Erik Gahner Larsen

Kan et smil afgøre et præsidentvalg?

I introduktionskapitlet til bogen Political Psychology: Key Readings formidles forskellige studier, der viser, hvordan vælgerne reagerer på forhold, der ikke kan forklares ud fra traditionelle politologiske perspektiver. Det er et ganske fint kapitel, og det er altid interessant at læse, hvilke studier der fremhæves som eksemplariske, når nye læsere skal introduceres til en litteratur.

Et af disse studier i bogen omhandler effekten af et smil på vælgernes politiske adfærd. Det beskrives med ordene: “[…] a clever study by Mullen and his colleagues (1986) found that ABC news anchor Peter Jennings smiled more when reporting on stories involving Ronald Reagan in comparison with his presidential rival Walter Mondale and, furthermore, that people who watched ABC news reported more favorable attitudes toward Reagan than viewers of other networks.” (s. 7).

Studiet, der refereres til, blev publiceret i tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology og kan findes i en ungated version her (og i en gated version her). I artiklens abstract beskrives resultatet: “It was found that voters who regularly watched the newscaster who exhibited the biased facial expressions were significantly more likely to vote for the candidate that newscaster had smiled upon.” Med andre ord: Når nyhedsoplæseren smilede i forbindelse med omtalen af en præsidentkandidat, desto mere sandsynligt var det, at seeren ville stemme på præsidentkandidaten.

Da jeg læste studiet omtalt i bogen, kom jeg i tanke om en note jeg læste i den fremragende bog The Invisible Gorilla, skrevet af Christopher Chabris og Daniel Simons. I slutnote 44 på side 284 skriver de således om ovennævnte studie: “It’s also worth mentioning that the evidence in the original study supporting the existence of an association between television news viewing and voting was fairly minimal. The percentages were based on data from fewer than forty people per town, and in some cases, only a handful of people watched ABC. If only five people watched ABC, then a shift of 20 percent represents just one viewer. In a reanalysis of the data from the original study using a standard statistical test known as chi-square, we found that none of the differences in voting patterns were statistically significant. In other words, there might not even have been a reliable association between viewing preferences and voting patterns, making the causal claim that Peter Jennings influenced voting just by smiling even less likely.” (kursiv tilføjet)

Der er med andre ord ingen evidens for, at Peter Jennings (altså nyhedsoplæseren) har haft en indflydelse på vælgerens stemmevalg. Ikke desto mindre er studiet citeret omkring 100 gange (jf. Google Scholar), og det bliver i de fleste tilfælde citeret ukritisk. Ironisk nok er der – som i eksemplet ovenfor – tilfælde hvor kritiske bemærkninger omkring kausaliteten nævnes, men ikke selve fraværet af en korrelation.

Studiet bliver også formidlet i populærvidenskabelige værker, herunder Malcolm Gladwells The Tipping Point. Ligeledes får det åbenbart også opmærksomhed i de populærvidenskabelige medier, herunder i et indlæg fra forrige måned hos Psychology Today, der formidler studiet: “Studies have demonstrated that a newscaster who is smiling when discussing a political candidate can boost the candidate´s electability [8]. Specifically, it was discovered that people who regularly watched a particular newscaster who exhibited facial expressions in favor of certain candidate were more likely to vote for that candidate [9]. The researchers concluded that “the selection of the president by the electorate may itself be influenced by which candidate the newscasters smile upon.” [10]” (de tre referencer er alle til det samme studie.)

Dette viser helt grundlæggende, hvor stor tiltro forskere har til publicerede artikler, og især hvor lidt arbejde der bruges på at læse de artikler, der citeres. Når et studie er publiceret, er det angiveligt sandt, og vi kan citere det derefter. Det er kun sundt at have et åbent sind i forhold til den teori et studie fremfører, men blot fordi et studie er publiceret og citeret, er det stadigvæk vigtigt at forholde sig kritisk til det. Dette især når det handler om de mere flashy hypoteser, såsom at et smil ændrer vælgernes stemmeadfærd.