Erik Gahner Larsen

Potpourri: Statistik #23

Vi ved ikke hvad der gik galt med analyseinstitutternes vurdering af Dansk Folkepartis vælgeropbakning

Et af de store spørgsmål i forlængelse af det seneste folketingsvalg har været, hvad der gik galt med analyseinstitutternes vurdering af Dansk Folkepartis opbakning blandt vælgerne (se eksempelvis her, her, her, her, her, her, her, her, her, her, her og her). Det korte af det lange er, at vi ikke er blevet klogere på, hvad der er sket, og det er desværre tvivlsomt, at vi bliver klogere på dette spørgsmål.

Hvad er historien bag Dansk Folkepartis vælgeropbakning i valgperioden 2011 til 2015? Historien om Dansk Folkeparti kan koges ned til følgende: Noget nær ren fremgang frem til perioden før valget, hvor vi ser et fald i kølvandet på terrorangrebet den 14. februar i år. Tilbagegangen blev blandt andet udlagt af de politiske kommentatorer således, at vælgerne havde fået nok af den hårde terror-retorik, og der var ganske enkelt ikke flere stemmer at vinde på den dagsorden. Nedenstående figur viser opbakningen til Dansk Folkeparti i den nu afsluttede valgperiode.

Den stiplede linje viser Dansk Folkepartis opbakning ved folketingsvalget 2015. Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at der ikke er noget der taler for, at Dansk Folkeparti fik den opbakning på nogen anden dag end valgdagen, hvorfor den blot skal vise, hvor meningsmålingerne gerne burde ligge på valgdagen (+/- den statistiske usikkerhed). Det er tydeligt, at langt de fleste meningsmålinger ikke ramte Dansk Folkepartis valgresultat i den periode, hvor de gerne burde have gjort det.

Der kan være to forklaringer herpå: Tilfældige fejl og systematiske fejl. Førstnævnte er meget usandsynligt og kan ikke forklare, at langt de fleste meningsmålinger systematisk undervurderede Dansk Folkeparti. Hvad angår systematiske fejl har analyseinstitutterne især fremhævet det aspekt, at respondenterne kan have løjet om deres partivalg. Dette er muligt, men det er også sandsynligt, at analyseinstitutterne selv kan have truffet fejlagtige beslutninger. Det er vigtigt at huske på, at vi ikke har nogen idé om, hvad analyseinstitutterne kan finde på at gøre med deres data, før de bliver offentliggjort. Vi ved eksempelvis at Megafon vejer respondenternes svar i meningsmålingerne efter dagsordenen i medierne. Vi kan også sandsynliggøre, at analyseinstitutterne er bevidste omkring, hvordan andre analyseinstitutter vurderer vælgeropbakningen for de respektive partier. Dette er forhold der meget nemt kan resultere i skævheder.

Der er grund til bekymring, når analyseinstitutterne ikke er mere åbne omkring den slags procedurer. Især når der ikke er noget, der taler for, at de vil informere om, hvad og hvor det med al sandsynlighed gik galt. Flere analyseinstitutter meldte ud, at de nu skulle kigge nærmere på, hvad der var gået galt. Siden da har vi intet hørt, og intet tyder på, at der kommer noget som helst fra institutterne. Dette er især mærkværdigt, når vi ser de første meningsmålinger foretaget efter valget, hvor Dansk Folkeparti – som forventet – ligger meget tæt på valgresultatet. Hvordan er institutterne kommet frem til de tal? Har de taget valgresultatet og vejet det efter hvordan nogle respondenter har svaret i en meningsmåling? Hvis analyseinstitutterne havde en oprigtig interesse i at gøre os klogere på, hvad der var gået galt, ville de formidle, hvordan de nu kommer frem til en opbakning til Dansk Folkeparti, der til forveksling ligner valgresultatet.

Ovenstående figur viser meningsmålingerne fra i år. Det er især Gallup og Voxmeter, der er interessante, da de begge har gennemført en meningsmåling efter valget. I begge tilfælde ser vi en betydelig forandring i opbakningen til Dansk Folkeparti. I Gallups tilfælde ser det sågar ud til at være en tilbagevenden til den opbakning, man gav partiet før valgkampen. Hvordan, Gallup? Hvad har I gjort?

Det triste ved alt dette er, at tilliden til meningsmålingernes validitet falder, når institutterne ikke er mere transparente omkring deres metoder. I værste fald ender vi i en situation, hvor politiske kommentatorer sidder i Deadline og konkluderer, at hvis de havde opholdt sig mere i Jylland under valgkampen, ville de kunne have forudset Dansk Folkepartis reelle opbakning bedre end meningsmålingerne (læs: David Trads). Vi ved ikke, hvad der gik galt, og det ville klæde analyseinstitutterne at spille med åbne kort omkring, hvad de har gjort og hvad de vil gøre.

Er uligheden i danskernes lykke blevet større?

