan se en mening med det og måske ligefrem finder det moralsk forkasteligt. Nogen vil kalde dette respektløst. Jeg kalder det frihed i sin fineste form. Fri mig desuden også gerne for politikernes ambitioner om at forbyde alverdens ting og sager, hvad enten dette måtte være animeret børneporno, tatoveringer specielle steder på kroppen eller noget helt tredje!

Jeg er liberalist fordi jeg har læst i utallige bøger om konsekvenserne af fraværet af liberale rettigheder. Nuvel, jeg er bevidst omkring at nogen siger, at de negative frihedsrettigheder fordrer en eller anden form for fravær af regulær fattigdom og sult og nød. Jeg har dog med det nuværende skattetryk i Danmark anno 2010 og tilstedeværelsen af flere former for sociale ydelser end liberale politikere, svært ved at forholde mig til en situation, hvor der findes en stat der kun bygger på negative frihedsrettigheder.

Jeg er liberalist fordi jeg vil kæmpe for retten til at kaste lorteprodukter i min indkøbskurv. Jeg er liberalist fordi jeg tror dette skaber de bedste vilkår for mig selv … og mine medmennesker.

Filmanmeldelse: The Shining (1980)

“Here’s Johnny!”

The Shining, eller Ondskabens Hotel som den hedder på dansk, er en gyserfilm fra 1980. Det er en gyser – men jeg finder den ikke uhyggelig. Er det fordi at den er fra 1980? Måske. Gør det filmen dårlig? Nej, tværtimod. For filmen har større ambitioner end at give seeren gentagne chok og en dårlig nattesøvn. Og heldigvis for det.

I det hele taget er jeg ikke så meget til gyserfilm. Jeg hader de gyserfilm der vil skræmme bare for at skræmme, hvor at der ofte ikke er nogen overordnet mening med filmen eller en narrativ struktur. Her synes jeg at The Shining er et godt eksempel på en film, der ikke blot vil skræmme med hurtige klip, men vil meget mere end det.

Lad os starte med handlingen. Far, mor og barn flytter ind på Panorama-hotellet på grund af faderens arbejde vinteren over. En vinter der gør at hotellet mere eller mindre er afskåret al civilisation. Barnet, den lille dreng Danny, ser dog noget at ingen andre ser. Ikke nok med dette bliver faderen Jack (Jack Nicholson) mere og mere psykotisk og manisk. Hans sidegesjæft som forfatter går ej heller godt, hvilket manifesterer sig i et mindre raserianfald på hans lettere naive kone.

Danny ser som nævnt diverse ting og sager – primært af den onde slags. To unge tvillingepiger der blev dræbt på hotellet vil gerne have Danny med i deres leg, og værelse 237 er på ingen måde et uskyldigt sted på hotellet for en dreng som Danny. Ondskaben ulmer på hotellet og kulminerer da Jack går grassat med hans økse. Lige efter kunstens regler.

Hvad der gør The Shining helt unik er for det første skuespillet, og for det andet det visuelle udtryk. For at tage førstnævnte først, har vi i The Shining med eminente skuespilspræstationer at gøre. Jack Nicholson spiller intet mindre end fantastisk, og han kan se vanvittig ud på en måde, som ingen andre kan. Ligeledes skal Danny Lloyds præstation nævnes, da jeg næppe tror, at jeg har set nogen så god barneskuespiller før.

Der hvor at filmen scorer allerflest point i min bog er dog på billedsiden. Æstetisk er filmen et sandt mesterværk, og det er nok den primære grund til at jeg ser filmen igen. Jeg nyder at se de flotte omgivelser, hotellets gange og labyrintens buske… for ikke at nævne alt hvad der sker i de omgivelser! Dannys tur rundt i gangene fulgt med steadicam er klassisk og en sand fornøjelse at se på.

The Shining er en klassiker, og om end at det ikke er den bedste film at Stanley Kubrick har lavet, så siger det mere om den tårnhøje standard at Stanley Kubrick havde, end at The Shining skulle være en dårlig film. For det er det på ingen tænkelig måde. Den er unik på sin egen måde.

Filmanmeldelse: Fight Club (1999)

“This is your life and it’s ending one minute at a time.”

