Et af de store spørgsmål i forlængelse af det seneste folketingsvalg har været, hvad der gik galt med analyseinstitutternes vurdering af Dansk Folkepartis opbakning blandt vælgerne (se eksempelvis her, her, her, her, her, her, her, her, her, her, her og her). Det korte af det lange er, at vi ikke er blevet klogere på, hvad der er sket, og det er desværre tvivlsomt, at vi bliver klogere på dette spørgsmål.
Hvad er historien bag Dansk Folkepartis vælgeropbakning i valgperioden 2011 til 2015? Historien om Dansk Folkeparti kan koges ned til følgende: Noget nær ren fremgang frem til perioden før valget, hvor vi ser et fald i kølvandet på terrorangrebet den 14. februar i år. Tilbagegangen blev blandt andet udlagt af de politiske kommentatorer således, at vælgerne havde fået nok af den hårde terror-retorik, og der var ganske enkelt ikke flere stemmer at vinde på den dagsorden. Nedenstående figur viser opbakningen til Dansk Folkeparti i den nu afsluttede valgperiode.
Den stiplede linje viser Dansk Folkepartis opbakning ved folketingsvalget 2015. Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at der ikke er noget der taler for, at Dansk Folkeparti fik den opbakning på nogen anden dag end valgdagen, hvorfor den blot skal vise, hvor meningsmålingerne gerne burde ligge på valgdagen (+/- den statistiske usikkerhed). Det er tydeligt, at langt de fleste meningsmålinger ikke ramte Dansk Folkepartis valgresultat i den periode, hvor de gerne burde have gjort det.
Der kan være to forklaringer herpå: Tilfældige fejl og systematiske fejl. Førstnævnte er meget usandsynligt og kan ikke forklare, at langt de fleste meningsmålinger systematisk undervurderede Dansk Folkeparti. Hvad angår systematiske fejl har analyseinstitutterne især fremhævet det aspekt, at respondenterne kan have løjet om deres partivalg. Dette er muligt, men det er også sandsynligt, at analyseinstitutterne selv kan have truffet fejlagtige beslutninger. Det er vigtigt at huske på, at vi ikke har nogen idé om, hvad analyseinstitutterne kan finde på at gøre med deres data, før de bliver offentliggjort. Vi ved eksempelvis at Megafon vejer respondenternes svar i meningsmålingerne efter dagsordenen i medierne. Vi kan også sandsynliggøre, at analyseinstitutterne er bevidste omkring, hvordan andre analyseinstitutter vurderer vælgeropbakningen for de respektive partier. Dette er forhold der meget nemt kan resultere i skævheder.
Der er grund til bekymring, når analyseinstitutterne ikke er mere åbne omkring den slags procedurer. Især når der ikke er noget, der taler for, at de vil informere om, hvad og hvor det med al sandsynlighed gik galt. Flere analyseinstitutter meldte ud, at de nu skulle kigge nærmere på, hvad der var gået galt. Siden da har vi intet hørt, og intet tyder på, at der kommer noget som helst fra institutterne. Dette er især mærkværdigt, når vi ser de første meningsmålinger foretaget efter valget, hvor Dansk Folkeparti – som forventet – ligger meget tæt på valgresultatet. Hvordan er institutterne kommet frem til de tal? Har de taget valgresultatet og vejet det efter hvordan nogle respondenter har svaret i en meningsmåling? Hvis analyseinstitutterne havde en oprigtig interesse i at gøre os klogere på, hvad der var gået galt, ville de formidle, hvordan de nu kommer frem til en opbakning til Dansk Folkeparti, der til forveksling ligner valgresultatet.
Ovenstående figur viser meningsmålingerne fra i år. Det er især Gallup og Voxmeter, der er interessante, da de begge har gennemført en meningsmåling efter valget. I begge tilfælde ser vi en betydelig forandring i opbakningen til Dansk Folkeparti. I Gallups tilfælde ser det sågar ud til at være en tilbagevenden til den opbakning, man gav partiet før valgkampen. Hvordan, Gallup? Hvad har I gjort?
Det triste ved alt dette er, at tilliden til meningsmålingernes validitet falder, når institutterne ikke er mere transparente omkring deres metoder. I værste fald ender vi i en situation, hvor politiske kommentatorer sidder i Deadline og konkluderer, at hvis de havde opholdt sig mere i Jylland under valgkampen, ville de kunne have forudset Dansk Folkepartis reelle opbakning bedre end meningsmålingerne (læs: David Trads). Vi ved ikke, hvad der gik galt, og det ville klæde analyseinstitutterne at spille med åbne kort omkring, hvad de har gjort og hvad de vil gøre.