Erik Gahner Larsen

Boganmeldelse i Tidsskriftet Politik: Fra krisevalg til jordskredsvalg: Vælgere på vandring 2011-2015

Perioden mellem folketingsvalget i 2011 og folketingsvalget i 2015 var i særdeleshed interessant. Rød blok formåede ved valget i 2011 at mønstre et politisk flertal, hvorved der blev sat et politisk punktum for det tiår, hvor VKO havde haft et stabilt politisk flertal (om end det i en periode så ud til, at Ny Alliance havde sat en endelig stopper for VKO-flertallet i 2007). Blokpolitikken blev med andre ord lagt i graven den 15. september 2011.

Dette udfald af valget igangsatte således også en proces, hvor Socialdemokraterne og SF skulle realisere deres politik i en parlamentarisk kontekst, hvor de Radikale var den store sejrherre. Dette var umuligt og regeringen blev kritiseret for at bedrive en løftebrudspraksis (altså kontraktpolitikkens negation). Der var ingen tvivl om, at de Radikale blev den store vinder i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Efterfølgende så man et Socialdemokraterne, der blev kritiseret fra alle sider, og et SF der blev kørt helt i sænk, hvor Goldman Sachs/DONG-sagen som bekendt var dråben, der fik regeringsbægeret til at flyde over.

På højrefløjen så man et Venstre, der i begyndelsen af perioden lagde godt fra start, men som med tiden ikke kunne tåle flere sager med Lars Løkke Rasmussen i centrum, hvorfor det måtte se vælgerne flygte i hobevis til især Dansk Folkeparti. Det var med andre ord en valgperiode, der kunne være gået bedre for de to traditionelt set store partier, Socialdemokraterne og Venstre. For læsere med lyst til at gå en tur ned ad memory lane, kan Henrik Qvortrups Tre år, ni måneder, tre dage varmt anbefales.

For de læsere, der har lyst til et mere akademisk perspektiv på perioden, kan det anbefales, at man tager et kig på den nye bog, Fra krisevalg til jordskredsvalg: Vælgere på vandring 2011-2015. Jeg anmelder bogen i det nyeste nummer af Tidsskriftet Politik, hvor jeg kommer ind på bogens styrker såvel som svagheder. Det nyeste nummer af Tidsskriftet Politik (19, 4) er tilgængeligt her.

Kan meningsmålingerne have påvirket Venstres valg i 2011?

Hos Politiken kan man læse, at hvis “Venstre havde haft bedre meningsmålinger op til valget [i 2011], så havde Venstre også klaret sig bedre på valgdagen”. Med dette menes der ikke blot, at hvis Venstre havde haft en opbakning på 40 procent i meningsmålingerne, ville de også ligge tættere på 40 procent på valgdagen, men derimod at meningsmålingerne i sig selv kunne have haft en effekt på den offentlige opinion. Det vil sige, at gode meningsmålinger kunne have fået flere til at stemme på Venstre og dermed føre til endnu bedre målinger.

Mere specifikt fremhæver artiklen i Politiken, at analyseinstitutterne gav Venstre færre stemmer i løbet af valgkampen, end de endte med at få ved selve valget i 2011. Logikken er, at dette kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten. Der er dog mindst to grunde til, at jeg er skeptisk i forhold til, hvorvidt dette var tilfældet.

For det første er der ingen grund til at tro, at vælgerne fokuserer på den absolutte support til partierne, men, hvis overhovedet, fokuserer på forandringen i meningsmålingerne. Det vil sige at en stigning eller et fald i meningsmålingerne kan skabe en bandwagon effekt, hvor man forlader den synkende skude og hopper over på vinderholdet. Det er dog ikke dét, der argumenteres for, var tilfældet i 2011, men derimod at Venstre skiller sig “ud fra de andre partier ved gennem hele valgkampen at ligge meget lavere i meningsmålingerne end valgets endelige resultat”. Kigger man på opbakningen til Venstre i løbet af valgkampen 2011 finder man da også et meget stabilt mønster (med de velkendte tilfældige og systematiske skævheder fra måling til måling):

Jeg har svært ved at se forekomsten af betingelserne for, at meningsmålingerne kunne have resulteret i en bestemt type dækning af Venstres opbakning i meningsmålingerne, som så videre kunne have påvirket vælgerens partivalg.

For det andet er der ikke stærk evidens for, at meningsmålingerne har effekter på den offentlige opinion, selv når man fokuserer på den relative forandring (se eksempelvis her og her). Hvis meningsmålingsartiklerne i 2011 for Venstre viste, at de ikke flyttede sig i meningsmålingerne, vil det kontrafaktiske scenarie jf. det refererede studie hos Politiken, altså at de får flere stemmer, næppe generere nogen ændring i vælgeropbakningen til partiet. Var der derimod en meget stor fremgang i meningsmålingerne og det kontrafaktiske scenarie var en meget stor tilbagegang, kunne der måske være en forskel i opbakningen til partiet (jeg er ikke sikker på, hvordan man skal tolke en sådan kausal effekt). Dette synes dog ikke at være tilfældet eller aktuelt for Venstre i 2011.

I det store hele er jeg skeptisk i forhold til, hvor meget en artikel om opbakningen til et parti kan betyde for den videre opbakning til partiet. Dette af især fire grunde. For det første er effektstørrelserne i studiet af effekten af meningsmålingerne ikke store (og i forhold til de estimater, vi helt basalt er interesserede i, ikke-signifikante).

For det andet er der en høj grad af selvselektion. Dem der interesserer sig for politik vil være dem, der er mest tilbøjelige til at se en meningsmåling, og disse personer vil sandsynligvis være mindre påvirkelige end dem, der aldrig vil se en sådan artikel. Med andre ord er det dem der i forvejen har en stærk holdning til deres partivalg, som vil være mere nysgerrige efter at vide, hvordan det går med deres parti. Det er den samme logik der ligger til grund for, at jeg aldrig får nogen information om, hvordan det går OB i Superligaen.

For det tredje læser man ikke meningsmålingerne neutralt. Mange vælgere har stærke holdninger til partierne i forvejen som påvirker deres 1) tilbøjelighed til at læse bestemte typer af artikler og 2) måden hvorpå de læses og fortolkes. På samme måde som man ikke tager en valgtest eller ser en politisk debat uden forudindtagede holdninger til partierne, læser man ikke en meningsmåling uden et bestemt set af eksisterende holdninger til partierne. En meningsmåling vil derfor i mange tilfælde blot tiltrække mere opmærksomhed fra de personer, der i forvejen køber historien, der sælges. Socialdemokrater elsker meningsmålinger, hvor Socialdemokraterne går frem og det samme for de andre partier og dets vælgere.

For det fjerde skal man være meget påpasselig med, som artiklen hos Politiken også er, at generalisere effekterne i ét studie til virkelighedens verden. Kort fortalt er den økologiske og eksterne validitet i de eksperimentelle studier meget lille. Der findes eksempelvis ikke lignende eksempler på en sådan artikelopbygning, som der anvendes i det citerede studie, i den virkelige verdens mediedækning. Ligeledes er der i en valgkamp et informationsoverload og en tidsdimension der gør, at én artikel næppe vil have nogen effekt dage efter, når krydset sættes. Og sidst men ikke mindst er der ofte ikke tale om nogen reel forandring i en meningsmåling, som i studiet, men blot insignifikante forskelle som varierer på tværs af målinger og institutter (jf. ovenstående figur), der resulterer i vidt forskellige artikler i løbet af en valgkamp med både fremgang og tilbagegang for de fleste partier.

Derfor tvivler jeg blandt andet på, at meningsmålingerne kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten i 2011.

Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011

Folketingsvalget 2011 var et valg der stod i krisens tegn. Det store spørgsmål under valgkampen, som uofficielt varede over et år, var, hvordan Danmark kom bedst ud af krisen. Der var forskellige løsningsforslag på bordet under valgkampen, men én ting var sikkert: Danmark stod midt i den største økonomiske krise i nyere tid.

Valget endte som bekendt med en på ingen måde overbevisende sejr til den røde blok, og tager man simple økonomiske teorier i betragtning, der tilsiger, at vælgere straffer siddende regeringer i dårlige økonomiske tider og belønner dem i gode, er sejren endnu mindre overbevisende. Forklaringen herpå kan findes i, at mange vælgere ikke tilskrev regeringen og den indenlandske politik ansvaret for den økonomiske krise. Hvilke forhold kunne så forklare at vælgerne stemte som de gjorde? Og hvilken rolle spillede den økonomiske krise for folketingsvalget i 2011?

Hvis man har interesse for disse spørgsmål, bliver det en udfordring ikke at få læst den nye bog, Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011, der tager folketingsvalget 2011 under kærlig behandling. Bogen tager afsæt i Valgundersøgelsen 2011 og dermed surveydata fra et repræsentativt udsnit af den danske befolkning indsamlet i månederne efter valget. Der inddrages også anden data (blandt andet til at dokumentere den økonomiske udvikling og i et tilfælde for at undersøge betalingsringens betydning for partivalg), men det er uomtvisteligt data fra Valgundersøgelsen, der er interessante og i fokus.

Bogen er velskrevet og meget pædagogisk. Det er tydeligvis en bog der kan favne et bredt publikum, og det kræver ingen andre forudsætninger end en interesse for folketingsvalg, at fange bogens pointer. Den kan dog blive en tand for pædagogisk når den i regressionstabeller gør det klart, at reference-kategorien til en dummy-variabel ved navn Kvinder er, ja, du gættede rigtigt – Mænd.

Bogen indledes med en beskrivelse af optakten til valget, mediernes dagsorden m.v. Titlen på dette kapitel er »It’s the Economy, Stupid« (er der ikke snart gået inflation i den formulering!?) og pointerer, at økonomien var på dagsordenen. Interessant er det dog, at socialpolitik tilsyneladende fyldte lige så meget på mediernes dagsorden. Forklaringen herpå er, at økonomiske emner ofte fik en social- eller velfærdsvinkling, mens det ikke nødvendigvis var tilfældet den anden vej rundt. Min umiddelbare tanke er, at mange vælgere ser aktuelle emner gennem en »velfærdslinse«, og når der diskuteres økonomiske spørgsmål, kobles det op på velfærd. Denne logik kan evt. også appliceres på emner der har fyldt dagsordenen ved tidligere valg, herunder indvandring. Min tese vil være at meget af debatten omkring indvandring, og de argumenter der har været brugt, har været med direkte henvisning til velfærdsstaten (dette må være undersøgt før?).

I det efterfølgende kapitel beskrives den danske økonomi op til valget samt danskernes utryghed ift. at blive arbejdsløs m.v. De efterfølgende kapitler går så for alvor i krig med at undersøge korrelationen mellem en række forskellige variable og partivalg. Her foretages først en række bivariate analyser, der i min optik ikke bidrager med noget videre substantielt. Endvidere er det lidt komisk at man beskriver denne del under overskriften »direkte sammenhænge«, før man vælger at foretage en analyse, hvor alle forklarende variable er inkluderet. Misforstå mig ikke: Det kan være djævelsk interessant med bivariate analyser, men når man i denne sammenhæng efterfølgende argumenterer for, at det er nødvendigt at lave en multivariat analyse for at undgå åbenlyse fejlkilder, forekommer de bivariate analyser og fortolkningen af samme overflødig.

Der bliver igennem kapitlerne taget forskellige teorier op, og deres respektive forklaringskraft bliver undersøgt. Her gives ligeledes en pædagogisk introduktion til argumenterne bag hvordan forskellige teorier kan forklare partivalg. Det er fint, men jeg finder nogle af beskrivelserne af socialiseringseffekter, »klasseforskelle« (målt som ansættelsesforhold) og lignende lettere irrelevante (måske grundet manglende personlig interesse). Ligeledes er jeg ikke overbevist omkring, at alle teorierne får en fair chance for at vise deres værd. Et eksempel der kan illustrere dette er yder/nyder-ideen, der introduceres således: »Ideen er her den, at yderne stiller sig mere skeptiske end nyderne over for økonomisk omfordeling og lighed, idet de har mest at tabe, mens nyderne omvendt vil ønske sig mere af begge dele for at kunne sikre en fortsat strøm af velfærdstilbud« (s. 96).

