Under valgkampen i 2007 lavede Ekstra Bladet et prøvevalg på deres hjemmeside, hvor læserne blev spurgt om, hvem de ville stemme på. Da daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt blev bedt om at kommentere hendes partis ringe opbakning i det pågældende prøvevalg, var hendes upåklagelige kommentar: »Det lyder ikke som nogen seriøs meningsmåling. Den har jeg ingen kommentarer til«.
Under valgkampen i september i år, lagde en bekendt statskundskabsstuderende et billede op på facebook af en afstemning på bt.dk, omhandlende læsernes holdning til Helle Thorning-Schmidts evne til at danne et stærkt ministerhold, hvortil vedkommende skrev: »Nu med 7800 stemmer :) Repræsentativt!«.
På selve valgdagen i valgkampen i år kunne man læse en tåkrummende artikel på Ekstra Bladets hjemmeside med overskriften ’Måling med 72.886 danskere: Løkke vinder’. Artiklen er ligegyldig og sælger sig selv med indledningen: »Analyseinstituterne [sic] laver meningsmålinger med mellem 1000 og 2000 personer – her kan du se målingen med 72.886 svar«.
Jeg skal fatte min simple pointe i korthed, der bunder i ren og skær frustration: Fordi der er mange respondenter i en meningsmåling, er den ikke nødvendigvis repræsentativ. Sidstnævnte er et perfekt eksempel. Løkke vandt som bekendt ikke.
Hvorfor fører mange respondenter så ikke automatisk til repræsentativitet? Svaret er logisk og ligetil: Fordi respondenter ofte ikke er tilfældigt valgt fra populationen. I tilfældet med simple netafstemninger er vi endda langt fra noget der giver et udgangspunkt, hvor man kan sige noget fornuftigt om, hvordan danskerne vil stemme.
En meningsmåling med små 1.000 respondenter kan derfor være betydeligt mere repræsentativ end en med 72.886 respondenter – afhængigt af hvordan respondenterne er udvalgt. Det er så elementært at det ikke burde være nødvendigt at skrive et blogindlæg, for at få den pointe ud – men nu er det gjort. Det var så lidt.