Erik Gahner Larsen

Mattias Tesfayes 10 teser

Der venter et kampvalg om næstformandsposten i Socialistisk Folkeparti. Et valg der eftersigende kan afgøre partiets fremtid. Kandidaterne til posten er Meta Fuglsang og Mattias Tesfaye. Denne slags kampvalg kan være hårde, konfliktfyldte og ikke mindst spændende. Selv følger jeg i disse uger kampvalget mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen om formandsposten i Socialdemokratiet – med 20 års forsinkelse.

I forbindelse med kampvalget i SF har Pernille Frahm skrevet et blogindlæg, hvori hun prøver at svække Mattias Tesfayes chance for at blive valgt til næstformandsposten. I indlægget kritiserer Pernille et flere år gammelt indlæg skrevet af Tesfaye, hvor han opstiller 10 teser for en praktisk socialisme.

Disse teser har desværre ikke mødt den store opbakning i SF. Det er åbenbart ikke populært i politiske partier, at formulere 10 teser med udgangspunkt i ens ideologiske ståsted.

De 10 teser Tesfaye formulerer, vil jeg gerne dedikere dette indlæg til. Jeg vil ikke kritisere dem. Tværtimod. Jeg vil rose dem og gerne anbefale på det kraftigste, at de bliver læst. Jeg er selvfølgelig ikke enig med Mattias Tesfaye i socialismeprojektet, men jeg har megen respekt for hans holdninger, og finder dem lige så legitime og logisk konsistente, som mine egne holdninger.

Det er for det første befriende at læse indlæg skrevet af det jeg med rette mener, at man kan kalde for en intellektuel debattør. Det er sjældent jeg læser indlæg der så præcist formulerer et politisk projekt på baggrund af den erkendelse, at politik grundlæggende er resultatet af interessekonflikter. Det er med andre ord skønt at læse et politisk projekt, der ikke legitimerer politisk indgriben med udgangspunkt i, at man gør det for andres blå øjnes skyld. Derfor fortjener hele hans anden tese, at blive citeret ordret:

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

Jeg er enig, omend jeg mener, at en stoffri, vesteuropæisk, dansk mand, sagtens kan gøre noget godt for andre, da samvittighedsinteresser på ingen måde er illegitime interesser (deres relation til det politiske, kan så diskuteres). Man behøves ikke være hjemløs for at gøre noget godt for hjemløse. Jeg er dog helt på linje med argumentet bag, og den debat Tesfaye forsøger at rejse, så der er ikke i nærværende tilfælde tale om en regulær kritik af hans syn på den politiske kamp.

Mattias Tesfaye er helt sikkert bekendt med Karl Marx og Friedrich Engels, og højst sandsynligt også Carl Schmitt. Han er en klog gut. Han forfalder ikke til simple partipolitiske paroler eller den naive tro på, at venstrefløjen vil redde verden ved at afskaffe den onde kapitalisme eller skabe et samfund uden interessediversitet. Jeg kan kun håbe på, at flere debattører – på venstre- såvel som højrefløjen, vil læse de 10 teser og lade sig inspirere, provokere og forstå, at politik er og bliver et spørgsmål om interessekonflikter.

Det er ingen hemmelighed, at jeg politisk afviger fra SFs principprogram – og også fra Tesfayes holdninger. Det ændrer dog ikke på, at jeg er helt på linje med opfattelsen af det politiske og hvordan politik grundlæggende er en »kamp for egne interesser«.

Så med 3-4 års forsinkelse: Tak for et godt indlæg, Mattias.

Fra håndskrift til LaTeX

Hvis man i LaTeX har glemt hvordan man skal skrive et bestemt tegn, eller måske hvad et bestemt tegn hedder, men er man i stand til at visualisere det, er der en god hjemmesideservice, der kan hjælpe en. Servicen går under navnet Web Equation, og den er nem og brugervenlig.

Når du er på siden, skal du som det første tegne det du gerne vil have skrevet i LaTeX. Her er et eksempel på, hvad man kan tegne:

Bemærk at det kan være nødvendigt at skrive ens tegn et par gange, da servicen kan forveksle en bestemt krusedulle med andre tegn (i nærværende tilfælde troede servicen først, at jeg skrev M i stedet my). Når servicen har tolket din håndskrift efter hensigten, kan du bruge det output der gives. I dette tilfælde:

z=\dfrac {y_{i}-\mu } {\sigma }

Ikke al kode der gives er lige pænt, men det virker. Koden smides så ind i ens dokument, hvor vi i vores eksempel får følgende:

z=\dfrac {y_{i}-\mu } {\sigma }

Som det kan ses, matcher det den oprindelige tegning. Og verden er hermed et bedre sted at leve.

