Erik Gahner Larsen

Data fra SPSS til Stata og R

Der var engang hvor folk brugte SPSS. I dag bruger man enten Stata og/eller R, men det hænder desværre, at man finder et datasæt, der kun vil åbnes i SPSS (.sav-filer). Der findes dog måder hvorpå man kan få et datasæt fra SPSS til Stata såvel som R. I dette indlæg beskriver jeg et par af disse måder.

Hvis man har SPSS installeret, kan man åbne datasættet og gemme det i et format, der kan åbnes i Stata såvel som R. Proceduren her er simpel: Åben datasættet i SPSS, gå op under “File”, vælg “Save As” og gem filen som Comma delimited (*.csv). Denne fil kan importeres til Stata vha. følgende kommando (hvor datasættet selvfølgelig er gemt med navnet data):

insheet using "data.csv", delimiter(";")

I R kan man anvende kommandoen read.csv og gemme datasættet i en data frame. I dette tilfælde vil kommandoen for samme datasæt som i ovenstående eksempel være:

data = read.csv("data.csv", sep = ";")

Husk i begge tilfælde at angive et korrekt working directory forinden, så den kan finde datasættet. I SPSS er det muligt at gemme datasæt i Stata-format (.dta), hvor man, såfremt man gør det, kan åbne datasættet på normal vis i Stata efterfølgende. Jeg har dog flere gange oplevet at SPSS er gået ned når jeg har gjort det, hvorfor det ikke er noget jeg personligt kan eller vil anbefale.

Har man ikke SPSS installeret, findes der pakker der kan være en behjælpelig. I R kan man anvende foreign-pakken. Først henter vi og indlæser pakken, for derefter at importere datasættet til en data frame med read.spss:

install.packages("foreign")
library(foreign)
data = read.spss("data.sav", to.data.frame=TRUE)

Hvis man vil importere SPSS-filer direkte til Stata, kan man anvende usespss-pakken. Denne virker dog udelukkende på 32-bit versionen, hvorfor det er et par år siden jeg sidst anvendte den. Der kan læses mere om den teknik her.

Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011

Folketingsvalget 2011 var et valg der stod i krisens tegn. Det store spørgsmål under valgkampen, som uofficielt varede over et år, var, hvordan Danmark kom bedst ud af krisen. Der var forskellige løsningsforslag på bordet under valgkampen, men én ting var sikkert: Danmark stod midt i den største økonomiske krise i nyere tid.

Valget endte som bekendt med en på ingen måde overbevisende sejr til den røde blok, og tager man simple økonomiske teorier i betragtning, der tilsiger, at vælgere straffer siddende regeringer i dårlige økonomiske tider og belønner dem i gode, er sejren endnu mindre overbevisende. Forklaringen herpå kan findes i, at mange vælgere ikke tilskrev regeringen og den indenlandske politik ansvaret for den økonomiske krise. Hvilke forhold kunne så forklare at vælgerne stemte som de gjorde? Og hvilken rolle spillede den økonomiske krise for folketingsvalget i 2011?

Hvis man har interesse for disse spørgsmål, bliver det en udfordring ikke at få læst den nye bog, Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011, der tager folketingsvalget 2011 under kærlig behandling. Bogen tager afsæt i Valgundersøgelsen 2011 og dermed surveydata fra et repræsentativt udsnit af den danske befolkning indsamlet i månederne efter valget. Der inddrages også anden data (blandt andet til at dokumentere den økonomiske udvikling og i et tilfælde for at undersøge betalingsringens betydning for partivalg), men det er uomtvisteligt data fra Valgundersøgelsen, der er interessante og i fokus.

Bogen er velskrevet og meget pædagogisk. Det er tydeligvis en bog der kan favne et bredt publikum, og det kræver ingen andre forudsætninger end en interesse for folketingsvalg, at fange bogens pointer. Den kan dog blive en tand for pædagogisk når den i regressionstabeller gør det klart, at reference-kategorien til en dummy-variabel ved navn Kvinder er, ja, du gættede rigtigt – Mænd.

