Erik Gahner Larsen

Vil en ændring af SU-reglerne bremse hver anden studerende?

I dag præsenterede regeringen deres “Helhedsplan – for et stærkere Danmark“, der blandt andet indeholder en række ændringsforslag til SU’en, herunder at SU’en skal begrænses til normeret studietid og at rentefri SU-lån skal udgøre halvdelen af SU’en.

Ingeniørforeningen bringer i den forbindelse en pressemeddelelse, “Ændring af SU-reglerne vil bremse hver anden studerende“, hvor de refererer til en undersøgelse foretaget blandt 1.020 ingeniørstuderende. Interessant er det, at der ikke gives nogen information om, hvordan de studerende er blevet spurgt, rekrutteringen af studerende, hvornår de er blevet spurgt, hvad de ellers er blevet informeret om og så videre. Det er næppe en tilfældig udvælgelse af studerende, hvorfor man bør være varsom med at kalde undersøgelsen repræsentativ for en større gruppe af studerende.

Formanden for IDA’s Uddannelses- og Forskningsudvalg, Carsten Eckhart, udtaler sig med udgangspunkt i undersøgelsen omkring regeringens forslag: “Hvis hver anden på ingeniørstudierne og de naturvidenskabelige uddannelser ikke vil læse videre på baggrund af ændringer i støtten, kan vi stå tilbage med store problemer.” Denne konneksion mellem undersøgelsen og regeringens udspil er dog misvisende af to grunde. For det første spørger undersøgelsen ikke ind til det regeringen foreslår, men derimod et scenarie hvor der ikke længere gives SU på kandidatdelen. Dette kan ikke sammenlignes med udspillet.

For det andet spørger undersøgelsen ikke om man vil stoppe med at læse videre, men om man vil overveje det. Hvis de forhold man studerer under ikke får en til at overveje ens studievalg, er der noget galt, men det er ikke det samme som, at man vil stoppe med at læse videre. Det er derfor svært at koble svarene til spørgsmålet (vist nedenfor) til en egentlig vurdering af effekterne af specifikke ændringer i SU-reglerne.

Igen har vi at gøre med et af de slags spørgsmål, hvor meningsmålinger ikke nødvendigvis er den bedste måde at belyse et fænomen på. For det første er der stor forskel på holdninger og faktisk adfærd (talk is cheap). For det andet er det en af de slags spørgsmål, hvor svarene tænkeligt påvirkes af hvem, hvornår og hvordan man spørger.

Der kan være talrige gode grunde til at ændre i SU-reglerne. Der kan også være talrige gode grunde til ikke at gøre det. Ligeledes kan man diskutere, hvor mange studerende der vil stoppe med at studere, hvis SU’en ændres. Man kan dog ikke bruge Ingeniørforeningens undersøgelse til at konkludere, at halvdelen af de studerende vil stoppe efter bacheloren, hvis SU-reglerne ændres.

Analyse i Politiken: Hvornår får 16-årige lov til at stemme?

Har d.d. en analyse i Politiken sammen med mine kollegaer Klaus Levinsen og Ulrik Kjær. Analysen omhandler valgretsalderen og udsigterne til at den bliver sænket til 16 år. Mere specifikt fokuserer vi på danskernes holdninger til spørgsmålet. Overordnet er der ikke den store folkelige support for en sænkelse af valgretsalderen, men der er også store forskelle i, hvilke borgere der støtter en sænkelse.

Det er især højreorienterede vælgere, der er imod en sænkelse af valgretsalderen. Som vi skriver i analysen: “Der [er] betydelige forskelle i, hvilke danskere der er imod en sænkelse af valgretsalderen. Her er det især de højreorienterede vælgere, der er imod at inkludere de unge borgere. Disse ideologiske forskelle er interessante i en international sammenhæng, idet resultater fra engelske undersøgelser viser, at vælgernes holdninger til valgretsalderen ikke i samme omfang er et ideologisk spørgsmål. I figuren ses det, at sandsynligheden for, at en borger er modstander af en sænkelse af valgretsalderen, er over 50 procent for både venstre- og højreorienterede.”

Hvor mange vil stemme på Danskernes Parti?

Forleden var en af de store politiske nyheder, at 10,8 procent af danskerne ville stemme på partiet Nye Borgerlige, hvis de var at finde på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Meningsmålingen fik masser af omtale, men som beskrevet er der intet der taler for, at 10,8 procent af danskerne ville stemme på Nye Borgerlige.

I dag formidler Berlingske en lignende meningsmåling foretaget af Gallup, bare for Danskernes Parti. Tallet her er 3,4 procent, men er – ligesom i tolkningen af Ritzau-målingen med Nye Borgerlige – på ingen måde det samme som, at 3,4 procent af vælgerne vil sætte deres kryds ved Danskernes Parti. Det kan undre en, at nogle journalister også her vælger at formidle denne slags meningsmålinger. Især i kølvandet på den mærkværdige dækning af meningsmålingen med Nye Borgerlige.

Det komiske er, at Gallup i Berlingskes artikel selv er ude med relevante forbehold, som Camilla Kann Fjeldsøe, leder af den politiske afdeling hos Gallup, udtaler: “Når man kun bliver spurgt ind til et enkelt parti, og om man vil stemme på dem, er der typisk flere, der er positive over for at stemme ja, end hvis man fik valgmuligheden mellem en række partier”. Godt så.

Der er ikke tale om en interessant meningsmåling, end ikke en nyhedsværdig måling. Der er tale om et forsøg på at give et indtryk af, at mange vælgere vil stemme på Danskernes Parti. Der er bare intet belæg for, at dette skulle være tilfældet. Det eneste der sker her er, at nogle journalister hopper i med begge ben.

Vil danskerne arbejde mere? II

For snart fem år siden skrev jeg, at svaret på om danskerne giver udtryk for at ville arbejde mere, afhænger af, hvad man helt præcist spørger om. Baggrunden var to meningsmålinger foretaget i den samme periode men med vidt forskellige resultater. Den ene meningsmåling viste, at 62 procent af danskerne var klar til at arbejde mere. Den anden meningsmåling viste, at 7 procent af danskerne var klar til at arbejde mere.

Det pågældende indlæg kom jeg i tanke om, da jeg læste en nyhed hos Berlingske, der formidler en undersøgelse, der viser, at topskattelettelser vil få folk til at arbejde mere. Mere konkret skrives der: “Forhandlingerne om lettelser af topskatten bliver uden tvivl et af efterårets største politiske emner og kan ende med at blive helt afgørende for regeringens overlevelse. Og ifølge [en] ny undersøgelse vil det øge arbejdsudbuddet, hvis man sænkede topskatten.”

Der er ingen tvivl omkring, at skattelettelser vil blive et emne på den politiske dagsorden, og når emner bliver aktuelle, kommer der også et hav af rapporter og studier, der skal “nuancere” den offentlige debat. Det interessante i denne sammenhæng er, at det empiriske materiale i undersøgelsen er en meningsmåling af meget ringe kvalitet. Den beskrives i artiklen som følger: “Den nye undersøgelse er foretaget af analyse- og konsulentfirmaet Moos-Bjerre & Lange på eget initiativ. De har i en webbaseret spørgeskemaundersøgelse spurgt 1.243 tilfældigt udvalgte danskere, som enten er i beskæftigelse eller under uddannelse, om deres forhold til lettelser af topskatten og villighed til at arbejde mere. Et billede, der ofte er blevet brugt i denne sammenhæng, er, om topskattelettelser vil blive en gulerod for at tage mere arbejde, eller om det vil blive en hængekøje, hvormed arbejdsudbuddet ikke stiger. Af den nye analyse fremgår det, at den positive nettoeffekt på arbejdsudbuddet er på 14,4 pct. Altså er konklusionen i undersøgelsen klar: Gulerods-effekten er simpelthen større end hængekøje-effekten.”

Når man læser ovenstående, er der en række spørgsmål, der trænger sig på. For det første er det på ingen måde klart, hvem der har foretaget meningsmålingen. Det formidles, at det er konsulentfirmaet, men har de en webbaseret platform, hvorfra de kan spørge 1.243 tilfældigt udvalgte danskere? Og så her i sommerperioden, hvor det er vanskeligt at få fat i bestemte grupper? Og ikke alene repræsentative for danskerne, men de danskere der er relevante at spørge? Jeg vil være meget påpasselig med at kalde resultaterne her for repræsentative, især når konsulentfirmaet ikke har givet flere informationer herom (der heller ikke er at finde i deres rapport).

For det andet skal vi se på, hvem man har valgt at inkludere i meningsmålingen. Det interessante er her, at det ikke er i nærheden af 1.243 respondenter, man bruger svarene fra, men den gruppe af respondenter, der siger, at de har mulighed for at tage mere arbejde. Disse mennesker er blevet spurgt: “Har du mulighed for at tage overarbejde på din arbejdsplads og derved tjene lidt ekstra?”. Bemærk her, at det ikke er blevet spurgt om, hvorvidt man har mulighed for at arbejde mere eller mindre, men blandt andet om at arbejde mere og tjene lidt ekstra. Her gør konsulentfirmaet hvad de kan for at påvirke respondenternes svar (ved at få dem til at tænke på at tjene ekstra). Samlet set er gruppen af personer, der har mulighed for at arbejde mere på 624 personer. Er gruppen af de 624 personer stadig repræsentativ for den population af danskere, der kan tage mere arbejde? Jeg tvivler.

For det tredje er det ikke tilfældigt, hvilke grupper der svarer, at de kan tage mere arbejde. Ud af de 624 personer, der kan tage mere arbejde, er omkring 168 studerende (den gruppe af respondenter, hvor flest svarer ja til, at de kan tage mere arbejde). Jeg er ikke økonom, men jeg finder det relevant at diskutere, hvor meget man kan lære om de dynamiske effekter af en ændring i topskatten på arbejdsudbuddet ved at spørge personer, der endnu ikke er i nærheden af at betale topskat.

For det fjerde skrives der i artiklen hos Berlingske, at “den positive nettoeffekt på arbejdsudbuddet er på 14,4 pct.” Men hvad menes der med dette? Man får let det indtryk, at meningsmålingen viser, at det vil have positive samfundsøkonomiske konsekvenser at sænke topskatten. Tallet viser dog blot differensen mellem dem, der siger, at de vil arbejde mere og dem der vil arbejde mindre (og dette er endvidere ikke for topskatten). Udfordringen er, at det ikke er muligt at sige, om dem der vil arbejde mindre, er dem der betaler topskat, hvorved det hypotetisk set kan have negative effekter på arbejdsudbuddet.

Der er noget komisk ved meningsmålinger, der ikke alene ønsker at belyse, om danskerne vil arbejde mere, men om et bestemt tiltag vil have en kausal effekt på, om danskerne vil arbejde mere. Dette bliver ikke mindre komisk af, at man spørger en masse mennesker, der ikke vil blive ramt af disse tiltag. Som altid kan det undre en, at journalisten ikke er mere kritisk i forhold til den undersøgelse, man finder nyhedsværdig og vælger at formidle.

Derfor vil jeg også blot bruge den samme konklusion som for fem år siden, altså at meningsmålingen blot illustrerer, at bestemte grupper har “en klar interesse i at fremme bestemte synspunkter i den offentlige debat, og det kan meget nemt tænkes, at de har et ønske om at meningsmålingerne viser noget bestemt i dette tilfælde.”