Det er en plausibel teori der dog ikke findes belæg for, men omvendt kasseres. I bogen appliceres denne teori udelukkende som forklaring på hvorfor alder er interessant, da der argumenteres for at yder/nyder-ideen er relevant ift. generationsforskelle, hvor unge og ældre nyder mere end 68’er-generationen. Det er for mig svært at se hvordan en bivariat analyse (og en efterfølgende multivariat analyse) af forskellige generationers holdninger til økonomisk omfordeling og ulighed, skal kunne sige noget retmæssigt om yder/nyder-ideen. Der må alt andet lige findes bedre variable der gør det muligt at teste sådan en påstand, og andre teorier der kan sige noget fornuftigt om, hvordan alder påvirker vælgernes holdninger til godernes omfordeling i samfundet.

Det interessante ved et krisevalg er dog selvfølgelig hvilken rolle økonomien spiller. I kapitel 5 tages dette spørgsmål op, hvor man fokuserer på økonomisk stemmeadfærd. Det er dog ikke uden metodiske vanskeligheder at undersøge effekten af økonomisk vurdering på partivalg. En lang række studier har vist hvordan der er endogenitetsproblemer forbundet med denne slags spørgsmål, da ens opfattelse af økonomien alt andet lige også afhænger af, hvilket parti man stemmer på (for et lækkert studie, se evt. Gerber & Huber (2010)).

Da valgundersøgelsen er foretaget efter valget, giver det lidet mening at undersøge effekten af vælgernes sociotropiske prospektive vurdering af økonomien på partivalg. Dette bemærkes da også i kapitlet, men det kunne godt være udgangspunktet for en diskussion af prospektive vurderinger i stedet for en sidebemærkning i en analyse der undersøger effekten af denne slags vurderinger på partivalg. Det er i hvert fald meget lidt interessant, at vælgere der stemte på det parti der vandt valget, er mere optimistiske på samfundsøkonomiens vegne end de tabende vælgere, der er mere pessimistiske. (i tabel 5.6 på side 128 giver det desuden ikke mening for mig, at man i den logistiske regression angiver en stemme på Enhedslisten som referencegruppe!?)

Det interessante i denne analyse er nok mere hvordan faktuel viden omkring økonomien påvirker ens partivalg. Her viser det sig, at dem der kunne svare rigtigt på at BNP’en faldt fra 2008 til 2010, i højere grad stemte på blå blok. Blå bloks vælgere var med andre ord klogere.

I kapitel 6 fokuseres der på vælgernes krisebevidsthed. Her undersøges det blandt andet hvilke partier der opleves at lægge mest vægt på økonomiske emner. Blå blok blev vurderet til at lægge mere vægt på emner som Danmarks økonomiske situation, balance på statsbudgettet og skattepolitik end den røde blok (tabel 6.6, side 149). Der var dog et økonomisk emne den røde blok blev vurderet til at lægge mere vægt på end den blå blok: Bekæmpelse af arbejdsløsheden. Det kan godt være at blå blok blev vurderet til at lægge vægt på at skabe balance på statsbudgettet, men hvad hjælper det, hvis man ikke fokuserer på at få folk i arbejde?

Gennem de forskellige kapitler fokuseres der også på tidsaspektet, blandt andet med svar fra tidligere valgundersøgelser, og det fungerer godt til at sætte 2011-valget i perspektiv. Det mindre interessante for mit vedkommende er snakken om effekter, kausalitetstragten m.v. Jeg har fuld forståelse for at man anlægger sådan et perspektiv, men hvis man er interesseret i kausale effekter, er der mange bedre steder at starte – og slutte.

I det afsluttende kapitel forsøger man at lave en samlet model for partivalg, men her inkluderes der så mange forklarende variable, at jeg har absolut ingen idé om hvad der sker. Nuvel, gennemgangen er pædagogisk og sammenhængende, men jeg sidder ikke tilbage med en følelse af at være blevet klogere på vælgernes partivalg, efter at have læst sådan et kapitel. I det sidste kapitel begynder man ligeledes at regne de forudsagte sandsynligheder på en anden måde end den resterende del af bogen (hvor andre variable har været sat til deres gennemsnit i de forudgående kapitler, regner man i sidste kapitel ud fra faktiske værdier i data for hver respondent).

Der er ellers overordnet et godt flow i bogen (selvom nogle afsnit virker tilstedeværende for deres egen skyld uden at bidrage med det store), og forfatterne er gode til at referere til de forskellige kapitler, og der er kun enkelte svipsere på tværs af kapitlerne (f.eks. når man får forklaringen på oprindelsen af »It’s the economy, stupid!« et par gange) og i samme kapitel (f.eks. når en p-værdi det ene sted er signifikant da den er under 0,1 og et andet sted i samme kapitel er insignifikant da den er under 0,058). Man skal desuden holde tungen lige i munden når det vedrører rød og blå blok, da Radikale er med i begge i løbet af bogen alt efter om det afhænger af efterlønsspørgsmålet eller ej.

Det er desuden et fint valg ikke at rapportere standardfejl og lignende, som vil være af interesse for de færreste læsere af bogen, men man kunne evt. have overvejet et onlineappendiks med al den slags ekstra info. Der står desuden i bogen at data kan erhverves gennem Dansk Data Arkiv, men det har jeg ikke haft held med. Jeg har en idé om at der vil være interessante ting at undersøge i datasættet, specielt ift. ting der skete efter valget, altså i den periode hvor respondenterne er blevet spurgt.

Alt i alt er der tale om en velskrevet bog, og er man interesseret i danske folketingsvalg, vil det være svært at komme udenom denne. 2011-valget var en spændende størrelse, og det samme kan man sige om nærværende bog.

Er der tale om løftebrud?

Intet parti i Folketinget har 90 mandater. Betyder det, at man ikke skal kunne hænge partierne op på noget af det de lover vælgerne? Eller spurgt med andre ord: Hvornår kan man tale om at partierne begår løftebrud?

Det skal selvfølgelig slås fast at politik er det muliges kunst. Der bliver indgået kompromiser og forhandlet frem og tilbage mellem politiske partier ved forskellige lejligheder, der bliver indgået forlig på forskellige områder m.v.

Derfor skal man selvfølgelig ikke forvente, at alt hvad Socialdemokraterne og SF har præsenteret af politiske udspil over de seneste år nu vil blive realiseret. Tværtimod. De er i regering med et parti der på det økonomiske område ligger op til en anden linje – og noget tyder på, at de har meget at skulle have sagt. Af samme grund kan eller skal man heller ikke tale om løftebrud, når al den politik ikke bliver realiseret.

I et regeringsgrundlag – der er forhandlet på plads mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – vil det derfor heller ikke være et løftebrud, når bestemte politiske udmeldinger ikke står i et regeringsgrundlag. Hos Politiken har man valgt at konkludere på baggrund af regeringsgrundlaget, at Helle Thorning-Schmidt begår løftebrud hvad angår boligskatten, fordi en langsigtet garanti er fraværende i regeringsgrundlaget. Dette forekommer at være en forfejlet konklusion.

Omvendt kan man selvfølgelig godt undre sig over, hvor langt man kan tale om, at Socialdemokraterne og SF kan se deres vælgere i øjnene med god samvittighed. For eksempel er der næppe nogle vælgere fra de to nævnte partier, der i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at en minister ville gå ud og garantere skattelettelser til de rigeste. Det er da derfor heller ingen overraskelse, at hverken baglandet hos Socialdemokraterne eller SF jubler over den umiddelbare politiske linje i regeringen.

Ovenstående skal dog ikke tolkes således, at Socialdemokraterne og SF ikke kan begå nogen form for løftebrud. Dette vil dog kun være tilfældet på områder hvor alle regeringspartier har lovet noget før valget, og efter valget ikke ser ud til stadig at love det (og vil kunne samle et politisk flertal for det). Et eksempel på dette kan være børnechecken, hvor besparelserne på denne næppe bliver tilbagerullet af den nye regering, til trods for at de tre regeringspartier var store modstandere af besparelsen (og vil kunne samle et parlamentarisk flertal).

I spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej, er en interessant vinkel at kigge på de udmeldinger regeringspartierne kommer med. De fleste udmeldinger der kommer fra partierne, specielt SF, om hvorfor al deres politik ikke er en del af regeringsgrundlaget, refererer til de politiske forhandlinger. Der er dog også udsagn der kunne tyde på, at ikke alt handler om politiske forhandlinger, men også om regulære løftebrud, som det for eksempel står skrevet i denne artikel i Berlingske:

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at regeringen ikke har levet op til alle sine løfter fra valgkampen og giver danskernes krisebevidsthed æren for flertallets accept.

»Vi ved alle sammen godt, at Danmark er i en økonomisk krise, og at det tager tid at komme ud af den. Det betyder, at danskerne er klar over, at det her ikke er en gavebod,« siger Socialdemokraternes nyslåede politiske ordfører.

Her er der tale om en ren tilståelsessag. For det første erkendes der direkte, at partiet ikke har levet op til sine løfter. For det andet hentydes der til, at Danmark er i en økonomisk krise, hvorfor Socialdemokraterne ikke kan leve op til sine valgløfter. Dette har intet med et løftebrud at gøre, såfremt den økonomiske krise var indtruffet efter valgkampen. Dette er som bekendt ikke tilfældet.

Der vil blive og der bliver skrevet meget om løftebrud i medierne i disse dage. Hvorvidt der reelt set er tale om løftebrud, kan være svært at afgøre, og der vil være tilfælde hvor man ikke kan tale om løftebrud, og omvendt tilfælde hvor det giver meget god mening at konkludere, at der bliver begået løftebrud.

Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.

Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.

10 andre punkter

I går publicerede jeg et indlæg hvor jeg kiggede nærmere på de politikpunkter, der var udsendt fra den konstellation af partier, der i dag har præsenteret et regeringsgrundlag. I går udsendte de rundt regnet 15 punkter, som den nye regering vil arbejde for at få gennemført. Overordnet konkluderede jeg, at Det Radikale Venstre blev den store vinder, SF taberen, og noget af Venstres politik ville blive gennemført.

Problemet med sådanne punkter er, at de – som jeg også pointerede – er strategisk udvalgt. For at komme med et andet eksempel på hvilke pointer man også kunne have fokuseret på, kan man kigge nærmere på 10 punkter Berlingske har valgt ud, hvor S og SF må skuffe deres vælgere.

På den baggrund kan man komme frem til følgende tabel over partiernes holdninger til de 10 udvalgte punkter:

Politikpunkt
1. Efterløn
 2. 12 minutter
mere
3. Dagpenge
4. Vækstpakke
5. Boligpakke
6. Millionærskat
7. Bankskat
8.-9. Folkeskole
10. Integration

Jeg er ikke helt sikker på specielt de Radikales holdning til et par af punkterne, men ikke desto mindre er konklusionen ganske klar: Man kan nemt finde områder hvor partierne i den nye regering ikke er enige, og omvendt områder hvor de er helt enige. Den nye regering vil selvfølgelig fokusere på sidstnævnte.

15 punkter: Socialdemokraternes, SFs, de Radikales og Venstres holdninger

En ny regering er lige på trapperne. Den vil efter alt at dømme bestå af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Enighed er der omkring, at Det Radikale Venstre får mest ud af regeringssamarbejdet, og får gennemført deres økonomiske mærkesager.

SF står tilbage som den store taber. Partiet har i bestræbelserne på at blive regeringsduelige brugt mange kræfter på at ændre deres værdipolitiske standpunkter, og nu må de så også tage til takke med, at de ikke får gennemført deres økonomiske politik. Partiet får med andre ord ikke sat sig nogle synlige spor på hverken den værdi- eller fordelingspolitiske kamp.

I skrivende stund rapporteres der om 15 punkter som vil blive gennemført af den kommende regering. Jeg vil i nærværende indlæg se nærmere på de enkelte punkter og vurdere hvilke partier der får deres politik gennemført på disse.

Det skal dog pointeres, at disse 15 punkter ikke kan bruges til at konkludere noget om hvor meget magt de enkelte partier har haft på den politik der gennemføres. De enkelte punkter har ikke den samme vægtning, da der for eksempel er meget forskel på at droppe millionærskatten og hurtigere hjælp til psykisk syge børn. Desuden er der, som gennemgangen af punkterne vil vise, også nogle ting der ikke nævnes, som også er interessante. Et eksempel på dette kan være bevarelsen af 24-årsreglen, der af gode grunde ikke får megen opmærksomhed.

I min gennemgang inddrager jeg – foruden de tre regeringspartier – Venstre, primært for at undersøge om de politikområder og mål der er fremlagt, er noget der distancerer sig fra hvad landets største parti har af holdning og hvordan vi kan forvente (eller rettere bør forvente), at Venstre vil forholde sig til de pågældende udmeldinger.

1. Regeringen agter at gennemføre den efterlønsreform, som blev vedtaget i maj af VKO.
Dette er næppe den store overraskelse. Efterlønsreformen brød på Velfærdsforliget fra 2006, hvorfor denne først ville blive vedtaget efter et valg, når vælgerne er blevet hørt. Som bekendt er der ikke kommet et alternativt flertal, der har muligheden for at forhindre efterlønsreformen i at blive vedtaget.

Når dette er sagt er det mod Socialdemokraternes og SFs præferencer, modsat de Radikale og Venstres ønsker, som var med til at gennemføre aftalen om en efterlønsreform.

2. De potentielle 38.500 personer, som kunne ryge ud af systemet første juli næste år, får et halvt år mere på dagpenge. Samtidig bliver dagpenge et tema i de trepartsforhandlinger, som der bliver indkaldt til senere i år.
Der er intet parti der har meldt ud, at de ønsker at udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med et halvt år. Det står ganske uvist hvad der kommer til at ske efter denne udskydelse, som er overladt til trepartsforhandlingerne. Enhedslisten er dog på ingen måde tilfredse.

Socialdemokraterne og SF har begge meldt ud, at der er brug for et såkaldt opsamlingsår, så ingen mister deres dagpenge før arbejdsmarkedets parter har haft mulighed for at forhandle et nyt dagpengesystem på plads. Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra hhv. Det Radikale Venstre eller Venstre, der forholder sig eksplicit til dette.

Jeg vil derfor konkludere, at S og SF kan være tilfredse med udskyldelsen, men samtidig pointere, at dette ikke er ensbetydende med, at de Radikale såvel som Venstre skal være utilfredse.

3. Starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge fjernes.
Her har vi at gøre med et område, hvor Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er enige – hvor Venstre ikke er enige med dem. Venstre har blandt andet meldt ud, at beskæftigelsesinitiativerne som starthjælpen, kontanthjælpsloftet m.v. er en succes.

Modsat har Socialdemokraterne, SF og de Radikale meldt ud, at de gerne ser disse initiativer fjernet. Det er da derfor ingen overraskelse, at dette er et punkt der bliver gennemført.

4. Skattefradraget for private sundhedsforsikringer fjernes.
Det må alt andet lige være Socialdemokraterne og SF der har kæmpet denne sag. Det er ikke vanskeligt at finde udmeldinger fra hhv. Socialdemokraterne og SF, der direkte skriver, at skattefradraget på private sundhedsforsikringer skal fjernes. Som en læser af bloggen har informeret mig om, går de Radikale ligeledes ind for at fjerne skattefradraget fra private sundhedsforsikringer.

Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra Venstre, der eksplicit forholder sig til spørgsmålet. Jeg vil dog af logiske årsager antage, at de er modstandere af dette.

5. Den nye regering vil reducere udslippet af drivhusgasser med 40 procent og sikre, at halvdelen af elforbruget kommer fra vind i 2020.
Her er der tale om et punkt fra et fælles udspil fra de tre kommende regeringspartier. Det er derfor ingen overraskelse, at dette punkt også er lækket til journalisterne som et af de områder, hvor der vil blive gjort noget. Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har alle omtalt dette punkt.

Det pågældende issue er ikke et Venstre eksplicit har forholdt sig til.

6. Grundlaget lægger op til en skattereform, som vil sænke skatten på arbejde. Den skal være fuldt finansieret og have en rimelig social balance.
Haha! Skattelettelser. Hvem havde troet dette? Næppe Morten Bødskov, der i valgkampen sagde følgende:

Vælgerne skal på torsdag, når de står i stemmeboksen, gøre sig klart, om de ønsker en VK-regering, der vil gøre alt for at begunstige de rigeste endnu mere med nye skattelettelser, eller om de ønsker en Socialdemokratisk ledet regering, der vægter fællesskabet og investeringer i Danmarks fremtid højest.

Socialdemokraterne gik i 2007 til valg på ”Skattelettelser eller velfærd” som var de hinandens modsætninger. SF har ved talrige lejligheder omtalt skattelettelser som en sparekniv.

Socialdemokraterne er imod skattelettelser, SF er imod skattelettelser, de Radikale er for skattelettelser og Venstre er for skattelettelser.

7. Den kommende regering vil begrænse uligheden i samfundet: – Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder, står der i grundlaget.
Du finder ikke noget parti (måske med undtagelse af Liberal Alliance), der hylder uligheden. De få gange politikere fra VK-regeringen har meldt ud, at ulighed kunne være godt, er de blevet banket på plads af deres respektive partiledere. Der er en god principiel debat at tage omkring ulighedsspørgsmålet, og jeg ville ønske at Venstre var uenige med S, SF og R, men dette kan jeg desværre ikke finde materiale der underbygger.

8. Den bebudede millionærskat er i første omgang droppet, men kan blive taget op til diskussion i forbindelse med forhandlinger om skattereformen.
Igen et af de væsentligste områder fra valgkampen, hvor Socialdemokraterne og SF meldte klart ud, at en millionærskat – der skulle sikre en fordelingspolitisk bedre social profil, er blevet droppet.

Igen er der tale om et af de mange økonomiske områder, hvor de Radikale står til at få deres politik gennemført. Og Venstre er næppe uenige.

9. Dansk økonomi skal kickstartes med en vækstpakke til cirka 10 mia. kr. i form af fremrykkede offentlige investeringer.
Her finder vi et økonomisk spørgsmål, hvor der faktisk er enighed blandt de kommende regeringspartier. Omfanget af offentlige investeringer har været et stort emne, og selv Venstre er hoppet med på vognen om en fremrykning af offentlige investeringer. Deres beløb er dog »kun« på 3,2 mia. kr., hvorfor de næppe vil være tilfredse med de 10 mia. kr. der omtales her.

Dette beløb er Socialdemokraterne, SF og de Radikale omvendt, som sagt, nok enige omkring.

10. Der skal være hurtigere hjælp til psykisk syge børn.
SF vil næppe blive husket som det parti der definerede den politiske linje i regeringssamarbejdet. Her er dog taler om et område hvor jeg ikke har været i stand til at finde udmeldinger fra hverken Socialdemokraterne, de Radikale eller Venstre. Jeg går dog ikke ud fra, at de er uenige.

Det eneste parti der melder klart ud om hurtigere hjælp til psykisk syge børn, er SF. Jeg forestiller mig at en skuffet Villy Søvndal til forhandlingsmøderne desperat har meldt ud, at han har brug for et eller andet der står SF på – og så har fået dette. Konfliktpotentialet med de andre partier er ikke-eksisterende.

11. Flere praktikpladser og uddannelse til alle unge, uddannelse til ufaglærte og forbedring af videregående uddannelser.
Alle er igen enige.

12. Visionen om to-lærer-ordning, som har været erklæret død de seneste par dage, indskrives på forsøgsbasis.
Denne er lidt vanskelig. Som punktet melder ud, har visionen været erklæret død. Uanset hvordan man vender og drejer den, er der dog næppe nogen tvivl omkring, at S ikke kan holde hvad de lovede i denne sag.

Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har været positive over for en tolærerordning, men sandsynligheden for at den bliver realiseret i praksis, er minimal. De eneste der kan være tilfredse er Venstre.

Det er selvfølgelig en realistisk mulighed, at en sådan ordning vedbliver, og ikke kun kommer til at eksistere på forsøgsbasis. Sådan er der jo så mange ting i det offentlige, der pludseligt bliver permanente ordninger. Hvis vi dog antager, at de andre punkter skal finansieres, er der intet der taler for realiseringen af den pågældende ordning, som oprindeligt ønsket af specielt S og SF.

13. Desuden vil den nye regering arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer og andre farlige kemiske stoffer i mad, sutter og legetøj udfases hurtigt muligt.
Lad os starte med det svære: Venstres holdning. Jeg har søgt og søgt, og det eneste jeg har været i stand til at finde fra Venstre om hormonforstyrrende stoffer og lignende, er et oplæg der går ind for mere oplysning og information omkring farlige kemiske stoffer. Dette tolker jeg som en negativ indstilling til det pågældende udspil.

Hvad angår de kommende regeringspartier, er Socialdemokraterne, SF og Radikale alle enige.

14. Betalingsringen etableres og den kollektive trafik gøres markant billigere.
Et af de store emner i hovedstadsområdet i valgkampen var spørgsmålet om betalingsringen. Det er ingen overraskelse, at betalingsringen er et af de 15 punkter der er meldt ud her. Det er nok et af de få punkter hvor de kommende regeringspartier er enige (Socialdemokraterne, SF, Radikale) hvor Venstre er uenig.

Qua at det var så stort et issue i valgkampen og at der her er en reel uenighed med Venstre, ville det være decideret dumt ikke at få nævnt dette punkt.

15. Hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.
Alle partier vil have hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme. Der er i denne sammenhæng tale om et valens issue, hvor der ikke er uenighed blandt partierne, men det blot handler om at signalere, at man er bedst til at tage sig af det område.

Alle er derfor enige.

15 politiske punkter
Hvorfor er dette relevant? De pågældende 15 punkter er politiske sager der er meldt ud fra de tre kommende regeringspartier. Dette er ikke 15 tilfældigt udvalgte punkter, men er strategisk udvalgte forsøg på at sætte en dagsorden i medierne, der tager fokus fra de største uenigheder.

Som jeg skriver i indledningen til dette indlæg, er der ingen tvivl omkring, at SF er de største tabere. Kun på mere eller mindre uvæsentlige punkter som psykisk syge børn og miljøpolitikken (hvor der ikke er de største uenigheder), synes partiet at have sat deres synlige aftryk.

Internt i SF er der da også noget der tyder på, at ikke alle er tilfredse. Men »SF går da heller ikke hjem uden sejre over de Radikale. Blandt andet står det klart, at S-formand Helle Thorning-Schmidt afskaffer titlen som vicestatsminister«. Baglandet må juble.

Hvad kan vi konkludere? Det er svært på baggrund af ovenstående at finde ét væsentligt punkt hvor SF har sat deres synlige aftryk. Omvendt er det ret nemt at finde områder hvor Det Radikale Venstre har sat tydelige og mærkbare aftryk. Vinderen af regeringsforhandlingerne hvad angår de politiske aspekter, er de Radikale.

Hvad gjorde Socialdemokraterne?

»Vi gjorde det!«, sagde en begejstret Helle Thorning-Schmidt på valgaftenen. Det står mig uklart hvad de gjorde, men det er klart at der var to ting Socialdemokraterne ikke gjorde: 1) slog Anders Fogh Rasmussen og 2) skabte et tilfredsstillende valgresultat.

Hvad Socialdemokraterne formåede, var at være tålmodige nok til at vente på, at folk blev trætte af VK-regeringen. Om det i selv er en bedrift, må være op til den enkelte at vurdere. Jeg er ikke selv overbevist om, at det ligefrem skriger efter klapsalver.

Jeg vil i dette indlæg argumentere for at Socialdemokraterne hverken historisk eller i valgkampen leverede et godt resultat. Ligeledes vil jeg fremhæve, at hvis nogen i forbindelse med den røde blok skal have æren for den røde bloks succes, er det de Radikale.

Hvad gjorde Socialdemokraterne i valgkampen?
Det er muligt at finde enkeltstående meningsmålinger i valgkampen der viste en fremgang til S, bl.a. var der en nyhed om at Socialdemokraterne kom bedst fra start. Der er dog intet mere uinteressant end enkeltmålinger, hvorfor disse også bør droppes. Ved at se på flere meningsmålinger fra flere institutter over tid, viser der sig dog en faldende tendens for Socialdemokraternes opbakning i valgkampen.

Ovenstående graf lavet af Talmagi viser Socialdemokraternes mandattal i meningsmålingerne under valgkampen. De farvede områder angiver den statistiske usikkerhed ved de enkelte målinger. Hvad gjorde Socialdemokraterne så i valgkampen? Mistede stemmer.

Hvad gjorde Socialdemokraterne historisk?
Historisk dårligt valg. 24,8 pct. 44 mandater. Nuff said.

Hvad gjorde … Det Radikale Venstre?
Selvom Socialdemokraterne i valgkampen formåede at trække vælgere fra Dansk Folkeparti, skal valgsejren tilskrives de Radikale, der formåede at trække vælgere over midten fra alle fire borgerlige partier. Som følgende oversigt over vælgervandringer til de Radikale viser, fra Berlingske, hvor tallene angiver procent af alle vælgere og den blå søjle angiver mænd og den orange kvinder, kunne Det Radikale Venstre overtale en god portion borgerlige stemmer (selv vælgere fra Dansk Folkeparti!), til at stemme på dem.

Om dette skyldes Lars Barfoeds signal om at de Radikale er et godt parti for borgerlige vælgere kan ikke vides, men én ting er sikkert: Det var de Radikale der vandt på det »samarbejde«. Havde de Konservative ikke leveret et historisk dårligt valg samtidigt med at de Radikale fik en stor valgsejr, ville Lars Løkke Rasmussen angiveligt kunne have undladt at pakke sammen i Statsministeriet.

Socialdemokraterne havde stået med endnu et historisk nederlag, og intet taler for, at de socialdemokratiske vælgere ville være tålmodige nok til at give Helle Thorning-Schmidt endnu en chance. Hvad gjorde Socialdemokraterne så? Ikke det store. Helle Thorning-Schmidt burde have indledt sin tale mere ydmygt med ordene: »Tak, Radikale. Tak, tak, tak!«.

Et fortjent godt valg til Liberal Alliance

Liberal Alliance endte med et pænt valgresultat i torsdags. Partiet fik 5,0 pct. af stemmerne og kan dermed nyde en fremgang på fire mandater i forhold til sidste valg, hvilket bl.a. giver plads til skarpe tunger som Ole Birk Olesen på tinge. Skal valgsuccesen så skrives ind i historiebøgerne med henvisning til prædikatet »Saxo Bank-partiet« og partiets helsidesannoncer i de landsdækkende aviser? Dette vil jeg argumentere for er hverken fair eller en passende beskrivelse af Liberal Alliances tur fra 0,0 pct. i meningsmålingerne til 5,0 pct. ved valget d. 15. september 2011.

Først skal det dog nævnes, at det vil være naivt og dumt at påstå, at den massive annoncering der har været, har været uden nogen betydning eller effekt. Tværtimod har det været en væsentlig fordel for Liberal Alliance, at de har haft denne platform til at promovere deres politik. Annoncer kan dog ikke gøre det alene, og der er fem nævneværdige aspekter ved Liberal Alliances arbejde der gør, at de har fået et godt valg, hvor andre tilgange ville kunne have gjort, at de trods helsidesannoncer m.v., ville kunne have fået et dårligt valg.

Jeg vil i dette indlæg eksplicitere de fem grunde til, hvorfor man kan give Liberal Alliance al ære og respekt for valgresultatet, og ikke blot – som visse kritikere – forklare nævnte med udgangspunkt i kampagnebudgetter.

Første grund: Læren fra Ny Alliance
Liberal Alliance bygger på resterne af Ny Alliance. Det ville derfor alt andet lige også være dumt ikke at bygge på erfaringerne fra det projekt, og lære af de fejl der blev begået. En af de største fejl Ny Alliance begik og som gjorde, at betegnelsen »storbytosse« blev populær, var det løse forhold til hvad partiets kandidater kunne melde ud af rabiate dumheder.

Havde Liberal Alliance (i dette tilfælde Anders Samuelsen) ikke lært af fortidens fejl – på samme måde som Pia Kjærsgaards erfaringer fra Fremskridtspartiet, ville Liberal Alliance aldrig have været hvor det er i dag – store kampagnebudgetter eller ej. Den kritik der har været af topstyringen i partiet har været lettere forfejlet, da de fleste forhåbentlig ved, at det var hvad partiet havde brug for.

Anden grund: Stabil valgkamp
Det gik for alvor galt for Ny Alliance i 2007 under valgkampen, hvor partiet mistede vælgere i meningsmålingen fra dag til dag, og endte med sølle 2,8 pct. der intet rokkede i den parlamentariske situation med et flertal til VKO.

Liberal Alliance førte – modsat Ny Alliance i 2007 – en stabil valgkamp uden de store udsving og udmeldinger der kunne skabe problemer i meningsmålingerne (måske med undtagelse af Joachim B. Olsens kommentar om flerkoneri). Det kan lyde banalt, men med 2007-valgkampen in mente står det klart, at en forkert ageren i denne periode ville kunne have katastrofale følger – igen uanfægtet af omfanget af annoncering. Partiet skal derfor have ros for en gennemført og professionel valgkamp.

Tredje grund: De liberale ideers tilbagevenden
Liberal Alliance har i overgangen fra Ny Alliance til Liberal Alliance konsolideret partiet i et ideologisk tankesæt der ikke blæser omkuld efter det første og bedste angreb fra politiske modstandere. Da Ny Alliance blev lanceret var det uden noget partiprogram og med ideen om, at dette ville komme med tiden. Problemet blev, at uden nogle klare ideer kombineret med en manglende topstyring, blev der plads til alle ideer (selv de mærkeligste af slagsen).

Ny Alliance endte efter 2007-valget med nogle mildest talt ubrugelige mandater. »Nok er nok« var ikke nok. Den parlamentariske situation forblev som nævnt uændret, og intet pengebeløb ville kunne overtale vælgerne om, at partiet kunne gøre en forskel. Partiet gjorde det eneste rigtige og formulerede et politisk projekt der bragte nogle liberale grundholdninger tilbage i den politiske debat, som Venstre og Konservative i kampens hede om midten i dansk politik, for længst havde lagt bag sig.

Det er vigtigt at nævne, at der ikke var tale om et ekstremt kursskifte i overgangen fra NA til LA. I Ny Alliance talte Anders Samuelsen også om 40 pct. skat og lignende der kunne få en til at undre sig over, at der var så stor opbakning til partiet. Men det var der.

Fjerde grund: Fire mærkesager
Ser man på de Konservatives katastrofale valg står det klart, hvorfor nogle klare mærkesager er nødvendige. Hvad gik de Konservative til valg på? For det første et samarbejde hen over midten (med de Radikale) og for det andet at genvinde regeringsmagten. Det første blev komisk fordi det endte ud i en masse snak om strategi og hvad der i det hele taget kunne samarbejdes om, uden at det blev klart for vælgerne, hvilken politik man kunne se frem til, at de konservative ville realisere. Det andet gjorde det ikke nemmere.

Ved Liberal Alliance var det modsatte tilfældet. Her var der ingen snak om mulige samarbejdspartnere. Uanset hvem der vandt magten og hvor mange stemmer de enkelte partier fik og hvordan det nu skulle gå, var der fire mærkesager der skulle fremmes. I hvilket omfang disse mærkesager ville blive fremmet, afhang blot af hvor mange der ville sætte deres kryds ud for partiet på valgdagen.

Disse fire mærkesager – der harmonerer med partiets navn, ideologi, politikernes overbevisninger og forsømte standpunkter i dansk politik, gjorde, at partiet fik et velfortjent valgresultat.

Femte grund: Velvalgte kandidater.
Politikken kan ikke gøre det alene. Der skal være nogle der er eksponenter for de politiske ideer, og nogle navne som vælgerne kan sende i Folketinget. Her må man sige at holdet af kandidater er velvagt. Der er stor bredde – lige fra Thyra Frank over Ole Birk Olesen til Joachim B. Olsen. Som Anders Samuelsen rigtigt sagde da han for tid tilbage præsenterede kandidaterne, ville der komme kritik uanset hvad. Enten ville de være for ukendte eller for kendte. Sandheden er imidlertid den, at valget af kandidater endte med at være en middelvej. Nogle kendte, nogle ukendte og nogle semikendte.

Disse politikere fremmede de fire mærkesager (pkt. 4) med udgangspunkt i nogle liberale ideer (pkt. 3) i en stabil valgkamp (pkt. 2) under hensynstagen til den tragiske lære fra Ny Alliance (pkt. 1). Alt i alt er der dermed tale om forhold man meget nemt kunne forestille sig være anderledes, og som ville have medført, at Liberal Alliance ikke ville have fået 5,0 pct. af stemmerne ved valget i torsdags. Liberal Alliances valgsejr i torsdags er velfortjent – og en valgsejr der udelukkende begrundes i nogle helsidesannoncer i pressen er forfejlet og uden anerkendelse af det ærværdige arbejde der ligger mellem valget i 2007 og 2011.

Tillykke, Liberal Alliance. Jeg håber, at I klarer jer lige så godt ved næste valg.

Et fortjent dårligt valg til de Konservative

Det Konservative Folkeparti er efter aftenens stemmeoptælling det mindste parti repræsenteret i folketinget. Der er tale om et historisk dårligt valg for partiet, der ikke alene er fuldt fortjent, men også en nødvendighed, hvis der skal sendes et signal til partiet om, at den politik der har været ført over de sidste 10 år, ganske enkelt ikke har været tilfredsstillende. Hvorfor mister partiet så først vælgere nu? Alternativet Liberal Alliance fandtes ikke i 2007.

Venstre gik i 2001 til valg på skattestoppet. De Konservative meldte ud, at partiet ville arbejde på ikke bare at have et skattestop, men at få gennemført skattelettelser. Her 10 år efter virker det som om at partiet har haft hverken motivation, vilje eller kompetencer til at gennemføre den politik, de konservative vælgere har efterspurgt. De Konservative har kort fortalt brugt deres mandater på at holde regeringsmagten på bekostning af at få gennemført borgerlige politik. Det må de retmæssigt lide for nu.

Ser man på opbakningen til Det Konservative Folkepartis tilslutning ved folketingsvalg i nyere tid (ovenstående graf), er 2011-valget med 4,9 pct. et historisk lavpunkt for partiet. Partiet må tage til takke med otte mandater. En tilbagegang på 10 mandater i forhold til sidste valg. Og igen: Fuldt fortjent.

Lars Barfoed har været ude og tage ansvaret for det dårlige valgresultat. Der er dog intet der tyder på, at han har ført en decideret dårlig valgkamp. Han har fået megen (og god) omtale, har undgået diverse stridigheder og politiske brølere og ellers formået at fremstå nogenlunde visionær og professionel. Der er i hvert fald værre eksempler fra denne valgkamp på partiledere der har klaret det dårligere end Lars Barfoed.

Det overordnede problem for de Konservative er i deres politiske projekt – eller rettere sagt fraværet af samme. Der er dog håb for partiet.

Det Konservative Folkeparti har i deres parløb med Venstre (der også helt fortjent har mistet regeringsmagten) stået for at øge størrelsen på den offentlige sektor, indføre et utal af nye love, afgifter, skatter etc. Alt sammen noget der har bidraget til at nogle vælgere i dag har sat deres kryds ud for Liberal Alliance på stemmesedlen. Det er derfor kun helt fortjent, at de Konservative nu får dette valgnederlag.

Det er ærgerligt at en person som Rasmus Jarlov ikke bliver valgt ind i denne omgang, men om ikke andet fremhæver det blot, at hvis partiet skal gøre sig nogle forhåbninger om at vinde de tabte stemmer tilbage, skal der nye boller på suppen. Det er ikke nok at have kandidaterne eller de politiske ambitioner på individniveau. Der skal ekspliciteres et samlet, konservativt projekt der er værd at stemme på. Held og lykke.

Og nu: Godnat. Og tak til studiekammerater og andet godtfolk for en god valgaften.