Bogen indledes med en beskrivelse af optakten til valget, mediernes dagsorden m.v. Titlen på dette kapitel er »It’s the Economy, Stupid« (er der ikke snart gået inflation i den formulering!?) og pointerer, at økonomien var på dagsordenen. Interessant er det dog, at socialpolitik tilsyneladende fyldte lige så meget på mediernes dagsorden. Forklaringen herpå er, at økonomiske emner ofte fik en social- eller velfærdsvinkling, mens det ikke nødvendigvis var tilfældet den anden vej rundt. Min umiddelbare tanke er, at mange vælgere ser aktuelle emner gennem en »velfærdslinse«, og når der diskuteres økonomiske spørgsmål, kobles det op på velfærd. Denne logik kan evt. også appliceres på emner der har fyldt dagsordenen ved tidligere valg, herunder indvandring. Min tese vil være at meget af debatten omkring indvandring, og de argumenter der har været brugt, har været med direkte henvisning til velfærdsstaten (dette må være undersøgt før?).

I det efterfølgende kapitel beskrives den danske økonomi op til valget samt danskernes utryghed ift. at blive arbejdsløs m.v. De efterfølgende kapitler går så for alvor i krig med at undersøge korrelationen mellem en række forskellige variable og partivalg. Her foretages først en række bivariate analyser, der i min optik ikke bidrager med noget videre substantielt. Endvidere er det lidt komisk at man beskriver denne del under overskriften »direkte sammenhænge«, før man vælger at foretage en analyse, hvor alle forklarende variable er inkluderet. Misforstå mig ikke: Det kan være djævelsk interessant med bivariate analyser, men når man i denne sammenhæng efterfølgende argumenterer for, at det er nødvendigt at lave en multivariat analyse for at undgå åbenlyse fejlkilder, forekommer de bivariate analyser og fortolkningen af samme overflødig.

Der bliver igennem kapitlerne taget forskellige teorier op, og deres respektive forklaringskraft bliver undersøgt. Her gives ligeledes en pædagogisk introduktion til argumenterne bag hvordan forskellige teorier kan forklare partivalg. Det er fint, men jeg finder nogle af beskrivelserne af socialiseringseffekter, »klasseforskelle« (målt som ansættelsesforhold) og lignende lettere irrelevante (måske grundet manglende personlig interesse). Ligeledes er jeg ikke overbevist omkring, at alle teorierne får en fair chance for at vise deres værd. Et eksempel der kan illustrere dette er yder/nyder-ideen, der introduceres således: »Ideen er her den, at yderne stiller sig mere skeptiske end nyderne over for økonomisk omfordeling og lighed, idet de har mest at tabe, mens nyderne omvendt vil ønske sig mere af begge dele for at kunne sikre en fortsat strøm af velfærdstilbud« (s. 96).

Det er en plausibel teori der dog ikke findes belæg for, men omvendt kasseres. I bogen appliceres denne teori udelukkende som forklaring på hvorfor alder er interessant, da der argumenteres for at yder/nyder-ideen er relevant ift. generationsforskelle, hvor unge og ældre nyder mere end 68’er-generationen. Det er for mig svært at se hvordan en bivariat analyse (og en efterfølgende multivariat analyse) af forskellige generationers holdninger til økonomisk omfordeling og ulighed, skal kunne sige noget retmæssigt om yder/nyder-ideen. Der må alt andet lige findes bedre variable der gør det muligt at teste sådan en påstand, og andre teorier der kan sige noget fornuftigt om, hvordan alder påvirker vælgernes holdninger til godernes omfordeling i samfundet.

Det interessante ved et krisevalg er dog selvfølgelig hvilken rolle økonomien spiller. I kapitel 5 tages dette spørgsmål op, hvor man fokuserer på økonomisk stemmeadfærd. Det er dog ikke uden metodiske vanskeligheder at undersøge effekten af økonomisk vurdering på partivalg. En lang række studier har vist hvordan der er endogenitetsproblemer forbundet med denne slags spørgsmål, da ens opfattelse af økonomien alt andet lige også afhænger af, hvilket parti man stemmer på (for et lækkert studie, se evt. Gerber & Huber (2010)).

