Morgan Spurlock har fået en idé. Han vil lave en dokumentarfilm om product placement finansieret udelukkende gennem product placement-aftaler. Denne proces følger vi så, og det er dette der udgør dokumentarfilmen man sidder og ser. Det er metafilm på et kompliceret plan. Dog desværre uden at kompleksiteten bidrager med noget væsentligt, andet end at udstille en rodet film der er vanskelig at finde hoved og hale i – og som fremstår ligegyldig og banal.
Overordnet forsøger Morgan Spurlock i The Greatest Movie Ever Sold at problematisere finansieringen af spillefilm (dog som så udvikler sig til en mere generel kritik af reklamer). Der fokuseres på hvordan der indgås aftaler med firmaer omkring placeringer og brug af bestemte produkter i film, og hvordan det gør filmskaberne mindre uafhængige. Som seer sidder man dog blot tilbage med en følelse af so-fucking-what!?.
En film vil altid være afhængig af økonomiske ressourcer. Spørgsmålet er blot hvor mange ressourcer det vil kræve, at lave ens film. Har man ambitioner om at lave en film med en milliardomsætning, kan det være svært uden at opgive kunstnerisk integritet til dem der skal betale gildet. Desværre forfalder Spurlock til at opbygge en eller anden forsimplet kapitalismekritik uden nogen videre mening.
Jeg har i løbet af sommerferien fået set nogle dokumentarfilm om instruktører, heriblandt Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse omhandlende Francis Ford Coppolas arbejde med klassikeren Dommedag nu. Her slutter han af med et par ret interessante ord:
To me, the great hope is that now these little 8mm video recorders and stuff have come out, and some… just people who normally wouldn’t make movies are going to be making them. And you know, suddenly, one day some little fat girl in Ohio is going to be the new Mozart, you know, and make a beautiful film with her little father’s camera recorder. And for once, the so-called professionalism about movies will be destroyed, forever. And it will really become an art form. That’s my opinion.
Det interessante er selvfølgelig, at det kunstneriske udtryk ikke er afhængig af store budgetter, men kan frembringes af teknologiske udviklinger (som kapitalismen selvfølgelig er forudsætningen for). Ved at bruge sine sparepenge på et kamera, kan man gå i gang med at producere filmkunst.
Tilsvarende kommer Martin Scorsese med interessante bemærkninger i A Personal Journey with Martin Scorsese Through American Movies relateret til finansieringen af film og den kunstneriske film. Han argument kan skæres ned til: Jo færre penge, desto mere frihed. Hvis man vil lave store blockbustere der kan sælge en masse popcorn, er der for mig at se intet problem med alverdens product placement deals og manglende kunstnerisk integritet. Det er de vilkår der er på et marked. End of story. Det er dog ikke en præmis Morgan Spurlock synes at ville acceptere. Nuvel, der kommer nogle overvejelser flere steder i filmen, men intet der fjerner seeren fra det grundlæggende perspektiv, at økonomiske interesser er onde.
Der er en grund til at independent films også kaldes for art films. Skal man have total kunstnerisk frihed må man gøre det for billige midler eller gøre det på en måde hvor det harmonerer med en stor efterspørgsel (Christopher Nolan synes at være et godt eksempel på, at det er muligt).
Spurlock ender med at gå ude i naturen. Væk fra alle de onde reklamer vi omgås. Han stod bag filmen Super Size Me som også havde et antikapitalistisk udtryk, men modsat den film, er nærværende film uden humor, uden struktur eller andet der berettiger dens udgivelse. Spar dig selv for at se den.