Gæsteindlæg på Politisk kompas: Er danskerne enige med Greenpeace?

Har d.d. et gæsteindlæg på Politisk kompas. Læs det her eller nedenfor: Er danskerne enige med Greenpeace?

Kan desuden anbefale, at du følger Politisk kompas. Hvis du er på facebook, kan du følge den her.


I går udsendte Greenpeace en pressemeddelelse med information omkring, at aktivister fra Greenpeace gik ind på Shells olieraffinaderi i Fredericia. Begivenheden er omtalt hos blandt andre Ekstra Bladet, Berlingske, DR, TV2, B.T., Jyllands-Posten, MetroXpress, Fyens Stiftstidende og Politiken.

Et centralt element i pressemeddelelsen er, at danskerne deler Greenpeaces frygt for olieindustrien, som de skriver: ”Samtidig viser en frisk meningsmåling, som blev offentliggjort i Politiken i går, at et overvældende flertal på 77 % procent i befolkningen frygter oliejagtens konsekvenser for natur og miljø i Grønland og det øvrige Arktis.”. Det er selvfølgelig rart at kunne vise, at man kæmper folkets sag, og Ekstra Bladet nævner da også meningsmålingen og det faktum, at 77 pct. frygter oliejagtens konsekvenser.

Hvor enige er danskerne så med Greenpeace? Og hvor heldige har Greenpeace lov til at være, siden de dagen før deres aktion, får opbakning fra danskerne i Politiken? Kigger man nærmere på meningsmålingen fra i går i Politiken, der desværre ikke er online, får man interessante svar.

Er danskerne enige med Greenpeace?
For det første er danskerne ikke nødvendigvis imod olieboringer. Artiklen i Politiken indledes med, at et ”flertal af den danske befolkning er skeptisk ved tanken om, at der skal bores efter olie i Arktis og i havet omkring Grønland”. Men meningsmålingen, der er foretaget af Epinion, viser, at 44 pct. af de adspurgte er enige i, at olieselskaber skal have lov at udvinde olie i farvandene ud for Grønland og det øvrige Arktis. 43 pct. er uenige. Ikke et flertal.

Heldigvis for Greenpeace stilles der også andre spørgsmål, der er mere ledende end ovenstående (man får jo svar, som man spørger). For eksempel skulle respondenterne forholde sig til udsagn som ”Jeg frygter for de konsekvenser for natur og miljø, olieboringer ud for Grønland og det øvrige Arktis kan have.” og ”Den danske regering bør bruge sin indflydelse igennem blandt andet Arktisk Råd til som minimum at arbejde for skrappere krav til olieselskaber, der ønsker at bore efter olie i Grønland og det øvrige Arktis.”. Her er der knap så overraskende et flertal, der er enige med Greenpeace.


“Krav om skrappere regler i Arktis”, Politiken, s. 10, 27.08.2013.

Kilden bag kilden
Kigger man nærmere på, hvem der har stået for meningsmålingen, er det snarere forstand end held, at Politiken i går skrev om danskernes holdning til udvinding af olie i farvandene ud for Grønland og det øvrige Arktis. Meningsmålingen er nemlig bestilt og betalt af Greenpeace. Det smarte i denne sammenhæng er selvfølgelig (og det er her andre interesseorganisationer, skal tage noter), at man først får en avis til at skrive om den meningsmåling, man har bestilt, for derefter blot at referere til avisen i stedet for sig selv, når man selv vil referere til den.

Der er mindst tre fordele ved at gøre det på denne måde. For det første øger det troværdigheden (Politiken er en mere troværdig kilde end Greenpeace selv). For det andet kan man være endnu mere selektiv i forhold til, hvilke dele af meningsmålingen man fokuserer på. For det tredje øger man sandsynligheden for, at andre medier vil tage det op, hvis man kan signalere, at det er et emne, andre aviser beskæftiger sig med, og danskerne har en klar holdning til.

Greenpeace udsendte ikke en pressemeddelelse omhandlende meningsmålingen i går. De fik den formidlet i Politiken, og kunne så ganske selektivt sælge en bid af den i en pressemeddelelse i dag, som andre medier kunne formidle videre. De gør en dyd ud af at fortælle, at danskerne er enige med dem i deres sag, og der er da heller ikke belæg for at sige, at et flertal af danskerne er imod, men billedet er alt andet lige mere nuanceret, end Greenpeace gør det til. Men kudos til det strategiske arbejde udført af Greenpeaces pressestab.