Da valgundersøgelsen er foretaget efter valget, giver det lidet mening at undersøge effekten af vælgernes sociotropiske prospektive vurdering af økonomien på partivalg. Dette bemærkes da også i kapitlet, men det kunne godt være udgangspunktet for en diskussion af prospektive vurderinger i stedet for en sidebemærkning i en analyse der undersøger effekten af denne slags vurderinger på partivalg. Det er i hvert fald meget lidt interessant, at vælgere der stemte på det parti der vandt valget, er mere optimistiske på samfundsøkonomiens vegne end de tabende vælgere, der er mere pessimistiske. (i tabel 5.6 på side 128 giver det desuden ikke mening for mig, at man i den logistiske regression angiver en stemme på Enhedslisten som referencegruppe!?)

Det interessante i denne analyse er nok mere hvordan faktuel viden omkring økonomien påvirker ens partivalg. Her viser det sig, at dem der kunne svare rigtigt på at BNP’en faldt fra 2008 til 2010, i højere grad stemte på blå blok. Blå bloks vælgere var med andre ord klogere.

I kapitel 6 fokuseres der på vælgernes krisebevidsthed. Her undersøges det blandt andet hvilke partier der opleves at lægge mest vægt på økonomiske emner. Blå blok blev vurderet til at lægge mere vægt på emner som Danmarks økonomiske situation, balance på statsbudgettet og skattepolitik end den røde blok (tabel 6.6, side 149). Der var dog et økonomisk emne den røde blok blev vurderet til at lægge mere vægt på end den blå blok: Bekæmpelse af arbejdsløsheden. Det kan godt være at blå blok blev vurderet til at lægge vægt på at skabe balance på statsbudgettet, men hvad hjælper det, hvis man ikke fokuserer på at få folk i arbejde?

Gennem de forskellige kapitler fokuseres der også på tidsaspektet, blandt andet med svar fra tidligere valgundersøgelser, og det fungerer godt til at sætte 2011-valget i perspektiv. Det mindre interessante for mit vedkommende er snakken om effekter, kausalitetstragten m.v. Jeg har fuld forståelse for at man anlægger sådan et perspektiv, men hvis man er interesseret i kausale effekter, er der mange bedre steder at starte – og slutte.

I det afsluttende kapitel forsøger man at lave en samlet model for partivalg, men her inkluderes der så mange forklarende variable, at jeg har absolut ingen idé om hvad der sker. Nuvel, gennemgangen er pædagogisk og sammenhængende, men jeg sidder ikke tilbage med en følelse af at være blevet klogere på vælgernes partivalg, efter at have læst sådan et kapitel. I det sidste kapitel begynder man ligeledes at regne de forudsagte sandsynligheder på en anden måde end den resterende del af bogen (hvor andre variable har været sat til deres gennemsnit i de forudgående kapitler, regner man i sidste kapitel ud fra faktiske værdier i data for hver respondent).

Der er ellers overordnet et godt flow i bogen (selvom nogle afsnit virker tilstedeværende for deres egen skyld uden at bidrage med det store), og forfatterne er gode til at referere til de forskellige kapitler, og der er kun enkelte svipsere på tværs af kapitlerne (f.eks. når man får forklaringen på oprindelsen af »It’s the economy, stupid!« et par gange) og i samme kapitel (f.eks. når en p-værdi det ene sted er signifikant da den er under 0,1 og et andet sted i samme kapitel er insignifikant da den er under 0,058). Man skal desuden holde tungen lige i munden når det vedrører rød og blå blok, da Radikale er med i begge i løbet af bogen alt efter om det afhænger af efterlønsspørgsmålet eller ej.

Det er desuden et fint valg ikke at rapportere standardfejl og lignende, som vil være af interesse for de færreste læsere af bogen, men man kunne evt. have overvejet et onlineappendiks med al den slags ekstra info. Der står desuden i bogen at data kan erhverves gennem Dansk Data Arkiv, men det har jeg ikke haft held med. Jeg har en idé om at der vil være interessante ting at undersøge i datasættet, specielt ift. ting der skete efter valget, altså i den periode hvor respondenterne er blevet spurgt.

Alt i alt er der tale om en velskrevet bog, og er man interesseret i danske folketingsvalg, vil det være svært at komme udenom denne. 2011-valget var en spændende størrelse, og det samme kan man sige om nærværende bog.