Jeg vælger med fuldt overlæg at bryde den første regel. Jeg snakker om Fight Club. For Fight Club (1999) er ganske enkelt en for genial film til at gå din opmærksomhed forbi.

Hvad gør man når komsumsamfundets konformitet skaber en sådan følelse af magtesløshed og eksistentielt fravær, at end ikke piller hjælper på ens søvnløshed? For vores hovedperson i Fight Club (Edward Norton) bliver løsningen på nævnte søvnproblem mødet med den sæbesælgende Tyler Durden (Brad Pitt). Disse starter en klub med ét simpelt formål: at slås.

Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er hovedpersonerne der får afløb for deres frustrationer gennem den fysisk destruktive konfrontation med andre ligesindede unge mænd, og hastigt vokser klubben og ekspanderer på alle tænkelige fronter.

Fra at være et nævekampsprojekt med to personers mentale aflastning gennem kontante slåskampe, skifter projektet pludselig karakter, til fortællerens store overraskelse. Nu er det ikke nok at bruge weekendens kampklub som ventil for hverdagens kaotiske meningsløshed, for nu skal selvsamme verden ændres.

Jeg føler et eller andet sted at jeg har sagt hvad jeg bør, og i en konstant frygt for at denne anbefaling skal komme til at rumme en spoiler, vil jeg lade handlingsbeskrivelsen ende her – hvor filmen for alvor først starter. For at opsummere har vi ganske enkelt at gøre med en anstændig mand pakket ind i en triviel IKEA-tilværelse, som vi følger i et forsøg på at tænde livets gnist. Aldrig set bedre.

Fight Club er en filmatisering af Chuck Palahniuks bog af samme navn fra 1995. Filmen er i det store hele tro mod denne, og man genkender let hele passager fra filmen når man læser bogen (eller hvis man læste bogen før man så filmen, så selvfølgelig vice versa) og det klæder både bogen såvel som filmen.

Filmen er instrueret af David Fincher, og er uden sammenligning hans allerbedste film. Se7en (1995) er end ikke tæt på. Og The Game (1997) fortjener slet ikke at blive nævnt på denne blog. Dertil kommer, at Fight Club er spækket med lækre detaljer, der gør, at du kan se den igen og igen, uden på noget tidspunkt at fortryde det.

Konklusionen på ovenstående er derfor ganske enkel: Se Fight Club.

Filmanmeldelse: A Clockwork Orange (1971)

“I’m singin’ in the rain, just singin’ in the rain.”

Alex er voldsforbryder med hang til ultravold – og så er han vild med klassisk musik! I A Clockwork Orange følger vi Alex’ liv i forskellige fællesskaber. Fællesskaber der indeholder sine egne logikker og normer for, hvad der er god adfærd, og ikke mindst skaber etiske og moralske dilemmaer som opstår i forhold til de herskende logikker.

For det første bor Alex hjemme. Der er dog ingen tvivl om, at han ikke har noget nært forhold til sine forældre. Det er ej heller nogen fremtrædende rolle at hans familie spiller i filmen. I det hele taget fornemmer man et klart svigt fra familiens side. Et svigt der ikke synes mindre da man kommer længere hen i plottet.

For det andet er Alex også en del af et fællesskab med hans drugger. Hans drugger er hans kammerater som deler nogle af de samme interesser som Alex, dette være sig nævnte ultravold, voldtægter, hærværk, blodige kampe og andre forbrydelser.

Alex og hans gruppe færdes dog ikke i et vakuum – men i et samfund. Et samfund der ikke er decideret efterstræbelsesværdigt, men ikke desto mindre et samfund hvor at Alex og hans venner hygger sig gevaldigt. Internt i gruppen kommer der dog magtkampe, og det ender med, at Alex må sætte gruppen på plads, og vise, hvem der er the boss.

Dette resulterer dog i, at de andre i gruppen lader Alex i stikken, og han bliver i forbindelse med en af deres ture fanget af politiet og dømt for mord. Han kommer i fængsel hvor han er i tæt dialog med fængslets præst. En rigtig glæde opstår dog først, da det kommer til hans bevidsthed, at der er kommet en ny behandling, Ludovico-metoden, som muliggør, at han kan blive løsladt før tid.

