Hos Politiken kan man læse, at hvis “Venstre havde haft bedre meningsmålinger op til valget [i 2011], så havde Venstre også klaret sig bedre på valgdagen”. Med dette menes der ikke blot, at hvis Venstre havde haft en opbakning på 40 procent i meningsmålingerne, ville de også ligge tættere på 40 procent på valgdagen, men derimod at meningsmålingerne i sig selv kunne have haft en effekt på den offentlige opinion. Det vil sige, at gode meningsmålinger kunne have fået flere til at stemme på Venstre og dermed føre til endnu bedre målinger.
Mere specifikt fremhæver artiklen i Politiken, at analyseinstitutterne gav Venstre færre stemmer i løbet af valgkampen, end de endte med at få ved selve valget i 2011. Logikken er, at dette kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten. Der er dog mindst to grunde til, at jeg er skeptisk i forhold til, hvorvidt dette var tilfældet.
For det første er der ingen grund til at tro, at vælgerne fokuserer på den absolutte support til partierne, men, hvis overhovedet, fokuserer på forandringen i meningsmålingerne. Det vil sige at en stigning eller et fald i meningsmålingerne kan skabe en bandwagon effekt, hvor man forlader den synkende skude og hopper over på vinderholdet. Det er dog ikke dét, der argumenteres for, var tilfældet i 2011, men derimod at Venstre skiller sig “ud fra de andre partier ved gennem hele valgkampen at ligge meget lavere i meningsmålingerne end valgets endelige resultat”. Kigger man på opbakningen til Venstre i løbet af valgkampen 2011 finder man da også et meget stabilt mønster (med de velkendte tilfældige og systematiske skævheder fra måling til måling):
Jeg har svært ved at se forekomsten af betingelserne for, at meningsmålingerne kunne have resulteret i en bestemt type dækning af Venstres opbakning i meningsmålingerne, som så videre kunne have påvirket vælgerens partivalg.
For det andet er der ikke stærk evidens for, at meningsmålingerne har effekter på den offentlige opinion, selv når man fokuserer på den relative forandring (se eksempelvis her og her). Hvis meningsmålingsartiklerne i 2011 for Venstre viste, at de ikke flyttede sig i meningsmålingerne, vil det kontrafaktiske scenarie jf. det refererede studie hos Politiken, altså at de får flere stemmer, næppe generere nogen ændring i vælgeropbakningen til partiet. Var der derimod en meget stor fremgang i meningsmålingerne og det kontrafaktiske scenarie var en meget stor tilbagegang, kunne der måske være en forskel i opbakningen til partiet (jeg er ikke sikker på, hvordan man skal tolke en sådan kausal effekt). Dette synes dog ikke at være tilfældet eller aktuelt for Venstre i 2011.
I det store hele er jeg skeptisk i forhold til, hvor meget en artikel om opbakningen til et parti kan betyde for den videre opbakning til partiet. Dette af især fire grunde. For det første er effektstørrelserne i studiet af effekten af meningsmålingerne ikke store (og i forhold til de estimater, vi helt basalt er interesserede i, ikke-signifikante).
For det andet er der en høj grad af selvselektion. Dem der interesserer sig for politik vil være dem, der er mest tilbøjelige til at se en meningsmåling, og disse personer vil sandsynligvis være mindre påvirkelige end dem, der aldrig vil se en sådan artikel. Med andre ord er det dem der i forvejen har en stærk holdning til deres partivalg, som vil være mere nysgerrige efter at vide, hvordan det går med deres parti. Det er den samme logik der ligger til grund for, at jeg aldrig får nogen information om, hvordan det går OB i Superligaen.
For det tredje læser man ikke meningsmålingerne neutralt. Mange vælgere har stærke holdninger til partierne i forvejen som påvirker deres 1) tilbøjelighed til at læse bestemte typer af artikler og 2) måden hvorpå de læses og fortolkes. På samme måde som man ikke tager en valgtest eller ser en politisk debat uden forudindtagede holdninger til partierne, læser man ikke en meningsmåling uden et bestemt set af eksisterende holdninger til partierne. En meningsmåling vil derfor i mange tilfælde blot tiltrække mere opmærksomhed fra de personer, der i forvejen køber historien, der sælges. Socialdemokrater elsker meningsmålinger, hvor Socialdemokraterne går frem og det samme for de andre partier og dets vælgere.
For det fjerde skal man være meget påpasselig med, som artiklen hos Politiken også er, at generalisere effekterne i ét studie til virkelighedens verden. Kort fortalt er den økologiske og eksterne validitet i de eksperimentelle studier meget lille. Der findes eksempelvis ikke lignende eksempler på en sådan artikelopbygning, som der anvendes i det citerede studie, i den virkelige verdens mediedækning. Ligeledes er der i en valgkamp et informationsoverload og en tidsdimension der gør, at én artikel næppe vil have nogen effekt dage efter, når krydset sættes. Og sidst men ikke mindst er der ofte ikke tale om nogen reel forandring i en meningsmåling, som i studiet, men blot insignifikante forskelle som varierer på tværs af målinger og institutter (jf. ovenstående figur), der resulterer i vidt forskellige artikler i løbet af en valgkamp med både fremgang og tilbagegang for de fleste partier.
Derfor tvivler jeg blandt andet på, at meningsmålingerne kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten i 2011.