Seinfeld

Seinfeld (1989–1998) er en fremragende sitcom. Sammen med serier som Frasier (1993-2004) og Friends (1994-2004) står den som en af de stærkeste komedieserier fra 90’erne, der stadig kan ses i 2017. For nyligt valgte jeg at gense seriens 173 afsnit, der er fordelt over 9 sæsoner, og jeg kan kun anbefale, at man får den (gen)set.

I forbindelse med at jeg så serien, fik jeg også læst Seinfeldia: How a Show About Nothing Changed Everything, der leverer en minutiøs gennemgang af historien bag serien. Den var lidt for detaljerig til min smag, men for de virkelige fans af serien, kan den også varmt anbefales.

For hvert afsnit jeg så af serien, valgte jeg også – som med det meste af det jeg ser – at vurdere det på IMDb. På IMDb, der er en forkortelse for Internet Movie Database, vurderede jeg således hvert afsnit af Seinfeld på en skala fra 1 til 10.

Det var heldigvis ikke kun mig, der valgte at gense Seinfeld og vurdere hvert afsnit af serien på IMDb. Det samme gjorde min gode ven Knud. Dette giver et datasæt, hvor vi kan sætte lidt tal på, hvordan vi hver især har det med serien. Figur 1 viser fordelingen af vores respektive vurderinger af alle afsnittene af Seinfeld.

Figur 1: Fordeling af vurderinger, afsnit af Seinfeld

Figuren viser med al tydelighed, at Knud gennemsnitligt er mere glad for de enkelte afsnit af Seinfeld end jeg er. Knuds gennemsnitlige vurdering er således 7,46, hvor min er 6,67. Dette skyldes især, at jeg har været ekstra hård ved de afsnit, som jeg synes er subpar.

Den laveste vurdering jeg giver et afsnit er 2, hvor det for Knud er 3. Overordnet giver jeg 39 afsnit vurderingen 2, 3, 4 eller 5, hvor dette kun er tilfældet for Knud ved to afsnit. Dette afspejler sig også i standardafvigelsen for vores vurderinger, hvor denne er 1,07 for Knud og 1,88 for mig.

Der gemmer sig dog mere relevant information end blot fordelingen af vurderinger. Det viser sig, at jeg bliver mere skeptisk over tid. Figur 2 viser vores vurderinger over tid, samt de gennemsnitlige vurderinger for hvert afsnit på IMDb fra alle brugerne på IMDb, der har vurderet de respektive afsnit.

Figur 2: Vurderinger af afsnit over tid

Her ser vi for det første, at Knud følger IMDbs vurderinger meget fint, om end med et lidt lavere gennemsnit. Jeg er klart mere positiv i mine vurderinger af de første sæsoner (altså de tidligere 90’ere). Det var især sæson 8 og 9, jeg havde det svært med. Præmissen i mange af afsnittene var simpelthen for ringe, og til trods for at det ikke var elendige afsnit, var det langt under den standard, som der blev etableret i løbet af de tidligere sæsoner af serien.

Ovenstående viser også, at det er begrænset, hvor mange afsnit vi giver en topkarakter, altså 10 ud af 10. Konkret er der blot otte afsnit af Seinfeld, der har fået 10 af enten Knud eller mig. Tabel 1 viser hvilke afsnit, der er tale om. Første kolonne angiver hhv. sæson og afsnit, anden kolonne titlen på afsnittet, tredje kolonne min vurdering, fjerde kolonne Knuds vurdering og så IMDbs gennemsnitsvurdering i femte kolonne.

Tabel 1: Afsnit som minimum en af os har givet vurderingen 10

Afsnit Vurdering: Erik Vurdering: Knud Vurdering: IMDb
3.16 The Fix Up 10 9 8,5
3.17 The Boyfriend: Part 1 10 9 9,0
3.18 The Boyfriend: Part 2 10 9 8,9
4.11 The Contest 10 9 9,6
4.17 The Outing 10 9 9,4
5.20 The Hamptons 10 10 9,1
6.12 The Label Maker 10 9 8,7
7.6 The Soup Nazi 9 10 9,6

Her ser vi for det første, at jeg har givet flere afsnit 10 ud af 10. Knud har givet to afsnit 10 ud af 10, hvor det ene af dem er et, jeg også har givet 10 (det fantastiske afsnit The Hamptons). For det andet kan vi se, at vi ikke er uenige omkring disse afsnit. For de otte afsnit hvor en har givet 10, giver den anden som minimum 9. The Soup Nazi gav Knud 10 ud af 10, og det ligger med en gennemsnitsvurdering på 9,6 på IMDb, og det er da også et rigtig godt afsnit, men det er ikke lige så godt som seriens bedste afsnit (som eksempelvis The Fix Up og The Contest).

Som sagt indledningsvist er der tale om en fremragende sitcom. Jo længere tid der går, desto større er sandsynligheden for, at man møder folk, der ikke har set den. Det er en skam, for den holder stadig den dag i dag, og er betydeligt bedre end de sitcoms, der kører i TV i disse år.