Den bedste serie der kører for tiden er Breaking Bad (2008). Ligeledes er det – som ovenstående graf illustrerer – en af de serier, der bliver bedre over tid. Ovenstående graf er lavet af Jeff Rubin og Ross Nover. Den viser seriens awesomeness på tværs af fire sæsoner.

Jeg er 100 pct. enig med Jeff og Ross, men det er noget uklart hvad der menes med awesomeness, og der må være en måde at underbygge argumentet på. Derfor har jeg kigget nærmere på hvordan seere har vurderet de enkelte sæsoner. I skrivende stund har der været sendt 54 afsnit fordelt på 5 sæsoner.

På IMDb har brugerne mulighed for at vurdere de enkelte afsnit med stjerner (fra 1 til 10 stjerner). Jeg har hentet disse data ned (N= 67.313) for at undersøge, om afsnit fra de senere sæsoner af Breaking Bad bliver vurderet højere end de andre. Og det gør de.

Tabel 1: Breaking Bad kvalitet, OLS

Tabel 1 viser en simpel lineær OLS med episode score (“awesomeness“) som afhængig variabel og sæson som uafhængig variabel. Der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem hvilken sæson et afsnit er fra og dets vurdering på IMDb. I gennemsnit bliver afsnit 0,18 stjerner bedre fra sæson til sæson.

For at illustrere dette (og dermed forsøge at konstruere ovenstående graf med udgangspunkt i data), har jeg plottet gennemsnittet for afsnittene i hver sæson. Det ser ud som følger:

To kommentarer skal knyttes til grafen. For det første inkluderer den de otte første afsnit af sæson fem (de sidste otte afsnit bliver sendt i 2013). For det andet viser den kun intervallet fra 8,5 til 9,5 (dette for at få forskellen til at se større ud).

Man kan selvfølgelig kritisere ovenstående. Det bygger udelukkende på vurderinger fra IMDbs brugere, hvorfor tilfældet måske ikke er, at det samme mønster ville genfindes ved et repræsentativt udsnit af tv-seerne. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at det skulle være tilfældet.

Tilfældet kan desuden være, at der er en skævvridning i form af, at dem der fulgt serien til nu, er dem der er de største tilhængere. Sagt med andre ord: Dem der ikke kan lide serien har kun vurderet afsnit fra de første sæsoner, og dermed ikke de senere, hvorfor de senere sæsoner logisk nok har en højere rating. For at undersøge dette har jeg kigget på om lignende mønstre kan findes ved andre serier. Jeg har hentet data ned fra de 50 mest vurderede serier på IMDb, og der er intet der tyder på, at serier systematisk bliver vurderet bedre over tid. Tværtimod.

Breaking Bad bliver bare bedre.

Det amerikanske præsidentvalg følges med stor iver og spænding af ikke kun amerikanere, men af alle med bare den mindste interesse i politik. Mens vi venter at få svar på om Barack Obama bliver genvalgt som præsident, kan vi mindes forrige præsidentvalg og se HBO-filmen Game Change (2012).

Game Change er en filmatisering af bogen af samme navn, hvor sidstnævnte bærer undertitlen Obama and the Clintons, McCain and Palin, and the Race of a Lifetime. Bogen er bygget op i flere dele, der fokuserer på forskellige dele af den amerikanske valgkamp, med et primært fokus på valg af præsidentkandidat og vicepræsidentkandidat i den demokratiske og republikanske lejr.

Filmen fokuserer på den del af bogen der omhandler John McCains valg af daværende guvernør Sarah Palin som vicepræsidentkandidat. John McCain havde i 2008 brug for en vicepræsident i spillet, der kunne udgøre en seriøs trussel til Obamas planer om at vinde præsidentposten. Sarah Palin formåede som bekendt ikke at få McCain ind i det hvide hus, og der tales sågar om en »Palin-effekt«, der påvirkede vælgernes valg af præsidentkandidat negativt, hvorved republikanerne mistede midtervælgere på hende¹.

I filmen bygges rammerne op for situationen der lå til grund for, at Palin blev valgt, og vi følger gennem filmen implikationerne deraf. Der stilles skarpt på de beslutningssituationer og dilemmaer centrale personer i McCains stab skulle forholde sig til, og selvom man som seer kender plottet, gør det ikke eksekveringen mindre interessant. Det bliver gjort på bedste vis, og Julianne Moore spiller Sarah Palin intet mindre end fantastisk. Dertil kommer Woody Harrelsons og Ed Harris’ præstationer, der ligeledes er nævneværdige.

Der er derfor tale om en film, man godt kan være sig selv bekendt at se. Der er dog på ingen måde tale om en film, der legitimerer, at man ikke læser bogen. Bogen er fyldt med detaljerige episoder fra de respektive præsidentkandidaters kampagner, og ønsker man et indblik i maskinrummet i kandidaternes kampagner, er bogen et must read. I bogen fangede især Bill Clinton min interesse, og hele den del omhandlende demokraternes valg af Obama som kandidat, er interessant, humoristisk og lærerig.

Jeg kan derfor kun opfordre at du, såfremt du ikke har læst bogen, bruger et par dejlige solskinsdage i selskab med den nu her i sommerdagene, og når efteråret, mørket og præsidentvalget nærmer sig, kan du tage en hyggelig aften på sofaen i selskab med Julianne Moore som Sarah Palin. God fornøjelse.

1. Knuckey, J. 2012. “The “Palin Effect” in the 2008 U.S. Presidential Election.” Political Research Quarterly 65(2):275-289. [↩]

[G]ennem indlægget On the (Mis)Use of Regression Analysis: Country Music and Suicide, faldt jeg over Steven Stack og Jim Gundlachs paper¹ fra 1992, der undersøger effekten af countrymusik på selvmord(!): »This article assesses the link between country music and metropolitan suicide rates. Country music is hypothesized to nurture a suicidal mood through its concerns with problems common in the suicidal population, such as marital discord, alcohol abuse, and alienation from work. The results of a multiple regression analysis of 49 metropolitan areas show that the greater the airtime devoted to country music, the greater the white suicide rate«.

Det er – som ovenstående link indikerer – ikke det bedste studie nogensinde foretaget i videnskabens historie, men det er jo også tyve år gammelt. Det er dog stadigvæk et godt eksempel på et studie med flere åbenlyse fejlkilder og problemer (spørgsmålet om den kausale sammenhæng, at slutte fejlagtigt fra gruppe-niveau til individ-niveau (“ecological fallacy“), måleproblemer m.v.). Flere af disse bliver belyst i et par replikationsstudier og kommentarer i tidsskriftet som det oprindelige studie blev publiceret i, men som (desværre) ikke bliver omtalt i indlægget.

Det første replikationsstudie², foretaget af Maguire og Snipes i 1994, der ikke finder nogen signifikant korrelation mellem countrymusik og selvmordsrater, kommer med en sjov bemærkning i forhold til hvordan de måler våbentilgængeligheden: »They measured gun availability using “the number of retail outlets (per 100,000 population) listed under ‘guns’ or ‘firearms’ in the … yellow pages.” Although this is a poor measure of gun availability, to remain consistent, we too incorporated this measure.« (s. 1240).

Dette afføder et paper³ hvor Steven Stack og Jim Gundlachs kritiserer det pågældende studies måleproblemer på andre variable, og hvordan korrelationen er signifikant. Her svarer Maguire og Snipes igen⁴, hvor det påvises, at sammenhængen er spuriøs: »Rather, as Table 1 shows, the relationship is spurious, attributable primarily to the effects of divorce and poverty, and to a lesser extent southernness and gun availability.«

I en kommentar⁵ omhandlende, at An “Achy Breaky Heart” May Not Kill You, fremhæves nogle af de åbenlyse problemer med studiet der undersøger effekten af countrymusik på sandsynligheden for selvmord: »results of analyses of aggregate data on suicide are “suggestive but not conclusive” and that “researchers must make serious efforts to uncover the conditions under which inferences from aggregate to individual data are still permissible« (s. 1252). Ligeledes pointeres en lang række andre metodiske problemer, der er tekstbogseksempler på begrænsninger ved studiets resultater. For blot at nævne et par af dem relateret til deres data (s. 1252):

Lacking data on individual cases of suicide, one cannot know (1) whether whites who are depressed and suicidal tend to listen to country music or (2) whether whites tend to become depressed and suicidal as a result of listening to country music. Likewise, one cannot determine (1) whether whites who are divorced tend to listen to country music, (2) whether listening to country music tends to cause their noncountry music fan spouses to divorce them, or (3) whether country music makes romantic conflict and divorce seem more normal for those individuals who are contemplating suicide, thus increasing the likelihood that they will attempt suicide. Finally, it is unknown (1) whether whites who are suicidal are more likely to live in the southern region of the U.S. or (2) whether living in the southern region of the U.S. tends to cause whites to become depressed and suicidal.

Som det reagerer Stack og Gundlach⁶ på resultaterne ved at påvise simple korrelationer på individniveau mellem om man er fan af countrymusik og har været skilt eller separeret, og om man er fan af countrymusik og har et skydevåben, og konkluderer, at: »work is needed to explore the relationship between art and suicide, including country music.« (s. 335).

Studiet og de efterfølgende studier og kommentarer er gode eksempler på for det første hvor vigtige metodiske overvejelser (datavalg, operationaliseringer, indikatorer osv. osv.) såvel som replikationsstudier er, hvor mange faldgruber der er, og selvfølgelig den klassiske; korrelation ≠ kausalitet.

1. Stack, S. & J. Gundlach (1992). “The Effect of Country Music on Suicide”, Social Forces 71(1): 211-218.  [↩]
2. Maguire, E. R. & J. B. Snipes (1994). “Reassessing the Link between Country Music and Suicide”, Social Forces 72(4): 1239-1243. [↩]
3. Stack, S. & J. Gundlach (1994). “Country Music and Suicide: A Reply to Maguire and Snipes”, Social Forces 72(4): 1245-1248 [↩]
4. Snipes, J. B. & E. R. Maguire (1995). “Country Music, Suicide, and Spuriousness”, Social Forces 74(1): 327-329. [↩]
5. Mauk, G. W., M. J. Taylor, K. R. White, T. S. Allen (1994). “Comments on Stack and Gundlach’s “The Effect of Country Music on Suicide:” An “Achy Breaky Heart” May Not Kill You”, Social Forces 72(4): 1249-1255 [↩]
6. Stack, S. & J. Gundlach (1995). “Country Music and Suicide – Individual, Indirect, and Interaction Effects: A Reply to Snipesand Maguire”, Social Forces 74(1): 331-335. [↩]