Erik Gahner Larsen

Friends (1994)

90erne er om noget de amerikanske sit-coms årti. Foruden nærværende serie kan bl.a. nævnes Seinfeld og Frasier, der ligeledes havde deres storhedstid i nævnte periode. En periode der er kendetegnet ved at historien var slut – og det var tid til at grine med de samme velkendte sympatiske karakterer uge efter uge, i deres naive bestræbelser på at komme igennem dagligdagens finurlige dåselatterkaos. Friends, eller Venner som serien hedder på dansk, er topklasseunderholdning der begyndte i 1994, men her over 15 år efter, stadigvæk har et stort publikum. Og dette med rette.

Friends tager sit afsæt i 6 unge venners hverdag. Seks venner der alle har et mere eller mindre løssluppent forhold til familiære bånd, kærester og sexpartnere, arbejdspladsen, penge osv. Den eneste konstant er venskabsgruppen – det sociale fællesskab vennerne er en del af og som altid står til rådighed over en kop kaffe på Central Perk.

Miljøet er som i de fleste sit-coms. Man bor i lejlighed (gerne et par stykker sammen), og som i de fleste andre sit-coms, er der også i Venner et offentligt sted, hvor hovedpersonerne hænger ud. De fleste afsnit, hvis man ser bort fra de afsnit hvor at vennerne er på tur i f.eks. London, Las Vegas, Barbados eller et helt fjerde sted, har en del scener der udspiller sig på Central Perk. Her giver vennerne den fuldt ud som cafémennesker i vante omgivelser, der hygger og morer sig ganske uformelt.

De seks venner er Joey, Chandler, Rachel, Ross, Monica og Phoebe. Joey er den charmerende og ikke altid lige hurtigt tænkende italiener, der i gennem det meste af serien klarer sig som skuespiller i alverdens mindre roller – og så er der selvfølgelig hans gennembrud som Dr. Drake Ramoray i Horton-sagaen. Chandler har modsat Joey mindre held med pigerne og mere held med et fast arbejde. Det er da også dynamikken mellem disse to der gør serien eminent. Rachel er den modebevidste kvinde der var på vippen til at blive gift, men ender hos den perfektionistiske Monica og skaber en karriere i stedet. Seriens store kærlighedshistorie er mellem hende og så Ross, der er Monicas nørdede storebror. Phoebe er den excentriske kvinde, der som regel har et alternativt perspektiv på dagligdagens fænomener.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er de første sæsoner af serien der er de bedste. Jo længere man kommer hen i serien, des mere begynder det at handle om familie, børn, karriere og andet der hvorom alting er, ikke har ret meget med venner at gøre. Dermed ikke sagt, at de nyere sæsoner ikke kan ses, blot at de nok bare ikke burde være lavet, hvis man var seriens grundkoncept tro. Dette er også mit postulat i et indlæg skrevet på min blog for snart to år siden:

»Uanset hvad vore kære venner kommer ud for, om det så er problemer på arbejdet, på en date, i familien, med naboen eller noget helt femte, er venskabet der til at støtte en. Dette manifesterer sig klart i de første sæsoner af serien. Se bare på Monicas forhold til hendes forældre, Rachels ditto, eller den irriterende nabo Mr. Heckles. I thanksgiving-afsnittet hvor at Ross og Monicas forældre ikke vil holde thanksgiving middag og Monica derfor holder det selv, ender det med, at Rachel ikke kommer af sted på skiferie, Joey bliver afvist af familien pga. en oplysningskampagne omhandlende kønssygdomme og det hele går mere eller mindre galt for alle. Det ender dog med at de 6 venner sidder og spiser toast fordi hele middagen brænder på. Uanset under hvilke forhold middagen vil finde sted, og hvad der ligger til grund for dette, er vennerne der for en. Vennerne er med andre ord den individualiserede unges postmoderne familie.

I de nyere sæsoner falder kvaliteten og fokus. Chandler og Monica finder sammen og adopterer, Rachel får et barn og Phoebe får Mike. Venskabet forbliver, men er ikke længere primus motor. Vennerne erkender (måske med undtagelse af Joey), at der kommer en tid hvor livet ikke kan centrere sig omkring venskabet, men hvor at den rigtige familiedannelse kommer i centrum. Det er da også hvad serien ender med. Lejligheden tømmes og Chandler og Monica flytter i eget hus med to børn, og det hele ender med en rørstrømsk slutning. Hvis man skulle forestille sig en 11. sæson ville den skrige langt væk af villa, vovse og Volvo, så det er i min optik kun godt at den 10. sæson blev den sidste.«

Dette er som sagt ikke for at rakke serien ned, men blot for at fremhæve, at de ældre sæsoner er overvejende bedre end de nyere. Derfor er det da også altid med en gensynets glæde, at jeg ser TV2 for gud-ved-hvilken-gang genudsende de første afsnit af serien, hvor at pager, telefonsvarer, fax, modemforbindelse og lignede var fast inventar i det pulserende ungdomsliv.

I løbet af de 10 sæsoner serien forløber over, er der en række nævneværdige gæsteoptrædener. F.eks. Bruce Willis (der var med gratis på baggrund af tabt væddemål til Matthew Perry), Brad Pitt, George Clooney, Sean Penn, Winona Ryder, Jean-Claude Van Damme, Julia Roberts, Alec Baldwin (der har en desværre alt for irriterende rolle) og Tom Selleck. Af de nævnte er mine favoritter uden tvivl Brad Pitt, Bruce Willis og Julia Roberts.

Da serien sluttede kom der en spin-off serie med karakteren Joey, som også blev seriens navn. Den fik 2 sæsoner, og på ingen måde det samme publikum som Friends. Dette slår måske netop fast, at Joey ikke var en populær karakter i sig selv, ligesom ingen af de andre karakterer var det, men at det blot er i den konstellation de indgår, hvori der skabes en dynamik, som får det hele til at give mening og gør serien yderst seværdig. ‘Nuff said.