Analyse: S-R-SF har valgt de forkerte reformer

Har d.d. en analyse i Politiken sammen med Michael Baggesen Klitgaard og Christian Elmelund-Præstekær (hhv. professor og lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet). Konklusionen i analysen er, at VK-regeringen på flere områder lavede lige så markante reformer som dem S-R-SF arbejder på nu. Fra analysen (ikke online):

Regeringen har med en bemærkelsesværdig dødsforagt sat gang i en række kontroversielle reformer af velfærdspolitiske kerneydelser såsom kontanthjælp og SU. Reformer, der føjer sig til de tidligere gennemførte reformer af dagpenge, førtidspension og efterløn. Regeringen bestående af bl.a. folkesocialister og socialdemokrater bliver kaldt borgerlig – ja, faktisk mere borgerlig end den tidligere VK-regering, om hvilken den almindelige opfattelse er, at den sad på hænderne i et lille årti og forspildte muligheden for at gennemføre markante ændringer i velfærdspolitikken.

Den almindelige opfattelse er imidlertid ikke korrekt. Forskellen på S-R-SF og VK er ikke, at førstnævnte gennemfører reformer i stort omfang, mens sidstnævnte lod stå til. Forskellen er, at S-R-SF gennemfører reformer, der har langt mere synlige konsekvenser for vælgerne, end de reformer Fogh-regeringerne gennemførte. Det skyldes, at S-R-SF ændrer velfærdspolitikkens indhold, mens VK’s primære reformstrategi omhandlede velfærdsstatens institutionelle opbygning.

Michael Baggesen Klitgaard og Christian Elmelund-Præstekær har forsket i hvordan regeringer anvender bestemte reformstrategier for at få gennemført politiske forandringer, og har man interesse for emnet kan jeg anbefale følgende tidsskriftsartikler:

Klitgaard, M. B. & C. Elmelund-Præstekær. 2013. “The partisanship of systemic retrenchment: tax policy and welfare reform in Denmark 1975–2008.” European Political Science Review.

Elmelund-Præstekær, C. & M. B. Klitgaard. 2012. “Policy or institution? The political choice of retrenchment strategy.” Journal of European Public Policy 19(7):1089-1107.

Klitgaard, M. B. & C. Elmelund-Præstekær. 2013. “Partisan Effects on Welfare State Retrenchment: Empirical Evidence from a Measurement of Government Intentions.” Social Policy & Administration 47(1):50-71.

Potpourri: Statistik #6

Government 2001: Advanced Quantitative Research Methodology (med lecture videos og andet godt)
Introduction to R lectures for ECPR Winter School 2013 (pædagogisk og humoristisk introduktion til R af Zoltán Fazekas, postdoc ved SDU. Og hey – jeg bliver nævnt et sted)
Contributed Documentation (en rig samling af gratis tutorials til R)
Beware the Big Errors of ‘Big Data’ (Nassim Taleb om en faldgrube ved big data. Kan desuden anbefale hans bog The Black Swan: The Impact of the Highly Improbable)
Andrew Gelman’s favorite plot
Deep Inside: A Study of 10,000 Porn Stars and Their Careers (porno og data… what’s not to like? SFW)

Valentinsdag: Political Science edition

Sidste år var der på The Monkey Cage et indlæg omhandlende romantiske oneliners i en politologisk udgave (i anledning af Valentinsdag). I år kørte samme koncept på twitter under hashtagget #PoliSciValentines.

En del af dem var relateret til amerikansk politik, men som med alt andet inden for political science, var der også bidrag relateret til økonomi, filosofi, statistik, psykologi osv. Her er mine få udvalgte favoritter (inklusiv mit eget bidrag, selvfølgelig):

https://twitter.com/MattDabrowski/status/302110921571049472

Giver valgplakater flere stemmer?

I Deadline her til aften blev Kasper Møller Hansen (professor i Statskundskab ved Københavns Universitet) interviewet omkring valgplakaternes betydning. Valgplakaterne er en hundrede år gammel tradition ved danske valg, og der er ingen tvivl omkring, at de har en stor historisk og symbolsk værdi.

