Erik Gahner Larsen

Om mediernes faktatjek

Efter folketingsvalget i november sidste år blev faktatjek vurderet som værende det nye sort i medierne. Det har dog ikke været uden kritik. Redaktøren på Ugebrevet A4, Jan Birkemose, har blandt andet pointeret, at et faktatjek kan være »overfladisk og i værste fald [en] skadelig begivenhed, når nogle generalister, det vil sige journalister, får magten til at udlægge sager, som selv videnskaben er uenige om«.

For måneder tilbage kom Clement Kjersgaard i Debatten på DR2 med en kritisk indvending, da professor Christian Kock roste medierne for deres faktatjek-initiativ. Clements pointe var, at hvis der er noget der er faktatjek, er der også noget der er ikke-faktatjek. Der kan derfor argumenteres for, at faktatjek blot er symptomatisk for, at alt for mange politiske udmeldinger går ukritisk gennem medierne.

Ligeledes har SF’s pressechef, Claus Perregaard, kaldt et faktatjek af Villy Søvndal under valgkampen ’11 for »noget semantisk flueknepperi«. Konsekvensen af mediernes faktatjek kan dermed være, at man får en mere klinisk og kedelig debat, når politikerne skal frygte, at selv helt banale og ligegyldige fejl bliver taget op af mediernes faktatjek-enheder.

Det øgede fokus der er kommet på mediernes faktatjek samt ovenstående udmeldinger, får forhåbentlig én til at tænke over hvad faktatjek grundlæggende er for en størrelse. Selv har jeg et noget ambivalent forhold til mediernes faktatjek-format. Først og fremmest fordi jeg ikke finder det særligt nyskabende.

Der skal ingen tvivl herske omkring, at når folk siger noget der ikke passer, skal det korrigeres. Det er umuligt at føre en rationel politisk diskussion på et grundlag, hvor der ingen forskel er på sandhed og løgn. Det betyder dog ikke, at alle politiske udmeldinger bør eller kan tages op. Journalisterne skal være selektive og vælge de udmeldinger der 1) har en væsentlig grad af relevans at blive korrigeret samt 2) kan nuanceres ved hjælp af et faktatjek.

Det er, som Jan Birkemose pointerer, ikke alle udmeldinger der er godt tjent med et faktatjek. Det afgørende må derfor være, at et faktatjek, bedre end en længere, nuanceret baggrundsartikel eller lignende, bidrager til at kvalificere den politiske debat. Jeg har i den forbindelse undret mig en del over, hvorfor faktatjek-formatet har vundet så meget indpas, i stedet for blot at lade journalisterne interviewe fagfolk og researche, og skrive ganske almindelige artikler.

Det er værd at huske på, at faktatjek er ikke en ny opfindelse. Ved tidligere folketingsvalg har der ligeledes været fokus på, at gå politikernes udmeldinger efter i sømmene, og skrive kritiske artikler om politikerenes påstande. Som eksempel kan der nævnes Jyllands-Posten, der under valgkampen i 2007 gjorde en del ud af systematisk at faktatjekke1:

Det kan med andre ord betvivles hvor revolutionerende det nye faktatjek-format er. Det er nok næppe blevet hverken mere eller mindre populært, at sige noget der er lodret forkert under en valgkamp.

Man kan så godt argumentere for, at når der er noget der er faktatjek, er der også noget der ikke er faktatjek. Dette er dog ikke ensbetydende med, at medierne er for ukritiske. For det første havde nogle medier (BT, Berlingske, Politiken), kun faktatjek-konceptet under valgkampen, hvor der sker en intensivering i antallet af politiske debatter og udmeldinger, der ikke alle kan kontrolleres, som var det uden for en valgkampsperiode. For det andet går ikke alle politiske udmeldinger gennem mediernes kritiske filtre. Eksempler herpå er sociale medier og politiske debatter, hvor faktatjek alt andet lige må ske som en reaktion på de udmeldinger der er sendt ud til borgerne.

Vi ser primært faktatjek to steder i det danske medielandskab nu. Hos Jyllands-Posten og i Detektor på P1 og DR2. Ved sidstnævnte er der ikke kun tale om faktatjek (i det seneste afsnit blev en stor del af programmet brugt på en ligegyldig introduktion til politikernes kropssprog), og ved førstnævnte er kvaliteten meget varierende.

Jyllands-Posten har ved flere lejligheder lavet hvad man med rette kan kalde faktatjek af en ret ringe kvalitet. Eksempler herpå kan ses her, her og her, hvor man i førstnævnte stempler Alex Ahrendtsen udmelding om, at lærernes politiske overbevisning afspejler sig i deres valg af undervisningsmateriale, som sand, uden at have noget belæg for det, og i sidstnævnte ikke har styr på den statistiske usikkerhed forbundet med den relevante undersøgelse!

Jeg er principiel tilhænger af, at medierne bedriver faktatjek (i såvel som udenfor valgkampe), men så skal der også være styr på det. Det skal ikke blive en undskyldning for at tage ligegyldige udmeldinger op eller bedrive decideret tendentiøse faktatjek, hvilket risikoen alt andet lige bliver større for, når man laver et selvstændigt faktatjek-format, der skal kunne levere usandheder på ugentlig basis.

Faktatjek blev ganske vel kaldt det nye sort i valgkampen 2011, men der er ikke så meget nyt i at tjekke fakta under valgkampe.

  1. Udklippet er fra Duellens påstande i Jyllands-Posten s. 4, tirsdag d. 6. november 2007 []

1 comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *