Erik Gahner Larsen

Velfærdssamfundets voksne mennesker

Jeg husker med al tydelighed hvordan at jeg som barn havde stor agtelse for voksne mennesker. Voksne mennesker der kunne bestemme over sig selv, køre bil, have eget hus, rejse rundt i den store verden, se hvordan det hele så ud fra 1 meter og 90, vide en masse og fundere og diskutere på et sprog, jeg kun havde få års erfaring med.

Det var nok også derfor, at jeg frygtede tanken om at blive voksen. Tanken om alt det ansvar ens pusselanker engang skulle bære. Tanken om at gro ud af barndommens trygge kasse og selv en dag blive en af de voksne, jeg med djævelsk stor respekt så op til.

Som dagene gik hen og blev til uger og måneder og år, lærte jeg dog langsomt, at man godt kan tage ansvar for sig selv og sine medmennesker. Man får lov til at tage på legepladsen selv, gå ned til købmanden og handle ind, cykle i skole, være alene hjemme, problematisere og kritisere voksnes beslutninger, tage til fest, drikke alkohol og vupti – det hele kulminerer med, at man fylder 18 og bliver myndig. Og der har man så den politiske rettighed, at man må stemme. Det er da heller ikke uden grund, at jeg på min 18 års fødselsdag, ligesom alle andre, får tilsendt Grundloven, der skal sikre mig mod overgreb fra statsmagten.

Jeg bliver 18 år og kan nu være med til at bestemme hvordan samfundet skal indrettes. Politisk voksen om man vil. Hurtigt finder jeg dog ud af, at den måde voksne mennesker tænker om hinanden, er som mennesker der ikke er voksne nok til at tage vare på sig selv. Voksne er i hvert fald ikke i stand til at tage ansvar for sig selv og sine værdier. Tværtimod. Vi bruger vores penge forkert, lever for usundt, drikker for meget, arbejder for lidt, ryger og alt muligt andet vi bare burde gøre bedre! Vi voksne har brug for andre voksne til at bestemme over os for at kunne leve det gode liv.

I Berlingske Tidende forleden kunne man da også læse et par velfærdsforskere udtale, at vi bør leve sundere (for velfærdssamfundets skyld). Der skal spises sundere, motioneres mere, drikkes mindre og ryges mindre. Hvor at jeg som barn blev fortalt igen og igen, at jeg skulle spise mine grøntsager, er intet nyt som voksen. Eneste forskel er bare, at det ikke er mor og far der bruger ressourcer på at fortælle mig hvad der er godt for mig – det er socialstaten.

Jeg forstår det bare ikke. Hvornår er jeg gammel nok til selv at bestemme? Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg leve mit liv, før at jeg selv kan bestemme hvordan jeg vil leve mit liv?

Ronald Reagan, der døde i 2004 og havde sin 100 års fødselsdag her den anden dag, er ophavsmanden til et fantastisk citat, der lyder: I don’t believe in a government that protects us from ourselves. Jeg har det nok på samme måde med velfærdsstaten i særdeleshed. Jeg har ikke brug for at få fortalt hvordan jeg bør leve, eller endnu værre hvordan jeg skal leve, blot for at jeg kan leve længere eller være en af dem i statistikken, der får regnestykket til at gå op.

Jeg må være ærlig at sige, at jeg har en vis foragt for de mennesker, der har indset, at de ved bedre end jeg, hvordan at jeg skal leve mit liv. Nuvel, jeg er kun 22 år gammel og har hele verden foran mine fødder og tonsvis af fejltagelser forude jeg skal begå, før jeg nok får bare en minimal forståelse af hvad det er for en virkelighed jeg er en del af. Jeg er dog oprigtigt træt af andres gode intentioner om at gøre det bedste for mig. Jeg føler ikke at jeg har brug for at blive en del af en kasse hvor at andre bestemmer, hvad meningen med mit liv er. Om man så kalder en spade for en spade og fortæller at det er for at finansiere alverdens ligegyldige tiltag eller bruger rawlsianske retfærdighedsargumenter er som sådan underordnet. Konsekvensen er den samme.

Lige så meget at jeg som barn frygtede at blive voksen, lige så meget nyder jeg, som selvproklameret voksen, at jeg er i stand til at tage ansvar for mig selv og have den filosofiske frihed, at kunne fundere over meningen med mit eget liv og mine værdier, holdninger, perspektiver og manglen på samme. Og lige så meget som jeg elsker nævnte, lige så meget hader jeg, når andre prøver at tage den frihed fra mig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *