Erik Gahner Larsen

Hvilken effekt har facebook på brugernes lykke?

En stor andel af den danske befolkning bruger facebook. Hvilke implikationer har det, at man bruger facebook? Bliver man mere lykkelig af at have en bruger på facebook? Eller ulykkelig? Dette er relevante spørgsmål, men det er også spørgsmål, der er vanskelige at besvare. Dette fordi det på ingen måde er tilfældigt, hvem der bruger facebook, hvorfor vi ikke bare kan sammenligne personer, der bruger facebook, med personer der ikke bruger facebook.

For at belyse disse spørgsmål har Institut for Lykkeforskning derfor gennemført et eksperiment, hvor de ønsker at belyse følgende: “Hvordan påvirker sociale medier vores livskvalitet? Vi laver ofte sociale sammenligninger. Hvordan klarer jeg mig sammenlignet med andre? Derfor kan en konstant strøm af nyheder om brylluper, eksotiske rejser og fede jobs i New York påvirke hvordan vi evaluerer vores liv. Det undersøgte vi i et eksperiment med over 1000 danskere.” Rapporten konkluderer, at facebook gør brugerne ulykkelige, fordi vi bruger facebook til at lave sociale sammenligninger. Det vil med andre ord sige, at når jeg bliver eksponeret for andre brugeres positive oplevelser, er jeg mere tilbøjelig til at evaluere mit eget liv negativt.

Eksperimentet er bygget op således, at folk der alle bruger facebook er tilfældigt inddelt i to forskellige grupper. En (kontrol)gruppe skulle fortsætte med at bruge facebook, og en (stimuli)gruppe skulle stoppe med at bruge facebook. Forsøgsdeltagerne blev forud for den tilfældige inddeling spurgt omkring en lang række forhold, herunder hvor tilfredse de var med livet. Forsøget er bygget op som illustreret i rapporten:

Eksperimentet finder signifikante effekter på en lang række af forskellige afhængige variable (det er værd at huske på, at jo flere afhængige variable et studie inkluderer, desto større er sandsynligheden for, at man vil finde som minimum én variabel, hvor der er en signifikant forskel). Som det eksempelvis vises i rapporten, bliver stimuligruppen, altså den gruppe der stoppede med at bruge facebook, mere tilfredse med deres liv:

Lad os se bort fra det faktum, at y-aksen ikke begynder ved nulpunktet, hvorfor det ligner, at effekterne er større, end de er, da effekterne til trods for dette er substantielt interessante. Det er heller ikke uden grund, at dette resultat har fået omtale i flere danske medier som Politiken, Berlingske, Ekstra Bladet, DR2 og TV2 såvel som i udlandet (se eksempelvis her, her, her, her, her og her).

Der er dog grunde til, at jeg ikke tror på de effekter, der er rapporteret i studiet og formidlet i medierne. Teoretisk tror jeg ikke på, at “sociale sammmenligninger”, altså andres positive oplevelser, fører til, at man evaluerer sit eget liv mere negativt. For det første er der studier, der tyder på, at det modsatte er tilfældet1. For det andet er der intet i studiet, der indikerer, at det er en sådan mekanisme, der fører til signifikante forskelle mellem grupperne.

Hvad tror jeg så på, kan være grunden til, at eksperimentet finder de pågældende effekter? For det første det faktum, at forsøgsdeltagerne selv valgte at være med i et eksperiment, der skulle undersøge, om det at droppe facebook ville gøre dem lykkelige. Det vil sige, at forsøgsdeltagerne vidste, at de var med i et eksperiment, og de vidste, om de var placeret i kontrol- eller stimuligruppen. Nedenstående viser således den tekst, man som forsøgsdeltager først blev vist, da de skulle besvare spørgeskemaet:

Det handler dog ikke alene om, at forsøgsdeltagerne var informeret om, at de deltog i “Facebook-eksperimentet”, men at de valgte netop at være med i et eksperiment, hvor stimuli var ikke at bruge facebook i en uge. Hvorfor er dette af betydning for effekterne? Fordi det ikke længere er tilfældigt, hvem der deltager i forsøget og hvem der fuldfører det. Hvis du tilmelder dig et forsøg, der handler om, at du ikke vil bruge facebook, er du nok den type, der kan forestille dig, at den slags initiativer vil være sjove at deltage i. Dem der ikke tilmelder sig, vil omvendt være dem, der ikke kan forestille sig, at der kommer noget godt ud af, at droppe facebook i en uge.

Dette bliver ikke bedre af, at der før eksperimentet blev iværksat, blev informeret offentligt om, hvad eksperimentet ønskede at komme frem til. Således havde Politiken en artikel før eksperimentet blev iværksat med titlen “Lykkeforskere søger testpersoner: Gør Facebook os lykkelige?”, hvor hypotesen bliver fremstillet af en af personerne bag studiet: “Det har en effekt, når alle vores venner bliver gift, får fede jobs i New York og viser det hele frem på Facebook, mens jeg sidder hjemme og spiser rester. Det betyder noget for os at blive disponeret for de her ting på de sociale medier.” Med andre ord er deltagerne ikke alene vidende om, hvad forsøget handler om, men også hvilke forventninger, forskerne har til forsøgsdeltagerne (og det forhold at der angiveligt er en effekt).

Det korte af det lange er, at folkene bag eksperimentet her gør alt hvad de kan for, bevidst eller ubevidst, at få en effekt af deres stimuli. Det interessante er videre at overveje, hvordan man som forsøgsperson vil agere, når man glædeligt tilmelder sig et eksperiment, hvor man skal droppe facebook i en uge, men så får at vide, at man er endt i kontrolgruppen, og bare skal fortsætte med at bruge facebook. I dette studie havde det to implikationer, der begge gør, at eksperimentet fejler. For det første valgte flere i kontrolgruppen også at bruge facebook mindre i den pågældende uge2. For det andet valgte flere i kontrolgruppen at sige “Fuck it, I’m outta here“. Frafaldsprocenten i kontrolgruppen var således 26 procent, hvilket vil sige, at en fjerdedel af alle dem, der fik at vide, at de bare skulle fortsætte med at bruge facebook, ikke valgte at deltage i resten af eksperimentet3.

For at opsummere står vi derfor tilbage med en gruppe, der forventer, at de vil blive mere glade af ikke at bruge facebook i en uge. Selv hvis vi antager, at der ikke var problemer med skævheder mellem kontrol- og stimuligruppe, vil de andre forbehold gøre, at ingen af de rapporterede estimater er pålidelige.

Der er forskellige måder at adressere ovenstående problematiske aspekter på. Det første vil selvfølgelig være at undgå disse aspekter i designet af studiet, herunder ved at de rekrutterede forsøgsdeltagere ikke bliver informeret om, hvorfor de er med i studiet (eller ligefrem tilmelder sig med henblik på ikke at bruge facebook). I forlængelse heraf vil det også være fornuftigt, ikke at informere forsøgspersonerne om, hvilke hypoteser man har.

Hvis vi antager, at problemerne ikke var betydelige, var der statistiske løsninger på udfordringerne4. De rapporterede effekter er ikke effekterne af ikke at bruge facebook, men effekten af at få at vide, at man ikke skal bruge facebook5. Her kunne man bruge en instrumentel variabel-tilgang, altså anse ens stimuli som et instrument6. En sådan tilgang ville give et mindre skævt estimat af det eksperimentelle stimuli.

For at konkludere er jeg ikke overbevist om, at facebook gør folk mindre lykkelige. Det er interessant med denne slags studier, men man skal være meget varsom med at drage for store konklusioner – og formidle det ukritisk. Rapporten giver ikke mange informationer, og i stedet for at sige, at det giver journalisterne en grund til ukritisk at formidle den information, de så har til rådighed, burde de indhente betydeligt flere informationer, der kan belyse nogle af de åbenlyse svagheder, der er forbundet med et studie som dette. Dette er ligeledes en pointe
Kresten Roland Johansen har bragt i forbindelse med nærværende eksperiment: “Undersøgelsen er interessant. Og der kommer sikkert endnu mere interessante opfølgende undersøgelser. Gerne med lidt større detaljeringsgrad og metodeformidling i både afrapportering og den journalistiske formidling.”

  1. Se evt. Kramer et al. (2014), hvor forskere manipulerede med brugernes News Feed. []
  2. Man kan indvende, at dette blot vil føre til, at man underestimerer den gennemsnitlige treatment effekt, men der er intet der taler for, at man overhovedet vil være i nærheden af et sandt estimat, når designet introducerer så fundamentale fejlkilder. []
  3. Til sammenligning valgte omkring en tiendedel (12%) i stimuligruppen at hoppe fra. []
  4. Husk: “You can’t fix by analysis what you bungled by design“ []
  5. Med andre ord er det en intention-to-treat analyse. []
  6. Paul Rosenbaum (2002, 131f) beskriver et instrument som følger: “An instrument is a random nudge to accept a treatment, where the nudge may or may not induce acceptance of the treatment, and the nudge can affect the outcome only if it does succeed in inducing acceptance of the treatment. […] In an encouragement design, the experimenter hopes that encouraged individuals will accept the treatment and individuals who are not encouraged will decline the treatment; however, some individuals may in fact decline the treatment despite encouragement, and others may take the treatment in the absence of encouragement.” []

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *