For måneder tilbage kom Clement Kjersgaard i Debatten på DR2 med en kritisk indvending, da professor Christian Kock roste medierne for deres faktatjek-initiativ. Clements pointe var, at hvis der er noget der er faktatjek, er der også noget der er ikke-faktatjek. Der kan derfor argumenteres for, at faktatjek blot er symptomatisk for, at alt for mange politiske udmeldinger går ukritisk gennem medierne.

Ligeledes har SF’s pressechef, Claus Perregaard, kaldt et faktatjek af Villy Søvndal under valgkampen ’11 for »noget semantisk flueknepperi«. Konsekvensen af mediernes faktatjek kan dermed være, at man får en mere klinisk og kedelig debat, når politikerne skal frygte, at selv helt banale og ligegyldige fejl bliver taget op af mediernes faktatjek-enheder.

Det øgede fokus der er kommet på mediernes faktatjek samt ovenstående udmeldinger, får forhåbentlig én til at tænke over hvad faktatjek grundlæggende er for en størrelse. Selv har jeg et noget ambivalent forhold til mediernes faktatjek-format. Først og fremmest fordi jeg ikke finder det særligt nyskabende.

Der skal ingen tvivl herske omkring, at når folk siger noget der ikke passer, skal det korrigeres. Det er umuligt at føre en rationel politisk diskussion på et grundlag, hvor der ingen forskel er på sandhed og løgn. Det betyder dog ikke, at alle politiske udmeldinger bør eller kan tages op. Journalisterne skal være selektive og vælge de udmeldinger der 1) har en væsentlig grad af relevans at blive korrigeret samt 2) kan nuanceres ved hjælp af et faktatjek.

Det er, som Jan Birkemose pointerer, ikke alle udmeldinger der er godt tjent med et faktatjek. Det afgørende må derfor være, at et faktatjek, bedre end en længere, nuanceret baggrundsartikel eller lignende, bidrager til at kvalificere den politiske debat. Jeg har i den forbindelse undret mig en del over, hvorfor faktatjek-formatet har vundet så meget indpas, i stedet for blot at lade journalisterne interviewe fagfolk og researche, og skrive ganske almindelige artikler.

Det er værd at huske på, at faktatjek er ikke en ny opfindelse. Ved tidligere folketingsvalg har der ligeledes været fokus på, at gå politikernes udmeldinger efter i sømmene, og skrive kritiske artikler om politikerenes påstande. Som eksempel kan der nævnes Jyllands-Posten, der under valgkampen i 2007 gjorde en del ud af systematisk at faktatjekke¹:

Det kan med andre ord betvivles hvor revolutionerende det nye faktatjek-format er. Det er nok næppe blevet hverken mere eller mindre populært, at sige noget der er lodret forkert under en valgkamp.

Man kan så godt argumentere for, at når der er noget der er faktatjek, er der også noget der ikke er faktatjek. Dette er dog ikke ensbetydende med, at medierne er for ukritiske. For det første havde nogle medier (BT, Berlingske, Politiken), kun faktatjek-konceptet under valgkampen, hvor der sker en intensivering i antallet af politiske debatter og udmeldinger, der ikke alle kan kontrolleres, som var det uden for en valgkampsperiode. For det andet går ikke alle politiske udmeldinger gennem mediernes kritiske filtre. Eksempler herpå er sociale medier og politiske debatter, hvor faktatjek alt andet lige må ske som en reaktion på de udmeldinger der er sendt ud til borgerne.

Vi ser primært faktatjek to steder i det danske medielandskab nu. Hos Jyllands-Posten og i Detektor på P1 og DR2. Ved sidstnævnte er der ikke kun tale om faktatjek (i det seneste afsnit blev en stor del af programmet brugt på en ligegyldig introduktion til politikernes kropssprog), og ved førstnævnte er kvaliteten meget varierende.

Jyllands-Posten har ved flere lejligheder lavet hvad man med rette kan kalde faktatjek af en ret ringe kvalitet. Eksempler herpå kan ses her, her og her, hvor man i førstnævnte stempler Alex Ahrendtsen udmelding om, at lærernes politiske overbevisning afspejler sig i deres valg af undervisningsmateriale, som sand, uden at have noget belæg for det, og i sidstnævnte ikke har styr på den statistiske usikkerhed forbundet med den relevante undersøgelse!

