Harry Potter er tilbage – og i fare. De første problemer melder sig allerede i løbet af de første minutter, da Harry Potter er tæt på at blive bortvist fra Hogwarts efter at have brugt magi uden for troldmandsskolen. Men den altovervældende fare i Harry Potter and the Prisoner of Azkaban er (selvfølgelig) fangen fra Azkaban. Sirius Black er flygtet fra Azkaban-fængslet, og han har ikke gode hensigter.
Der er tale om den tredje film i rækken af bogserien, der bærer de samme titler. Bogen har nogenlunde samme opbygning som de forrige i rækken, og med den lighed der var mellem de forrige bøger og film, kunne man forvente en lignende filmatiseringsstrategi denne gang. Det er dog ingenlunde tilfældet. Denne film er instrueret af Alfonso Cuarón (ham der ligeledes har instrueret Children of Men fra 2006), der i allerhøjeste grad giver filmen noget særegent, der ikke kan tilskrives bøgerne.
Hvor bogen er fyldt med alt fra diverse Quidditch-kampe til et utal af forskellige stridigheder, som man i de forrige film ikke skulle snydes for, er der er meget bedre flow i nærværende film, hvor opbygningen forekommer meget mere stringent og velfungerende. Dette kan sandsynligvis også tilskrives, at der ikke længere er brug for at få introduceret hele Harry Potter-universet, som især den første film gik med.
Forholdet mellem det gode og det onde får i Harry Potter og fangen fra Azkaban ligeledes et endnu større fokus, helt i tråd med kernen i bogen. I filmen skildres det med et utal af dystre og mørke scener, der fungerer helt efter hensigten. Man fornemmer her, i modsætning til de to forrige film, at der rent faktisk er en trussel.
Den sidste del af filmen involverer rejser i tid og rum, hvilket skaber associationer til helt konkrete afsnit af Doctor Who. Det er ikke stor tidsrejsekunst a la i H. G. Wells The Time Machine, men det fungerer fint til formålet og det eksekveres helt efter forløbet i bogen.
Til trods for den dystre stemning der er i filmen, er der også plads til humor. Der er en god balancegang i filmen, og den er uden tvivl bedre end de to forrige i serien. Da jeg ved tidligere lejlighed har sagt, at 2’eren er værd at se, er det derfor også givet, at 3’eren er værd at bruge en aften på.