Erik Gahner Larsen

Mænd der hader frihed

For nogle mennesker er ideen om den fri vilje skræmmende. Tanken om selvstændige valg og bevidstheden om, at man skal stå moralsk og økonomisk til ansvar for ens beslutninger. Dette eksistensvilkår kan for nogen være så uoverskueligt, at man giver op og tænker: »Tag mit ansvar fra mig!«

For disse mennesker er friheden den største fjende. Det faktum at den der er i sidste instans er at bebrejde for ens handlinger, er en selv. Friheden er dermed ikke bare en fjende, men også kilden til lidelser. Det er dette angstprægede forhold til frihed der får mænd til at skrive artikler med titlen »Det frie valgs lidelser«.

Rune Lykkeberg fra Information havde i weekend-udgaven af Information en artikel med netop den overskrift. Kort fortalt mener han, at det »menneske, der vælger offentlige ydelser frit, bruger tid på sammenhænge, det ikke kan overskue, og kampe, det ikke kan vinde«. Argumentet er dermed, at verdens er for kompleks til, at det enkelte individ nogensinde kan sætte sig ind i hvilket valg, der er det bedste.

For at fremhæve det absurde i Runes logik, vil jeg konstruere et tænkt eksempel. Forestil dig at det offentlige stod for at producere biler. Disse biler ville i sagens natur – da det er staten der står for produktionen – give en dårlig køreoplevelse, være ineffektive og hamrende dyre. Som tiden dog gik i vores tænkte eksempel, ville der komme et retmæssigt krav fra borgerne om, at private aktører skulle have lov til at producere og sælge biler. Til dette ville fortalere for, at det offentlige skulle producere biler, sige:

»Hør nu her! Er I klar over hvor kompleks en bil er? Kun de bedste mekanikere har et nogenlunde kendskab til, hvordan sådan noget hænger sammen. Og nu forventer I, at forskellige firmaer skal kunne tilbyde hver deres bil? Og måske sågar flere biltyper fra samme firma? Hvordan skulle den enkelte borger have nogen jordisk chance for at vurdere hvilken bil der stiller borgeren bedst? I giver blot en frihed og et ansvar, der kræver at borgeren bruger tid på at studere sammenhænge det ikke kan overskue, og kampe, der ikke kan vindes.«

Sammenholder vi eksemplet med virkeligheden, ser vi en verden, hvor at borgerne faktisk godt kan træffe frie valg – selv når produktet der skal vælges er komplekst – og markedet er lige så komplekst. Og hvor man, hvis staten stod for ydelsen, ville argumentere for, at verden er for kompleks til, at et normalt menneske nogensinde ville kunne træffe et (rigtigt) frit valg.

Lad os se nærmere på hvad Rune Lykkeberg konkret skriver: »Komikeren Frank Hvam udvikler i en monolog i det nye Casper og Frank-show en anden kritik af det frie valg: Han siger, han er for dum til det frie valg. Valget forudsætter en viden, han ikke har. Han bliver bedt om at vælge mellem ydelser, som han ikke aner, hvordan han skal vurdere. Som eksempel nævner han, at vi selv kan vælge, om vi vil købe vores strøm hos Vattenfall eller Dong.«

Her finder vi et af de største stråmandsargumenter mod det frie valg. Ideen om at mennesket ikke har en kinamands chance for at træffe et frit valg. Lad os antage, at vi ”kun” kan vælge mellem Vattenfall eller Dong. Hvad vil der ske her? Vil der ske det, at vi vil være dømt til for bestandigt at skulle træffe et valg i blinde? Nej, tværtimod. Der vil først og fremmest opstå et marked for information. Dette er ikke ensbetydende med, at det bliver dyrere for forbrugeren. Forbrugere vil dele deres viden med andre om, hvad de betaler for strøm fra Vattenfall – og det samme vil kunderne hos Dong. Ekstra Bladet og BT vil lave artikler hvor de undersøger hvem på markedet der leverer det bedste og billigste produkt. Og de kunder der er utilfredse med Dong vil gå over til Vattenfall og vice versa.

