Erik Gahner Larsen

Hvad synes danskerne om den røde regering? II

Hvad synes danskerne om den røde regering? Danskerne er næppe enige om så meget når emnet falder på den røde regering. Dette afspejler sig specielt i diverse meningsmålinger, hvor danskerne ingenlunde er enige.

Dette faktum dedikerede jeg et indlæg til for to uger siden, hvor jeg konkluderede, at det ingen reel mening giver at tale om én holdning danskerne besidder i forhold til regeringen. Det kommer næppe som nogen overraskelse for de faste læsere af min beskedne blog, at en artikel der bærer overskriften »Danskerne kræver undskyldning for brudte løfter«, irriterer mig.

Hvad er et repræsentativt udsnit af danskerne blevet spurgt om, som danner baggrunden for overskriften? Dette spørgsmål: »Mener du, at statsminister Helle Thorning-Schmidt bør undskylde over for danskerne, at regeringen ikke indfrier en række af de ting, regeringen havde stillet i udsigt i valgkampen?«

Svarer danskerne så enstemmigt at de kræver en undskyldning for brudte løfter? Nej. For eksempel svarer 76 pct. af SFs vælgere og 74 pct. af de socialdemokratiske vælgere således, at Helle Thorning-Schmidt ikke bør undskylde. De eneste partier hvor et flertal af deres vælgere kræver en undskyldning er – og hold nu fast – de blå!

Ovenstående viser differensen i procentpoint for de respektive partier, hvor positive værdier viser, at et flertal af vælgerne der har stemt på partiet, ikke kræver en undskyldning, og omvendt ved de negative værdier, hvor et flertal kræver en undskyldning.

For ikke at gentage mig mere end højest nødvendigt i forhold til mit forrige indlæg om emnet, skal jeg gøre pointen kort: Danskerne kræver ikke noget. Blå vælgere kræver noget. Og dét er der ingen nyhed i.