Jyllands-Posten skriver 35 gange oftere om besparelser end om budgetskred

I dag kan man i Politiken læse en klumme skrevet af Martin Ågerup under overskriften ”Medierne kommer 35 mia. kr. for sent”. Den kan ligeledes læses på 180grader.dk under overskriften ”Politiken skriver 30 gange oftere om besparelser end om budgetskred”. Anledningen er en artikel i førstnævnte medie der omhandler overforbrug i det offentlige, som får Ågerup til at pointere, at det langt om længe er gået op for Politiken, at det hele bare ikke handler om besparelser i det offentlige.

Faktisk mener Martin Ågerup, at der over en længere periode i Politiken har været et alt for stort fokus på besparelser i det offentlige, som helt har overskygget et endnu vigtigere fænomen, nemlig budgetoverskridelser i det offentlige. Til formålet har Martin Ågerup gennemført et par søgninger i Infomedia, der underbygger hans argumentation.

Han har lavet to kategorier der hver især består af søgeord, disse kategorier er:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser

På Infomedia er der så søgt efter artikler i Politiken der indeholder bare ét af ordene fra kategorien. På Politiken giver en søgning på kategori a 7022 resultater og en søgning på kategori b giver 239 resultater (og dermed cirka 30 gange flere hits på a end b).

Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at søgningerne ikke tager højde for de kvalitative aspekter i artiklerne. Er der overhovedet tale om besparelser i det offentlige? Er der tale om en dansk kontekst? Omtales nedskæringer kun som noget negativt?

For det andet bruges der ordet ”budgetoverskridelse” og ikke bare ”overskridelse”, hvilket kan betyde, at hvis der f.eks. skrives overskridelser i det offentlige forbrug, bliver det ikke talt med. Tilføjer man ”budget” som prefix til ordene i kategori a, giver de næsten ingen hits, som jeg kommer ind på senere i dette indlæg. Det kan godt være at det er mere normalt at bruge vendinger som budgetoverskridelser end budgetnedskæringer, men ikke desto mindre kan sådanne problematikker gøre det svært at finde frem til, hvad der er bedst at søge efter, for at sikre at man måler det man ønsker at måle.

For det tredje begynder Martin Ågerup med at henvise til en artikel der omtaler budgetoverskridelser i det offentlige forbrug med betegnelsen ”overforbrug”. Hvorfor at dette ord ikke er medtaget, når det netop bruges ifm. den relevante problematik, ved jeg ikke.

For det fjerde er det plausibelt, at læserne går mere op i om der er nogen der mister noget, end at der er nogen der bruger mere. Det er alt andet lige en bedre historie, at en kræftafdeling må lukke pga. besparelser, end at de har haft flere igennem systemet og derfor har haft budgetoverskridelser.

For det femte kan det diskuteres, om der er nogen bestemt skævvridning i Politikens dækning af det offentlige forbrug og besparelser og overskridelser i samme, eller om der blot er tale om en generel tendens i hvad der har været på dagsordenen i medierne de senere år. Dette kommer Martin Ågerup dog også selv ind på, at der kan være tale om et fænomen der ikke nødvendigvis kun kan identificeres i Politiken:

”For at være fair over for Politiken skal det nævnes, at de øvrige dagblade samt de elektroniske medier næppe har prioriteret væsentlig anderledes. Det kan derfor ikke undre, at 64 pct. af befolkningen ifølge en meningsmåling fra marts 2008 troede, at der samlet var blevet skåret i antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 2001.”

Jeg finder ovennævnte interessant, og har derfor suppleret Martin Ågerups mindre systematiske undersøgelse med et par yderlige søgninger på Infomedia. Foruden Politiken har jeg foretaget de samme søgninger i samme tidsperiode (fra 1. januar 2002 til og med 1. marts 2011) for Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Børsen og Ekstra Bladet. Foruden de to kategorier (kategori a og b) som Martin Ågerup har søgt efter, har jeg valgt at søge efter et par andre ord. Kategori c hvor jeg har taget udgangspunkt i kategori b og fjernet ”budget” og tilføjet overforbrug (i forhold til den anden og tredje bemærkning). I kategori d har jeg blot tilføjet ”budget” til ordene i kategori a. Kategorierne er derfor som følger:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser
c: overskridelse skred overskridelser overforbrug
d: budgetnedskæring budgetnedskæringer budgetbesparelse budgetbesparelser

Specielt kategori c skal tages med et gran salt, da ordet ”skred” kan bruges i uendeligt mange sammenhænge. Pointen er blot at de begreber man bruger som indikatorer for fænomener, kan være udtryk for helt andre fænomener.

Ovenstående tabel viser resultaterne for de enkelte søgninger. De to sidste kolonner viser hhv. forholdet mellem kategori a og b (som Martin Ågerup bruger til at tale om forholdet mellem to typer af artikler hos Politiken) og forholdet mellem de to typer af artikler hvis man tager alle kategorier med.

Bemærkelsesværdigt er det, at Politiken ligger nogenlunde normalt i forholdet mellem artikler om besparelser og budgetskred. Gennemsnittet er 27,3 med en standardafvigelse på 5,25, hvorfor at der intet er der taler for en skævvridning i Politikens dagsorden i forhold til de andre landsdækkende aviser. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands-Posten der topper, ved at skrive 35,7 gange mere om besparelser end budgetskred (hvis man vel at mærke accepterer Ågerups metodiske logik).

Tillader man at tale om overskridelser og overforbrug mere generelt ligesom med besparelser, kan man få nogle helt andre tal, som sidste kolonne indikerer. Faktisk kan man komme helt ned på et forhold 1,1, som tilfældet er ved Ekstra Bladet. Som nævnt er det yderst problematisk, men det viser blot, at det er yderst let at konstruere sine egne tal, alt afhængigt efter hvilke konklusioner man gerne vil nå frem til.

Overordnet synes der dog at være en mere generel tendens i medierne der ikke er begrænset til Politiken, hvor at der skrives langt mere om besparelser end budgetoverskridelser. En forklaring kan være, at medierne, til trods for at de er selvstændige aktør, ikke kan fravige sig den overordnede dagsorden der hersker i andre medier, og ligeledes i mange tilfælde bringer de samme artikler som andre medier, gennem f.eks. bureauer som Ritzau. Ligeledes kan det som nævnt diskuteres, om det overhovedet er problematisk, da der vel næppe er noget nyt i, at historier om besparelser bare er mere interessante end budgetoverskridelser.

Konklusionen må være, at jeg vil være meget ydmyg i forhold til at konkludere noget på ovenstående tal. Der kan sagtens være nogle væsentlige pointer der kan trækkes frem, specielt at det kunne være interessant at medierne prioriterede mere på det offentlige forbrugs budgetoverskridelser, men at det kan være meget svært at undersøge omfanget af problematikken systematisk vha. Infomedia.