Runes argument mod det frie valg finder jeg derfor forfejlet. Lad os dog se nærmere på hvad han ellers skriver: »Men langt, langt de fleste af os kender som Frank intet til, hvad der er af forskelle på strømmen fra Vattenfall og Dong, eller om man burde iagttage andre forskelle som produktionsomstændigheder, pris, serviceniveau og politisk [sic] konsekvenser. Det ville ifølge Frank kræve, at han investerede hele sin vågne tid i sit voksne liv på at undersøge energiproduktion og de forskellige firmaer, hvis han skulle realisere et frit valg — hvilket så ville betyde, at han ville være ude af stand til at foretage frie valg af læge, skole, tandlæge, daginstitution, sygehus, fritidshjem osv. Hvis man skal være fri med ét valg, bliver man idiot i alle de andre valg.«

For det første vil det ikke kræve, at man investerer hele sin vågne tid i sit voksne liv på at undersøge energiproduktionen fra de forskellige firmaer. Dette først og fremmest på grund af det marked for information der som skrevet vil opstå. Ligeledes ville man kunne bruge det samme argument når det kommer til biler. Jeg kunne bruge hele mit voksne liv på at undersøge hvilken bil der kører længst på literen.

For det andet betyder det ikke, at fordi jeg skal træffe ét frit valg, bliver jeg en idiot i forhold til alle andre valg. Jeg træffer i forvejen utallige valg dagligt, lige fra hvilke fag jeg skal tage næste semester, til hvilken aftensmad jeg skal lave i morgen. Der er i princippet ingen grænser for hvor mange valg jeg kan træffe. Det er kun det liv jeg ønsker at leve, der må vurderes i henhold til hvor mange valg jeg ønsker at træffe.

Rune fortsætter: »Det frit vælgende menneske bliver på den måde dummere og mindre frit: Det bruger tid på sammenhænge, det ikke kan overskue, og det bliver opmærksomt på kampe, det burde vinde, men som regel taber.«

Nej, mennesket bliver klogere og mere frit. Mennesket bruger tid på at samle og dele information på et marked hvor andre mennesker også deler og samler information. Dette er en af de store styrker ved markedet. Staten vil aldrig nogensinde kunne indsamle al denne information og træffe et lige så klogt valg. Man kan så indvende – som Rune gør – at man som frit menneske bliver nervøs for, at man er blevet snydt. Det kan markedet ikke garantere at man ikke bliver, men det kan staten så sandelig heller ikke. Sidstnævnte har sågar en slem vane for at træffe besynderligt forkerte valg.

Der er ingen grund til at frygte friheden, Rune Lykkeberg. Tværtimod. Friheden er noget vi alle må leve med på godt og ondt. Hvis vi afskriver os friheden på et område, bliver dette blot til andres frihed, hvor de kan træffe et valg for os. Her skal vi huske på, at verden ikke er mindre kompleks for dem der skal træffe et valg for os, hvorfor der ingen garanti er for et mere ansvarligt valg.

I mit eksempel tog jeg udgangspunkt i biler, men der er jo (måske) heller ikke lige så meget på spil, som hvis det handlede om et barns skolegang eller et sygehusvalg. Er det frie valg med andre ord ikke kun godt, når et forkert valg ikke har de store konsekvenser? Nej, intet kunne være mere forkert. Netop fordi et valg kan være vigtigt, vil jeg træffe det selv – og ikke lade staten træffe valget for mig. Eksemplerne er talrige: Uddannelse, ægtefælle, bopæl osv. Vigtige valg jeg gør krav på at træffe selv. Valg der er komplekse og har store konsekvenser for mit liv, og netop derfor ikke skal overlades til andre. Dette er en grundlæggende rettighed jeg bør have som liberal.

Når jeg læser mænd skrive om hvor dumme vi bliver af frihedens implikationer, det frie valg, kunne jeg være ligeglad, men der er en vigtig grund til, at man ikke bør være det. Denne er, at når disse mennesker råber »Tag mit ansvar fra mig!«, eller hvordan de nu formulerer det, er der en skjult, trist tilføjelse: »Tag mit ansvar fra mig … og mine medmennesker!«

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *