Erik Gahner Larsen

Den blokpolitiske debat

Da Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre overtog regeringsmagten, var det til en ny parlamentarisk situation. Regeringen er som den forrige (og de fleste nyere regeringer i Danmark) en mindretalsregering, men nu ligger der intet stabilt støtteparti. Med andre ord: Blokpolitikken er død.

Med blokpolitikken døde også kontraktpolitikken, og der har været skrevet ufatteligt meget om regeringens løftebrud. Hvorfor genfinder vi ikke kontraktpolitikken, som har været en succes de sidste ti år? Selv konkluderede jeg i kølvandet på regeringsgrundlaget:

Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.

Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.

Det er derfor en spændende situation vi har med at gøre. Det er en økonomisk krisetid og regeringen må arbejde på at få realiseret mest muligt af dens politik, sammen med de politikere der gider forhandle. Hvad gør denne situation endnu mere spændende? Det faktum at mange vælgere stadig tænker »blokpolitisk«.

Selvom blok- og kontraktpolitik hører forrige årti til, tyder noget på, at en del vælgere ser sort/hvidt på den gennemførte politik, og dermed ikke ser nuancerne. Der er rød bloks politik – og der er blå bloks politik. Man kan vælge den røde eller blå pille, der hver især repræsenterer fundamentalt forskellige livsanskuelser og under ingen tænkelige omstændigheder kan forenes.

Dette kommer blandt andet til udtryk i skatteaftalen mellem regeringen, Venstre og Konservative. Her blev hele Enhedslisten og baglandet i S og SF utilfredse over det de kaldte en blå aftale. Dette til trods for, at der er minimale forskelle på det der kunne have været blevet en rød aftale, som også ville have givet de velstillede mest.

Nuvel, der er da forskelle på den aftale regeringen (måske) havde med Enhedslisten og så den der blev vedtaget med Venstre og Konservative, men ikke forskelle der er så store, at det burde føre til så markant en utilfredshed over, at det ikke blev regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, der skulle med i aftalen.

Udfordringen for regeringen er dermed at få overbevist baglandet i Socialdemokraterne og SF om, at der ikke er tale om en situation hvor der opereres med simple binære kategoriseringer, men omvendt indgås politiske aftaler med alle de partier, der kan hjælpe med at realisere regeringens politik.

Dette er ikke nemt, for Socialdemokraterne og SF har selv bidraget flittigt til at fremme en diskurs, hvor der er den røde og den blå blok (hvilket selvfølgelig kan skyldes at tryk avler modtryk). Dette toppede ved folketingsvalget i 2007, hvor Socialdemokraterne gik til valg på parolen »Velfærd eller skattelettelser«. Ville man den røde velfærdsvej eller den blå skattelettelsesvej. Valget var simpelt. Ville man have et opgør med VKOs velfærdsmassakre i form af skattelettelser, eller ville man have offentlige, solidariske investeringer. Selvfølgelig er verdenen mere kompliceret, men den politiske debat blev reduceret til falske dikotomier og ideen om rød og blå og intet imellem.

Derfor er det ekstra besværligt for regeringen at overbevise baglandet i Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti om, at en aftale med de blå kan være andet end en vej med skattelettelser i stedet for velfærd. Med blå dårlige aftaler i stedet for røde gode aftaler. Noget tyder derfor på, at vælgerne går mere op i om det er en rød eller blå afsender, snarere end at vurdere det politiske indhold.

Blokpolitikken er måske død på Christiansborg, men den spøger stadig i den offentlige debat.