Men hvad betyder de i praksis? Flytter de stemmer? Kasper Møller Hansen gjorde det klart, at der ikke er belæg for, at de flytter flere vælgere ned til stemmeurnerne, men valgplakater har en særdeles stor effekt på især kampen om de personlige stemmer inden for listerne. Det er ligeledes en pointe han bliver citeret for hos KL.dk: »Ved forrige kommunalvalg var valgplakater det, som var bedst til at flytte stemmer.«

Det statistiske belæg for argumentet er at finde i arbejdspapiret »Den kommunale valgkampagne anno 2009. En kommenteret tabelrapport«, hvor kandidaterne ved kommunalvalget i 2009 blev spurgt om, hvordan de planlagde deres kampagneaktiviteter.

I arbejdspapiret estimeres en række OLS-regressioner for at undersøge effekten af valgplakater. Som der skrives: »Fordelen ved regressionsmodeller er, at man kan isolere den selvstændige effekt af de enkelte variable. Altså kan man estimere effekten af fx flere valgplakater, når man tager højde for alle de andre variable i modellen.« (side 21). Her er det vigtigt at huske på, at der som sådan ikke er tale om effekten af flere valgplakater, men blot den partielle korrelation mellem det antal valgplakater en kandidat har hængt op og andelen af stemmer.

Overordnet er jeg på ingen måde overbevist om, at der er en kausal sammenhæng mellem det at hænge en valgplakat op og få flere personlige stemmer, blandt andet fordi der er så mange andre forhold jeg formoder har en større effekt på stemmetallet, der gør effekten af valgplakater minimal.

Det store problem forbundet med at undersøge korrelationen mellem antallet af valgplakater og andelen af stemmer er selvfølgelig, at det ikke er tilfældigt hvor mange valgplakater en politiker hænger op. Der er med andre ord op til flere fejlkilder. Populære kandidater, der har været en del af lokalpolitik i mange år, som kan se frem til et godt valg, har måske en større kampagnestab og flere ressourcer – og får hængt flere valgplakater op. Kontrolvariable kan være med til at mindske bekymringerne relateret til dette, men der er stadigvæk en del uobserveret heterogenitet.

Skal jeg overbevises om effekten af valgplakater, må der mere til. Man kunne udvælge kandidater i kommuner der ved tidligere valg har hængt få eller ingen plakater op. Her kunne man få dem til at hænge 1.000 valgplakater op, for at se om det resulterer i flere hundrede ekstra personlige stemmer. Dette er ingenlunde uden metodiske svagheder, men det ville være et skridt i den rigtige retning.

Alternativt kunne man studere de kommuner der laver interne aftaler om ikke at hænge valgplakater op ved næste kommunalvalg. I Helsingør Byråd har man f.eks. besluttet at gadebilledet ikke længere skal være domineret af valgplakater. Hvis valgplakater angiveligt har så stor en effekt bør vi forvente, at dem der ved sidste kommunalvalg havde mange valgplakater og fik mange stemmer, vil miste stemmer ved det næste valg, når de ikke får lige så mange stemmer på grund af valgplakaterne. Dette er ligeledes ikke uden metodiske svagheder, men hvis det rent faktisk viser sig, at dem der kunne nyde godt af den store valgplakateffekt ved forrige valg, mister stemmer nu, kan jeg godt overbevises om, at valgplakater rent faktisk har betydning.

Måske findes der også kandidater der havde produceret flere tusinde valgplakater, men hvor eksogene forhold gjorde, at disse ikke blev hængt op (eller blev fjernet meget tidligt i valgkampen). Det kan være en brand, hærværk på de fleste af en kandidats valgplakater, formelle krav der viser sig ikke at være overholdt etc. Kandidater der oplever den slags må, alt andet lige, få færre stemmer, når de ikke kan nyde godt af valgplakaterne, mens andre kandidater kan.

Man kan selvfølgelig også foretage lab eksperimenter. Cindy D. Kam og Elizabeth J. Zechmeister har undersøgt hvilken effekt kendskab til kandidater har for opbakningen til samme. Her anvendes subliminal primes til at undersøge om det at man kan genkende en kandidats navn har betydning for, om man vil stemme på vedkommende. Problemet med denne slags eksperimenter er den eksterne validitet, og det er ikke uden grund, at de selv pointerer, at den slags effekter vil være størst i »low information contexts«.

Giver valgplakater flere stemmer? Måske. Jeg er dog i skrivende stund ikke overbevist om, at det er det redskab, der er bedst til at flytte stemmer.

Slides med Beamer i LaTeX

Når man skal lave en præsentation med udgangspunkt i et dokument lavet i LaTeX, kan det være irriterende at skulle anvende PowerPoint. Tabeller skal bygges op fra bunden igen, og man vil – når alt kommer til alt – helst holde sig til LaTeX.

Der findes heldigvis flere forskellige måder at lave slides i LaTeX, hvor den mest populære uden sammenligning er at anvende Beamer-klassen. Outputtet du får med Beamer vil typisk være PDF, hvilket de fleste computere kan arbejde med (og her kan jeg tilføje, at jeg hader at få tilsendt .key filer fra Apple-brugere!).

Der er ikke de store vanskeligheder forbundet med at lave slides i LaTeX. Har man et minimalt kendskab til LaTeX, kan man også lave slides. Figurer, tabeller m.v. laves på akkurat samme måde som i andre dokumenter, så det eneste man skal være opmærksom på, er det der er specifikt for præsentationer (herunder layout). I dette indlæg viser jeg hvordan man laver verdens mest simple præsentation.

En simpel præsentation

Som med alle andre dokumenter i LaTeX, skal vi først fortælle hvilken type dokument vi ønsker. I dette tilfælde indleder vi med at gøre det klart, at vi arbejder med Beamer-klassen:

\documentclass[utf8]{beamer}

I ovenstående har jeg tilføjet [utf8] som option. Dette for at dokumentet viser blandt andet Æ, Ø og Å (hvilket er ret lækkert, når man laver slides på dansk). I preamblen kan man tilføje pakker og definere en række karakteristika ved ens dokument (igen: akkurat som i andre LaTeX-dokumenter), hvor tilfældet dog er, at op til flere pakker allerede er i brug som standard, når man anvender Beamer-klassen.

Som det næste definerer giver vi i preamblen præsentationen en titel, undertitel, forfatter og institutionel tilknytning:

\title{Titel}
\subtitle{Undertitel}
\author{Erik Gahner Larsen}
\institute{Syddansk Universitet}
\date{}

Da jeg ikke ønsker, at der skal stå en dato på præsentationen, har jeg inkluderet denne, men undladt at inkludere nogen tekst eller kommando. I selve dokumentet vil man kunne anvende \insertauthor, \insertdate, \insertinstitute, \inserttitle og \insertsubtitle, for at fremkalde informationen igen. Så er alt på plads i vores preamble, og vi kan nu begynde dokumentet:

\begin{document}

Beamer kalder en slide for en “frame”. Vi kan lave en frame med \frame{} og \begin{frame} & \end{frame}. Selv foretrækker jeg sidstnævnte. Den første slide (eller frame) vi laver, indeholder informationerne vi angav i preamblen:

\begin{frame}
\maketitle
\end{frame}

I tilfældet med \maketitle kan man godt undlade \begin{frame} og \end{frame}. Det skader dog ingen, at det er der. Den anden slide i vores præsentation bliver en oversigt over præsentationen:

\begin{frame}
\frametitle{Struktur}
\tableofcontents
\end{frame}

Bemærk her tilføjelsen af \frametitle{}, der, ganske logisk formoder jeg, tilføjer en titel på den enkelte slide. Hvis man ønsker at ens oversigt skal præsenteres med ét punkt pr. klik, kan [pausesections] tilføjes som option til \tableofcontents. Nu er vi godt inde i vores præsentation og skal til at lave almindelige slides. Et eksempel:

\section{Overskrift som står under ``Struktur"}
\begin{frame}{Overskrift som står på slide}
Jeg har to vigtige punkter
\begin{itemize}
\item Punkt 1
\item Punkt 2
\end{itemize}
\end{frame}

Først angiver vi at vi har en sektion (fungerer på samme måde som ved andre dokumentet med \section og \subsection) før selve sliden. Teksten i \section vil være den der bliver vist på ens oversigt. Dernæst indleder vi vores frame, giver det en titel, tilføjer indhold og slutter vores frame. Simpelt, ik’? Hvis man her ønsker at præsentere ét punkt pr. klik, kan [<+->] tilføjes efter \begin{itemize}.

De tilsvarende slides i præsentationen laves efter samme fremgangsmåde, og når man så er færdig, afsluttes dokumentet med:

\end{document}

Der er mange veje til Rom, og ligeledes forskellige måder at sætte et dokument op, men med denne grundstruktur er man godt igang.

Temaer

Som i PowerPoint findes der forskellige temaer der kan tages i brug. Temaet vælges i preamblen vha. \usetheme{}, f.eks.:

\usetheme{Boadilla}

Der er utallige muligheder for at customize ens output, og et par enkle søgninger på Google giver gode fif til hvordan man opnår det man lige står og ønsker.

Andet

Afslutningsvis kan der være et par nyttige kommandoer m.v. at tage med på vejen. Er man træt af de knapper der er i bunden af ens slides, kan de fjernes ved at følgende tilføjes til ens preamble:

\beamertemplatenavigationsymbolsempty

Ønsker man at fremhæve ord eller sætninger, er \alert{} en nem måde at gøre det på, f.eks.:

Det her er \alert{vigtigt}

Hvis ens slides skal nummereres, kan det gøres med følgende i preamblen:

\setbeamertemplate{footline}[frame number]

Såfremt man i ens præsentation vil vise hvor langt man er, kan man få vist oversigten igen, hvor den nuværende sektion fremhæves:

\tableofcontents[current]

Hvis man vil have at de punkter der ikke er vist endnu på ens slide fremhæves svagt (altså en “fade in”-effekt), kan det gøres med følgende i preamblen:

\setbeamercovered{dynamic}

Nogle gange hænder det, at man kommer til at love, at man kan udlevere ens slides. I så fald kan man tilføje handout som option til \documentclass, så man får et dokument der er ideelt til at blive delt med andre:

\documentclass[utf8,handout]{beamer}

The sky is the limit i Beamer (og LaTeX sådan generelt), og har man lyst til at læse mere om hvordan man opbygger slides ved brug af Beamer-klassen, kan jeg henlede opmærksomheden på guiden til Beamer, der retmæssigt indledes med: “Für alle, die die Schönheit von Wissenschaft anderen zeigen wollen.”

Den metodiske skriftestol

På twitter er der begyndt at komme tweets op med hashtagget #overlyhonestmethods, og der er flere sjove tweets at finde. Det er ikke alle tweets der er direkte relateret til metode, men fælles for de fleste er ting man meget nemt kan forestille sig finder sted, men som af gode grunde ikke beskrives i artikler og bøger.

Et par tweets relateret til eksperimenter:

https://twitter.com/dr_leigh/status/288404892710744065

Nogle tweeets relateret til statistisk analyse:

Et par tweets relateret til replikationsmuligheder (jeg kan desuden anbefale, at man følger Carlisle Rainey på twitter):

https://twitter.com/carlislerainey/status/289097513926017024

Og så lidt blandet:

Thorning haler ikke ind på oppositionen

Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne udtaler til Politiken, at danskerne godt kan se, at statsministeren har ret og »at vores vej ud af krisen er den rigtige i forhold til den blå blok«. Udtalelsen kommer efter en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau har vist, at Socialdemokraterne går frem med to procentpoint ift. sidste meningsmåling fra Voxmeter.

Nu kommer det sjove (læs: tragikomiske) – citeret fra artiklen omhandlende Socialdemokraternes fremgang: »Bevægelserne ligger dog inden for målingens usikkerhed, som kan være op til 2,9 procentpoint for de største partier.«. Altså med andre ord: Der er ikke belæg for at sige, at Socialdemokraterne haler ind på oppositionen. Og der er slet ikke belæg for at sige, at meningsmålingen er udtryk for, at danskerne er enige i den vej Socialdemokraterne har valgt.

Det giver ingen mening at lave en artikel under overskriften »Thorning haler ind på oppositionen i ny meningsmåling«, når der ikke er belæg for det. Det er en smuk fortælling Ritzau-journalisten opstiller, men den ville nu være lidt pænere, hvis den passede.