Jeg er principiel tilhænger af, at medierne bedriver faktatjek (i såvel som udenfor valgkampe), men så skal der også være styr på det. Det skal ikke blive en undskyldning for at tage ligegyldige udmeldinger op eller bedrive decideret tendentiøse faktatjek, hvilket risikoen alt andet lige bliver større for, når man laver et selvstændigt faktatjek-format, der skal kunne levere usandheder på ugentlig basis.

Faktatjek blev ganske vel kaldt det nye sort i valgkampen 2011, men der er ikke så meget nyt i at tjekke fakta under valgkampe.

1. Udklippet er fra Duellens påstande i Jyllands-Posten s. 4, tirsdag d. 6. november 2007

I forbindelse med kampvalget i SF har Pernille Frahm skrevet et blogindlæg, hvori hun prøver at svække Mattias Tesfayes chance for at blive valgt til næstformandsposten. I indlægget kritiserer Pernille et flere år gammelt indlæg skrevet af Tesfaye, hvor han opstiller 10 teser for en praktisk socialisme.

Disse teser har desværre ikke mødt den store opbakning i SF. Det er åbenbart ikke populært i politiske partier, at formulere 10 teser med udgangspunkt i ens ideologiske ståsted.

De 10 teser Tesfaye formulerer, vil jeg gerne dedikere dette indlæg til. Jeg vil ikke kritisere dem. Tværtimod. Jeg vil rose dem og gerne anbefale på det kraftigste, at de bliver læst. Jeg er selvfølgelig ikke enig med Mattias Tesfaye i socialismeprojektet, men jeg har megen respekt for hans holdninger, og finder dem lige så legitime og logisk konsistente, som mine egne holdninger.

Det er for det første befriende at læse indlæg skrevet af det jeg med rette mener, at man kan kalde for en intellektuel debattør. Det er sjældent jeg læser indlæg der så præcist formulerer et politisk projekt på baggrund af den erkendelse, at politik grundlæggende er resultatet af interessekonflikter. Det er med andre ord skønt at læse et politisk projekt, der ikke legitimerer politisk indgriben med udgangspunkt i, at man gør det for andres blå øjnes skyld. Derfor fortjener hele hans anden tese, at blive citeret ordret:

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

Jeg er enig, omend jeg mener, at en stoffri, vesteuropæisk, dansk mand, sagtens kan gøre noget godt for andre, da samvittighedsinteresser på ingen måde er illegitime interesser (deres relation til det politiske, kan så diskuteres). Man behøves ikke være hjemløs for at gøre noget godt for hjemløse. Jeg er dog helt på linje med argumentet bag, og den debat Tesfaye forsøger at rejse, så der er ikke i nærværende tilfælde tale om en regulær kritik af hans syn på den politiske kamp.

Mattias Tesfaye er helt sikkert bekendt med Karl Marx og Friedrich Engels, og højst sandsynligt også Carl Schmitt. Han er en klog gut. Han forfalder ikke til simple partipolitiske paroler eller den naive tro på, at venstrefløjen vil redde verden ved at afskaffe den onde kapitalisme eller skabe et samfund uden interessediversitet. Jeg kan kun håbe på, at flere debattører – på venstre- såvel som højrefløjen, vil læse de 10 teser og lade sig inspirere, provokere og forstå, at politik er og bliver et spørgsmål om interessekonflikter.

Det er ingen hemmelighed, at jeg politisk afviger fra SFs principprogram – og også fra Tesfayes holdninger. Det ændrer dog ikke på, at jeg er helt på linje med opfattelsen af det politiske og hvordan politik grundlæggende er en »kamp for egne interesser«.

Så med 3-4 års forsinkelse: Tak for et godt indlæg, Mattias.

Når du er på siden, skal du som det første tegne det du gerne vil have skrevet i LaTeX. Her er et eksempel på, hvad man kan tegne:

Bemærk at det kan være nødvendigt at skrive ens tegn et par gange, da servicen kan forveksle en bestemt krusedulle med andre tegn (i nærværende tilfælde troede servicen først, at jeg skrev M i stedet my). Når servicen har tolket din håndskrift efter hensigten, kan du bruge det output der gives. I dette tilfælde:

z=\dfrac {y_{i}-\mu } {\sigma }

Ikke al kode der gives er lige pænt, men det virker. Koden smides så ind i ens dokument, hvor vi i vores eksempel får følgende:

Som det kan ses, matcher det den oprindelige tegning. Og verden er hermed et bedre sted at leve.