Behandlingsmetoden er på forsøgsstadiet, men Alex, der er meget vild med tanken om at genvinde sin frihed, bliver taget ind under videnskabens vinger. En behandling indledes og Alex får kemi i kroppen akkompagneret med billeder af vold og ødelæggelse og lyden af klassisk musik. Det hele foregår lige efter planen, og efter en længere periode er Alex kureret.

Den Alex der før havde sadistiske træk, væmmes nu fysisk ved vold og får kvalme. Han kan med andre ord ikke foretage sig onde handlinger. Alt er godt! Eller er det? Fængselspræsten er yderst kritisk og stiller spørgsmålstegn ved, om man kan gøre det gode, når man ikke selv har valgt at gøre det gode, men blot gør hvad andre har kodet en til at gøre.

I bogen er Alex kun 15 år, hvor han dog i filmen helt sikkert er lige et par år ældre. Dette er dog nok også meget godt. Jeg kan kun gisne om hvor kontroversiel at ’fast forward’-sexscenen ville have været i filmen, hvis den var med de 12-årige fordrukne piger, som tilfældet er i bogen.

Jeg kan uden tøven anbefale denne film af Stanley Kubrick. Meget mere end jeg kan anbefale bogen. Bogen er som sådan fin nok, men den tager en helvedes masse tid at læse på grund af alle de slang-udtryk der benyttes. Noget der flyder lidt bedre i filmen, da jeg aldrig rigtigt kunne vænne mig til det, da jeg læste bogen.

Paradise Hotel og fangernes dilemma

Jeg har tidligere skrevet et indlæg hvori jeg redegør for, hvorfor jeg mener, at Paradise Hotel er alment dannende. Overordnet set er min pointe, at der i Paradise Hotel er noget ret alment at lære omkring strategiske valg, rationalitet og tillid. Deltagerne i Paradise Hotel agerer inden for nogle konstruerede rammer der rummer strategiske elementer, som stiller deltagerne i nogle beslutningssituationer hvor de ikke blot skal overveje deres egne valg – men også de andre deltageres (vi har med andre ord at gøre med strategisk interdependens).

I dette indlæg vil jeg give et konkret eksempel på hvordan disse strategiske elementer kommer til udtryk og kan analyseres vha. spilteori og et af de nok mest kendte spil, fangernes dilemma. Dette vil jeg gøre i to dele, hvor jeg først vil redegøre for det originale fangernes dilemma for derefter at applicere dette på finalen i Paradise Hotel i 1. sæson og opstille en pay-off matrix der viser de aktuelle nytteværdier for de forskellige valg de to finaledeltagere kan træffe.

I det originale fangernes dilemma har vi at gøre med to mistænkte (A & B) som har begået forbrydelse X. De to mistænkte bliver i den forbindelse forhørt separat i hvert deres lokale. Der er dog ikke beviser nok mod de to mistænkte, hvorfor en tilståelse fra en af dem er nødvendig. Hvad den ene mistænkte siger, er ukendt for den anden, hvilket gør, at vi teoretisk kan sige at de træffer deres strategiske valg samtidigt.

Hvis ingen af dem tilstår, kan politiet ikke gøre andet end at straffe dem for en mindre forbrydelse Z (X>Z), som de har beviser for, at de stod bag. Hvis bare én af dem tilstår, kan politiet dog dømme dem for forbrydelse X. Hvis kun én af de mistænkte tilstår, vil han gå fri mens den anden vil blive dømt hårdt for forbrydelse X.

Den beslutningssituation de to aktører står over for og de pay-offs der er forbundet med deres valg, er vist i følgende matrix:

B: Benægter B: Tilstår
A: Benægter A: -1
B: -1
A: -10
B: 0
A: Tilstår A: 0
B: -10
A: -5
B: -5

Vi kan se, at det allerbedste for begge vil være at tilstå og håbe på, at den anden benægter. Hvis begge tilstår, står de dog dårligere, end hvis de begge valgte at benægte. Derfor ser vi fangernes dilemma og et regulært kollektivt handlingsproblem.

Retter vi nu blikket mod finalen i 1. sæson af Paradise Hotel, har vi to deltagere, Dorte og Benjamin. I finalen er der 250.000 kroner på højkant, og finalen skal afgøre hvordan disse penge skal fordeles mellem de to deltagere. Dette sker ved, at de hver især, uafhængigt af hinanden, skal træffe et valg mellem om de vil have det hele (altså alle pengene selv) eller om de vil have det halve (altså halvdelen af pengene).

Hvis begge deltagere siger at de vil have det halve, får de begge det halve hver. Hvis én siger det halve og én det hele, får vedkommende der siger det hele, det hele. Hvis begge siger det hele, får ingen noget overhovedet.

Dette kan vises i følgende pay-off matrix for Benjamin og Dortes valgmuligheder og relationen til hinandens valg:

Benjamin: Det halve Benjamin: Det hele
Dorte: Det halve D: 125.000
B: 125.000
D: 0
B: 250.000
Dorte: Det hele D: 250.000
B: 0
D: 0
B: 0

I finalen valgte Dorte det halve og Benjamin det hele. Benjamin fik derfor de 250.000 kroner (som han valgte at dele med en anden deltager), og Dorte fik 0 kroner. Dette er blot ét eksempel blandt flere i game/reality shows, der viser, at det handler om mere end personlige intrigere og meningsløst personfnidder. Det handler om de situationer der udspiller sig mellem mennesker når der skal foretages (strategiske) overvejelser omkring bl.a. tillid.

Toy Story 3 og det totalitære samfund

Den biografaktuelle animationsfilm Toy Story 3 er kvalitet for alle pengene. Jeg følte mig underholdt fra start til slut, og ja, før jeg skriver mere, er det måske på sin plads at informere dig om, kære læser, at dette indlæg måske indeholder spoilers (faktisk vil jeg ikke anbefale at læse videre, hvis man har planer om at se filmen).

Toy Story 3 tager sit udgangspunkt i at Andy skal flytte hjemmefra for at starte på college. Dette stiller ham i en beslutningssituation hvor han skal vælge om hans legetøj skal 1) med på college, 2) smides ud eller 3) på loftet. Andy beslutter sig for at Woody skal med på college medens at det resterende legetøj skal på loftet, men det ender dog med at legetøjet 4) kommer i lillesøsters kasse med legetøj der skal doneres til dagplejen.

I dagplejen, Sunnyside Daycare, møder legetøjet et noget nær perfekt kommunistisk samfund. Der er ingen privat ejendomsret eller nogle rettigheder eller forhold som skaber nogle former for ulykke. Den lyserøde, nuttede og jordbærduftende bjørn Lotso fortæller om livet i dagplejen og om hvor fantastisk det hele er. Lotso er dog også hurtig til at efterlade det nye legetøj i det rum der er for de helt små børn. I samme sekund at klokken ringer ind og børnene stormer ind til den (ejendoms)rettighedsløse virkelighed, er der mere anarki end utopi. Legetøjet ødelægges, vrides, males, destrueres, bøjes og pines. Legetøjet er overladt til sig selv.

I lokalet ved siden af er virkeligheden en anden, hvor at overklassen har favorable og gode forhold. Der er ingen tvivl om, at der eksisterer et magtforhold – og alle er ikke lige. I Orwells’ termer kan det bedst beskrives som: All toys are equal but some toys are more equal than others.

Denne asymmetriske magtrelation støder legetøjet på da de finder ud af at dørene er låst. Da Buzz Lightyear efterfølgende slipper ud af lokalet og bliver fanget, og nægter at blive en del af den totalitære retning at Lotso repræsenterer, finder Buzz Lightyear ud hvad det betyder i et totalitært samfund, når man har en bestemt opfattelse. Han bliver udsat for hjernevask og mister sin individuelle selvstændighed og påtager sig det totalitære partis adfærdsstandarder (i filmen sker det ved at Lotso åbner op for vores rummand og skifter hans tilstand fra ‘PLAY’ til ‘DEMO’).

Herfra bliver det kun værre. Buzz Lightyear bliver sat til at overvåge det resterende af Andys legetøj (minus Woody der slipper ud) der er sat i fængsel. Kartoflen (I ved godt hvem det er!) bliver smidt i sandkassen natten over, og legetøjet lever i bund og grund under kummerlige (sovjetlignende) forhold.

