Indlæg i Journalisten: En problematisk populær metode i journalistikforskningen

I anledning af at det snart er uge 46, har Kim Andersen og undertegnede et indlæg i Fagbladet Journalisten omkring netop uge 46 som metode i journalistikforskningen. Indlægget kan også findes online her.

Anker Brink Lund, professor ved Copenhagen Business School, giver en kommentar til vores indlæg, der også er at finde nederst på siden. Han indvender at vores alternative forslag, der er at findes i vores artikel, egner sig bedst til kvantitative analyser – og uge 46 er at anbefale, hvis man gerne vil ‘dybere ned i den journalistiske substans’.

For det første argumenteres der for, at uge 46 giver mulighed for at undersøge, hvordan ‘forudsigelige begivenheder’ dækkes i medierne hvert år. Dette er ikke decideret forkert, men det problematiske er blandt andet, at vi ikke kan tage højde for uforudsigelige begivenheder (som terrorangrebet i Paris i 2015). Udfordringen er, at når man taler om en normal, gennemsnitlig nyhedsuge, giver man udtryk for, at man tager højde for forudsigelige og uforudsigelige begivenheder, hvilket man ingenlunde gør. Derfor kan og bør man ikke tage udgangspunkt i uge 46 som en normal nyhedsuge.

For det andet fremhæves det, at metoden især kan anvendes til ‘dertil knyttede case-studier’, det være sig eksempelvis finanslovsforhandlingerne. I disse tilfælde har jeg dog vanskeligt ved at se, hvad der helt præcist er fordelen ved at bruge uge 46, hvis man gerne vil dybere ned i, hvordan finanslovsforhandlinger dækkes. Hvis man således har et specifikt casestudie, vil det alt andet lige være bedre først at undersøge, hvornår casen dækkes og ikke lade sig begrænse til én arbitrær uge. Med andre retorisk spørgende ord: Hvorfor skal man afgrænse sig til uge 46, hvis man har ambitioner om at komme dybere ned i den journalistiske substans?

Metoden – i det omfang vi bør omtale det som en egentlig metode – egner sig derfor hverken godt til statistiske analyser eller dybdegående casestudier. Uge 46 som metode placerer sig kort fortalt mellem to stole, hvor de metodiske problemer langt overstiger eventuelle fordele.