I Politiken kunne man den anden dag læse, at uligheden i danskernes lykke er blevet større. Mere konkret kan man læse, at en “ny undersøgelse fra Institut for Lykkeforskning viser, at mens uligheden i lykke mindskes i Europa generelt, så er den siden 2002 steget i Danmark. Uligheden i lykken er ifølge undersøgelsen således faldet med 3,4 procent for Europa som helhed i årene mellem 2002 og 2012, mens Danmark er det ene af tre lande, hvor uligheden på lykkebarometret er øget med 3,5 procent.”

Hos Berlingske drager man på baggrund af undersøgelsen den konklusion, at Finland nu er det lykkeligste land: “Kampen om at være de lykkeligste i Europa er benhård. Mens danskerne længe har tronet på toppen af lykkelisterne, har finnerne nu vippet os af pinden, i hvert fald ifølge en ny opgørelse over lykkeniveauet i europæiske lande. Her er det nemlig vores nordiske naboer i Finland, som løber med præmien som Europas lykkeligste. Det står at læse i rapporten »Happiness Equality Index – Europe 2015«, som i sidste uge blev udgivet af det danske Happiness Research Institute eller Institut for Lykkeforskning, som det kaldes her til lands.”

Rapporten er, som omtalt, udarbejdet af tænketanken Institut for Lykkeforskning og er at finde her. På baggrund af rapporten og dækningen af den, er der minimum tre spørgsmål, der er interessante at belyse. For det første: Er uligheden i danskernes lykke større nu end i 2002? For det andet: Er der tale om en udvikling over årene, hvor tendensen er, at uligheden i danskernes lykke stiger? For det tredje: Er Danmark ikke længere det mest lykkelige land?

Er uligheden i lykken større nu end i 2002?
Det omtalte Happiness Equality Index 2015 tager udgangspunkt i data fra den sjette runde af European Social Survey (ESS) fra 2012 (de danske svar er fra 2013). For at udregne (u)ligheden i danskernes og andre europæeres lykke, har man undersøgt hvor stor spredningen er i svarene i hvert land, altså standardafvigelsen, på en 11-punkts lykkevariabel, der går fra 0 til 10, hvor højere værdier indikerer mere lykke. Tallene fra dette indeks er formidlet på side 6 i rapporten:

På dette indeks har Danmark værdien 1,47. For at se om uligheden var større end i 2002 undersøger man forskellen mellem standardafvigelsen i 2002 og 2012, som vist på side 8 i rapporten:

I 2002 var standardafvigelsen i Danmark på 1,42. Forskellen mellem standardafvigelsen i 2002 og 2012 er ikke statistisk signifikant. End ikke tæt på1. Det giver derfor ikke mening at sige, at uligheden i danskernes lykke er steget.

Er der tale om en udvikling i ulighed?
I Politiken forklares det, at en ”del af forklaringen på, at Danmark har øget uligheden i forhold til følelsen af lykke, kan være den stigende økonomiske ulighed i Danmark, der ifølge blandt andre Danmarks Statistik er taget til i løbet af de seneste årtier. Det mener Meik Wiking, der er administrerende direktør for Institut for Lykkeforskning.”

Hvis der er tale om en udvikling, der er taget til over de seneste årtier, bør der om ikke andet i hvert fald være en tendens til, at uligheden stiger. Til trods for at der ikke er nogen forskel i lykken mellem 2002 og 2012, er det stadig interessant at inddrage de andre år (2002 eller 2012 kan eventuelt være en undtagelse på en ellers generel tendens). Nedenstående figur viser derfor standardafvigelserne for 2002, 2004, 2006, 2008, 2010 og 2012:

Der er intet, der taler for, at der er en udvikling i uligheden i danskernes lykke. Og der er slet intet der taler for, at denne ændring er resultatet af en årtier lang proces.

Er Danmark ikke længere det mest lykkelige land?
Som beskrevet ovenfor kan man i dækningen af rapporten hos Berlingske læse, at Danmark er blevet overhalet af Finland hvad angår de mest lykkelige indbyggere. Dette er dog decideret forkert. Det er ikke muligt at kigge på spredningen af en variabel og konkludere, at finnerne er mere lykkelige end danskerne. Danmark ligger således stadig på en førsteplads, hvis man kigger på det gennemsnitlige lykkeniveau i de respektive lande, der er med i sjette runde af ESS:

Som det kan ses, er gennemsnitsværdien højere i Danmark (DK) end i Finland (FI). I ovenstående undersøges det ikke, om der er signifikante forskelle mellem landene, men der er under alle omstændigheder ikke belæg for at konkludere, at Danmark er blevet overhalet af Finland.

For at opsummere, er der ikke empirisk belæg for at sige, 1) at uligheden i danskernes lykke er steget siden 2002, 2) at den er et systematisk produkt af øget af økonomisk ulighed samt 3) at Danmark ikke længere er det lykkeligste land. I hvert fald ikke med udgangspunkt i data fra ESS. Hvis man har interesse i at blive klogere på trivsel og lykke i et komparativt perspektiv med udgangspunkt i data fra ESS, kan man eventuelt begynde med at besøge Measuring and Reporting on Europeans’ Wellbeing: Findings from the European Social Survey.

  1. En simpel test for varianshomogenitet (Levene’s test) giver en p-værdi på 0,768, og dermed kan det ikke afvises, at variansen i de to runder er identisk.  []