KV13: Analyser af kommunalvalget 2013

Hvis du har den mindste interesse i dansk politik, og i særdeleshed kommunalvalg, kan jeg anbefale dig at kaste dine lommepenge efter den nye bog, KV13: Analyser af kommunalvalget 2013, der kan bestilles her.

Bogen har et eksplicit fokus på kommunalvalget 2013, men de emner og spørgsmål bogens kapitler beskæftiger sig med, har relevans for kommunalvalg i almindelighed (herunder selvfølgelig kommunalvalget til november). Bogen kan bedst beskrives som en samling af kapitler, der giver en indføring i, hvad vi har lært om og fra studiet af kommunalvalg siden det seneste kommunalvalg.

Nogle af kapitlerne beskæftiger sig således med sager, der fik megen opmærksomhed før, under og efter kommunalvalget, eksempelvis GGGI-skandalen og DR’s prognoseskandale, hvor andre kapitler beskæftiger sig med mere generelle spørgsmål, eksempelvis hvilken rolle placeringen på stemmesedlen har for valgresultatet.

Selv har jeg sammen med Ulrik Kjær og Klaus Levinsen et kapitel med i bogen (Kapitel 5), hvor vi fokuserer på den kommunale valgretsalder, og især hvordan vælgerne så på dette spørgsmål i forbindelse med kommunalvalget 2013.