Er Socialistisk Folkeparti et liberalt parti?

Det undrer mig at SF-minister Pia Olsen Dyhr kan melde ud, at Socialistisk Folkeparti er et liberalt parti. Det undrer mig ligeledes, at hun kan kalde Karl Marx for den største frihedstænker. Dertil undrer det mig også, at hun mener, at det er de »ægte liberale værdier, der har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde gennem generationer«.

Lad mig dog alligevel rose Pia Olsen Dyhr for hendes pointe om, at det er en falsk varebetegnelse, når Venstre kalder sig for »Danmarks liberale parti«. Kæden falder dog af, når hun (vistnok i ramme alvor) melder ud, at de ikke kan kalde sig liberale, da de har gennemført »skattelettelser til de rigeste«. Jeg tager ikke pis på dig, kære læser. Tjek selv ovenstående link.

Socialistisk Folkeparti er ikke Liberalistisk Folkeparti. Marxisme er ikke liberalisme. Socialistiske værdier har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde. Dermed ikke sagt, at liberale værdier er de bedste, men det er sgu ikke de værdier der har været ledetråden hos hverken SF, Marx eller resten af venstrefløjen. Det er udtryk for en uhumsk leflen for de vælgere, der ikke besidder en grundlæggende historisk viden og kendskab til forskelle på politiske ideologier, når der siges, at SF er de liberale værdiers bannerfører. Socialistisk Folkeparti er ikke et ægte liberalt parti.

Licens er ikke noget, vi giver til hinanden

Danmarks Radio har lanceret en ny kampagne med sloganet ’Licens er noget, vi giver til hinanden’. Det samme kan man sige om kønssygdomme, og det gør på ingen måde konceptet mere beundringsværdigt. Når dette er sagt, vil jeg argumentere for, at licens ikke er noget, vi giver til hinanden.

Kampagnen sælger den naive opfattelse, at DR er et solidarisk fællesskab, hvor der er noget for enhver smag. Hvor meget solidaritet der er over et fællesskab, hvor den enlige forsørger uden smartphone og andet, skal betale det samme som en hel familie med alverdens teknologiske apparaturer, kan selvfølgelig diskuteres. Det interessante er og bliver dog, hvor tåbeligt det er at sige, at licensen er noget man giver til hinanden.

Licens er noget man betaler fordi man skal. Licens er noget der frarøver folk deres penge, fordi nogen ikke bryder sig om at se reklamer på TV. Der er ingenlunde tale om et fællesskab, hvor der bliver skabt noget af relevans, der ikke ville kunne skabes på et marked. Tværtimod.

Fællesskabet i denne sammenhæng skal selvfølgelig tolkes ind i de public service-forpligtelser, DR har. Public service-begrebet er dog så udvandet og ligegyldigt, at alt efterhånden er public service. Dette ser vi bedst, når for eksempel DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, argumenterer for, at et markedskoncept som X Factor er public service, fordi det er public. Jøsses.

Ét er at folk tvinges til at betale for andres TV-, radio- og internetforbrug, noget andet at håne folk med, at de er en del af et fællesskab, der er et ulækkert misfoster i en moderne, teknologisk brydningstid. Licens er ikke noget vi giver til hinanden. Licens er en tvangsindkrævet skat. Punktum.

Om ekstern validitet ved lav intern validitet

Many political scientists quickly concede that experimental research has high internal validity compared with research with observational data and they dismiss experimental research (especially laboratory experiments) as being low on external validity compared with research with observational data. Both opinions tend to understate and ignore the multitude of issues involved in establishing the internal validity in the senses we have mentioned – statistical conclusion, causal validity, and, if the empirical study involves theory testing, construct validity. If a result is not statistically significant, cannot be established to be causal in the population originally investigated, or is estimated from an empirical study that has little relevance to the theory being evaluated, then how can it possibly be considered externally valid or robust as a causal relationship? It makes no sense to say that some empirical research is low on internal validity but high on external validity.

Side 275 i Morton, R. B. & K. C. Williams (2010). Experimental Political Science and the Study of Causality: From Nature to the Lab. Cambridge: Cambridge University Press.