Erik Gahner Larsen

Hvor stor er Pape-effekten?

Da Søren Pape Poulsen i 2014 afløste Lars Barfoed som politisk leder for de Konservative, kunne BT rapportere, at “10 pct. af vælgerne overvejer at stemme på De Konservative”. Artiklen kaldte det for Pape-effekten, altså en fremgang til partiet, der kunne tilskrives den nye partileder.

Hvor stor var denne Pape-effekt? Figur 1 viser hvordan det gik de Konservative i meningsmålingerne, efter Søren Pape tiltrådte som ny formand for partiet. Den stiplede linje i figuren angiver tiltrædelsesdatoen. Overordnet betragtet er det ikke til at se, at der har været en klar og synlig positiv effekt af, at Søren Pape tiltrådte som partileder.

Figur 1: Konservative i meningsmålingerne, juli 2014-maj 2015

Dengang lå partiets opbakning på mellem 5 og 6 procent i meningsmålingerne. Over de seneste par år er partiet blot faldet mere i målingerne, og vi har været et pænt stykke fra at nå det niveau, partiet lå på, da Søren Pape Poulsen blev formand.

Ganske interessant er dette ikke den eneste gang, der er blevet talt om en Pape-effekt. I den seneste Megafon-måling ligger Konservative til at få hele 5,8 procent af stemmerne. Figur 2 viser de Konservative i meningsmålingerne her i 2017, med en angivelse af, hvor den seneste Megafon-måling befinder sig i forhold til de andre målinger.

Figur 2: Konservative i meningsmålingerne, 2017

Dette bliver i artiklen hos TV 2 kaldt for en klar Pape-effekt: “Konservative står til fremgang. Og det er i høj grad, Søren Pape Poulsens fortjeneste”. Journalist Peter Lautrup-Larsen konkluderer således, at: “Det er afgjort en Pape-effekt. Han er blevet minister på et område, der passer ham og de konservative værdier.”

Der er tre interessante aspekter ved påstanden om en ny Pape-effekt. For det første er det svært at se en stigning i de målinger, der har været i de første måneder i 2017. Dette rejser det interessante spørgsmål, hvad der helt præcist gør, at der er tale om en effekt af noget som helst. For det andet er partiets opbakning i bedste fald på niveau med, hvordan partiet lå, da Søren Pape Trådte til som formand. Der er med andre ord tale om en meningsmåling, hvor de Konservative måske er ved at være på det niveau, de lå på, da Søren Pape blev formand. For det tredje er der ingen evidens for, at hvis der er tale om en fremgang til partiet, kan den tilskrives Søren Pape. Det kan skyldes et hav af andre begivenheder, herunder blandt andet utilfredshed med Liberal Alliance.

Til dette skal det selvfølgelig tilføjes, som det også kan læses af Figur 2, at Megafon-målingen er den mest ekstreme, der har været i 2017. Der er potentielt set rigtig meget støj og meget lidt signal i målingen, og det er i bedste fald fyldt med betydelige forbehold at konkludere, at der afgjort er tale om en Pape-effekt.