Alt i alt er Toy Story 3 derfor et klasseeksempel på en film der formår at skildre kommunismens farlige praktiske side på samme måde som George Orwells Animal Farm (da. Kammerat Napoleon), der er en allegori af totalitarismen i Sovjetunionen ledet af Josef Stalin. Hvor at man i Animal Farm følger totalitarismens indtog og hvordan at det der bliver værre (det ender med at grisene rejser sig og går på to ben, som de startede med at væmmes!), så bliver man i Toy Story 3 smidt lige ind i den kommunistiske virkelighed, hvor at slutningen er lidt mere lykkelig og børnevenlig.

Film kan tolkes på mange måder, men i Toy Story 3 er der næppe nogen tvivl om, at Lotso er en diktatorisk skikkelse og det er en fortælling der er ideologihistorisk inspireret. Lotso er desuden med på en liste over diktatorer i fiktion. Når/hvis jeg engang får børn, skal de i hvert fald nok forvente at få en speciel pakke i julegave indeholdende: Animal Farm, Toy Story 3 og et par historiebøger.

Hvad er filmens budskab så? Hvad er pointen? Hvad skal vi tage med derfra? Et væsentligt budskab fra dagplejen leveres ikke subtilt eller implicit, men eksplicit af ingen mindre end Barbie(!): Authority is derived from the governed, not through control.

Er vi på vej mod et kendis-demokrati?

Mens de kendte forsøger at indtage Christiansborg, har Christiansborgs politikere travlt med at svinge træbenet for åben skærm. Tendensen er klar, men hvilke konsekvenser har det for vores samfund. Er vi på vej mod et kendis-demokrati, og skal politikere vælges på baggrund af deres underholdningsfaktor?

Sådan lyder indledningen i et læserbrev bragt i Information i dag – og nu også i dette indlæg. Lad os se på hvad der bliver postuleret på de få linjer – og hvor at skribenten, Bjørn Ubbe Ebbesen, mener at tendensen er klar:

  • De kendte forsøger at indtage Christiansborg (kendis -> politiker)
  • Politikere har travlt med at svinge træbenet for åben skærm (politiker -> kendis)

Jeg har kun en meget kort kommentar til de to påstande: Jeg søger belæg for begge. Nuvel, måske vi bare skal gå lidt mere i dybden med de holdninger der ytres og den empiri der inddrages.

Det handler jo i bund og grund om personer – kendisser og politikere. I hele indlægget inddrages følgende personer: Kristian Jensen, Joachim B. Olsen, Arnold Schwarzenegger, Ronald Reagan og Klaus Bondam. To amerikanere og tre danskere. Af de tre danskere har to af dem aldrig været repræsenteret i Folketinget. Vi står altså tilbage med én politiker i Folketinget, Kristian Jensen, der har ”travlt med at svinge træbenet for åben skærm”. Med denne erfaring og uden videre belæg for sin påstand, er det måske lige i overkanten at gå til at konkludere, at politikerne over en bred kam har travlt med at svinge træbenet for åben skærm.

Hvad angår at de kendte forsøger at indtage Christiansborg, er det måske også på sin plads at slå lidt koldt vand i blodet. Det nyeste danske politiske eksempel vi har på noget der bare ligner en kendismarch mod Folketinget, var Ny Alliance, og hvordan gik det? Igen, af de få personer der nævnes som eksempler, er Joachim B. Olsen det eneste eksempel på en kendt der forsøger at indtage Christiansborg.

Jeg er ked af at være sådan en mood killer, men: Vi har at gøre med en storm i et glas vand.

Selvfølgelig er der strategiske overvejelser forbundet med at deltage i offentlige TV-programmer, og man skal være godt naiv og blåøjet for at påstå andet. Selvfølgelig kan det være en fordel at være et kendt ansigt, men det er det ikke nødvendigvis. Selvfølgelig skal vælgerne ikke bare vælge folk ud fra hvem der danser bedst eller ser godt i et stramt outfit eller kan kaste kugler længst, men ja – logisk nok på baggrund af holdninger, værdier og politik!

I den forbindelse er det sgu ikke programmer som Vild med dans eller Kristian Jensens egen tolkning af hans deltagelse der er det demokratiske problem, men mere de danske journalisters evne til at lave god og seriøs journalistik. Evnen til at tage vælgerne i hånden og angribe folketingskandidaterne med alle de journalistiske våben der findes, for at komme helt ind til benet af, hvilke holdninger at politikerne har.

Argumentationen i indlægget er for mig ganske ulogisk: ”Om Joachim B. Olsen vil være i stand til at adskille underholdning og politik på samme måde, vil være afgørende for hans politiske troværdighed i fremtiden.”

Flere undersøgelser viser, at politikernes troværdighed er alfa omega for at vælgerne gider stemme på vedkommende. Skribenten påstår, at kun såfremt Joachim B. Olsen er i stand til at adskille underholdning og politik, vil han have politisk troværdighed. Noget kunne altså tyde på, jf. den logik der bruges i indlægget, at det ikke nødvendigvis styrker en politikers karriere, at deltage i underholdningsprogrammer. Det kunne m.a.o. tyde på, at vælgerne ikke nødvendigvis er så dumme som de ifølge skribenten tilsyneladende er, og blot stemmer på folk der har en høj underholdningsværdi.

Indlægget sluttes af med: ”Vi kommer ikke uden om at Kristian Jensen succesfuldt har brugt et underholdningsprogram til at kapre stemmer, og eftersom TV2 er 100 procent statsejet, har du været med til at betale gildet.”

Her er det værd at bide mærke i, at TV2 ikke har modtaget licens eller lignende siden 2004, og med mindre at du frivilligt på markedet har besluttet dig for at afgive en SMS-stemme og betale de få kroner at dét koster, har du ikke været med til at betale gildet. Desuden vil jeg betvivle, hvor meget at Kristian Jensens optræden i Vild med dans har givet ham. Den første overskrift jeg får på Google når jeg søger på Kristian Jensen Vild med Dans er: ”Kristian Jensen floppede i Vild med dans

Jeg vil ikke udelukke, at ens kendisfaktor eller politikernes søgen på en større af samme betyder mere for politik i dag end engang for længe siden, men jeg savner nu et belæg for at påstå dette. Et belæg der er større end en politikers deltagelse over nogle uger i et TV-program og vedkommendes overvejelser omkring dette.

DR er en tvungen buffet

Hvis DR var en middag, ville det uden tvivl være en tvungen buffet. Tvungen i den forstand, at man skulle betale for den hver dag, uafhængigt af om man kunne lide det eller ej. Uanset hvor mange restauranter, cafeer, fastfoodkæder og andre spisesteder der blomstrede op som resultatet af frie menneskers skabertrang, skulle vi betale for en temmelig gammeldags buffet på en i forvejen alt for dyr restaurant.

Dem der godt kunne lide at spise på DR-restauranten og synes at det var godt at andre blev tvunget til at betale for ens kost, ville næppe være imod konceptet. Samtidigt ville mange måske frygte, at hvis man ikke betalte for den pågældende buffet, ville pøblen måske forfalde til at spise alle deres måltider på McDonalds. Sidstnævnte er næppe et realistisk scenarie, men det er ikke desto mindre en frygt der eksisterer, nemlig at hvis DR lukkede, ville vi kun se Vild med dans og ikke have noget kvalitet tilbage.

Hvis DR var en buffet ville dem der ikke spiste den, hurtigt mobilisere en modstand mod denne – uanset hvor ernærende, økologisk, sund og rig på kostfibre at den end var. Hvis den var så sund at den var værd at betale for, skulle markedet sgu nok kunne levere det! Her man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er en fair præmis, da DR ikke arbejder på markedsvilkår, men jeg må ærligt talt sige, at jeg ikke køber dette argument. Dette af den ene grund, at DR om de vil det eller ej, ikke kan afskrive sig det publikum de skal levere indhold til og som velvilligt skal betale – på et marked eller gennem politisk tilslutning. Dette har jeg skrevet mere om her.

Vores buffet som vi skal betale til om vi vil det eller ej, er for længst blevet kedelig og er udkonkurreret af kvalitativt bedre leverandører, med undtagelse af en række nicheområder, hvor at DR tilstedeværelse dræber ethvert reelt forsøg på konkurrence. Jeg er tvunget til at blive i bageriet, selvom jeg ikke kan lide lugten.

Man kunne så selvfølgelig håbe på, at vi med tiden vil se, at teknologien udvikler sig så meget, at DR bliver helt overflødigt, men dette kommer næppe til at ske, for som alle andre organisationer, skal DR nok finde et eksistensgrundlag. Dette indebærer bl.a., at DR udvider til så mange platforme som overhovedet muligt og leverer indhold til disse. Nyeste eksempel er ”gratis apps”. Selvfølgelig er noget DR leverer ikke gratis. There ain’t no such thing as a free lunch.

DR er en samling af kokke, tjenere og opvaskere der er bange for, at deres mad ikke ville blive spist, hvis folk selv fik lov til at bestemme. Derfor skal vi stopfodres med deres ligegyldige lort på daglig basis og blot nyde det, fordi at en gruppe af mennesker betaler deres licens. Dét er hvad jeg kalder et køkkenmareridt.

South Park, Muhammed og ytringsfrihed



South Park er en amerikansk TV-serie der er de fleste unge bekendt. Jeg er selv en stor fan af serien og dens humor og måde at gribe emner og temaer an på. Essensen bag serien er i bund og grund bare, at intet er helligt. Jeg elsker South Park. South Park er intet mindre end en genial serie. Lad mig i dette indlæg give et eksempel på hvorfor.

Serien har flere gange inddraget Muhammed (I ved hvem). Det sjove ved Muhammed i South Park, og hvad der gør det et blogindlæg værdigt, er, at de har brugt ham på forskellige tidspunkter i forhold til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Og dette har implikationer for brugen af ham. Overordnet har de brugt ham tre gange: 1) Før Muhammed-krisen, 2) Under Muhammed-krisen og 3) Efter Muhammed-krisen. Med “Efter Muhammed-krisen” mener jeg blot den tid efter at de værste konflikter har lagt sig.

Første gang: Før Muhammed-krisen

Første gang man så Muhammed i South Park var tilbage i 2001 i afsnittet Super Best Friends fra sæson 5. Dengang blev Muhammed skildret uden nogle problemer eller ramaskrig overhovedet. Efter at Muhammed-krisen eskalerede, bliver afsnittet sjældent vist (I Taking South Park Seriously bruger de betegnelsen “pre–9/11 episode” om afsnittet, hvilket jeg finder lidt forfejlet).

Anden gang: Under Muhammed-krisen

Anden gang at Muhammed er med i South Park er i Cartoon Wars Part II der blev sendt i 2006, hvor at afsnittet handler om, at den latterlige serie Family Guy vil vise Muhammed, til hele byen South Parks skræk og rædsel. Muhammed blev dog fjernet af Comedy Central før at afsnittet blev sendt. Et direkte eksempel på censur som følge af Muhammed-krisen.

Tredje gang: Efter Muhammed-krisen

Tredje gang at Muhammed igen er på rollelisten, er i år i afsnit 200 – og så alligevel ikke. Her forsøger holdet bag South Park åbenlyst at lege med grænserne og udfordre vores definition af, hvornår Muhammed er tegnet. Kan en tændstikmand godt være Muhammed? Er det at tegne Muhammed hvis han er tegnet i et kostume? I afsnittet skal det forestille sig at Muhammed er i et bjørnekostume, men man finder så ud af, at det ”bare” er julemanden. Før at afsnit 201 var på vej, hvor at Muhammed skulle være med, fik Trey Parker og Matt Stone trusler på baggrund af intentionen om at tegne Muhammed. Store dele af afsnittet blev censureret.

Før den 30. september 2005 (Muhammed-tegningernes og min fødselsdag) var der ikke nogle problemer med at gøre grin med Muhammed og tegne samme. Det var og er provokation for provokationens egen skyld. Der er ingen dybere mening bag, og det er selvfølgelig her, at konflikten ofte opstår når man diskuterer Muhammed-tegningerne nu til dags. Jeg støder ofte på argumenter som ”Jamen der var jo ingen grund til at tegne de tegninger!”, og rigtigt – det var der måske ikke, men hvad er pointen? Skal der være et logisk grundlag? Det kan jeg nu ikke rigtigt se fornuften i.