Lad mig dog alligevel rose Pia Olsen Dyhr for hendes pointe om, at det er en falsk varebetegnelse, når Venstre kalder sig for »Danmarks liberale parti«. Kæden falder dog af, når hun (vistnok i ramme alvor) melder ud, at de ikke kan kalde sig liberale, da de har gennemført »skattelettelser til de rigeste«. Jeg tager ikke pis på dig, kære læser. Tjek selv ovenstående link.

Socialistisk Folkeparti er ikke Liberalistisk Folkeparti. Marxisme er ikke liberalisme. Socialistiske værdier har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde. Dermed ikke sagt, at liberale værdier er de bedste, men det er sgu ikke de værdier der har været ledetråden hos hverken SF, Marx eller resten af venstrefløjen. Det er udtryk for en uhumsk leflen for de vælgere, der ikke besidder en grundlæggende historisk viden og kendskab til forskelle på politiske ideologier, når der siges, at SF er de liberale værdiers bannerfører. Socialistisk Folkeparti er ikke et ægte liberalt parti.

Kampagnen sælger den naive opfattelse, at DR er et solidarisk fællesskab, hvor der er noget for enhver smag. Hvor meget solidaritet der er over et fællesskab, hvor den enlige forsørger uden smartphone og andet, skal betale det samme som en hel familie med alverdens teknologiske apparaturer, kan selvfølgelig diskuteres. Det interessante er og bliver dog, hvor tåbeligt det er at sige, at licensen er noget man giver til hinanden.

Licens er noget man betaler fordi man skal. Licens er noget der frarøver folk deres penge, fordi nogen ikke bryder sig om at se reklamer på TV. Der er ingenlunde tale om et fællesskab, hvor der bliver skabt noget af relevans, der ikke ville kunne skabes på et marked. Tværtimod.

Fællesskabet i denne sammenhæng skal selvfølgelig tolkes ind i de public service-forpligtelser, DR har. Public service-begrebet er dog så udvandet og ligegyldigt, at alt efterhånden er public service. Dette ser vi bedst, når for eksempel DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, argumenterer for, at et markedskoncept som X Factor er public service, fordi det er public. Jøsses.

Ét er at folk tvinges til at betale for andres TV-, radio- og internetforbrug, noget andet at håne folk med, at de er en del af et fællesskab, der er et ulækkert misfoster i en moderne, teknologisk brydningstid. Licens er ikke noget vi giver til hinanden. Licens er en tvangsindkrævet skat. Punktum.

Many political scientists quickly concede that experimental research has high internal validity compared with research with observational data and they dismiss experimental research (especially laboratory experiments) as being low on external validity compared with research with observational data. Both opinions tend to understate and ignore the multitude of issues involved in establishing the internal validity in the senses we have mentioned – statistical conclusion, causal validity, and, if the empirical study involves theory testing, construct validity. If a result is not statistically significant, cannot be established to be causal in the population originally investigated, or is estimated from an empirical study that has little relevance to the theory being evaluated, then how can it possibly be considered externally valid or robust as a causal relationship? It makes no sense to say that some empirical research is low on internal validity but high on external validity.

Side 275 i Morton, R. B. & K. C. Williams (2010). Experimental Political Science and the Study of Causality: From Nature to the Lab. Cambridge: Cambridge University Press.

Hendes holdning til diskussionen omkring rygning kan bedst indfanges i hendes egen konkluderende bemærkning: »Diskussionen om rygning bør handle om sundhed. Ikke om ideologi«. Jeg får lyst til at kalde Camilla Hersom for en sundhedsfacist, men skal nok undlade at gøre dette. I hvert fald for nu. Det interessante i denne sammenhæng er netop ikke begrænset til hendes totalitære tilgang til andre folks helbred, der åbenlyst præger hendes bedrevidende jeg, men lige så meget forholdet mellem radikale politikeres holdninger og deres opfattelse af ideologi.

For radikale er ideologi noget der slører andre menneskers fornuft og forhindrer dem i at tænke lige så klare tanker som radikale. Det tætteste du kommer på at få en radikal til at beskrive sig selv som værende ideologisk, er ved at få fremprovokeret omsonste betegnelser a la humanist eller socialliberal.

Lad det være sagt: Jeg er en stor tilhænger af, at vi med udgangspunkt i fornuft kan diskutere politik. Modsat et udgangspunkt der er dogmatisk og ubetænksomt. Problemet er blot, at når man tager patent på den sunde fornuft og pakker ens ideologiske holdninger ind i samme, bliver andres holdninger dogmatiske, ufornuftige og endimensionelle. Og ens egen ideologi tilsløres, men forsvinder selvfølgelig ikke.

Spørgsmålet om rygning er for Camilla Hersom sund fornuft. Selvfølgelig skal det være forbudt. Det si’r sig selv. Videnskaben har talt; rygning er usundt. Problemet her er, at Camilla Hersom har tilegnet sig så stærke, normative værdier, at de er blevet til deskriptive sandheder. Hendes eget perspektiv befinder sig hinsides det ideologiske, og med en fornuftig indsigt i hvordan samfundet bør indrettes og den politiske magt praktiseres.

Derfor er hendes holdning til den politiske diskussion også klar: »Paradokset er, at selv om sammenhængen mellem rygning og (u)sundhed er fuldstændig entydig, så er der en klar tendens til at gøre den politiske diskussion om, hvad vi skal gøre ved rygning, til et slagsmål om personlig frihed. Om liberalisme overfor socialisme. Den fri vilje overfor ”Big Mother” samfundet. Det synes jeg er forfejlet.«

Der kan man bare se. Andre tilgange til emnet er præget af ideologisk fnidderfnadder, et åbenlyst fravær af sund fornuft og den åbenlyse erkendelse, at rygepolitik bør handle om sundhed – og ikke ideologi. Den personlige frihed, forholdet mellem individ og gruppe, ideen om den fri vilje, diskussionen om det gode liv… Ja, den slags ideologiske tåbeligheder er radikale hævet over.

De farligste holdninger er dem til hvor det lyder, at de ikke har deres rod i et ideologisk værdisæt. Hvor et radikalt perspektiv i teorien kan tage højde for divergerende tilgange til et spørgsmål og anerkende dets komplekse natur, bliver det ofte ikke til meget andet end en ulækker bedrevidende stillingtagen, der fraskriver sig de pointer, argumenter og dilemmaer bestemte ideologier retmæssigt kan bringe ind i en politisk debat.

Slutteligt skal jeg pointere, at jeg intet har imod at Camilla Hersom går ind for at vi alle skal leve af kildevand og gulerødder. Jeg har intet imod at det er hendes holdning, at usunde produkter pr. definition bør være forbudte. Jeg har dog et ret stort problem med, at hun er af den forkerte opfattelse, at det pågældende syn på hvordan andre mennesker skal leve deres liv, ikke er præget af ideologi.

Det er – som ovenstående link indikerer – ikke det bedste studie nogensinde foretaget i videnskabens historie, men det er jo også tyve år gammelt. Det er dog stadigvæk et godt eksempel på et studie med flere åbenlyse fejlkilder og problemer (spørgsmålet om den kausale sammenhæng, at slutte fejlagtigt fra gruppe-niveau til individ-niveau (“ecological fallacy“), måleproblemer m.v.). Flere af disse bliver belyst i et par replikationsstudier og kommentarer i tidsskriftet som det oprindelige studie blev publiceret i, men som (desværre) ikke bliver omtalt i indlægget.

Det første replikationsstudie², foretaget af Maguire og Snipes i 1994, der ikke finder nogen signifikant korrelation mellem countrymusik og selvmordsrater, kommer med en sjov bemærkning i forhold til hvordan de måler våbentilgængeligheden: »They measured gun availability using “the number of retail outlets (per 100,000 population) listed under ‘guns’ or ‘firearms’ in the … yellow pages.” Although this is a poor measure of gun availability, to remain consistent, we too incorporated this measure.« (s. 1240).

Dette afføder et paper³ hvor Steven Stack og Jim Gundlachs kritiserer det pågældende studies måleproblemer på andre variable, og hvordan korrelationen er signifikant. Her svarer Maguire og Snipes igen⁴, hvor det påvises, at sammenhængen er spuriøs: »Rather, as Table 1 shows, the relationship is spurious, attributable primarily to the effects of divorce and poverty, and to a lesser extent southernness and gun availability.«

I en kommentar⁵ omhandlende, at An “Achy Breaky Heart” May Not Kill You, fremhæves nogle af de åbenlyse problemer med studiet der undersøger effekten af countrymusik på sandsynligheden for selvmord: »results of analyses of aggregate data on suicide are “suggestive but not conclusive” and that “researchers must make serious efforts to uncover the conditions under which inferences from aggregate to individual data are still permissible« (s. 1252). Ligeledes pointeres en lang række andre metodiske problemer, der er tekstbogseksempler på begrænsninger ved studiets resultater. For blot at nævne et par af dem relateret til deres data (s. 1252):

Lacking data on individual cases of suicide, one cannot know (1) whether whites who are depressed and suicidal tend to listen to country music or (2) whether whites tend to become depressed and suicidal as a result of listening to country music. Likewise, one cannot determine (1) whether whites who are divorced tend to listen to country music, (2) whether listening to country music tends to cause their noncountry music fan spouses to divorce them, or (3) whether country music makes romantic conflict and divorce seem more normal for those individuals who are contemplating suicide, thus increasing the likelihood that they will attempt suicide. Finally, it is unknown (1) whether whites who are suicidal are more likely to live in the southern region of the U.S. or (2) whether living in the southern region of the U.S. tends to cause whites to become depressed and suicidal.

Som det reagerer Stack og Gundlach⁶ på resultaterne ved at påvise simple korrelationer på individniveau mellem om man er fan af countrymusik og har været skilt eller separeret, og om man er fan af countrymusik og har et skydevåben, og konkluderer, at: »work is needed to explore the relationship between art and suicide, including country music.« (s. 335).

Studiet og de efterfølgende studier og kommentarer er gode eksempler på for det første hvor vigtige metodiske overvejelser (datavalg, operationaliseringer, indikatorer osv. osv.) såvel som replikationsstudier er, hvor mange faldgruber der er, og selvfølgelig den klassiske; korrelation ≠ kausalitet.

1. Stack, S. & J. Gundlach (1992). “The Effect of Country Music on Suicide”, Social Forces 71(1): 211-218. 
2. Maguire, E. R. & J. B. Snipes (1994). “Reassessing the Link between Country Music and Suicide”, Social Forces 72(4): 1239-1243.
3. Stack, S. & J. Gundlach (1994). “Country Music and Suicide: A Reply to Maguire and Snipes”, Social Forces 72(4): 1245-1248
4. Snipes, J. B. & E. R. Maguire (1995). “Country Music, Suicide, and Spuriousness”, Social Forces 74(1): 327-329.
5. Mauk, G. W., M. J. Taylor, K. R. White, T. S. Allen (1994). “Comments on Stack and Gundlach’s “The Effect of Country Music on Suicide:” An “Achy Breaky Heart” May Not Kill You”, Social Forces 72(4): 1249-1255
6. Stack, S. & J. Gundlach (1995). “Country Music and Suicide – Individual, Indirect, and Interaction Effects: A Reply to Snipesand Maguire”, Social Forces 74(1): 331-335.

Steffen studerer den dag i dag nemlig statskundskab ved KU, og her er der angiveligt tale om et elfenbenstårn, hvor der ikke tænkes tanker, der bidrager til, at løse samfundets problemer: »Forskerne herinde er dygtige nok. Men de gør stadig, som de altid har gjort: Tilbyder fag spækket med selvrefererende teoretiske og metodiske debatter, så ingen misser muligheden for at blive en potentiel ph.d.-kandidat«.

En sådan udmelding irriterer mig lidt. Hvis man ikke kan se relevansen i de teoretiske såvel som metodiske debatter (hvor selvrefererende de så end er), er det ikke nødvendigvis debatterne den er galt med. Sådanne debatter kan selvfølgelig forekomme abstrakte, og for nogen derfor også ligegyldige, da de af logiske årsager forudsætter et bestemt abstraktionsniveau.

Det der dog irriterer mig mest, er de spørgsmål han rejser: »Hvor er visionen om at komme med løsninger på samfundets problemer? Hvornår lærer vi at skabe – frem for at forstå – forandringer?«. Der er mindst tre grunde til, at de irriterer mig.

For det første publiceres der meget litteratur der har implicitte såvel som eksplicitte ambitioner om at bidrage med gode råd og policy anbefalinger (= løsninger på samfundets problemer). Så visionen er der talrige steder, hvis man tager sig tid til at finde den.

For det andet er »samfundets problemer« ikke en størrelse man blot kan komme med løsninger på uden først at tage politisk stilling til, hvad der udgør et politisk problem. Vi kommer ikke tættere på én opfattelse af samfundets problemer ved blot at tænke innovativt. Tværtimod. Og heldigvis!!!

For det tredje er forståelsen af forandringer forudsætningen for at kunne skabe forandringer. I hvert fald hvis forandringerne skal ske med udgangspunkt i viden. Det andet spørgsmål er derfor blot en kliché og uden reelt indhold. Vurderingen af, at der er brugt for meget tankevirksomhed på blot at forstå forandringer frem for at skabe dem, er heller ikke ny, men kan blandt andet spores tilbage til gode gamle Karl Marx.

Mest af alt lyder det som om, at Steffen Thybo Møller har valgt det forkerte studie, eller savner sin tid som stud.merc.int. på Aarhus School of Business. Lars Bo Kaspersen, institutleder på statskundskab på KU, giver dog i en vis grad Steffen ret i sin kritik, hvorfor der er søsat en uddannelsesreform, der trækker i »den retning (konkrete færdigheder, som vil gøre dem umiddelbart brugbare i den private sektor., red.) med nye specialiseringsmuligheder«: »Vi har den forskningsmæssige kompetence til det. Det er ikke kun staten, vi forsker i. Og vi ruster yderligere op, så ledelse, organisation, projektledelse, strategi, CSR med mere bliver faste udbud«.

Jeg kan ikke udtale mig om statskundskab på KU, men jeg er bekendt med utallige fag som statskundskabere på SDU kan tage, hvis de har interesse for projektledelse, strategisk ledelse, organisationer osv. Det er dog heldigvis nu kun valgfag, hvorfor man som statskundskaber kan undgå sådanne fag.

Man kan ikke forlange, at statskundskab udelukkende er sat i verden for at bidrage med konkrete løsninger på samfundets problemer. Statskundskab beskæftiger sig blandt andet med magt, interesser, konflikter m.v., der ikke direkte bidrager med efficiente løsninger på samfundets problemer. Man kan omvendt sige, at det er et offentligt gode, at der forskes i politik og magt, og at statskundskab ikke er begrænset til at tænke i organisationsteoretiske termer og buzzwords – og noget så tomt og ligegyldigt som at »løse samfundets problemer«.

Jeg finder citatet symptomatisk for en forsimplet og dogmatisk tilgang til samfundet, som jeg ofte støder på, når jeg diskuterer politik med folk der støtter Liberal Alliance. En tilgang der siger, at staten er et samfundsmæssigt onde (eller en meget ineffektiv virksomhed), der burde afskaffes ved først mulige lejlighed.

For det første finder man et tilnærmelsesvist religiøst forhold til markedet som et kollektivt gode, der opretholder sig selv. Her kan man dog indvende, at markedet ikke opretholder sig selv og ikke er så simpelt, men blandt andet forudsætter ejendomsrettigheder. Hvem skal opretholde denne institution? Hvad skal straffen være for ikke at overholde andres ejendomsret? Staten kunne være at foretrække, når sådanne spørgsmål skal besvares.

For det andet har alle ikke nødvendigvis noget at skulle have sagt på et marked. Markedet skaber de mest efficiente løsninger, men ikke nødvendigvis de løsninger der sikrer, at alle har noget at skulle have sagt. Der er derfor intet der taler for, at markedet sikrer, at alle er godt stillet, i forhold til hvis der ikke var en stat.

For det tredje er der ikke tale om en simpel sondring mellem markedet og så en parlamentarisk samling, hvor et snævert flertal bestemmer. Staten er ikke begrænset til dette, og der er flere aktører, der ikke agerer på et marked, men heller ikke bestemmer ved at kunne tælle til 90.

For det fjerde er der noget der hedder politik. Markedet har implikationer for fordelingen af ressourcer med gyldighed for samfundet. Fordelingen af disse ressourcer kan ikke afgrænses til at være et økonomisk spørgsmål, hvor folk bare skal agere på et marked, men åbner også op for en politisk diskussion, hvor det alt andet lige er et legitimt synspunkt, at staten er at foretrække på visse områder.

For det femte kan det tænkes, at der er situationer hvor staten (eller relationen mellem stat og marked) mest effektivt kan løse kollektive handlingsproblemer, i forhold til hvis det var overladt til markedet. Det er med andre ord ikke så simpelt.

Markedet er fantastisk, men det betyder ikke, at det altid er at foretrække.