Erik Gahner Larsen

Hvor mange danskere vil forbyde solarier for børn og unge?

I Politiken kunne man for en måned siden, fredag den 16. januar, læse, at et flertal af danskerne vil have indført en aldersgrænse for brugen af solarier. På Politikens hjemmeside blev dette efterfølgende til, at de fleste danskere vil forbyde solarier for børn og unge. Konkret formidles det på print og online, at ”61 procent af de adspurgte danskere mellem 15 og 64 år mener, at solariebrug ved lov bør forbydes børn og unge under 18 år” samt at befolkningens ”holdning til aldersgrænse ved solariebrug er […] ændret markant siden 2007, hvor blot 38 procent var tilhængere af et sådant lovindgreb”. I artiklen refereres der til en på det tidspunkt ikke offentliggjort undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Denne undersøgelse er nu tilgængelig, så med lidt forsinkelse kan vi se nærmere på, hvilken dokumentation der foreligger for de rapporterede tal.

Det beskrives i artiklen, at ”kun 24 procent er imod en sådan lovgivning” i undersøgelsen ”som er foretaget blandt mere end 2.000 danskere”. Der er altså tale om en større undersøgelse, men det er ikke helt korrekt, at mere end 24 procent af 2.000 danskere mener dette. Dette vender vi tilbage til.

Først er det vigtigt at forstå konteksten for undersøgelsen. Kræftens Bekæmpelse står hvert år bag en undersøgelse, der undersøger danskernes holdninger til og viden om brugen af solarier. De tidligere år har de, med undtagelse af 2012, spurgt: ”Mener du, at det skal være forbudt for børn og unge under 18 år at gå i solarium?”. Her er en figur fra rapporten fra 2013, der viser udviklingen:

Der er to forhold, der er værd at bemærke. For det første, at Politiken refererer til de 38 procent i 2007. For det andet, at en lignende figur ikke er at finde i rapporten fra 2014. I rapporten fra 2014 beskrives det, at det ”er første gang i 2014, at der spørges til danskernes holdninger til en aldersgrænse på 18 år for at gå i solarium. Tidligere er de blevet spurgt til deres holdninger til et solarieforbud for unge under 18 år. På grund af den ændrede formulering, har vi ikke set på udviklingen i danskernes holdning til en aldersgrænse.” (s. 12). Politiken sammenligner i deres artikel dermed usammenlignelige tal.

Dette er dog ikke så interessant. Den allervigtigste information i rapporten er at finde i fodnote 11 på side 13, der nævner, at ikke alle respondenter blev spurgt om deres holdning til en aldersgrænse for brugen af solarier: ”Kun ca. halvdelen af undersøgelsens 2.000 respondenter (n=1.044) fik dette spørgsmål. Det skyldes, at dataindsamlingen også blev brugt til at vurdere betydningen af ordvalg i spørgeskemaer. Den anden halvdel blev spurgt til forbud frem for aldersgrænse. Respondenterne blev tilfældigt udvalgt til at få enten den ene eller den anden formulering. Resultaterne af vurderingen fremgår ikke af denne rapport.”

Det er her vi kan se, at det ikke er over 2000, der har svaret på dette spørgsmål, og at der rent faktisk er stillet et spørgsmål, der giver mulighed for at sammenligne danskernes holdning til et solarieforbud med tidligere undersøgelser. Det undrer mig, at man i denne sammenhæng ikke har valgt at formidle alle resultaterne fra undersøgelsen, men blot de nye tal. Baggrunden herfor er, at debatten de senere år har ”handlet om ”aldersgrænse for solariebrug” frem for ”forbud på solariebrug”” (privat korrespondance).

Kigger man på resultaterne for den gruppe af respondenter, der har fået spørgsmålet omkring forbud (og ikke aldersgrænse), finder man, at 57 pct. svarede ja til et forbud og 28 pct. svarede nej (privat korrespondance). Der er dermed mindre support her end i den anden gruppe, hvor 61 procent svarede ja og 24 procent svarede nej (og forskellene er signifikante). Det virker mærkværdigt, at man ikke rapporterer sådanne tal i rapporten, især da det 1) ikke giver læseren mulighed for at sammenligne tallene med tidligere år og 2) stiller det hypotetiske spørgsmål, om man ville have rapporteret de akkurat samme informationer, hvis eksempelvis 85 procent af danskerne havde været for et forbud i forbudsgruppen.

Det er logisk at Kræftens Bekæmpelse rapporterer de tal, de gør. Der er tale om en interesseorganisation, der ikke foretager den slags undersøgelser uden et klart formål. Når interesseorganisationer (ikke kun Kræftens Bekæmpelse, men generelt) får foretaget meningsmålinger, er det for at dokumentere, at vælgerne har bestemte holdninger, som magthaverne (altså politikerne), bør tage seriøst. I dette tilfælde kan man dog kun, til trods for de manglende tal i selve rapporten, blot respektere den transparens, der er fra Kræftens Bekæmpelse, hvor de informerer om, at forskellige spørgsmål blev stillet. Som almindelig læser af sådanne rapporter har man som regel ingen jordisk chance for at vide, hvilket forarbejde (test af spørgsmålsformulering, priming etc.), der ligger til grund for de rapporterede tal.

I dette tilfælde kunne man godt have ønsket sig, 1) at journalisten fra Politiken havde læst rapporten og formidlet den bedre, end tilfældet er, og 2) at Kræftens Bekæmpelse havde gjort alle informationer tilgængelige i rapporten. Danskernes har ændret holdning siden 2007, men det er tale om en misvisende dækning af danskernes solarievaner over tid.

Hvor stort er et stort befolkningsstudie?

I Politiken kan man læse følgende: “Bi- og homoseksuelle har på en række punkter en ringere trivsel end heteroseksuelle. Det viser tal fra et stort befolkningsstudie fra Statens Institut for Folkesundhed.” Det store befolkningsstudie er publiceret i Scandinavian Journal of Public Health med titlen Self-reported sexual and psychosocial health among non-heterosexual Danes.

Når jeg læser sådan en beskrivelse af et studie, der omhandler minoriteter, stiller jeg mig selv to spørgsmål. For det første: Hvor mange respondenter er en del af minoritetsgruppen? For det andet: Er undersøgelsen designet således, at minoritetssamplen er repræsentativ i forhold til den minoritetspopulation, der skrives om? Hos Politiken kan man læse, at undersøgelsen “bygger på en spørgeskemaundersøgelse fra år 2000 blandt 8.500 danskere”, men der står intet om, hvor stor en andel af disse, der er bi- og homoseksuelle.

I undersøgelsen står der: “A total of 98.5% of women and 98.2% of men characterized their sexual orientation as heterosexual” (s. 2). I analyserne kan man se, at der er henholdsvis 72 ikke-heteroseksuelle mænd og 68 ikke-heteroseksuelle kvinder (og det er ikke alle af disse, der har svaret på alle spørgsmål, der undersøges). Det er ikke, hvad jeg vil kalde for et stort N, uafhængigt af om man så har 100, 1.000 eller 1.000.000 heteroseksuelle respondenter med.

Dette bringer os til det næste aspekt: Undersøgelsen er ikke nødvendigvis repræsentativ ift. gruppen, der udgør det analytiske fokus her. Ikke desto mindre tolkes resultaterne i Politiken således, at de er repræsentative for netop ikke-heteroseksuelle, når de skriver at undersøgelsen “viser, at flere end hver tredje bi- eller homoseksuelle kvinde har oplevet seksuel vold, og at hver femte har overvejet selvmord.”

Det interessante er her hvordan respondenterne er blevet udvalgt. Her nævnes det at: “The total sample consisted of three sub-samples: A national sample analogous to those from 1987 and 1994 (n = 5802), a follow-up sample including participants from SUSY-1994 (n = 5912), and a supplementary sample to ensure at least a thousand interviews in each of the 15 Danish counties (n = 10,772). Questions concerning sexuality were restricted to the latter two samples (n = 16,684), while sexual issues were not addressed in the former.” Med andre ord består undersøgelsen især af respondenter ligeligt fordelt på de forskellige (daværende) amter. Men hvis homoseksuelle eksempelvis er mere tilbøjelige til at bosætte sig i bestemte amter, vil man opnå en mindre repræsentativ sample sammenlignet med, hvis man havde udvalgt tilfældige respondenter på et nationalt niveau. Der er dermed intet der nødvendigvis taler for, at undersøgelsen er repræsentativ. Derfor er det også lidt komisk, at artiklen nævner at repræsentativiteten “constitutes a major strength of this study” (s. 5) Hvis der desuden er forskel på, hvordan ikke-heteroseksuelle svarer på de pågældende spørgsmål i undersøgelsen alt efter om man er bosat i Københavns eller Ribe amt, begynder problemerne for alvor at melde sig.

Problemet med denne slags undersøgelser er, at de få observationer gør det statistisk vanskeligt at opnå sammenlignelige grupper (og dermed lave meningsfulde sammenligninger mellem heteroseksuelle og ikke-heteroseksuelle). Der er dermed ikke mulighed for at tage højde for alder, uddannelse, indkomst, bopæl, etnicitet og så videre, der alt sammen kan variere på tværs af de to grupper.

Der er dog desværre ingen deskriptiv statistik for de forskellige grupper i artiklen, der giver os et indblik i, hvor problematiske disse aspekter potentielt set kan være (med undtagelse af tabel 1, der viser opdeling på køn og alder). Der er heller ikke så meget som ét konfidensinterval eller andet, der formidler den usikkerhed, vi har med at gøre. Kun et par p-værdier, der substantielt ikke fortæller os ret meget. Nævnes bør det også, at man bør tolke de rapporterede kønsforskelle med et gran salt, da det ikke undersøges, om forskellene mellem kønnene er statistisk signifikante.

Det er meget tænkeligt, at der er forskel på heteroseksuelle og ikke-heteroseksuelles selv-rapporterede oplevelser, men det er min vurdering, at det store befolkningsstudie ikke er stort nok til, at vi kan konkludere noget med sikkerhed.

Potpourri: Statistik #19