\usepackage{pdfpages}

I selve dokumentet kan de relevante dokumenter så tilføjes:

\includepdf[pages=-]{dok1.pdf} % Inkluderes først
\includepdf[pages=-]{dok2.pdf}
\includepdf[pages=-]{dok3.pdf}
\includepdf[pages=-]{dok4.pdf} % Inkluderes sidst

Skal du kun bruge de første 4 sider af et dokument, kan du angive hvilke sider der er relevante:

\includepdf[pages=1-4]{dok.pdf} % Inkluderer side 1-4 fra dok.pdf

Tilføjer du ikke optionen, får du kun den første side fra hvert dokument.

Ovenstående billede var at finde på Dansk Folkepartis hjemmeside under valgkampen tilbage i november 2007. Billedet er humoristik, hvorfor jeg ved forskellige lejligheder har delt det med bekendte. Det illustrerer ligeledes eksistensgrundlaget for partiet Ny Alliance – og dets fald. Naser Khader (Ny Alliance) står, skraldgrinende, mellem Pia Kjærsgaard (støttepartiet DF) og Anders Fogh Rasmussen (regeringen). Partiet var sat i verden for netop at kappe båndet mellem DF og VK-regeringen, men endte med at blive intet andet end en elektoral vittighed. Noget der i høj grad kan tilskrives Naser Khaders partilederevner – eller rettere sagt fraværet af samme.

Men hvad har det med det liberale Danmarks parlamentariske situation at gøre? I dette indlæg vil jeg argumentere for, at Ny Alliances valgresultat i november 2007, var forudsætningen for en parlamentarisk repræsentation af liberale politikere i Folketinget. Det siger sig selv, at Liberal Alliance bygger videre på resterne af Ny Alliance, men hvis dette ikke var tilfældet, var der næppe sket noget på nævnte front. Der var ingen repræsentation før, og der var næppe kommet det efterfølgende.

Repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget er interessant, fordi den fra 2001 var fraværende. Kort fortalt valgte Venstre at koble sig fast til midtervælgeren. Koste hvad det koste skulle, eller som Claus Hjort Frederiksen har formuleret det: »Når man kender resultatet på valgaftenen (1998, red.), må man stille sig det spørgsmål: Hvad skal vi bruge næste valgperiode til? (…) Vi opstillede to målsætninger: For det første skulle Venstres formand gøres til den ubestridte borgerlige leder og dermed statsministerkandidat. For det andet ville vi gå efter regeringsmagten. Og så må man lægge en strategi, der fører til regeringsmagten. Når du har et Folketing, der står 90-89, er der sådan set kun en opgave, der skal gøres, og det er at flytte stemmer hen over midten i dansk politik.«¹

Hvis de stemmer der befandt sig på midten ikke var liberale, skulle Venstre heller ikke være liberale. Men holdningen om at der skulle gøres drastisk meget for at flytte vælgerne over midten, kan problematiseres. Det interessante i denne sammenhæng er dog blot, at der var liberale vælgere i 2001, men fra nu af var der intet parti der var med til at udgøre det borgerlige flertal, der appellerede til disse.

Det tragikomiske er, at Venstres strategi om at holde fat i midtervælgeren ikke blot førte til udeblivelsen af liberale mærkesager over de efterfølgende år, men blev til deciderede ikke-liberale holdninger. Dette indfanges bedst i følgende citat fra 2006 af Claus Hjort Frederiksen om, at regeringen: »arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund«².

Denne kamp mod liberale holdninger, var ikke begrænset til Venstre, men hele VK-regeringen, eller som Peter Kurrild-Klitgaard konkluderer, »at en række fremtrædende repræsentanter for VK-partierne ved adskillige lejligheder har lagt afstand til synspunkter, der ellers er klassisk borgerligt-liberalt arvegods (lavere skat, brugerbetaling, markedsøkonomi osv.), om omvendt omklamret ræsonnementer og værdier, der må opfattes som på kollisionskurs med samme (at lighed er et selvstændigt mål, at den offentlige sektors størrelse ikke er et problem, osv.).«³

Kunne man forestille sig at der internt i regeringen ville komme en repræsentation af liberale holdninger? Nej. Det bedste eksempel på dette er selvfølgelig reaktionen på Eva Kjer Hansens udmelding om, at ulighed i samfundet er et gode, der blev skudt ned fra partitoppen i Venstre. Hvad med eksternt? Kunne der ikke komme en reaktion på dette fravær af liberale holdninger i Folketinget? Det bedste eksempel herpå er Liberalisterne, der blev stiftet i 2005 af Torben Mark Pedersen. Partiet blev af flere årsager ikke repræsenteret i Folketinget, og det er meget tvivlsomt, at lignende initiativer ville kunne komme over spærregrænsen ved noget folketingsvalg.

Derfor er Ny Alliances valgresultat ved valget i 2007 interessant. Var partiet ikke kommet over de magiske 2 pct., var der ingen parlamentarisk platform hvorfra Liberal Alliance kunne tale fra. Var partiet blevet en succes ved valget i 2007, ville der stadig være målsætningen om 40 pct. skat og lignende, men jeg vil betvivle, at Ny Alliance med de opstillede kandidater ville kunne fremme repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget. Ganske enkelt fordi det ikke var dét, der var i fokus.

Ny Alliances valgfiasko i 2007 skabte dermed udgangspunktet for den liberale repræsentation i Folketinget. Noget der ved det næste valg skulle føre til, at VK-regeringen fortjent skulle tabe valget og at Liberal Alliance skulle opleve en fortjent valgsejr.

Det liberale Danmark kan derfor takke Naser Khader for, at han lavede Ny Alliance, men ikke formåede at opnå succes med det.

1. Citat fra side 84 i Slothuus, R. (2003). “Partier med omtanke: Socialdemokratiets og Venstres Vælgerstrategier”, Politica 35(1): 78-94.
2. Citat fra side 161 i Olesen, O. B. (2007). Taberfabrikken. København: People’s Press
3. Citeret fra side 58 i Kurrild-Klitgaard, P. (2011). ”Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011”, Økonomi & Politik 84(3): 47-62.

For et par år siden sendte Saxo Bank et gratis eksemplar ud til alle deres kunder og andre der på anden måde var associeret med deres foretagende, men nu kan man så også få den gennem deres hjemmeside. Det er mig ikke bekendt, hvor længe denne mulighed har eksisteret. Det er en fin bog, om end jeg flere steder finder den dræbende tør og decideret kedelig. Går man rundt med en lille objektivist i maven, vil man, ikke desto mindre, med sikkerhed kunne lide den. Lige så meget som man vil være skuffet over filmatiseringen af første del af bogen.

Så har du den mindste lyst til at stifte bekendtskab med Ayn Rand, har du her en oplagt mulighed. Til trods for at jeg ikke er den store sucker for Ayn Rand, skal der alligevel lyde et tak til Saxo Bank for bogen. Mange tak.

For at spare dig for en stor del af besværet med kaffepletter, findes der en pakke ved navn coffee, som du uden de store vanskeligheder kan smide i din preamble:

\usepackage{coffee}

På nedenstående billede kan du se hvad denne pakke kort fortalt giver dig af muligheder.

For at få kaffepletten i dit dokument som på ovenstående billede, skal du bare indsætte følgende kode på den side, der skal have en kaffeplet:

\coffee{1}

Som Hanno Rein, der har lavet coffee-pakken, korrekt skriver: This package provides an essential feature to LaTeX that has been missing for too long. It adds a coffee stain to your documents. A lot of time can be saved by printing stains directly on the page rather than adding it manually.

God fornøjelse.

Økonomisk er Danmark åbenlyst hårdt ramt – også sammenlignet med vores naboer. Væksten er lav, og der er alt for mange parkeret på passiv forsørgelse frem for at være i uddannelse eller arbejde.

Men også på det værdipolitiske område er Danmark blevet forarmet af den linje, der i ti år blev dikteret af Venstre og Dansk Folkeparti.

Jeg må minde om, at førstnævnte i særdeleshed også er værdipolitik. En sondring mellem økonomisk politik og værdipolitik tjener intet reelt, brugbart formål. Følgende kritik er ikke begrænset til den pågældende kommentar, men rettet mod et utal af politikere og debattører på venstre- såvel som højrefløjen.

Værdipolitik er i ordets natur ikke andet end en pleonasme. Politiske konflikter er værdikonflikter. Økonomisk politik er også værdipolitik. Politik handler om værdier, og når man taler om værdipolitik, prøver man at skabe en idé om, at der findes en bestemt type politik, der ikke er præget af værdier.

Når man taler om værdipolitik er det dermed ikke de såkaldte værdipolitiske emner der er relevante, men snarere de emner der ikke er inkluderet i den værdipolitiske sfære. I dette tilfælde den økonomiske politik. Noget der er symptomatisk for den generelle, offentlige debat. Og det er problematisk.

I en sondring mellem økonomisk politik og værdipolitik, fjerner man ideen om værdier og gør dermed den økonomiske politik værdineutral og apolitisk. Det problematiske er, at værdierne selvfølgelig ikke forsvinder, blot fordi man opfatter det politiske område som værdineutralt. Og hvis der er noget specielt økonomisk politik ikke er, er det værdineutralt.

Selvfølgelig kan der foretages økonomiske diskussioner om hvilke politiske løsninger der skaber det største vækstpotentiale, men hvordan man forholder sig til sådanne diskussioner er (og bør!) være farvet af de værdier man har.

Politik der ikke handler om værdier er ikke politik. Derfor: Stop med at tale om værdipolitik – tal om økonomisk politik, integrationspolitik, socialpolitik, kulturpolitik og så videre, og anerkend, at ingen af de nævnte eller andre politiske områder der er, er værdineutrale. Hvis de var, var de ikke politiske.

Det bør ikke være nogen overraskelse at 90 pct. af de adspurgte siger ja til at de er »enten enige eller overvejende enige« med statsministerens holdning. Desværre formår Berlingske ikke at oplyse om helt essentielle oplysninger såsom spørgsmålsformuleringens ordlyd og lignende, der giver mulighed for at vurdere de præsenterede tal (eller rettere sagt det præsenterede tal).

Hvad der dog er komisk er Magnus Heunickes (socialdemokraternes politiske ordfører) tolkning af meningsmålingen. Først erkender han at det er svært at sige nej til det spørgsmål respondenterne er stillet, men tolker så alligevel meningsmålingen som et »tegn på, at danskerne har taget regeringens nye kurs til sig«.

Hvis der er noget Socialdemokraterne ikke har bidraget til under den økonomiske krise er det at fremme en fornuftig tilgang til krisen. Før de kom til magten blev der talt om at vi skulle »investere os ud af krisen« og at VK-regeringen blot ville »spare os ud af krisen«. Men nuvel, Magnus Heunicke siger jo også regeringens nye kurs.

Jeg tvivler på at det er Socialdemokraterne der kan tage æren for en eventuel krisebevidsthed i befolkningen. Havde man stillet det samme spørgsmål som i meningsmålingen på et andet tidspunkt, havde man nok fået samme svar.

Har den nye regering så sat en ny kurs? Ikke så vidt jeg kan se, hvis man ser bort fra kursskiftet i relation til ikke at holde hvad man lover.

Til de lidt mindre nørdede læsere af min blog der ud fra overskriften forventede noget andet end ovenstående: I skal selvfølgelig ikke skuffes, så her har I Kate Perry iført et The Simpsons-latexoutfit. Selvtak.

Hjemmesiden, der får navnet Den Korte Avis, har fået ret så stor medieomtale (se for eksempel her, her, her, her, her, her, her, her,  her eller her) , og man kan med rette spørge: Hvorfor!? Jeg må være et svar skyldig. »Avisen« er ikke lanceret endnu og der er intet nyt eller andet der gør, at den bør omtales i samtlige danske medier.

I nærværende indlæg vil jeg argumentere for, hvorfor jeg ikke ser Den Korte Avis som andet end en blog plus gæsteindlæg og et par nyheder. Det kan man altså ikke kalde for en avis. Og det er ingen nyhed at et aldrende ægtepar laver en netavis som et fælles hobbyprojekt. Nuvel, de er begge kendte, men so-fucking-what?

Jeg har foretaget lidt research og undersøgt hvad vi kan forvente af Den Korte Avis, og lad mig slå det fast med det samme: Den Korte Avis kommer på ingen måde til at revolutionere mediebilledet. Den Korte Avis vil være at finde online og kører på det såkaldte WordPress (som jeg også bruger til min blog). Gennem min research er jeg kommet i besiddelse af et billede der giver en god indikation af, hvordan siden kommer til at se ud.

Lad os starte med toppen af siden: Et billede af Ralf og Karen og en menu. Billedet af ægteparret underbygger påstanden om, at der mest af alt er tale om en personlig blog. Menuen det samme. Skift ”Læserbreve” ud med ”Gæsteindlæg” og ”Videoer” ud med ”Videoblog” og den er hjemme.

Den resterende side kan deles op i tre dele: Hoveddelen, en boks med ”små hurtige” og en højremenu.

I højremenuen finder vi igen en blogs karakteristika: En søgefunktion, nyhedsbrev, facebook, ”støt os” og et RSS-feed (alle velkendte elementer på forskellige blogs). I dette tilfælde er det RSS-feedet der er interessant, da det er Berlingskes nyheder der vises (kan også ses for eksempel her). Den Korte Avis har altså ikke i sinde at være en avis. Det lader den Berlingske (og andre) om.

Til venstre for dette finder vi en boks med ”små hurtige”. Her kan man forvente nogle udvalgte nyheder (vel en slags potpourri?). Intet spændende endnu.

I selve hoveddelen finder vi det der nok bedst kan sammenlignes med en traditionel avis, altså forskellige sektioner. Tophistorier, Skarpt lys, Erhverv, Rundt om samfundet, Så er det sagt og Hverdagsliv. Jeg kan ikke udtale mig om hvad de vil bringe i de enkelte sektioner (eller om der vil være flere sektioner), men blot komme med nogle generelle bemærkninger.

Skarpt lys ligner en sektion hvor Ralf og Karen vil skrive deres blogindlæg. Så er det sagt og Rundt om samfundet ligner de sektioner der vil prydes af gæsteindlæg. Hverdagsliv ligner en sektion hvor Madforlivet.com (og andre?) vil levere gæsteindlæg.

Alt i alt ligner Den Korte Avis bare Den Almindelige Blog + overflødigt pynt. Den eneste forskel jeg umiddelbart kan komme på er at Den Korte Avis har deadlines fem gange om ugen (hvilket ikke er nogen garanti for kvalitet – tværtimod).

Det kan selvfølgelig være at Den Korte Avis overrasker, bliver dagsordenssættende og/eller trækker læsere til fra andre aviser. Det kan være siden bliver radikalt anderledes end det indtryk jeg har fået af den. Jeg har dog min tvivl. Skal jeg derfor forsøge at besvare spørgsmålet der præger titlen af dette indlæg, omhandlende hvad vi kan forvente af Den Korte Avis, må svaret blive kort og præcist: En WordPress-blog med indlæg og andet indhold.

Til sidst skal der lyde en opfordring til de danske medier: Lad nu være med at gå i selvsving når Den Korte Avis går i luften her sidst i januar.

Sidenote: Ralf Pittelkow har udtalt følgende: »Jeg har absolut ikke højreorienterede holdninger. Jeg er tværtimod meget midtsøgende« :-)

I dette indlæg vil du kunne finde en top15-liste over de indlæg/sider der har fået flest visninger på min hjemmeside i år. Der er tale om visninger, så de der har læst indlæg på min blog på forsiden eller andre sider, er ikke talt med.

De tal der står i parentes er antallet af visninger i år. Forsiden og informationssiden er ikke inkluderet. Det samme er mine egne besøg heller ikke (men det ville forhåbentlig ikke ændre det store). Her er listen:

1. Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise (2.384)
2. Historien om 10 mennesker på en restaurant (2.162)
3. Statistik: Engelsk-dansk ordliste (869)
4. American Psycho (2000) (792)
5. Gode film (759)
6. Download af det gamle MSN (702)
7. Et fortjent dårligt valg til de Konservative (675)
8. A Clockwork Orange (1971) (649)
9. Den nye tænketank Kraka (428)
10. Klovn: The Movie (2010) (396)
11. Peter Mogensen for Dummies (389)
12. Et fortjent godt valg til Liberal Alliance (344)
13. Går de Konservative ind for skattelettelser? (320)
14. Er vi på vej mod et kendis-demokrati? (309)
15. Er Det Konservative Folkeparti overflødigt? (295)

Den største overraskelse er nok ”Historien om 10 mennesker på en restaurant” der er flere år gammel, men fik et par tusinde besøg i løbet af valgkampen tidligere i år (primært gennem facebook). De andre indlæg har fået en del besøg gennem Google (og for filmenes vedkommende også IMDb).

Endnu en gang: Godt nytår! :-)

Konsekvensen af den universelle velfærdsstat er at selv rige har ret til det Ekstra Bladet kalder for socialhjælp. Det er der sgu ingen afsløring i. Men hvad er det for et regnestykke Ekstra Bladet prøver at stille op? Lad os se på det: »Mens de fattigste herhjemme dårligt har råd til smør på brødet, sørger regeringen for, at de rigeste har så rigeligt råd til kaviar og champagne«

Hvis bare det var så simpelt. For det første er det næppe »socialhjælpen« der giver de rigeste kaviar og champagne. For det andet er der tale om en forsimplet måde at sælge problemstillingen. Det hele handler ikke blot om et fordelingsspil hvor der kan tages over 3 mia. fra de velhavende, som dermed kan komme de fattigste danskere til gavn – også selvom dagens leder i Ekstra Bladet forsøger at fremføre sådan et argument.

Det hele handler om noget mere grundlæggende: Velfærdsstatens legitimitet og opbygning. Hvis man går væk fra en velfærdsstat med universelle karakteristika, har det væsentlige implikationer for hvordan vi anskuer følgende spørgsmål: Hvorfor skal de rige for eksempel have ret til at bruge de offentlige sygehuse, når de har penge nok til bare at tage på private sygehuse? Hvorfor skal riges børn have ret til at bruge folkeskolen »gratis«, når forældrene har råd til at betale for privatskoler? Hvorfor skal velhavende have ret til pension?

Hvis man er tilhænger af en universel velfærdsstat, er der meget gode grunde til, at selv velhavende skal have ret til offentlige ydelser. Det er derfor ikke nogen afsløring Ekstra Bladet har foretaget i dag, når de har fundet ud af, at de mest velhavende danskere får penge fra det offentlige. Det ville være en større afsløring, hvis det viste sig, at de ikke gjorde.