Erik Gahner Larsen

Potpourri: Statistik #30

Konflikten mellem Lars Løkke og Søren Pape

Talte forleden med en journalist fra Kristeligt Dagblad. Det kom der en artikel ud af, der kan findes her såvel som i torsdagens avis. Emnet var konflikten mellem regeringen og de Konservative, personificeret ved Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen. Pointen i artiklen er, at konflikten kan forstås med relativt simpel spilteori.

Er meningsmålinger om terrorfrygt væsentlige?

I en klumme i Information skriver klummeskribent Lasse Jensen, at meningsmålinger ofte er igangsat på baggrund af et fravær af journalistiske ideer. Han indleder således sin klumme med ordene: “Hvad skulle mange såkaldt toneangivende medier gøre uden meningsmålinger? Svaret er meget enkelt: De ville være tvunget til at lave rigtig journalistik!” Underforstået, at meningsmålinger ikke handler om rigtig journalistik.

Til at illustrere dette tager klummeskribenten udgangspunkt i en meningsmåling Megafon lavede for TV2 og Politiken i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet i København (i Krudttønden og synagogen i Krystalgade). Her formuleres kritikken af Megafons måling som følger:

Den ene måling fastslog i Politiken, at »knap seks ud af 10 danskere forventer et nyt terrorangreb«. Altså 60 procent. Det er mange, og målingen afstedkom da også et langt indslag i DR’s 21 Søndag, hvor der heldigvis var en forsker, der mente, at »risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er lige så stor som risikoen for at blive ramt af en meteorit«. Da et andet analysebureau, YouGov, lavede den samme undersøgelse for MetroXpress lige efter tragedien i Krudttønden og synagogen, var frygttallet 53 procent. Det faldt dog til 38 procent på to måneder ifølge en ny måling i maj 2015. Der er gået 10 måneder uden terror i Danmark, men frygten er altså voldsomt forøget ifølge Megafon. Det har ingen sat spørgsmålstegn ved.

Der er flere ting galt her. Jeg elsker at kritisere meningsmålinger lige så meget som alle andre, men den kritik klummeskribenten retter er meningsløs og udstiller blot en manglende evne til at forholde sig kritisk til forskellige meningsmålinger og journalisternes brug af meningsmålinger.

For det første var det ganske enkelt ikke Megafons måling, der afstedkom et indslag i DRs 21 Søndag. Det var derimod en meningsmåling, som DR selv fik lavet af Epinion. De to meningsmålinger vedrører to forskellige spørgsmål. Epinions handler om, hvorvidt frygten for terror er steget i løbet af det seneste år, og Megafons handler om frygten for, at et nyt terrorangreb vil finde sted inden for det næste år.

For det andet påstår ingen, at frygten er voldsomt forøget. Tværtimod nævner journalisten fra Politiken blot, at terrorfrygten ikke er faldet væsentligt. Det giver i denne sammenhæng ingen mening at begynde at sammenligne en meningsmåling fra YouGov med en fra Megafon, uden også at kigge nærmere på, hvem der er spurgt, hvilke spørgsmål der er stillet, hvilke svarmuligheder der er givet og så videre. Det er med andre ord ingen selvfølge, at Megafon og YouGov har lavet den samme undersøgelse.

Megafon har på forskellige tidspunkter over de seneste 15 år stillet spørgsmålet “Anser du det for sandsynligt, at Danmark bliver udsat for et terrorangreb inden for det næste år?”. YouGov har spurgt “Tror du, at der kommer terrorangreb i Danmark i år?”. Spørgsmålene er forskellige, og det er svarmulighederne også. Hos Politiken er de 58 procent (altså næsten 6 ud af 10), den andel der har svaret ‘meget sandsynligt’ eller ‘sandsynligt’, hvor det hos YouGov er andelen, der har svaret ja til et simpelt ja/nej-spørgsmål. Det ville være en journalistisk katastrofe at antage, at de to tal er direkte sammenlignelige, så intet under, at ingen har gjort det.

Hvis man virkelig gerne ville undersøge tendenserne over tid, giver det bedre mening at sammenligne Megafon over tid og YouGov over tid. Dette er da også muligt for sidstnævnte, da YouGov, også i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet, lavede endnu en måling. Fortællingen her er konsistent med fortællingen hos Politiken og DR, netop at mange danskere frygter terror.

Vi er så tilbage til udgangspunktet for klummen, eller som Lasse Jensen afslutter sin klumme: “Det er altid fascinerende at høre, hvad ’danskerne’ mener. Spørgsmålet er, om det er væsentligt?” Det er selvfølgelig ikke noget spørgsmål, der er et klart svar på, men jeg vil mene, at det er et legitimt synspunkt, at det selvfølgelig giver mening for medierne, at belyse danskernes terrorfrygt. Det er netop – som forskerne pointerer og medierne formidler – på mange måder en dybt irrationel frygt, som da om noget er relevant at belyse. Tilføj endvidere det forhold, at en eventuel frygt for terror har væsentlige implikationer for den politik der føres – fra asylpolitik til sessionslogning.

Meningsmålinger er et vigtigt redskab for journalister (og for at sætte det lidt på spidsen: for demokratiet), men de taler aldrig for sig selv, hvorfor de også fordrer, at journalisterne kan placere dem i deres retmæssige kontekst. Det er – som de fleste ved – vigtigt at forholde sig kritisk til meningsmålingerne og journalisternes formidling af dem, men det er for letkøbt blot at affeje meningsmålingernes værdi med, at de ikke er ‘rigtig’ journalistik, hvad pokker det så end er.

Er statskundskabsstuderende de mest kæphøje?

Hos Berlingske kan man læse, at studerende der læser Statskundskab, er de mest kæphøje: “Selvtillid er godt, men selvfedme er bedre. Det ser ud til at være mottoet for i hvert fald et udsnit af statskundskabsstuderende i et stort videnskabeligt forsøg, der har undersøgt graden af selvovervurdering hos studerende”. Det omtalte studie kan ligeledes findes omtalt hos blandt andre Videnskab.dk, der skriver: “Dem, der overvurderer deres egen præstation allermest, er de statskundskabsstuderende”.

Studiet, der bærer titlen Overconfidence and Career Choice og er publiceret i PLOS ONE, bygger på data fra 711 førsteårsstuderende i Schweiz. I forsøget blev de studerende stillet en række faglige spørgsmål relateret til årstallet for bestemte begivenheder. Efterfølgende blev de studerende spurgt om, hvordan de selv syntes, de havde klaret sig. Jo større diskrepans mellem faktisk og opfattet kunnen, desto mere havde den studerende overvurderet sine evner (eller undervurderet, hvis den studerende troede, at vedkommende havde klaret sig dårligere, end tilfældet var). Hovedresultaterne fra studiet er at finde i Figur 1 i artiklen, hvor gennemsnitsovervurderingen er vist for de respektive uddannelser:

Da jeg så ovenstående figur tænkte jeg, at til trods for at Berlingske kalder det for et “stort videnskabeligt forsøg”, er et trecifret antal forsøgspersoner ikke ret meget, når man har ni forskellige grupper, inden for hvilke der må forventes at være en høj grad af heterogenitet i, hvor meget de studerende overvurderer egne evner. Derfor reproducerede jeg figuren fra artiklen, men tilføjede en ekstra feature: 95% konfidensintervaller.

Som det kan ses, er der intet der tyder på, at statskundskabsstuderende grundlæggende set overvurderer egne evner mere end andre studerende (eller med andre ord er mere kæphøje). Overordnet set er der intet der tyder på, at der er nogle signifikante forskelle for langt de fleste af uddannelsesgrupperne.

Som Berlingske også nævner, skal man dog også være varsom med at drage konklusioner i forhold til de studerende i andre lande. Også selvom der ikke rigtigt er noget at konkludere. Det er ikke sikkert, at “resultaterne” kan generaliseres til andre studerende (heller ikke andre studerende i Schweiz). Det kan desuden være svært at sammenligne statskundskabere i forskellige lande, især fordi relationen mellem uddannelse og arbejdsmarked varierer betydeligt på tværs af lande.

Det ændrer dog selvfølgelig ikke på, at det altid er sjovt at placere statskundskabere i kasser, og mon ikke de fleste statskundskabere tager det som en kompliment, at blive kaldt for kæphøj.