Holdet bag South Park er ikke ude på at foretage en systematisk hetz mod én minoritet eller majoritet, men en evig og konstant provokation og latterliggørelse af alle tænkelige ideer, symboler, magtrelationer, aktører, problematikker, tanker og perspektiver – dette være sig alt lige fra kendisser og TV-shows til ideologier og religioner. Igen – intet er helligt, og sådan har det været siden start.

Jeg kunne godt begive mig ud i at kreere en liste over de personer, religioner, temaer, lande, kendisser, minoriteter osv. som holdet bag South Park har taget under humoristisk behandling, men en sådan liste ville simpelthen gøre dette indlæg endnu længere end det allerede er på vej til at blive. Pointen er bare, at det er mange – hvis ikke næsten alle. En ting er bare sikker: Muhammed er ingen undtagelse.

Jeg elsker South Park for at provokere bare for at provokere. Det er ikke en personlig hetz, men blot nogle personer der tager noget personligt. Jeg har svært ved at se det samfundsmæssige problem. Hvor holdbar er en idé, hvis den ikke kan tåle, at man prikker til den?

Bag South Parks tilgang til humor ligger der en filosofi om, at ingen idé eller tanke er så hellig, at man ikke kan lave sjov med den. I bedste facebook-jargon kan man tydeligt sige: Synes godt om.

South Parks brug af Muhammed er et perfekt eksempel på en indskrænkelse af ytringsfriheden. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er nogen der siger, at Muhammed-tegningerne intet har med ytringsfriheden at gøre, men hvis South Park er vant til at kunne gøre grin med Muhammed, og så ikke længere kan gøre det… Ja, hvad er det så?

’Nordkraft’ af Jakob Ejersbo

Jeg kunne godt skrive fint og meget om romanen Nordkraft. Der er dog ingen grund til at sige noget for blot at lade det stå som en gentagelse af allerede gode formuleringer. Hvis du har lyst til at læse en fyldestgørende og tilnærmelsesvis perfekt anbefaling af bogen, skal du blot klikke her.

Denne lille anmeldelse bliver som de fleste andre korte anmeldelser jeg har skrevet på siden, blot et uddrag af nogle af de tanker jeg har gjort mig omkring dette kulturprodukt.

Da jeg først stiftede bekendtskab med Nordkraft-universet, var det ikke i bogen men i filmatiseringen af samme. Nordkraft blev i 2005 filmatiseret med bl.a. Thure Lindhardt, Signe Egholm Olsen og Claus Riis Østergaard på rollelisten. De to førstnævnte har du måske set i Into the Wild (da. Ind i vildmarken) hvor de er med et par minutter som danske turister.

Bogen er fantastisk, og specielt anden del med et stort fokus på Allan er noget der er svært at stoppe midt i, men når dette er sagt, skuffede bogen mig også lidt – specielt i den sidste del. Dette ikke fordi at romanen er dårlig, tværtimod, men fordi at filmen og Thure Lindhardt formår at skildre Steso så godt, at man helt savner ham mere centralt i bogen. Til trods for at bogen er spændende og så velskrevet at det er smukt, savner man at Steso kommer frem som sig selv, og ikke blot som de andre personers minder om ham.

Efter at have læst Marias tanker er det mig en gåde hvordan at Jakob Ejersbo kan sætte sig ind i en kvindes tankegang som tilfældet er. Når dette er sagt, ved jeg selvfølgelig heller intet om, hvordan en kvindes tankegang er (og heldigvis for det – tror jeg!). I Marias tanker I bogen kommer jeg dog til at tænke lidt på kvinderne i novellesamlingen Superego. I don’t know why.

Nordkraft er en rigtig god bog, og i de samme sekunder som jeg skriver dette, tænker jeg over, at jeg glæder mig til at få anskaffet mig Afrika-trilogien og komme igennem denne. Den skulle i hvert fald være anbefalelsesværdig, har jeg hørt!

Vurdering: