Erik Gahner Larsen

Skal medierne formidle metodiske informationer i dækningen af meningsmålinger?

Nyhedsartikler med meningsmålinger fortæller ofte historier, der har rod i tilfældig støj, laver absurde fortolkninger på baggrund af misvisende spørgsmålsformuleringer, “glemmer” at informere om hvem der har betalt for meningsmålingerne og så videre.

Derfor har jeg argumenteret tidligt og silde for, at medierne skal informere om metodiske aspekter, da disse er altafgørende for at kunne vurdere, hvor god dækningen af en meningsmåling er. Hvis metodiske informationer udebliver, er vi med andre ord ikke i stand til at kunne vurdere kvaliteten af en meningsmåling.

I 2011 besluttede jeg mig for, sammen med en god ven, at indsamle en masse artikler i medierne og undersøge, hvor gode medierne var til at informere om metodiske aspekter. Motivationen for dette var en begrænset systematisk viden herom i en dansk sammenhæng, men også en frustration over mediernes – i vores optik – mangelfulde dækning af metodiske informationer.

På baggrund af tidligere studier valgte vi at fokusere på bestemte aspekter, herunder om spørgsmålsformuleringens ordlyd, stikprøvestørrelsen og den statistiske usikkerhed blev formidlet. Resultaterne bekræftede overordnet betragtet vores forventninger og blev publiceret i Tidsskriftet Politik.

Til trods for at jeg i de fleste sammenhænge finder metodiske informationer relevante, er jeg ikke ukritisk tilhænger af blot at formidle så mange metodiske informationer som muligt. I dette indlæg vil jeg derfor gøre hvad jeg kan for at mindske relevansen af vores føromtalte studie. Eller som minimum komme ind på nogle af de forbehold, det er vigtige at holde sig for øje.

For det første er der begrænset plads i nyhedsartikler. AAPOR opererer eksempelvis med +10 metodiske informationer, der bør formidles, og der vil være tilfælde, hvor pladsen ikke tillader formidlingen af så mange informationer. Pladsbegrænsninger er en mindre bekymring når det handler om netartikler, men man skal ikke desto mindre være bevidst om, at der ganske enkelt er naturlige begrænsninger på, hvor lange historier der kan skrives om meningsmålinger.

For det andet er alle metodiske informationer ikke lige relevante. Hvad der kan være relevant i én sammenhæng kan i andre sammenhænge være tilnærmelsesvist ligegyldigt. Hvis der eksempelvis er tale om en meningsmåling omkring partivalg, er den eksakte ordlyd på spørgsmålet som regel ikke afgørende, hvor ordlyden i en meningsmåling omkring holdningen til et bestemt politisk emne er yderst relevant – og i mange tilfælde afgørende for, hvilke svar man får.

For det tredje kan formidlingen af mange metodiske informationer føre til at læseren husker mindre fra en meningsmålingsartikel. Derfor kan det give mening at anbefale journalister ikke at bestræbe sig på at formidle et tocifret antal af metodiske informationer, men i stedet at skulle forholde sig til, hvilke metodiske informationer der er relevante i den pågældende sammenhæng.

For det fjerde er det ikke selvskrevet, at metodiske informationer hjælper læserne med at forstå meningsmålinger. Det er således muligt, at en læser kan huske hvad den statistiske usikkerhed er i en meningsmåling, men dette betyder ikke, at vedkommende forstår hvad den statistiske usikkerhed helt præcist er for en størrelse og hvordan den skal tolkes. Derfor kan metodiske informationer ofte ikke stå alene. Nogle informationer kan være nødvendige, men de er sjældent tilstrækkelige.

For det femte er der andre elementer, der påvirker hvordan læserne tolker meningsmålingernes troværdighed. Vi skal dermed ikke forholde os til metodiske informationer isoleret set. Et amerikansk studie viser således, at borgerne er mere tilbøjelige til at finde en meningsmåling pålidelig, hvis den harmonerer med egne politiske overbevisninger, og det at formidle metodiske informationer gør hverken fra eller til i forhold til dette. Gevinsterne ved at formidle metodiske informationer er dermed sandsynligvis mindre end vi har antaget.

Alt dette fører til, at formidlingen af metodiske informationer ikke kan stå alene. Det er vigtigere at fokusere på, om de narrativer journalisterne laver, er konsistente med meningsmålingerne, der formidles, end at tælle hvor mange metodiske aspekter, der formidles. Der kan således være tilfælde, hvor 2-3 metodiske informationer er alt, der er brug for, og ekstra informationer tilføjes på bekostning af andre informationer og læserens oplevelse.

Da vi lavede vores undersøgelse i 2011 fandt vi talrige eksempler på nyheder, hvor der var en eksplicit diskrepans mellem de metodiske aspekter og selve artiklen. Eksempel 1: “Alle forskydninger ligger dog inden for målingens statistiske usikkerhed på 2,8 procent.” Eksempel 2: “Men selvom S går frem fra 25 pct. af stemmerne i går til 26,5 i dagens måling, så skal man bemærke, at bevægelsen ligger indenfor den statistiske usikkerhed, som stikprøveundersøgelsen bevæger sig indenfor.” Eksempel 3: “Bevægelserne er inden for den statistiske usikkerhed.”

I de tilfælde blev den statistiske usikkerhed nævnt, men det var ikke en god dækning. Vi kan derfor gå nok så meget op i, hvor mange metodiske informationer, der formidles, men hvis vi i sidste instans ikke har en dækning, der tager dem seriøst, har vi langt større problemer. Dette er elementer Yosef Bhatti og Rasmus Tue Pedersens tager op i deres undersøgelse af formidlingen af meningsmålinger i relation til den statistiske usikkerhed.

Min opfattelse er, at journalister i de fleste tilfælde ikke er kvalificerede til at vurdere, hvilke informationer der er relevante. Derfor er det ofte tilfældigt, om metodiske informationer formidles – og i så fald hvilke. Som tommelfingerregel bør medierne formidle metodiske informationer, men flere informationer er ikke altid bedre, og i værste fald fjerner det fokus fra, hvilke metodiske informationer der er vigtige samt hvordan de bruges.